Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Nyheder fra Kommunalbestyrelsen

Her kan du læse korte nyheder fra Kommunalbestyrelsens møde den 21. juni 2016.
30. juni 2016
1. Fælles borgerrådgiver med Ishøj
Kommunalbestyrelsen sagde ja til fremover at dele borgerrådgiver med Ishøj Kommune.
Baggrunden er, at antallet af sager i Hvidovre siden opstarten for knap 2 år siden har været så lavt, at rådgiveren har plads til flere opgaver. Det er besluttet, at den nye fælles borgerrådgiver skal ansættes per 1. oktober i år.

2. Flygtningeboliger på Bytoften
Hvidovre Kommune mangler boliger til nogle af de flygtninge, kommunen skal modtage i år og næste år. De midlertidige boliger, der i øjeblikket er på Belægningen, er fyldt op. Derfor besluttede Kommunalbestyrelsen at bruge Bytoften 29 til midlertidig placering af flygtninge resten af året. De første flygtninge ankommer den 1. juli 2016.

3. Ny chef for psykiatri- og handicapområdet
Som et led i en organisationsjustering i Børn & Velfærd er det besluttet, at samle Handicap- og Psykiatri i en ny afdeling og ansætte en ny chef for området. Rekrutteringen af den nye chef går i gang med det samme.

4. 60 nye boliger på Dybenskærhave
Kommunalbestyrelsen besluttede, at der skal bygges 60 nye plejehjemsboliger på Plejecenter Dybenskærhave. Baggrunden er, at Hvidovre Kommune i øjeblikket ikke kan overholde plejeboliggarantien. Det nye byggeri omfatter en helt ny tilbygning i 4 etager og en ny etage oven på den nuværende 3-etagers bygning på Dybenskærhave.

5. Værdighedspolitik
Hvidovre Kommune har fået en værdighedspolitik. Politikken er blevet til i et tæt samarbejde med Ældrerådet, ligesom borgere, frivillige, medarbejdere og handicapråd er blevet inddraget undervejs.  Værdighedspolitikken kan læses på hvidovre.dk

6. 11 fik støtte fra sponsorpulje
Hvidovre Kommune sponsorpulje blev uddelt til 11 foreninger, der alle har en målrettet indsats for børn og unge. Alle foreninger, der havde søgt, fik støtte fra puljen. Sponsorpuljen uddeles hvert andet år, næste gang i 2018.  Til gengæld for støtten skal foreninger bl.a. trykke Hvidovre Kommunes logo på deres spillerdragter.

7. Sponsoraftale med Hvidovre Fodbold
Kommunalbestyrelsen godkendte en sponsoraftale mellem Hvidovre Kommune og fodboldklubben HIF. Aftalen omfatter et sponsorat på 800.000 kr. og løber fra 1. juli til udgangen af 2018.