Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Nu kan du søge Hvidovre Kommunes sundhedspulje

Hvidovre Kommunes Sundhedspulje på 344.114 kroner bliver uddelt i midten af marts. Man kan få del i puljen ved at sende en ansøgning afsted til Hvidovre Sundhedscenter inden den 1. marts.
1. februar 2018

Der er tradition for, at Kommunalbestyrelsen i Hvidovre Kommune afsætter midler til en sundhedspulje. Puljen udmøntes inden for rammerne af Hvidovre Kommunes Sundheds- og Forebyggelsespolitik, og anvendes til at støtte initiativer, der fremmer sundheden for borgerne i Hvidovre.

Det er kommunens Ældre- og Sundhedsudvalg, som uddeler pengene fra Sundhedspuljen.

Sundhedspuljen er i 2018 på 344.114 kr. Klubber, foreninger, interesseorganisationer og kommunale institutioner, der udbyder nye eller udbygger eksisterende sundhedsfremmende aktiviteter, kan søge om støtte fra puljen. Aktiviteterne skal have fokus på varig forandring og forankring, 

Indsatserne skal henvende sig til Hvidovre-borgere, som endnu ikke er medlem af en forening eller en del af et fællesskab – eller som ønsker at blive mere fysisk aktive i hverdagen. Der lægges særligt vægt på indsatser, der inkluderer særlige målgrupper, f.eks. borgere med handicap, psykisk- eller kronisk sygdom.

Der er ansøgningsfrist torsdag den 1. marts kl. 12.00.  

Fakta

Hvem kan søge?
Klubber, foreninger, interesseorganisationer og kommunale institutioner

Årets tema
Der kan søges støtte til indsatser, som understøtter følgende temaer i Hvidovre Kommunes Sundheds- og Forebyggelsespolitik:
Sundhed i hverdagen
Støtte til at leve sundt og leve med sygdom

Der er fire kriterier, som et ansøgerprojekt skal opfylde. Disse kan ses på hvidovre.dk/sundhedspulje.

Ansøgere er velkomne til at stille spørgsmål og drøfte ideer til ansøgninger med SundhedsCentret på tlf. 36 39 37 37 eller e-mail: sundhedscentret@hvidovre.dk