Med den endelige vedtagelse af Lokalplan 472 for et natur- og byområde øst for Byvej den 29. august 2023, blev det muligt at realisere visionerne i helhedsplanen om et nyt stort naturområde og to nye boligområder. Der har været fokus på at udvikle et attraktivt natur og boligområde med fokus på fællesskaber og rekreative værdier, hvor samspillet mellem naturen og den åbne boligstruktur giver området nogle helt særlige kvaliteter.
Lokalplanen skal muliggøre, at der i boligområderne kan etableres etageboliger og tæt-lav boligbebyggelse med tilhørende kollektive anlæg i form af fælles- og aktivitetshuse for områdets beboere. Der fastlægges en åben struktur for boligbebyggelsen og indretningen af de ubebyggede arealer med fokus på, at det grønne slynger sig ind imellem boligerne og naturen prioriteres som fælles arealer.
Den tidligere landbrugsjord vil overgå fra jordbrug til rekreativt naturområde, der udformes med forskellige naturtyper, som varierer over årstiderne og i takt med den varierende vandstand omkring søer og vådområder. Lokalplanen skal desuden sikre, at der skabes sammenhæng mellem naturområdet og Fingerplanens grønne kiler vest lokalplanens område, blandt andet ved at udlægge offentlige stier og grønne
forbindelser over Byvej.
Endelig er det et formål med lokalplanen, at området klimatilpasses i forhold til skybrudsregn, så nybyggeri beskyttes mod oversvømmelse fra regnvand, og det sikres, at overfladevand fra skybrud kan håndteres i området.
Læs mere i den endelige udgave af lokalplanen.