Genbrug fra villa/rækkehus

I genbrugsordningen for haveboliger sorterer husstandene i plast, mad- og drikkekartoner, papir, metal og pap. Glas sorteres i kuber der står rundt omkring i kommunen. Affald er en ressource, vi skal udnytte. Med genbrugsordningen får vi i fællesskab sorteret mere affald til genanvendelse - til gavn for miljøet.

Hver havebolig har 3 beholdere til rådighed, som skal benyttes til kildesortering. Den ene beholder (en todelt beholder) er til papir og metal, og de to sidste beholdere er til henholdsvis plast og mad- og drikkekartoner (MDK) og pap. 

På de dage, hvor der afhentes pap fra din adresse, kan du sætte løst pap frem til skel (fx store papkasser). Løst pap skal bundtes eller slås sammen i en papkasse. Pap bliver ikke hentet med storskrald.

Hvis du mangler genbrugsbeholdere til plast/mad- og drikkekartoner (MDK), papir/metal eller pap, skal du kontakte Affald og Genbrug telefonisk eller sende en mail til affald@hvidovre.dk.

Det koster ikke noget at få beholdere til genbrug leveret.

Du skal sortere affaldet i beholderne til plast og mad- og drikkekartoner, metal/papir og pap. Affald der sættes ved siden af beholderne tages ikke med. Du kan dog få hentet pap, der er bundtet eller slået sammen i en papkasse, og står i skel på paptømmedagen. Glas skal sorteres i de kuber der står rundt omkring i kommunen.

Sortering i genbrugsordningen (nyt vindue)
 

Beholderne tømmes med forskelligt interval:

  • Metal- og papirbeholderen tømmes hver 6. uge.
  • Plast- og Mad-Drikkekarton beholderen tømmes hver 3. uge.
  • Papbeholderen tømmes hver 4. uge. Der medtages også løst pap, der er sat frem til skel (løst pap skal bundtes eller slås sammen i en papkasse).


Du kan se tømmedagene på din adresse via "Affaldskalender og affaldsordninger på min adresse" øverst på siden.

Du kan sagtens lave en aftale med din nabo om, at I deler beholdere. Læs mere om emnet under Fællesløsning - hvis du vil dele beholdere med din nabo.

Det er ikke muligt at fravælge en eller flere genbrugsbeholdere. I affaldsbekendtgørelsen (BEK nr. 2512 af 10/12/2021), står det defineret, at de kommunale affaldsordninger skal være en henteordning. En henteordning betyder, at kommunen skal hente affaldet på din grund, og at du skal aflevere affaldet i den beholder og/eller på den måde som kommunen har foreskrevet. Kommunen har ikke hjemmel til at dispensere fra en henteordning.

I Hvidovre Kommune er genanvendelsen af affald steget markant efter at alle henteordninger for genbrugsaffald er blevet indført, sammenlignet med da borgerne skulle kørte sit affald på genbrugspladsen.

Kommunens praksis har hidtil været, at man godt kunne få afhentet sine affaldsbeholdere, såfremt man lovede at køre sit sorterede affald på genbrugspladsen. Den praksis skal i henhold til lovgivningen ophøre.

I Hvidovre Kommune bringer vi glaskuberne tilbage og fjerner således muligheden for at sortere glas fra ved husstanden. Vi gør det for det første for at passe på vores skraldemænd. Glasstøv fra glasindsamling ved husstanden er et stort problem. 

Når glasset komprimeres, så bliver det knust og noget af det bliver til støv. På varme sommerdage kan vores skraldemænd se støvet i luften og det gør dem utrygge at arbejde i. 

Et andet problem ved glasindsamling ved husstanden er at kvaliteten i genanvendelsen falder markant, fordi glasset nedknuses når det kommer i komprimatorbilen. Ved at komme glas i kuber, er der mange flere flasker der forbliver hele, og kan derved genbruges som de her. Og genbrug af glas er altså bedre for miljøet end genanvendelse. Hvis vi ser på en gennemsnitlig vinflaske, så koster den cirka 1 kg CO2 pr. kg glas at producere. Hvis vi genanvender den, så sparer vi omtrent 34 procent på CO2’en og hvis vi genbruger så sparer vi 78 procent.

 

Generelt om affald og beholdere

Du kan tilmelde dig vores besked-service, så du får en besked inden du får tømt dine beholdere.

Download vores affalds app 'Hvidovre Affald' for at få besked om tømninger. 

 

Når mad- og restaffaldet ikke er hentet, skyldes det ofte, at beholderen har været overfyldt eller er fejlsorteret. Beholderen må ikke fyldes mere end at låget stadig kan lukke.

Hvis du oplever uregelmæssigheder med afhentningen af affald, kan du indberette det til kommunen. Afvigelser skal meldes inden for 3-4 dage. 

 

Ved væsentlig fejlsortering tømmes beholderen ikke, og skraldemanden efterlader besked til grundejeren. Grundejeren sørger så for at omsortere affaldet til de korrekte beholdere. Beholderne vil derefter blive tømt på næste ordinære tømmedag eller hurtigst muligt, efter behov, uden ekstra betaling.

