Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Fokus på småjobsansættelser

Jobcenter Hvidovre sætter ekstra fokus på at formidle den type fleksibel arbejdskraft, der også kaldes småjobansættelser.
29. august 2018

Småjobansættelser slår to fluer med ét smæk


Der er ikke kun høj efterspørgsel på fuldtidsansatte medarbejdere hos virksomhederne i Hvidovre Kommune. Også medarbejdere, der fx kan løse kortvarige opgaver med færre timer, agere "serviceblæksprutte" eller "altmuligmand" eller tage lagerarbejde på deltid, er i høj kurs. Derfor har vi i Jobcenter Hvidovre valgt at sætte ekstra fokus på at formidle den type fleksibel arbejdskraft - også kaldet småjobansættelser. 
"Med vores småjobservice slår vi to fluer med ét smæk. Virksomhederne får adgang til fleksible ansættelser, hvor de kan få løst mindre opgaver eller blive aflastet ved fx spidsbelastninger eller sæsonarbejde. Samtidig får ledige borgere, der måske har været et stykke fra arbejdsmarkedet, mulighed for igen at få et aktivt arbejdsliv. Det vigtige for os er at afstemme forventningerne og sikre de bedst mulige match," fortæller virksomhedskonsulent Elinor Elisborg
Virksomhederne ansætter oftest "småjob"-medarbejdere, hvis de skal have løst en konkret opgave, eller hvis der er opgaver, som ikke kræver en fuldtidsstilling. Det kan fx være, at virksomheden har landet en stor ordre, så der pludselig er behov for ekstra hænder på lageret i en periode. Det kan også være, at man bare er træt af alle de små opgaver, som lander mellem flere stole og ikke bliver løst. De kan så i stedet samles i en småjobstilling, så man for begrænsede midler kan øge sin service og ofte samtidig den interne arbejdsglæde. 
"Mange virksomheder har heldigvis fået øjnene op for fordelene i det her, men vi håber selvfølgelig, at endnu flere virksomheder vil bruge vores service, så flere ledige borgere får muligheden for at vise deres værd i småjobansættelser. Virksomhederne kan øge arbejdstimerne ved behov og ofte udvikler relationen sig, når man lærer hinanden bedre at kende, så det ender med en længerevarende eller fast ansættelse," slutter Elinor Elisborg.

Sådan kommer I videre
Ring på tlf.: 41850447 eller skriv på virksomhedsservice@hvidovre.dk, hvis I vil høre mere om mulighederne for at anvende småjobansættelser i jeres rekruttering. 
  

 

Butikschef i Fakta: Tag dem ind og lad dem prøve


I Fakta på Arnold Nielsens Boulevard har man etableret et godt samarbejde med Jobcenter Hvidovre om at lade borgere, der er på kanten af arbejdsmarkedet, prøve kræfter med dagligvarehandlen. 
For butikschef Linda Larsen er der ikke meget betænkningstid, når hun skal svare på, hvorfor hun samarbejder med jobcentret om at tage den type medarbejdere ind:
"Jeg synes helt ærligt, at flere virksomheder burde bakke op og lade de ledige prøve det af. Så længe folk er ærlige og gerne vil arbejde, er der i hvert fald plads hos os. Og hvis det alligevel ikke fungerer, så stopper man bare igen. Værre er det ikke. Mange af dem, vi har taget imod, har kæmpet med store sociale problemer eller med misbrugsproblemer, og hvis vi kan hjælpe dem ud af det og være en en slags trædesten ind i et normalt arbejdsliv, så vil vi selvfølgelig gerne det. Jeg har stor respekt for folk, der prøver at tage skeen i den anden hånd, for det er ikke nemt,"fortæller Linda Larsen. 
Brug for flere virksomheder med åbne døre
Ring på tlf.: 41850447 eller skriv på virksomhedsservice@hvidovre.dk, hvis I også har lyst til at åbne døren for virksomhedspraktikker og fleksible småjobansættelser. 
  

Luk døren op, når konsulenterne banker på

De næste tre-fire uger opsøger Jobcenter Hvidovres virksomhedskonsulenter mere end 100 private virksomheder i kommunen for at drøfte mulighederne for småjob og virksomhedspraktikker.
Afdelingsleder i Hvidovre Jobcenter, Hanne Mørup, opfordrer til at åbne døren og tage godt imod virksomhedskonsulenterne og det tilbud, de kommer med:
”Vi vil rigtig gerne forstærke vores gode resultater med at matche lokale virksomheder og ledige, der er på kanten af arbejdsmarkedet. Derfor sender vi virksomhedskonsulenterne i marken for at opsøge endnu flere samarbejdsmuligheder, og jeg håber meget, at virksomhederne i Hvidovre Kommune vil åbne døren og overveje, hvordan et forløb eller en småjobansættelse kunne passe ind hos dem. Vores erfaringer viser, at det er en gevinst for alle parter, så det er helt klart værd at bruge en halv time og en kop kaffe på.” 

Bliver I ikke kontaktet, så tøv ikke med at banke på vores dør. Ring på tlf.: 41850447 eller skriv på virksomhedsservice@hvidovre.dk, hvis I har konkrete jobåbninger eller blot vil vide mere om mulighederne. 

Regler og betingelser ved småjobs


Småjobansættelser kan bruges til ledige borgere, der ikke nødvendigvis kan klare en fuld arbejdsuge. Medarbejdere i småjob optjener timer, der kan bruges i dagpengesystemet eller til at øge kontanthjælpssatsen.
Hvad koster det?
Virksomheden aflønner medarbejderen med almindelig timeløn (jf. overenskomsten). Virksomheden udformer ansættelseskontrakt og udbetaler lønnen med lønseddel.
Ved sygdom
Når en småjobber får supplerende kontanthjælp, skal der ikke søges om sygedagpenge, da medarbejderen i sygeperioder skal have supplerende kontanthjælp.
Får småjobberen ikke supplerende kontanthjælp, gælder de almindelige regler for sygedagpenge, herunder optjeningskravet for sygedagpenge. Det betyder, at medarbejderen har ret til sygedagpengesats fra virksomheden, hvis medarbejderen på første fraværsdag har været ansat uafbrudt i de seneste 8 uger før fraværet hos dig, og har været beskæftiget i mindst 74 timer.
Sådan kommer I videre
Ring på tlf.: 41850447 eller skriv på virksomhedsservice@hvidovre.dk, hvis I har spørgsmål til ordningen