Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Årets nytårsraket uddelt ved velbesøgt nytårskur

Tømrervirksomheden Egerbyg modtog årets nytårsraket, som blev uddelt ved Hvidovre Kommunes nytårskur, der blev afholdt for tredje år i træk.
11. januar 2017

Repræsentanter fra Hvidovres erhvervsliv og lokale og regionale myndigheder som politi og beredskab var med, da Hvidovre Kommune tirsdag inviterede til nytårskur på Hvidovre Rådhus. Det var tredje går i træk, at Hvidovre Kommune er vært for en nytårskur, og det blev til et par hyggelige timer med kransekage og champagne og ikke mindst masser af god snak og udveksling af visitkort mellem de fremmødte.

Derudover fortalte borgmester Helle Adelborg om det seneste år i Hvidovre Kommune, og kommunaldirektør Nich Bendtsen præsenterede planerne for Bymidten i Hvidovre, som er et storstillet projekt, der er under udarbejdelse.

Endelig blev årets Nytårsraket uddelt. Nytårsraketten bliver hvert år uddelt til en virksomhed i Hvidovre, som har gjort sig særligt bemærket og har gjort en ekstraordinær indsats i det forgangne år.

I år gik prisen til tømrervirksomheden Egerbyg, som har gjort det til sit varemærke at tage socialt ansvar. Det gør de ved blandt andet at tage folk ind, som har været uden for arbejdsmarkedet, og hjælpe dem med at komme i gang igen. Desuden har Egerbyg hele tiden lærlinge og virksomheden har også ofte skoleklasser på virksomhedsbesøg.

”I er en virksomhed, der tager et kæmpe socialt ansvar, og som har gjort det til en naturlig del af jeres virke at tage hånd om jeres medarbejdere, for I ved, at det i sidste ende også kommer jeres kunder til gavn.  
Derfor er det fuldt fortjent, at I modtager Årets Nytårsraket 2016.  Stort tillykke med det,” sagde borgmester Helle Adelborg blandt andet, da hun overrakte prisen til Egerbygs to direktører og ejere, Jørgen Damkiær og Anders Eger Pedersen.

Hvidovre Kommunes nytårskur i billeder