Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

”Vi er glade for anerkendelsen”

Bliv ved med at samle os en gang om året, sagde årets taler på veterandagen
12. september 2018

Cirka 45 tidligere udsendte fra militær og beredskab og deres pårørende deltog onsdag den 5. september i Flagdagen i Hvidovre Kommune.
Dagen blev igen i år markeret med et arrangement på Bataillionen i den tidligere militærlejr, Avedørelejren, hvor flaget i dagens anledning var hejst på Alarmpladsen.
Borgmester Helle Adelborg bød velkommen og holdt en kort tale, hvor  hun bl.a. sagde:
”Jeg tror, at de fleste af os danskere i bund og grund har stor respekt for dem af os, der har modet og viljen til at gøre en indsats ude i verden. Tak - både til jer, der er her i dag - og til jeres kolleger rundt omkring i landet”.
Årets gæstetaler Hans Lundsgaard bor i Avedøre Stationsby, og han opfordrede kommunen til at forsætte med at markere Flagdagen for udsendte:
”Vi veteraner er glade for anerkendelsen, så jeg håber fortsat Hvidovre vil samle os en gang om året. Det er lige så meget værd som en medalje”.
Blandt de fremmødte var både uniformerede og civilklædte, yngre og ældre – en deltager bor på et af kommunens plejehjem og ankom med cykelpilot.
Hans Lundsgaards budskab til de fremmødte var da også, at selvom omverdenen måske ofte tænker på de tidligere udsendte som ”PTSD-ramte stakler”, så ”er vi helt almindelige mennesker, der har ydet en ekstraordinær indsats for verden”.
Efter talerne gik snakken livligt over kaffen og lagkagerne.