Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Hvidovre Kommunes pensionistudflugt 2017

1. marts 2017
Hvidovre Kommunes pensionistudflugt går i år til Thorsvang Samlermuseum i Stege på Møn. I løbet af otte dage fordelt i maj og juni måned har i alt 1.400 pensionister fra Hvidovre mulighed for at komme på en hyggelig udflugt. 
Mødetid på udflugtsdagene er kl. 9.00 ved Claus Petersens allé bag Hvidovre Rådhus. Herfra kører busserne kl. 9.15 mod Thorsvang Samlermuseum, hvor der er middag med hyggemusik og mulighed for en svingom, en gåtur eller en tur på samlermuseet.

Menu og pris

På menuen er der flæskesteg med sprød svær, kartofler, franske kartofler, ribsgele, hjemmelavet agurkesalat og brun sovs. Til dessert er der ris a la mande med kirsebærsauce. Der er en genstand efter eget valg (øl, vand, vin) med i prisen. Efter pausen serveres kaffe og lagkage. 
Prisen er 200 kr. pr. person. 
OBS: Turene er kun for folke- og førtidspensionister med fast bopæl i Hvidovre.
Udflugtsdatoer
Sommerudflugterne køres i år på disse dage: 

Tirsdag den 2. maj
Mandag den 8. maj
Tirsdag den 9. maj
Mandag den 15. maj
Torsdag den 18. maj
Mandag den 22. maj
Onsdag den 31. maj
Fredag den 2. juni

Der vil være liftbus med den 9., 15., 18., og 22. maj, hvor pensionister fra kommunes daghjem og dagcentre vil deltage. 

Telefon-billetsalg kun for bevægelseshæmmede

Det Frivillige Ældrearbejde og Ældrerådet sidder igen i år klar ved telefon-billetsalget for bevægelseshæmmede. Det er muligt at ringe og bestille billet den 7. marts og den 8. marts i tidsrummet kl. 10-13. Ring til disse numre for at bestille billetter: 61 33 37 08 eller 36 49 69 66. 
Husk dette billetsalg er udelukkende for hjemmeboende borgere med nedsat bevægelse, som har brug for at have rollator, stok mv. med på udflugtsdagen. Betaling af billetter fra dette salg sker enten via girokort, netbank eller Mobile Pay.

Billetsalg i Medborgersalen – også med Mobile Pay

Billetsalget foregår fra Medborgersalen mandag den 3. april kl. 10-13. Dørene åbnes kl. 9, og selve billetsalget starter kl. 10. Der vil igen i år være mulighed for at få en kop varm kaffe i ventetiden. Legitimation skal forevises, og man kan kun deltage i én udflugt. Gyldig legitimation er pensionistkortet eller sundhedskortet. Der kan købes max. fire billetter pr. person, og der skal kunne fremvises gyldig legitimation for alle fire billetter. Der kan i år også betales med Mobile Pay ved billetsalget.

Bemærk: Billetter kan ikke om byttes eller refunderes! Skulle der være billetter til overs, vil disse kunne købes på rådhuset i Borgerservice i åbningstiden mod fremvisning af gyldig legitimation (pensionistkort eller sundhedskort) fra den 4. april.