Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Fyr rigtigt op i brændeovnen

30. oktober 2017

Efteråret har meldt sin ankomst, og vi begynder at være mere indendørs. Det betyder for mange, at der tændes op i pejs eller brændeovn. 
Ild i pejs og brændeovn er både hyggeligt og kan være et godt supplement til opvarmning af boligen. Desværre er det ikke alle, der altid fyrer lige fornuftigt, og det kan betyde klager fra naboer over luft- og lugtgener.

Det en god indikator at lytte til, hvad ens naboer siger, hvis de jævnligt føler sig generet af røg eller lugt. For der kan der være noget galt med fyringsteknik, fyringsanlæg eller med skorstenen. 

Luft- og lugtgener fra pejs og brændeovne skyldes ufuldstændig forbrænding, og opstår hvis der eksempelvis brændes med vådt træ. Fugtprocenten bør være under 18 procent i det brænde, du fyrer med. Hvis fugtprocenten er højere, så bliver det vanskeligt at få forbrændingstemperaturen højt nok op, og brænde, der ikke er tørt, udvikler mere røg – og dermed mere forurening. Desuden får du ikke udnyttet energien i brændet godt nok, hvis det ikke er tørt – altså bliver det dyrere i længden. 

Brug derfor altid tørt og rent brænde i din brændeovn. Det er både godt for miljøet og for din varmeøkonomi
Så har du brændeovn, så er første skridt til et godt naboskab korrekt fyringsteknik. Følg Miljøstyrelsens 4 råd for korrekt fyring:

1. Tænd op fra toppen, 
2. Brug kun tørt træ, 
3. Sørg for rigeligt med luft, 
4. Tjek, at røgen er næsten usynlig

Hvidovre Kommune har en forskrift for brændeovne i kommunen. Du kan også læse mere om brug af brændeovne på kommunens hjemmeside.