Tekstilaffald

Hvorfor sortere tekstilaffald?

Dit hullede og ødelagte tøj eller tekstiler kan få nyt liv, når du har afleveret det til sortering. Tekstilaffaldet bliver nemlig sendt til genanvendelse, så fibrene kan bruges i produktionen af nye tekstiler. 

Vidste du, at dine plettede eller hullede bluser eksempelvis kan blive til isolering i vægge, materiale til nye tekstiler eller fyld til for eksempel støjdæmpning i vaskemaskiner og biler?

Undersøgelser viser, at der ryger meget tekstil i beholderen til restaffald eller på genbrugspladsen til småt brændbart. De store mængder tekstiler vil vi forsøge at få op af beholderen, så endnu flere tekstiler kan blive genanvendt. Men tekstiler kan faktisk bruges til noget godt. Dine plettede eller hullede bluser kan eksempelvis blive til isolering i vægge, materiale til nye tekstiler eller fyld til for eksempel støjdæmpning i vaskemaskiner og biler.

Ja, tak – det er tekstilaffald

  • Ødelagt sengetøj
  • Garnrester 
  • Sokker med huller i 
  • Tekstil med brændemærker
  • Hullede jeans
  • Tøj med pletter der ikke kan komme af
  • Ødelagte karklude og viskestykker 
  • Slidte og misfarvede håndklæder 

Nej, tak – det er ikke tekstilaffald

  • Dyner og puder 
  • Soveposer 
  • Skumgummimadrasser 
  • Sko og støvler 
  • Bælter 
  • Tasker 
  • Gulvtæpper (restaffald/genbrugspladsen/genbrugsbutik)
  • Vådt, fugtigt og muggent tekstil (restaffald)
  • Bleer (restaffald)
  • Tekstil med maling og kemikalier på (restaffald)
  • Tekstiler med elektronik (elektronikaffald)
  • Genbrugeligt tekstil som tøj, sengetøj eller duge

Kun tørt og rent tekstil

Det er vigtigt, at det tekstilaffald som du afleverer, er tørt og rent.

Det vil sige, at tekstilet må ikke være vådt eller fugtigt, for så vil det sandsynligvis mugne i posen, hvilket gør, at tekstilet ikke længere kan genanvendes. 

Det er også vigtigt at det er rent. Det behøver ikke at være nyvasket, men skal være i en stand, der ikke er uhygiejnisk. Det vil sige, at en  jordindsmurt flyverdragt eller en dug fyldt med madrester skal vaskes inden det kan sorteres som tekstilaffald. 

Tekstilaffald skal pakkes i klare sække. Husk derfor knude på posen. 

Luk alle
Åbn alle

Tekstilaffald er tekstil, der ikke længere kan bruges af andre, fx en gammel skjorte med hul i, en bluse med en plet der ikke kan gå af i vask.

Det er altså tøj eller tekstil, der ikke kan sælges eller gives væk til andre.

Genbrugeligt tøj og tekstil kan være cowboybukser, som bare ligger i skabet eller en dug du ikke længere får brugt, men som er i god stand uden pletter eller huller. Giv det gerne videre til en, der kan få glæde af det.

Tekstilaffaldet kommer igennem flere led. Først samles det ind i en skraldebil, hvor det kan bliver udsat for fugt og rust i bilen. Derefter bliver det omlastet og kørt til behandlingsanlægget, hvor det skal sorteres. Hvis tekstiler bliver fugtige, mugner det. Det må ikke ske med tekstilaffaldet, da vi så ikke kan genanvende fibrene fra tøjet. Derfor er det vigtigt, at du afleverer det i en klar pose og binder knude på, så tekstilaffaldet er bedst beskyttet på den videre rejse.

Hvorfor skal posen være klar? Der foregår flere visuelle kontroller. Først vurderer skraldemanden, om der er fejlsorteringer i beholderen. Det er lettest, når han kan se igennem poserne, at der er tekstilaffald i. På modtageanlægget foretager de også en visuel kontrol. Hvis du bruger en pose, man ikke kan se igennem, er der risiko for, at posen bliver kasseret som værende restaffald. Og det ville være synd, når du nu har gjort dig umage med at sortere.

Det indsamlede tekstilaffald vil blive eftersorteret i fibertyper og farver, inden det genanvendes. Derefter vil fibrene blive behandlet via mekanisk og kemisk genanvendelse, så det kan blive til nye tekstilprodukter, fx bilsæder, møbelhynder og klude. Er tekstilerne beskidte eller mugne bliver de ikke genanvendt, men i stedet brændt og energiudnyttet til el og fjernvarme.

Der vil i begyndelsen ikke være garanti for en fuldstændig genanvendelse af tekstilaffaldet. Teknologierne for mere og bedre genanvendelse vil blive udviklet i takt med, at kommunerne indsamler tekstilaffaldet. På den måde bidrager kommunerne til at udvikle et marked for, at flere tekstiler kan blive genanvendt og synliggør, hvor meget og hvilken kvalitet tekstilaffaldet har.

Det er ikke kun Hvidovre, men hele Danmark har valgt at gå forrest i håndtering af tekstilaffald til genanvendelse. I 2025 skal alle lande i EU sortere tekstilaffald. Vi ved, at andre lande i EU følger med i vores erfaringer, før de selv går i gang med at implementere tilsvarende ordninger. 

Derfor gør det en forskel, når du sorterer dit tøj og andre tekstiler. Både i forhold til udvikling af teknologier og ikke mindst til gavn for miljø og klima.

Læs mere om hvordan tekstilaffald indsamles i villaer under storskrald i villa/rækkehus.

Læs mere om afhentning af tekstilaffald fra etageejendomme under Affald fra etageejendomme og kommunale institutioner.