Din merudgiftsydelse udmåles ud fra størrelsen af de sandsynliggjorte eller dokumenterede, nødvendige merudgifter, du har som følge af din funktionsnedsættelse.
For at du kan komme ind i ordningen, skal du sandsynliggøre nødvendige merudgifter på mindst 608 kr. pr. måned (2024). Det bliver kaldt minimumsgrænsen. Det gælder både de løbende udgifter og enkeltudgifter. Hvis du opfylder betingelserne, bestemmes tilskuddets størrelse ud fra følgende intervaller:
- Hvis de sandsynliggjorte merudgifter pr. måned er mellem 608 kr. og 1.707 kr., får du et standardbeløb på 1.138 kr.
- Hvis de sandsynliggjorte merudgifter pr. måned er mellem 1.707 kr. og 2.846 kr., får du et standardbeløb på 2.277 kr.
- Hvis du kan dokumentere merudgifter på over 2.846 kr. pr. måned, får du et beløb svarende til de faktiske merudgifter.
Højst én gang om året kan du få reguleret beløbet for de løbende udgifter, hvis du kan sandsynliggøre, at du har stigende merudgifter. Du får kompensation med tilbagevirkende kraft, hvis dine merudgifter bliver godkendt af kommunen. Hvis du i løbet af året får en enkeltstående merudgift, kan du søge kommunen om kompensation.
Hver enkelt kommune har selvstændigt fastlagt de tilbud, der er til rådighed for borgerne i kommunen. Det kaldes kommunens serviceniveau. I praksis betyder det, at ydelser og tilbud varierer fra kommune til kommune.
Din indkomst har ingen betydning for, om du kan modtage tilskud til merudgifter. Tilskuddet er skattefrit.