Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Godt samarbejde i den skilte familie

Informationsaften om gruppeforløb for forældre og børn
Tirsdag den 19. april kl. 17-18 i Poppelgården Familieskoles lokaler, Byvej 98
4. april 2016
Er I skilt, og ønsker I et bedre samarbejde om jeres fælles børn?
Familiecenter Poppelgården starter et gruppeforløb for 4-8 skilsmissefamilier. Forløbet er både for børn (6-17 år) og deres forældre og starter i maj.
Vi mødes 6 gange, hvor børn og forældre dels arbejder i hver sin gruppe, dels samles til fælles aktiviteter. 

Formålet med forløbet er, at I som forældre kan blive bedre til at løse konflikter om børnene, lære af hinandens erfaringer og få idéer til et bedre samarbejde. Samtidig får børnene et frirum, hvor der er mulighed for at mødes med andre børn i samme situation.

Forældrene kommer bl.a. til at arbejde med emner som uenighed om opdragelsen, samarbejde om barnets skolegang og fritid, aftaler og regler i de to hjem.  I børnegrupperne kan temaerne fx være ”I klemme mellem mor og far”, fødselsdage, skiftet mellem to hjem og fars/mors nye kæreste.

Møderne vil foregå den 12., 19. og 26 maj,  9., 16., og 23. juni i Poppelgården Familieskolens lokaler på Byvej 98.

Nærmere oplysninger kan fås på www.poppelgaarden.hvidovre.dk
Eller på telefon 41455101 / 51587693 / 36 77 33 88