Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Konfliktvarsel

19. marts 2018

Opdatering torsdag den 19. april:

Det er fortsat uvist, om der kommer en aftale på plads mellem de faglige organisationer og Kommunernes Landsforening. Derfor kan vi ikke med sikkerhed sige, om borgerne i Hvidovre faktisk bliver berørt af den faglige konflikt, og hvornår den i givet fald vil begynde. 
Følg med her på hvidovre.dk, hvor vi opdaterer informationerne i takt med, at der kommer overblik over de mulige konsekvenser af konflikten. De berørte borgere vil blive informeret direkte. Dette gælder bl.a. borgere, som modtager ydelser fra Hjemmeplejen og forældre til børn i daginstitutioner og skoler. 

Forligsmanden har besluttet, at den varslede strejke og lockout udsættes i to uger. Det betyder, at en eventuel strejke kan begynde den 6. maj og en lockout den 12. maj. Strejke og lockout KAN dog komme tidligere, HVIS forligsmanden inden for de 2 uger erklærer, at forhandlingerne er afsluttet uden resultat.

Varsel om strejke

HVIS en strejke går i gang, vil den berøre disse funktioner i Hvidovre Kommune:
Hjemmeplejen
Borgerservice
Vej og Park
Rådhusbetjente
Der er aftalt nødberedskab i Hjemmeplejen, så der kan blive taget hånd om de mest nødvendige og livsvigtige opgaver. De borgere, der vil blive berørt af en strejke i Hjemmeplejen, vil få direkte besked.

I Borgerservice må man som borger regne med begrænset service. Vi kan på nuværende tidspunkt ikke sige præcist, i hvilket omfang og med hvilken service Borgerservice kan holde åbent under en strejke. Følg med her på hvidovre.dk, hvor vi opdaterer, når der er nyt om dette.

Også inden for Vej og Park betyder en eventuel strejke, at opgaverne ikke kan løses som sædvanligt. Vej og Parks vagttelefon vil være åben for akutte henvendelser om veje og grønne områder under en strejke. Telefonnummeret er: 21 65 36 59.

På grund af strejke blandt rådhusbetjentene kan andre afdelinger på rådhuset og Medborgerhuset også blive berørt. Forældreintra og skolernes hjemmesider vil muligvis også blive lukket ned pga. strejke i Undervisningsministeriet. Hold dig opdateret om dette her på hvidovre.dk.

Varsel om lockout

Kommunernes Landsforening (KL) har varslet en lockout på stort set alle kommunale områder. Specialtilbud til børn og voksne og en række tilbud på ældre-, sundheds-, handicap- og socialområdet er dog undtaget. I Hvidovre Kommune er disse tilbud og enheder undtaget:
Plejecentrene
Sporet
Ungdomsskolens heldagsundervisning
Gruppeordninger og specialklasser, som ligger på folkeskolerne
Specialtilbud i daginstitutionerne
Vandrehjemmet Belægningen
Bibliotekscaféen
Socialpsykiatrien inkl. netværksboligerne på Gl. Køge Landevej
Bofællesskaberne Holmelunden, Hvidovregade og Lille Friheden
Klub Hvid
Døgninstitutioner for børn og unge
Det betyder, at der vil være normal drift inden for disse områder. 

Skoler, klubber og daginstitutioner

En eventuel lockout vil også gælde ansatte i dagtilbud, skoler, SFO og klubber. Specialtilbud og gruppeordninger er dog undtaget.
Kommunen er nu ved at undersøge, hvilke tilbud om pasning og undervisning, der vil være åbne under en eventuel lockout. Vi regner med at kunne give forældre til børn i dagtilbud og skoler disse informationer efter påskeferien.
Der er fredag den 23. marts sendt brev til forældrene via Tabulex og Forældreintra.
Brev til forældre på skoler (pdf – åbner i nyt vindue)
Brev til forældre i dagtilbud (pdf – åbner i nyt vindue)
Forældreintra og skolernes hjemmesider vil være ude af drift under en lockout. Vi henviser til information her på hjemmesiden. 

Lukning under lockout

Under en evt. lockout vil rådhuset, jobcentret, svømmehaller, idrætscentre, Hvidovre og Avedøre Stadion, bibliotekerne, Medborgersalen, kommunale foreningslokaler og en række forskellige kommunale tilbud være lukket.
Der vil sandsynligvis være mulighed for i meget begrænset omfang at kunne ringe til Hvidovre Kommune, ligesom der i nogle af kommunens tilbud vil være mulighed for begrænset betjening.
Borgere og virksomheder må desuden regne med, at møder, samtaler, tilsyn, vielser osv. kan blive aflyst, ligesom vi ikke kan garantere, at tidsfrister for svar og sagsbehandling kan overholdes.
Nærmere information om dette vil komme, når der er dannet et overblik over lockoutens konsekvenser i Hvidovre Kommune. Følg med her på hvidovre.dk og de enkelte tilbuds egne hjemmesider.

Beredskabssituationer/katastrofer
I tilfælde af beredskabssituationer/katastrofer indkaldes det nødvendige personale.

Bruger- og forældrebetaling under lockout

Borgerne skal ikke betale for de dage, de ikke kan bruge kommunens tilbud om fx børnepasning og adgang til svømmehal. Månedskort til svømmehal vil derfor kunne refunderes eller forlænges med det antal dage, svømmehallen evt. har haft lukket, og der vil ikke blive opkrævet betaling for plads i dagtilbud eller forældrebetaling til madordning i institutionerne.