Storskrald fra etageejendomme og kommunale institutioner

I storskraldsordningen kan din ejendom få afhentet kasserede brugsgenstande. Storskrald er kasserede brugsgenstande som fx møbler og elektronik. En stor del af affaldet kan genanvendes, og det er derfor vigtigt, du sorterer det rigtigt.

Etageejendomme kan få afhentet storskrald efter forudgående bestilling hos Affald og Genbrug. Det er ejendommens ejendomsfunktionær eller affaldsansvarlige, der skal bestille afhentningen.

Der kan for enkelte fraktioner indgås aftale om fast afhentning.

Ved afhentning af storskrald, som er sat frem til afhentning, skal du huske at:

  • Løst affald skal være bundtet eller emballeret.
  • Bruge gennemsigtig emballage - fx sække i klar plast.
  • Bundter eller sække højst må veje 11 kg hver.
  • Genstande højst må være 2 meter lange (fx skal lange sofaer være skilt ad eller savet over, så de er max 2 m lange).
  • Gulvtæpper skal være skåret i mindre stykker, så de ikke skaber driftstop i forbrændingsanlægget.
  • Affaldet skal være tilgængeligt for skraldebilen. Undgå fx at sætte affaldet ud for parkerede biler.
  • Affaldet skal være til mindst mulig gene for færdslen på fortov og vej.
  • Affaldet indsamles af flere forskellige biler. Selv om der i løbet af afhentningsdagen stadig står affald på vejen, kan du ikke stille mere ud til afhentning, da bilen, der afhenter den pågældende fraktion, allerede kan have været forbi.

Tømning af permanent opstillet materiel, fx:

  • Minicontainere på fx 660 l til bl.a. metal og forbrændingsegnet affald (skal tilmeldes tømning hos Affald og Genbrug)
  • Ophalercontainer på 12-24 m3 til flere fraktioner (anskaffes for egen regning og skal tilmeldes tømning hos Affald og Genbrug)
  • Vipcontainere på 2-16 m3 til forbrændingsegnet affald (kan vederlagsfrit stilles til rådighed efter aftale med Affald og Genbrug)
  • Trådbure til elektronikaffald (kan vederlagsfrit stilles til rådighed efter aftale med Affald og Genbrug)

Tømning af midlertidigt opstillet materiel, fx:

  • Mini og ophalercontainer i forskellige størrelser, som ejendommen vederlagsfrit kan få stillet til rådighed over to dage eller over en weekend.


Affald og Genbrug kan være behjælpelig med vejledning i forbindelse med indretning af affaldsgårde.

Spørg din ejendomsfunktionær, hvis du er i tvivl om, hvordan din ejendom har organiseret afhentning af storskrald.

Storskrald skal sorteres i følgende typer:           

  • Stort elektronik: Hårde hvidevarer, fx køleskabe, vaskemaskiner, tørretumblere, elkomfurer.
  • Mellemstort elektronik: Store apparater over 50 cm som ikke er hvidevarer, fx lysarmaturer (uden pærer/lysstofrør), musikudstyr, el-værktøj, el-/batterilegetøj, elektrisk fritids- og sportsudstyr.
  • Småt elektronik: Små apparater under 50 cm, fx støvsugere, elværktøj, køkkenmaskiner, mikroovne, ure, musik-/dvd-anlæg, el-/batterilegetøj, telefoner (også smartphones), hårtørrere, børnesko med lys.
  • Skærm-elektronik: Skærme, fx fjernsyn, fladskærme, computerskærme, bærbare computere, tablets.
  • Hård PVC: Fx tagrender*, trapeztagplader* (sammenrullede og bundtede), ventilationsrør*, kabelbakker, kloakrør*, faskiner*, PVC-vinduesrammer*.
  • Metal: Fx cykler (mærkes 'Storskrald'), barnevognsstel, gryder, rengjorte konserves/øldåser, metalrør*, radiatorer*.
  • Bildæk: Dæk med eller uden fælge.
  • Fjedermøbler: Fx boksmadrasser, springmadrasser, sofaer/lænestole med fjedre.
  • Brændbart: Fx træmøbler, gulvtæpper (skal være skåret i mindre dele), tekstiler, plast-containere, regnvandstønder, flamingo, tagpap*.
  • Porcelæn og keramik: Fx toiletter*, håndvaske*, porcelæn, keramik.
  • Trykimprægneret træ* (uden søm og skruer)
  • Gipsplader*: Brudte plader skal være emballeret i klar plast.
  • Mineraluld*: Isoleringsmateriale af stenuld*/glasuld*; skal være emballeret i klar plast.
  • Kreosotbehandlet træ*: Fx jernbanesveller*.
  • Blød PVC: Fx voksdug, haveslanger, badedyr, badebassiner, vinylgulve*, PVC-gummistøvler, PVC-regntøj.

Affald markeret med * er bygningsaffald og medtages kun i et omfang af 1/2 kubikmeter pr. ejendom pr. år. 

