Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Afslør den hemmelige agent på Vestvolden

Søndag d. 24. september skrues tiden tilbage til 1917 og Vestvolden i Hvidovre bliver forvandlet til en livlig soldaterlejr. Her kan børn i alderen 5 til 12 år deltage i det spændende rollespil ”Den hemmelige agent”.
18. september 2017
Der foregår noget mistænkeligt på Vestvolden søndag d. 24. september. De danske soldater har fanget en tysk spion, og det er nu rollespilsdeltagernes opgave at afsløre den hemmelige agent, der lusker rundt på Vestvolden.

Undervejs i spillet vil deltagerne blive udsat for sjove og spændende prøver på Vestvolden, som for eksempel rappelling ned af en kaponiere, kodetydning, forhindringsbane og meget mere. Undervejs kan man møde både en korrupt kaptajn, den tyske fange og et væld af soldater. 

Museumsinspektør Mikkel Knudsen fra Forstadsmuseet siger:
 - Vi ønsker at fodre børnenes fantasi og give dem en fænomenal oplevelse her på Vestvolden. Aktiviteterne vil både udfordre fysikken og hovedet.  

Mikkel Knudsen fortæller, at spillet varer godt og vel en times tid, og der er løbende start mellem kl. 10 og 14, hvor det er sidste chance for at deltage. Det er gratis at være med, og spillet begynder ved den røde barak, der ligger 150 meter nord for bunden af Avedøre Tværvej i Hvidovre.

Spillet foregår i terrænet så husk praktisk fodtøj. ”Den hemmelige agent” er arrangeret af: Brøndby Produktionshøjskole, Forstadsmuseet, God fritid til alle, Hvidovre Bibliotekerne, og Quark Naturcenter.