Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Bliv endelig ved med at anmelde rotter

Der er fortsat travlhed hos kommunens rottebekæmpere, men borgerne skal endelig blive ved med at anmelde rotter, lyder meldingen fra Vej og Park. Vi forventer, at bølgen af ekstraordinært mange rotteanmeldelser vil flade ud i løbet af de næste par måneder.
16. juli 2020
Borgere, der i denne tid opdager rotter på deres grund, må væbne sig med lidt tålmodighed. Sådan lyder meldingen fra Vej og Park, hvor rottebekæmperne fortsat har ekstraordinært travlt og pt. har omkring 50 procent flere anmeldelser end i samme periode de seneste tre år.

”Bliv ved med at anmelde det, når I ser en rotte på jeres grund. Det giver os en vigtig viden om den samlede rottebestand lige nu”, lyder meldingen fra driftsleder i Vej og Park, Connie Nielsen: ”Vi skal nok komme, men vi har brug for jeres tålmodighed”, tilføjer hun.
Det aktuelle boom i antallet af rotteanmeldelser har betydet, at Vej og Park har ansat en ny rottebekæmper, der havde første arbejdsdag i sidste uge. Kommunen har desuden for en periode hyret ekstraordinær administrativ hjælp til at prioritere sagerne, så de kritiske sager bliver taget først.

De særligt mange rotter i år kan være resultatet af en varm vinter kombineret med et forår, hvor mange folk har været hjemme pga. Covid-19, og derfor har kunnet opdage rotterne i fx haver og redskabsskure. I øjeblikket er der meldt om rotter på 234 adresser, der endnu ikke har fået besøg af kommunens rottebekæmpere. Ventetiden på et besøg er i øjeblikket 4 uger, hvis der er tale om rotter udendørs.
”Vær tålmodig vi skal nok komme ud og få styr på rotterne,” lyder meldingen fra Connie Nielsen.

Du kan anmelde rotter via hvidovre.dk