Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Sankthans ved Rebæk Sø uden bål

Hvidovre Kommune holder Sankthans i Rebæk Søparak lørdag den 23. juni fra klokken 12-23. Pga. afbrændingsforbud mm. bliver der i år ikke snobrød, bål og fyrværkeri.
21. juni 2018
Igen i år bliver der masser at opleve for både store og små ved årets Sankt Hans- og midsommerfest i Rebæk Søpark. Som noget nyt, vil der i år fra kl. 12 være stort midsommer- og kræmmermarked på boldbanerne ved Rebæk Sø. Hvidovre Midsommermarked er et nyt kræmmermarked, som arrangeres af Hvidovre Volleyball Klub i samarbejde med Hvidovre Kommune. 
Nu hvor heksen ikke skal brændes af, bliver hun sluppet løs i parken. Hun er klar med ansigtsmaling og senere kan du få dit helt eget ballondyr med hjem. Hvidovrespejderne må desværre også aflyse deres snobrød – men til gengæld kan du få en flødebolle lige i ansigtet. Spejderne tager nemlig deres flødebollemaskine med. Derudover kan du lege forskellige lege som edderkoppespind, mælkekasseløb og meget mere

Børnenes Skt. Hans
Men også børnene kan se frem til deres helt eget spændende Sankt Hans arrangement. Her vil der bl.a. være optrædener ved Ole Kibsgaard – kendt fra Kaj & Andrea og Shu-bi-dua – og Danmarks bedste bugtaler og entertainer Peter Nørgaard. Du kan lære at danse og optræde sammen med Johanna Fridell og Hvidovre Musikskoles Showteam. Teater Vestvolden giver gratis forestilling i teaterbussen, og du kan prøve bungy-trampolinerne eller forsøge dig ud i en omgang Nerfkrig sammen med Hvidovres Nerfkrige.

De voksnes Sankt Hans
Derefter er det de voksnes tur. Og her bør man ikke gå glip af en enestående mulighed for at se op mod 2.000 gummiænder blive sat fri i Rebæk Sø. Begivenheden sker som en del af Hvidovre Ishockey Fighters stortanlagte Duck Race-lotteri, hvor hovedpræmien er en bil. Derudover vil der være 99 andre præmier, som bliver trukket tilfældigt blandt deltagerne ved arrangementet. Der er præmie til hver 20 and. Se mere vedr. præmier og køb af lodder på Hvidovre Ishockey Fighters facebook- eller hjemmeside. 

Aftenens første musikalske indslag sker ved partybandet ”Det swinger på lørdag”, med den lokale hvidovreborger og sangerinde, Malene Flindt Rosenham i front. Som navnet antyder, spiller bandet masser af gode og festlige covernumre, så gå ikke glip af muligheden for at komme i den rette stemning, når bandet fyrer op for store danske og internationale hits. 

Efter et kort sceneskift går borgmester Helle Adelborg på scenen og holder årets sankthanstale. Herefter vil der være koncert med bandet ”Halberg & Friends”, hvor vi med sikkerhed får leveret en perlerække af Halbergs bedste sange - tænk bare på ”Efterår”, ”Spiller et Spil”, ”Jeg vil la’ lyset
brænde”, ”Elskes af dig”, ”Mandagsstævnemøde”, ”Brændende læber” og ”Do you really wanna
leave me this way”… man kunne blive ved. Og står der Halberg på plakaten, er der selvfølgelig også masser af god guitar i vente på en aften, hvor han sammen med sine Friends vil give sine bedste sange nye vinger.

Konferencieren til årets store Sankt Hans program bliver den lokalt kendte Valdemar Bruun Brandborg. Valdemar er 26 år og opvokset i Hvidovre. Han har gået på Sønderkærskolen og Engstrandskolen; spillet fodbold i Rosenhøj Boldklub, Badminton i HBC og været meget engageret på Hvidovre Ungdomsskole. Hvis nogen genkender Valdemar, kan det muligvis være fordi han bl.a. spiller teater i Hvidovre Ungdoms Teater, eller fra hans tid i den 'lokale Netto' på Hvidovrevej 255, hvor han arbejdede i seks år. 

Alle er velkomne til Sankt Hans i Rebæk Søpark – store som små – og der er gratis adgang. Der kan købes mad og drikke i KFUM-spejderne Vigar Stammes boder og i Hvidovre Volleyball Klubs bod, som i år har salg af mad og drikke i forbindelse med Hvidovre Midsommermarked.

Er man interesseret i en kræmmerstand til Hvidovre Midsommermarked koster det 200 kr. pr. 2 meter og kan bestilles hos Hvidovre Volleyball Klub på følgende mail: MARKED@HVK.DK. 
Er man ligeledes interesseret i at deltage i Duck Race-lotteriet, kan man købe sit lod hos Intersport i Frihedens Butikscenter; Skousen i Rebæk Centret; Restaurant Halvleg i Frihedens Idrætscenter eller hos Hvidovre Ishockey Fighters i Frihedens Idrætscenter. 

Vi ses til Sankt Hans i Rebæk Søpark!