Forsikring af dit barn i daginstitution

Du bør tegne en privat ulykkesforsikring på dit barn, som skal starte i dagtilbud.

Når dit barn skal starte i daginstitution, er det vigtigt, at du tegner en privat ulykkesforsikring på barnet. Heltidsulykkesforsikringen bør dække tandskader og skader, der giver varige mén.
Private ulykkesforsikringer har særlige regler omkring nærmere bestemte farlige sportsgrene - spørg i forsikringsselskabet. Hvidovre Kommunes daginstitutioner arrangerer ikke deltagelse i farlige sportsgrene.

Hvis dit barn får tandskader, kan barnet blive behandlet for disse i den kommunale tandpleje indtil barnet fylder 18 år. Hvis en eventuel skade kræver behandling, efter at barnet er fyldt 18 år, skal denne behandling ske hos egen tandlæge og for egen regning.

Daginstitutionen har intet ansvar for de ejendele, som børnene og  forældre medbringer. Det gælder hverken tøj, briller, smykker, legetøj, penge, elektronisk udstyr, cykler m.v.
Institutionen har ikke en forsikring, der dækker børnenes private ejendele.

Børn er - ligesom voksne - erstatningsansvarlige for skader, som de forvolder på andre mennesker og andres ejendele. Dette gælder både ved aktiviteter i daginstitutionen, ved aktiviteter der afholdes udenfor daginstitutionen, for eksempel udflugter, virksomhedsbesøg, børnefødselsdage eller lignende. Børnene er også erstatningsansvarlige for det undervisningsmateriale, som daginstitutionen stiller til rådighed.

Familiens indboforsikring har muligvis en ansvarsdækning, der i nogle tilfælde kan betale for det erstatningskrav, som bliver rejst overfor barnet. Spørg i dit forsikringsselskab.
Der gælder særlige regler for helt små børn. Spørg i dit forsikringsselskab.

Når børn er passagerer i en bil eller bus, er børnene dækket af køretøjets ansvarsforsikring efter færdselslovens bestemmelser. Dækningen gælder uanset, om transporten sker i en privat bil, eller køretøj ejet af daginstitutionen, og dækningen omfatter al kørsel uanset formål. Ved planlagt kørsel vil daginstitutionen indhente forældrenes tilladelse til at lade børnene være passagerer.
I akutte nødsituationer kan det ske, at børnene bliver kørt, uden at forældre i forvejen har givet tilladelse.

Center for Børn og Familier

Hvidovrevej 278
2650 Hvidovre

Telefon: 3639 3639

Send sikker mail til Center for Børn og Familier

Almindelig mail:
bof@hvidovre.dk

Send sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.

Har du brug for hjælp til at sende en sikker mail via MitID, er du velkommen til at kontakte Borgerservice. Vi hjælper gerne. Se kontaktoplysninger og generelle åbningstider nederst på siden.