En lokalplan eller en byplanvedtægt bestemmer, hvad og hvor meget, du må bygge på din grund. Der kan også være andre bestemmelser, for eksempel hvor højt byggeriet må være, afstande til skel, afstand til vej, hvilke materialer, der skal/må anvendes eller hvad du må benytte de enkelte bygninger til.
En lokalplan gælder for et enkelt område og fastlægger mere detaljeret, hvordan området skal se ud i fremtiden. Lokalplanerne er juridisk bindende for grundejerne og deres eventuelle lejere.
Planloven indeholder bestemmelser om Kommunalbestyrelsens ret og pligt til at udarbejde lokalplaner. Bestemmelserne skal sikre, at der skabes sammenhæng med kommunens øvrige planlægning.
Hvis du vil se, hvad der gælder for din ejendom, kan du søge på din adresse, eller klikke direkte i kortet øverst på siden. Du kan også gå ind på Plandata.dk (nyt vindue), der er det digitale register for fysisk planlægning i Danmark, og se, hvilke planer der gælder.