Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

KB-Nyt

Kort nyt fra udvalgte punkter på kommunalbestyrelsens møde den 26. januar 2016
4. februar 2016

Boliger på Kløverprisvej

Kommunalbestyrelsen gav en forhåndstilkendegivelse til boligorganisationen FA09 om, at der må arbejdes videre med planerne om at opføre almene boliger på Kløverprisvej 10 b, c, d. Det foreløbige projekt indeholder 30 ældreboliger, 13 boliger til fysisk og psykisk handicappede, 10 bostøtteboliger til unge og 226 ungdomsboliger. Men andelen af boligtyper kan blive ændret. I hvert fald udtrykte flere partier ønske om, at der skal være op mod 60 ældreboliger. Før kommunalbestyrelsen skal tage endelig stilling til projektet, skal der udarbejdes en såkaldt skema A-ansøgning, som indeholder nærmere beskrivelse af økonomien.

Syv KB-medlemmer deltager i Kommunalpolitisk topmøde

Hvidovre Kommune deltager med syv delegerede på det kommunalpolitiske topmøde 2016. Rene Langhorn (O), Ivan Fogtmann (O), Helle Adelborg (A), Benthe Viola Holm (A), Niels Ulsing (F), Kristina Young (Liste H) og Mogens Leo Hansen (Ø). Mødet foregår vanen tro i Aalborg Kongrescenter 10. og 11. marts.

Evaluering af borgerrådgiveren viser tilfredshed

Borgerrådgiverfunktionen er blevet evalueret. Evalueringen viser, at der er tilfredshed med funktionen både fra borgere, afdelingschefer og direktion samt borgmesteren. De afdelingschefer, som har haft sager med borgerrådgiveren, udtrykker generelt stor tilfredshed med borgerrådgiveren og peger på, at borgerrådgiverfunktionen har stor værdi for kommunens borgere.

Måltal for medarbejdere med ikke-vestlig baggrund

Som en del af trepartsaftalen (aftale mellem regering, kommuner, regioner og FTF)  i 2007 er det aftalt, at kommunerne skal opstille måltal for, hvor stor en andel af medarbejdere, der skal være indvandrere eller efterkommere med ikke-vestlig baggrund. Et flertal i Kommunalbestyrelsen godkendte de nyeste tal for Hvidovre Kommune. Tallene viser, at der i 2014 var 11,7 procent af medarbejderne i Hvidovre Kommune med ikke-vestlig baggrund. Dette var 0,6 procentpoint mere end året inden. I den samlede arbejdsstyrke i kommunen er andelen af borgere med ikke-vestlig baggrund 12,4 procent. Dermed nærmer Hvidovre Kommune sig målsætningen om at matche andelen i arbejdsstyrken.

Eliteidrætsudskolingslinje skal ligge på Engstrandskolen

Kommunalbestyrelsen godkendte, at en ny eliteidrætslinje for udskolingen skal ligge på Engstrandskolen. Eliteidrætslinjen er et resultat af kommunens budgetaftale for 2016. Desuden blev principperne for optagelses godkendt. Der vil blive nedsat et råd, Rådet for Eliteidrætslinjen i Hvidovre Kommune, som skal vurdere elevernes ansøgninger ud fra en række opstillede kriterier.

Kommunalisering af den selvejende børneinstitution Egevolden

Den selvejende børneinstitution Egevolden bliver kommunal. På baggrund af en ansøgning fra forældrebestyrelsen Egevolden om at blive kommunaliseret godkendte kommunalbestyrelsen ønsket. Årsagen til ønsket om, at Hvidovre Kommune skal overtage driften af børneinstitutionen, hænger sammen med, at institutionens leder gennem otte år er stoppet. I den forbindelse har forældrebestyrelsen drøftet institutionens fremtid og vurderet, at fremtiden er bedre sikret, hvis institutionen er kommunal.

Uanmeldte tilsyn på kommunens plejecentre 2015

Børn og Velfærd har i 2015 gennemført uanmeldte tilsyn på kommunens plejecentre. Der har været ført tilsyn på Dybenskærhave, Holmelundsvej 1-3, Krogstenshave, Strandmarkshave samt Svendebjerghave. Forvaltningen vurderer, at de uanmeldte tilsyn grundlæggende har været tilfredsstillende. Forvaltningen oplever, at plejecentrene yder beboerne hjælp på forsvarlig vis og yder den hjælp, som de er berettiget til efter Serviceloven og den politisk besluttede kvalitetsstandard i Hvidovre Kommune. .

Nyt koncept for uddeling af priser på fritidsområdet

Uddelingen af de årlige priser på fritidsområdet er en tilbagevendende begivenhed, der hylder præstationer på idræts- og spejderområdet. Der bliver blandt andet indført en idrætsforeningspris, en talentpris til et idrætstalent, en pris til Årets Idrætspræstation. Derudover bliver der justeret på de eksisterende priser.