Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Masser af oplevelser i efterårsferien

Cirkusmuseet åbner dørene op for klovneri og cirkusleg, og skøjtehallen holder ekstra åbent. Se et udpluk af tilbuddene herunder
10. oktober 2017

Der er masser af ting at tage sig til i efterårsferien, uge 42 i Hvidovre. Her får du et overblik:

 

Benny Schumann på Cirkusmuseet

Benny Schumann vil i et underholdende show for alle aldre, vise nogle af sine bedste numre fra sin karriere. Du kan bl.a. opleve bugtalerkunst, balancegang, komik og ikke mindst hans varemærke, det kendte tallerkennummer, hvor han på nervepirrende vis balancerer og roterer 12 tallerkener på samme tid.

Benny Schumann kan opleves alle dage den 16.-20. oktober kl. 11. Billetter kan reserveres ved at skrive til info@cirkusmuseet.dk. Det koster 50 kr. for voksne og er gratis for børn i følge med voksne. 

 

Cirkusmuseets andre aktiviteter

Du kan også komme og prøve cirkusleg for hele familien, hvor I kan forsøge jer med cirkuskunstner som trapez og jonglering, eller I kan prøve at gøre Schumann kunsten efter med balancetallerkenen. Cirkusleg foregår mandag til fredag i ferien kl. 12.30 – 14.30. Søndagene d. 15. og 22. er der cirkusleg fra kl. 11 - 12.30.

I kan også besøge museets kreative værksted, hvor der findes alverdens materialer til at lave jeres egne klovnemasker, tryllehatte eller andet. Der er også mulighed for at prøve cirkusquizzen eller tage på skattejagt (for de mindre børn).

Cirkusmuseet holder åbent fra kl. 10-15 i efterårsferien. Læs mere om museets tilbud på www.cirkusmuseet.dk

 

Hvidovrebibliotekerne

I Børnebiffen i den store biografsal viser Hovedbiblioteket små børnefilm. Tidspunkt: Tirsdag den 17. oktober kl. 10. Alder: Fra 3 år. Gratis adgang med tilmelding fra den 3. oktober på tlf. 3639 2040.

Fredag den 20. oktober kl. 14-16 fejrer Hovedbiblioteket efterårsblæsten med en kinesisk drageworkshop, hvor vi tegner, maler og bygger fantasifulde drager. Alder: Fra 6 år. Gratis adgang med tilmelding fra den 6. oktober på tlf. 3639 2040.

På Avedøre Bibliotek laver vi sjove og fantasifulde figurer af silk clay, som er en blød og selvhærdende modellermasse. Tidspunkt: 16.-19 oktober kl. 14. Alder: For alle. Gratis adgang.

 

Svømmehallerne

I Avedøre Svømmehal er der i efterårsferien adgang for alle i hele åbningstiden. Læs mere om svømmehallen og idrætscentrets andre tilbud på www.aic.hvidovre.dk


I svømmehallen i Frihedens Idrætscenter er der i efterårsferien (uge 42) gratis adgang for skolebørn bosat i Hvidovre Kommune (mod forevisning af sygesikringsbevis) i perioden: mandag til fredag kl. 09.00-14.00.

 

Skøjtehal

I Skøjtehallen i Frihedens Idrætscenter udvider de åbningstiden i hverdagene i uge 42 og holder åbent allerede fra kl. 9.