Udviklingen af erhvervsområdet ved Tårnfalkevej

Det nuværende erhvervsområde ved Tårnfalkevej skal i løbet af de kommende år udvikles til et blandet byområde med boliger, herunder almene boliger, ikke-genererende erhverv og en ny daginstitution. Her på siden kan du finde information om planerne for området.

Efter at have udpeget erhvervsområdet ved Tårnfalkevej som et nyt byudviklingsområde i Kommuneplan 2021 modtog Hvidovre Kommune en henvendelse fra en ejendomsudvikler, der præsenterede en vision for en samlet omdannelse af området.

Det eksisterende erhvervsområde ved Tårnfalkevej og Strandskadevej skal omdannes til et nyt blandet byområde med etageboliger i forskellige typer og størrelser, publikumsorienterede serviceerhverv, en dagligvarebutik, en daginstitution, parkeringshuse og grønne fællesområder. Bydelen kaldes af udviklergruppen Fuglekvarteret.

Dog indgår de tre ejendomme på Søvangsvej 1 og Tårnfalkevej 12 og 14 ikke i byudviklingsområdet, da grundejerne ikke ønskede, at deres ejendomme blev inddraget i byomdannelsen. På disse tre ejendomme fortsættes den nuværende anvendelse som kontor- og serviceerhverv og lettere industri og håndværk.

Et grundlæggende princip er en struktur bestående af etagebebyggelse i 3-5 etager, der skærmer bagvedliggende friarealer og boliger for støjbelastningen fra Amagermotorvejen og Gammel Køge Landevej.

Det er intentionen at skabe et nyt bykvarter, der udnytter den unikke placering mellem de eksisterende boligområder og de fredede grønne arealer mod syd, samtidig med at området får sin egen identitet. Mellem bygningerne skal gårdhaver præges af fælles grønne opholdsarealer og med nye mødesteder for borgerne, som kan fremme et lokalt byliv og åbne området op mod omgivelserne.

 

Kommunalbestyrelsen har vedtaget en lokalplan for byudviklingsområdet ved Tårnfalkevej. Lokalplan 476 blev endeligt vedtaget den 29. april 2025, og den offentlige bekendtgørelse af lokalplanen skete den 5. maj 2025. Lokalplanen skal danne grundlaget for områdets udvikling de kommende år.

Lokalplan 476 for byudviklingsomrdet ved Trnfalkevej.pdf

Forinden havde forslaget til Lokalplan 476 været i offentlig høring i perioden fra den 5. september til den 3. oktober 2024. I løbet af høringsperioden kom der 10 høringssvar til lokalplansforslaget. De indkomne bemærkninger gav anledning til at foretage en række ændringer i planen i forbindelse med den endelige vedtagelse. Du kan læse de nærmere ændringer i lokalplanens redegørelse på side 26.

I marts 2023 besluttede henholdsvis By- og Planudvalget og Økonomiudvalget, at der skulle udarbejdes et nyt plangrundlag for området. Du kan læse mere om udvalgenes behandling af sagen og se den vision som ejendomsudviklerne har fremsendte her: 

Læs om Økonomiudvalget og By- og Planudvalgets beslutning om igangsættelse af nyt plangrundlag her (nyt vindue)

Læs udviklernes vision her (pdf)

I august 2022 besluttede Kommunalbestyrelsen på baggrund af udviklernes vision at igangsætte en forudgående høring om en eventuel omdannelse af erhvervsområdet ved Tårnfalkevej og Strandskadevej til blandet byområde.

I august 2025 indgik Urban Partners / NREP sammen med AG Gruppen en aftale med de tidligere udviklere om at overtage en del af projektet for Fuglekvarteret. Aftalen gælder for den sydlige del af byudviklingsområdet, dvs. syd for Strandskadevej. AG gruppen m.fl. har også overtaget købet af Strandskadevej og udviklingsaftalen om ombygning af Tårnfalkevej.

Projektet vedrører ca. 33.000 kvadratmeter og første fase består af 410 nye boliger, almene boliger og parkeringsfaciliteter, som forventes færdigudviklet i 2028.

Bebyggelsen er aktuelt under projektering.

Center for Plan og Miljø - Planteamet

Hvidovrevej 278
2650 Hvidovre

Telefon: 3639 3639

Send sikker mail til Center for Plan og Miljø

Almindelig mail: plan@hvidovre.dk

Du kan ringe til Plan-teamet i disse tidsrum:

Mandag: 09.30-11.30 og 13.00-14.30
Tirsdag: 09.30-11.30 og 12.30–14.30
Onsdag: lukket
Torsdag: 12.30-15.00
Fredag: 09.30-11.30

Send sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.

Har du brug for hjælp til at sende en sikker mail via MitID, er du velkommen til at kontakte Borgerservice. Vi hjælper gerne. Se kontaktoplysninger og generelle åbningstider nederst på siden.