Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Børn leger sig til viden om energi

Quark har fået en energitromle, hvor børn bliver klogere på energi gennem leg
2. oktober 2017
- Energitromlen er sjov, og min far fik opladt sin mobil, mens jeg fik tromlen til at dreje rundt. Det var mig, som lavede strømmen, fortæller Johan på 9 år.
Tromlen, han har været en tur i, står ved Naturcenter Quark, og ved at gå eller løbe en tur i tromlen, har Johan lavet strøm til sin fars mobil. Turen i energitromlen skal give børn, der besøger Quark en fornemmelse af, hvor meget, der skal til for at producere energi nok til at oplade en mobil. 

Foruden energitromlen er der også et energihåndtag, som er tilknyttet en LED-pære, der lyser, når man drejer håndtaget. Idéen er den samme, nemlig at vise børnene, hvor meget de skal dreje for at få pæren til at lyse.
Det er Hvidovre Kommunes Klimaambassadørordning, der har finansieret den nye energitromle og energihåndtag, der er produceret af virksomheden Energileg. Sammen med Quark vil Klimaambassadørordningen give besøgende børn mulighed for at udforske energi og lege sig til viden om bæredygtige energiløsninger.
De to nye energi-legeredskaber blev indviet på Naturens Dag 10. september, og står til rådighed udendørs, hvis man besøger Naturcenter Quark.

Fakta om Klimaambassadørordningen
Hvidovre Kommune har siden 2008 været klimakommune. Klimakommuneprojektet er et samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening, som skal få kommunerne til at udlede mindre CO2. Hvidovre Kommune har igennem årene – betragteligt - reduceret energiforbruget i de kommunale bygninger og bidraget til en væsentlig nedbringelse af CO2-udledningen. I forbindelse med projektet har kommunen etableret klimaambassadørordningen, som er et projekt, hvor medarbejdere på de kommunale arbejdspladser har påtaget sig at holde et vågent øje med energiforbruget på deres arbejdsplads.