Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Stadionrenovering forventes afsluttet i september

Der bliver i øjeblikket arbejdet intensivt på at opgradere Hvidovre Stadion
28. juli 2016
Entreprenørmaskinerne har sommeren igennem kørt på højtryk på Hvidovre Stadion, som er i gang med at blive opgraderet.
Renoveringen af Hvidovre Stadion blev i 2015 besluttet af Kommunalbestyrelsen, og den skal sikre bedre forhold for både fodbolden og atletikken, som er to af de store sportsgrene i idrætsbyen Hvidovre.

I øjeblikket er der ved at blive lagt varmeslanger ind i jorden. Slangerne skal sørge for varme under fodboldbanen i de kolde måneder, og det er et krav fra Dansk Boldspils-Union for, at der eksempelvis kan spilles 1. divisions- og superligafodbold. 

Desuden kan atletikfolket se frem til et renoveret underlag på løbebanerne, som vil blive udvidet fra seks til otte. De nye ekstra baner vil gøre Hvidovre Stadion til en oplagt vært for store nationale og internationale atletikstævner i fremtiden.

Tidsplanen for renoveringsarbejdet er i løbet af sommeren blevet ændret en smule, men i løbet af september vil stadion være klar til at blive indtaget af udøverne fra Hvidovre. 

”Vandrenden skal skiftes, og det var ikke med i den oprindelige plan, men det har vist sig nødvendig, da man først kom i gang med renoveringen. Derfor bliver det hele forsinket en smule. Vi forventer, at der bliver afleveringsforretning 16. september. Egentlig var den dato sat til 26. august, men det bliver så lige skudt nogle uger,” siger Erik Lund, der er souschef på Hvidovre Stadion.
Hvidovre IF må indtil stadion er klar spille sine planlagte hjemmekampe på blandt andet Avedøre Stadion.