Er der tale om en separat restaffaldsbeholder, vil den blive tømt på næste ordinære tømmedag, eller hurtigst muligt mod betaling. I specielle tilfælde kan ejendommen, efter kommunens forudgående vurdering og godkendelse, bestille en ekstraordinær tømning af en fejlsorteret beholder, mod betaling. Særgebyrer for ekstraordinære tømninger og tømning af fejlsorterede beholdere fremgår af gebyrbladet.

Er låsehåndtaget lidt stramt at dreje, kan du smøre det med lidt madolie.

 

Beholderne har som standard et volumen er på 240 liter og har følgende størrelse:

  • højde: Ca. 127 cm
  • bredde: Ca. 65 cm
  • dybde: Ca. 73 cm

Lige som for de øvrige affaldsbeholdere skal grundejeren selv sørge for at rengøre beholderen til rest- og madaffald, indvendig og udvendig, efter behov, for at undgå at den bliver uhygiejnisk for beboerne og for skraldemanden, og for at undgå lugtgener, insekter og skadedyr. Når du sørger for at binde knude på dine madaffaldsposer og på dine restaffaldsposer, minimeres behovet for rengøring af beholderen.

Læs om Hvidovre Kommunes krav til placering af affaldsbeholderne under 'Regler, gebyrer og regulativ'.

Derudover skal flg. regler overholdes:

Hjulsættet på beholderen skal pege udad, så skraldemanden nemt kan betjene beholderen. Hver beholder må veje max 50 kg med indhold. Sørg for at der er mindst 10 cm plads imellem hver beholder, og at der er rigelig plads og fri adgang til, at skraldemanden nemt kan betjene hver enkelt beholder.

Der skal være mindst 2 m frihøjde og 90 cm fribredde på standpladser og adgangsveje, og der skal være kørefast underlag som fx fliser eller asfalt, samt tilstrækkelig belysning.

Der må højst være én låge/port, og den skal kunne stå åben af sig selv. Der må ikke være nogen hældning/stigning på mere end 10 % og ingen trappetrin/kanter. Belægningen skal være kørefast, fx belagt med fliser eller asfalt. Skærver, perlesten, grus og græs er ikke kørefast. 

Løst pap der ikke kan være i papbeholderen skal sættes frem til skel på afhentningsdagen. Løst pap skal bundtes eller slås sammen i en papkasse.

Læs mere om regler til placering af affaldsbeholdere i husholdningsregulativet. 

Sørg for lys
Husk at sørge for lys og rydde for sne, så du kan få hentet dit affald!

I vinterhalvåret er det vigtigt, at du sørger for, at der er lys på adgangsvejen til affaldsbeholderne. Det er også vigtigt, at du sørger for lys der, hvor dine beholdere står. Så kan skraldemanden se og betjene beholderne og undgå at snuble i mørket.

Ryd for sne og is
I vintervejret skal du rydde adgangsvejen for sne og is, og du skal gruse. Du skal rydde et spor på mindst 90 cm bredde ind til stativet/beholderen. Du skal også rydde et hul på mindst 90 cm bredde i snevolden langs vejen og langs cykelstien, så skraldemanden kan komme igennem med affaldet. Husk også at feje sneen væk fra låget, samt rydde rundt omkring beholderne, så de ikke sidder fast i sneen.

Hvis afhentning af affaldet ikke er muligt
Der vil så vidt muligt blive tømt på den planlagte tømmedag. Hvis det pga. sne og glat føre ikke er muligt at foretage tømning, vil alt affaldet blive taget med ved næste normale tømmedag, hvis forholdene tillader det.

Selv om du har ryddet på din grund, på fortovet, på cykelstien og ud til vejbanen, kan det alligevel forekomme, at skraldemændene ikke kan komme frem pga. forhold andre steder på vejen.

Når din beholder til mad- og restaffald er fyldt, kan en almindelig plastsæk benyttes til mad- og restaffald indtil næste tømning. Sækken skal kunne bæres med indhold uden at gå i stykker - læg evt. en sæk inden i den ekstra sæk. Bind knude eller bind snor omkring toppen på den fyldte sæk og stil den ved beholderen.

 

Husk ...

at farligt affald ikke må komme i beholderen til hverken metal- eller restaffald. Spraydåser, gasflasker samt tomme flasker med håndsprit eller andet farligt affald kan nemlig eksplodere, når affaldet bliver presset i skraldebilen og derved antænde det andet affald.

Vidste du at....

Emballage, der har indeholdt mad eller drikke, skal tømmes, så godt du kan – men du behøver ikke at skylle det rent. Al din plast skal helst afleveres løst i beholderen, det gør den efterfølgende sortering og proces lettere.

Affald og genbrug

Vej og Park - Affald og genbrug
Høvedstensvej 19-21
2650 Hvidovre

Telefon: 3639 3639

Send sikker mail til Affald og Genbrug

Almindelig mail: affald@hvidovre.dk

Telefonisk henvendelse

Mandag kl. 09.00 - 13.30
Tirsdag kl. 09.00 - 13.30
Onsdag kl. 09.00 - 13.30
Torsdag kl. 11.00 - 15.00
Fredag kl. 09.00 - 11.30

Personlig henvendelse

Kun efter aftale.

Send sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.

Har du brug for hjælp til at sende en sikker mail via MitID, er du velkommen til at kontakte Borgerservice. Vi hjælper gerne. Se kontaktoplysninger og generelle åbningstider nederst på siden.