Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Ældreminister på besøg på Plejecenter Strandmarkshave


Thyra Frank mødte glade beboere og blev klogere på Hvidovres ældretilbud, da hun besøgte Plejecenter Strandmarkshave.
13. juni 2018

Ældreminister Thyra Frank var mandag på besøg på Plejecenter Strandmarkshave. Her fik hun lejlighed til at se nærmere på plejehjemmets faciliteter, ligesom hun blev klogere på Hvidovre Kommunes ældrepolitik, som har værdierne medmenneskelighed, tryghed og værdighed som pejlemærker.
Strandmarkshaves forstander Kim Knudsen viste sammen med borgmester Helle Adelborg ældreministeren rundt, og ministeren var godt tilfreds med, hvad hun så. Især sansestuen, som er lavet til demente beboere for at få genskabt gode minder, vakte begejstring hos Thyra Frank.

”Det er fantastisk lavet, og der er et godt lys herinde,” lød det fra ministeren som også roste haven på Strandmarkshave, som giver gode muligheder for beboerne til at komme ud i de grønne omgivelser.
Under sin rundtur hilste Thyra Frank også på flere beboere, som kunne genkende ministeren.

En af dem, der fik fint besøg var 90-årige Birthe, som Thyra Frank besøgte i hendes bolig. Det blev til en snak om børnebørn og oldebørn, og Birthe kunne ikke skjule sin begejstring over at bo på Strandmarkshave.
”Jeg kunne ikke tænke mig at bo andre steder,” fortalte 90-årige Birthe.

For borgmester Helle Adelborg var ældreministerens visit en god mulighed til at fortælle om, hvad Hvidovre Kommune kan tilbyde sine ældre borgere.
”Vi har nogle gode plejecentre. Alle vores medarbejdere står på pinde for at give vores ældre borgere gode oplevelser. Vi har desuden et tæt samarbejde med vores ældreråd, som vi lader os inspirere af i forhold til vores forskellige tilbud. Samtidig har vi mange frivillige, som kommer og gør en forskel for de ældre i hverdagen. Det betyder meget,” lød det fra borgmesteren.

Netop frivilligheden faldt i god jord hos Thyra Frank, der selv har en fortid som forstander på det private plejehjem ’Lotte’ på Frederiksberg.
”Jeg synes, det er dejligt at høre, at der er frivillige, som bruger deres tid på de ældre,” sagde ministeren, som også fik hørt om, hvordan maden til kommunens plejecenterbeboere bliver lavet, ligesom der blev talt om dokumentation for medarbejderne på plejecentrene. I Hvidovre benytter man en dokumentationsmetode, der hedder samlerapportering, som gør det nemmere for medarbejderne at indberette ting. Læs mere om denne metode på Sundheds- og Ældreministeriets hjemmeside.