Bevaringsværdige bygninger

Her finder du oplysninger om bevaringsværdige bygninger i Hvidovre Kommune.

En bygning er bevaringsværdig, når den er optaget som bevaringsværdig i en kommuneplan eller omfattet af et forbud mod nedrivning i en lokalplan eller byplanvedtægt. Indtil denne udpegning er sket, betragtes bygninger som bevaringsværdige, hvis de har fået en bevaringskarakter fra 1 til 4 i SAVE-systemet (Survey of Architectural Values in the Environment) i forbindelse med udarbejdelse af et kommuneatlas.

Om et bymiljø, en bebyggelse eller en bygning skal bevares, afgøres alene af Kommunalbestyrelsen gennem udpegning i kommuneplanen, gennem udarbejdelse af bevarende lokalplaner, eller ved at indføre bestemmelser om bevaringsværdien i en lokalplan. Det er Kommunalbestyrelsen, der vedtager, hvorvidt et bymiljø, en bebyggelse eller en bygning er bevaringsværdig.

I forbindelse med udarbejdelsen af Hvidovre Kommuneatlas – Byer og bygninger 2000, blev der foretaget en kortlægning, registrering og vurdering af alle bygninger opført til og med 1940 samt udvalgte bygninger og bymiljøer opført efter 1940, herunder bygninger beliggende langs Hvidovrevej. Der blev i alt registreret og vurderet ca. 3.000 bygninger, heraf ca. 2.300 bygninger opført til og med 1940. Kommuneatlasset blev offentliggjort i februar 2001.

Registreringen fastlægger for hver bygning en bevaringsværdi på en karakterskala fra 1 til 9, hvor 1 er den højeste værdi. I kommuneatlasset er de registrerede bygninger fordelt på 3 kategorier:

  • Høj bevaringsværdi (1-3)
  • Middel bevaringsværdi (4-6)
  • Lav bevaringsværdi (7-9)

Fastlæggelsen af en bygnings bevaringsværdi baserer sig på en række forhold, der vurderes for den enkelte bygning:

  • Den arkitektoniske værdi
  • Den kulturhistoriske værdi
  • Den miljømæssige værdi
  • Originaliteten
  • Tilstanden

Center for Plan og Miljø kan vejlede om ændringer på bevaringsværdige bygninger og opfordrer samtidig til at ejere af bevaringsværdige bygninger kontakter en arkitekt eller lignende for at få faglig eller teknisk rådgivning.

I forbindelse med om- eller tilbygning af en bevaringsværdig bygning skal der sikres stor omhu med valg af materialer og farver, så bygningens arkitektoniske kvaliteter og bevaringsværdi sikres eller øges. Slots- og Kulturstyrelsen har udarbejdet en serie løsblade om, hvordan fredede og bevaringsværdige bygninger kan vedligeholdes og istandsættes.

Ændringer af bevaringsværdige bygningers ydre forhold kan f.eks. dreje sig om ydermure (herunder facadeudsmykning og arkitektoniske detaljer) vinduer, døre og porte, indgangspartier, tage (herunder tagrender, skorstene, kviste, tårne og ovenlys), karnapper samt fundamenter (herunder kældernedgange) m.m. eller ved en tilbygning.

Har du rettelser eller kommentarer til informationerne om bevaringsværdige bygninger, hører vi meget gerne fra dig. Du kan finde kontaktinformationer for Center for Plan og Miljø her på siden.

Med virkning fra den 1. januar 2026 har Kommunalbestyrelsen genindført en pulje til støtte for vedligeholdelse af bevaringsværdige bygninger i Hvidovre Kommune.

Støttemidlerne kan bevilges til renovering af bevaringsværdige ejer- og andelsboliger, der er opført før 1960 og er væsentligt nedslidt, og som bebos af ejeren eller andelshaveren.

By- og Planudvalget kan meddele støtte til istandsættelse af bygningens klimaskærm, dvs. bygningens tag, ydervægge, døre og vinduer, samt til istandsættelse af skorstene, udvendige trapper og skodder. Istandsættelsen skal medvirke til sikring eller forbedring af bygningens bevaringsværdi.

Støtten til bygningsfornyelse meddeles med hjemmel i byfornyelseslovens kapitel 4. Til bevaringsværdige ejerboliger og andelsboliger kan tilskuddet højst udgøre tre fjerdedele af de støtteberettigede udgifter. Udvalget kan således også vælge at yde mindre støtte til det enkelte projekt. Samtlige faser af bygningsarbejderne, som der søges tilskud til, skal udføres af momsregistrerede håndværkere. Manglende dokumentation herfor vil medføre bortfald af det fulde tilsagn. Du skal efter arbejdernes afslutning – og før udbetalingen af støtten - aflægge fyldestgørende oplysninger om byggeregnskab for de støtteberettigede udgifter.

Ansøgning om støtte skal sendes som mail til Center for Plan og Miljø på plan@hvidovre.dk, hvorefter ansøgningen bliver behandlet i By- og Planudvalget.

I ansøgningen skal du nærmere beskrive de renoveringsarbejder, som der søges støtte til. Du skal desuden vedlægge tilbud fra mindst to håndværkere på de ansøgte arbejder.

Center for Plan og Miljø - Planteamet

Hvidovrevej 278
2650 Hvidovre

Telefon: 3639 3639

Send sikker mail til Center for Plan og Miljø

Almindelig mail: plan@hvidovre.dk

Du kan ringe til Plan-teamet i disse tidsrum:

Mandag: 09.30-11.30 og 13.00-14.30
Tirsdag: 09.30-11.30 og 12.30–14.30
Onsdag: lukket
Torsdag: 12.30-15.00
Fredag: 09.30-11.30

Send sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.

Har du brug for hjælp til at sende en sikker mail via MitID, er du velkommen til at kontakte Borgerservice. Vi hjælper gerne. Se kontaktoplysninger og generelle åbningstider nederst på siden.