Vær i øvrigt opmærksom på:

  • Motorer, plæneklipper og lignende skal være tømt for brændstof og olie.
  • Havegrill skal være tømt for kul og aske.
  • Skruer og søm, der stikker ud af møbler og trykimprægneret træ, skal være trukket ud eller skruet/banket helt ind, så skraldemanden ikke river sig på dem.
  • Storskrald må max være 2 meter.

Ændring af porcelæn-ordningen

Pr. 1. september 2024 ændrer Hvidovre Kommune på porcelæn-ordningen, så boligselskaber fremover skal bestille afhentning af porcelæn.

For nogle etageboliger har der tidligere været en fast afhentning af porcelæn, andre har tidligere skulle bestille.

Når vi laver porcelæn ordningen om til en ren bestillerordning, er det fordi vi ofte oplever at køre ud til tomme beholdere, så formålet med ændringen er at undgå overflødig kørsel. I skal derfor fremadrettet bestille afhentning af porcelæn, enten via renoweb eller ved at kontakte Affald og Genbrug.

Har man som etagebolig en 660 L beholder til porcelæn, vil denne blive udskiftet til en 240 L beholder. Stort porcelæn såsom toiletter og håndvaske, skal derfor ikke længere i en affaldsbeholder men stilles frem, så det kan blive hentet med en kranbil. Grunden til, at vi fjerner 660 L beholdere, er at de bliver for tunge og derved går i stykker for ofte, når de fyldes med tungt porcelæn. Derudover er det nemmere for en kranbil at hente tungt porcelæn end en almindelig skraldebil med vip.

I kan få hentet porcelæn tirsdag hver uge på bestilling, som foretages minimum tre hverdage inden.

Det er ejendommens ejendomsfunktionær eller affaldsansvarlige, der skal bestille afhentningen enten via Renoweb eller ved at kontakte Affald og Genbrug.

I storskraldsordningen tager vi ikke følgende affald med:

  • Farligt affald, maling og batterier
  • Asbest og eternit*
  • Lysstofrør og elsparepærer
  • Papir, glas, pap, småt plast
  • Muraffald, beton, fliser, kakler, ler, sten, naturstensmaterialer, jord.
  • Vinduesglas og øvrigt planglas (hverken i skår eller hele glas i rammer som fx døre med glas)
  • Letfordærveligt affald
  • Affald over 2 meter
  • Løst affald der ikke er emballeret i gennemsigtige sække
  • Sække og bundter der vejer mere end 11 kg
  • Trærødder og stammer - hentes separat

* Fra fra den 1. januar 2025 må du som privatperson ikke selv nedrive asbest, medmindre der er tale om kortvarigt arbejde i mindre karakter, f.eks. nedtagning af enkelte asbestholdige tagplader. Det betyder, at du som privatperson stadig selv kan nedrive et asbesttag frem til 1. januar 2025. Det er dog myndighedernes klare anbefaling, at du får en professionel til at fjerne asbest, da det kræver specialviden for at gøre det på en sikker og forsvarlig måde.

Læs mere om de nye regler på arbejdstilsynets hjemmeside: Arbejdstilsynets nye regler om asbest

Du kan efter forudbestilling få afhentet trærødder, stammer og stød. Rødder og stubbe uden jord (diameter 10 cm til 2 meter) og træstammer (diameter mindst 10 cm og længde højst 2 meter). Trærødder, stammer og stød hører ikke under haveaffaldsordningen men bliver hentet separat. 

Det er den affaldsansvarlige/ejendomsfunktionærer der skal bestille flishugning enten via ejendomsportalen eller affald@hvidovre.dk.

Du kan få afhentet:

  • Rod/stød fra større træer. Roden skal være uden jord og med en diameter mellem 10 cm og 2 meter.
  • Træstammer med en længde på højst 2 meter og en diameter på mindst 10 cm.

Trærødder, stammer og stød afhentes kun efter foregående bestilling:

  • Afhentning af trærødder/stammer/stød mandag ulige uger, på bestilling

Kommunale institutioner kan tilmelde sig storskraldsordningen for etageejendomme.

Kommunale småbørnsinstitutioner kan i stedet tilmelde sig storskraldsordningen for haveboliger.

 

Affald og genbrug

Vej og Park - Affald og genbrug
Høvedstensvej 19-21
2650 Hvidovre

Telefon: 3639 3639

Send sikker mail til Affald og Genbrug

Almindelig mail: affald@hvidovre.dk

Telefonisk henvendelse

Mandag kl. 09.00 - 13.30
Tirsdag kl. 09.00 - 13.30
Onsdag kl. 09.00 - 13.30
Torsdag kl. 11.00 - 15.00
Fredag kl. 09.00 - 11.30

Personlig henvendelse

Kun efter aftale.

Send sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.

Har du brug for hjælp til at sende en sikker mail via MitID, er du velkommen til at kontakte Borgerservice. Vi hjælper gerne. Se kontaktoplysninger og generelle åbningstider nederst på siden.