Mad og måltider

Mad og måltider i dagtilbuddet er en stor del af børnenes hverdag, og er med til at sikre deres sundhed og trivsel.

 

Børn i dagtilbud i Hvidovre Kommune får mad, som de har behov for, mens de er i institutionen eller dagplejen.

I institutionerne er der madordning, med mindre forældrebestyrelserne beslutter at fravælge den. Hvis forældrebestyrelsen fravælger kommunens madordning, skal børnene selv medbringe den mad, de skal spise i løbet af dagen.

I dagplejen er der altid mad som en del af pasningstilbuddet.

Det pædagogiske personale bruger mad og måltider som løftestang for det pædagogiske arbejde, fx ved at udvikle børnenes mod på og lyst til ny mad og give dem sunde madvaner.

Maden i daginstitutionerne og dagplejen, følger de officielle anbefalinger fra Fødevarestyrelsen (for børn fra 1 årsalderen) og Sundhedsstyrelsen om sund mad til børn (for børn op til 1 år). Disse anbefalinger bliver udarbejdet på baggrund af den nyeste forskning, og med hensyntagen til de aktuelle kostvaner i Danmark. 

Det er ikke muligt for daginstitutionerne at tilbyde vegansk kost, da der ikke findes officielle anbefalinger (Fødevarestyrelsen) til daginstitutioner for vegansk kost. Hvis du ønsker, at dit barn får vegansk mad, mens det er i dagtilbud, kan du medbringe mad hjemmefra til barnet. Du kan dog ikke blive fritaget for betaling til madordningen (se evt. afsnit om fritagelse fra madordning).

I Hvidovre Kommune har de fleste daginstitutioner eget produktionskøkken, hvor maden tilberedes af køkkenfaglige medarbejdere. Maden er hovedsageligt lavet fra bunden af friske råvarer. Det betyder, at børnene kan dufte og se – og indimellem deltage i - madproduktion fra råvare til færdig ret.
Det er Hvidovre Kommunes mål, at 90 % af fødevarerne i daginstitutionerne er økologiske.
Institutionerne har økologiske spisemærker som angiver, hvor stor andel økologi, børnene får.
Guld – over 90 % økologi, Sølv –60-90 % økologi, Bronze – 30-60 % økologi

På det økologiske Danmarkskort, kan I se hvilket spisemærke den enkelte institution har. 

Ifølge Dagtilbudsloven skal kommunerne tilbyde frokostordning/madordning, men forældrene kan beslutte at fravælge madordningen. I Hvidovre Kommune er det forældrebestyrelserne, som har kompetencen til at fravælge madordning. Bestyrelsen kan vælge at gennemføre en vejledende afstemning blandt alle forældre i daginstitutionen.
Forældrebetalingen til madordningen dækker løn og råvarer. Der kan søges både søskendetilskud og friplads til betaling af madordningen.

Afstemning om madordning foregår i lige år. Kommunalbestyrelsen har fastsat regler for fravalg af madordning. Disse regler udsendes til forældrebestyrelserne som grundlag for deres beslutning.

Et barn med et lægedokumenteret behov for en diæt, som institutionen ikke kan imødekomme, kan fritages fra at deltage i madordningen. Følgende betingelser skal være opfyldt:

  • Barnet har en lægedokumenteret allergi eller anden sygdom, som kræver specialkost
  • Kommunen vurderer, at den ikke forsvarligt kan tilbyde barnet frokost i daginstitutionen.

 Hvis dit barn har en lægedokumentation for en særlig diæt, og du ønsker at barnet fritages fra madordningen, skal du gøre følgende:

  1. Først – drøft med institutionens leder, om det er muligt at imødekomme barnets behov for specialkost.
  2. Dernæst – hvis ikke det er muligt for institutionen at imødekomme barnets behov for specialkost, skal der sendes en skriftlig ansøgning om fritagelse fra madordningen. Sammen med ansøgningen vedlægges en lægeerklæring om barnets behov for specialkost. Ansøgningen og lægeerklæringen sendes til bof@hvidovre.dk eller via daginstitutionens leder.
  3. Herefter afgør centerchefen for Børn og Familier efter en drøftelse med institutionens leder, om barnet kan fritages fra madordningen. I vil få skriftlig besked om afgørelsen i jeres e-boks. Hvis barnet fritages fra madordningen, skal I ikke betale for madordningen i den periode, fritagelsen gælder.

Center for Børn og Familier

Hvidovrevej 278
2650 Hvidovre

Telefon: 3639 3639

Send sikker mail til Center for Børn og Familier

Almindelig mail:
bof@hvidovre.dk

Send sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.

Har du brug for hjælp til at sende en sikker mail via MitID, er du velkommen til at kontakte Borgerservice. Vi hjælper gerne. Se kontaktoplysninger og generelle åbningstider nederst på siden.