Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Hvidovres sportsfolk og spejderledere hyldet i festlige omgivelser

Der var masser af hæder til atleter fra Hvidovres idrætsliv og spejderledere fra Hvidovres spejderbevægelser ved den årlige hædringsfest i Medborgersalen.
18. maj 2017

Mere end 250 idræts- og spejderfolk var onsdag aften mødt op til den traditionsrige hædringsfest i Medborgersalen. Her blev mange flotte idrætspræstationer og de frivillige kræfter i idræts- og spejderbevægelsen hædret.

Fra scenen styrede den kendte fodboldkommentator Carsten Werge slagets gang som en veloplagt konferencier,
”Det er en stor ære for sådan en gammel Hvidovre-dreng som mig at stå her i dag og være med til at hylde idrætten og de frivillige. Da jeg var ung, var Hvidovre en stor idrætsby, og jeg synes, at vi ser gode takter i de her år, så vi igen kan blive lige så store, som vi var før i tiden,” sagde Carsten Werge som optakt til aftenen.

Borgmester Helle Adelborg bød velkommen og sagde blandt andet:
”Denne aften, hvor vi hædrer vores sportsfolk og spejdere, er blevet en dejlig tilbagevendende begivenhed. Jeg har altid store forventninger til hædringsfesten. Det er rart at møde så mange engagerede og energiske sportsfolk og spejdere. Samtidig er det en god mulighed for jer i foreninger til at møde hinanden og se, hvor dygtige hinanden er,” lød det fra borgmesteren.

Både juniorer, seniorer og veteraner blev hyldet for deres præstationer ved danske og internationale mesterskaber og derudover blev der uddelt seks selvstændige priser.

Borgmester Helle Adelborg og kultur- og fritidsudvalgsformand Niels Ulsing stod sammen med Ena Christiansen fra Idrætsrådet og Ingelise Jansson fra Samrådet for at uddele de seks priser.

Priserne gik til:

Året Ungdomsidrætsleder: Tanja Ravnholt, Hvidovre Atletik og Motion
De to øvrige nominerede var Kia Teildorf, Hvidovre Attack Floorball og Julie Rasmussen, Hvidovre Basketball.

Årets Idrætsleder: Rune Ulsing, Hvidovre Badminton Club
De to øvrige nominerede var Marie Krabbe, Hvidovre Attack Floorball og Birgit Dahl, EIC Gymnastik.

Årets Spejderleder: Michael Stjernholm Petersen, KFUM, Hvidovre Syd.
De to øvrige nominerede var: Anne Kirstine Kjemtrup Martin, FDF og René Egebjerg, DDS 1 Avedøre

Årets Idrætsforening: Hvidovre Ishockey Klub

Årets Idrætspræstation: Abdi Ulad Hakin, Hvidovre Atletik og Motion

Idrættens Talentpris: Mathias Spendrup Petersen fra Hvidovre Volleyball Klub.

Aftenen i Medborgersalen bød foruden på idræts- og spejderhædringer på god musik fra Hvidovre Musikskole og et indslag fra Teater Vestvolden, der havde fået deres huskomiker Tjele Vejrup til at komme og levere et kvarters intensiv standup. 
Aftenen sluttede af med fællesspisning for de mange gæster. Mange af gæsterne vil formentlig komme igen næste år, da mange af idrætsudøverne igen vil levere topresultater i 2017.