Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Valg til Europa-Parlamentet

Danskere og EU-borgere, der bor i Danmark, kan stemme til Europa-Parlamentsvalg

Danmark er medlem af EU og har 13 repræsentanter (medlemmer) i Europa-Parlamentet. Disse 13 danske medlemmer af Europa-Parlamentet (MEP) bliver valgt af den danske befolkning ved valg til Europa-Parlamentet, der afholdes hvert 5. år.

Det seneste Europa-Parlamentsvalg blev afholdt søndag den 25. maj 2014. Næste valg skal holdes i 2019.

Efter valget i 2014 er der 751 medlemmer i Europa-Parlamentet.

Valget til Europa-Parlamentet er et direkte valg. Det betyder, at det alene er den danske befolkning og ikke fx Folketinget, der beslutter, hvem der skal sidde som danske repræsentanter. Valget til Europa-Parlamentet er det eneste direkte valg i den Europæiske Union.

Du har valgret (stemmeret) til Europa-Parlamentsvalg, hvis du:

  • har valgret til folketingsvalg (dvs. at du er dansk statsborger, er fyldt 18 år og har fast bopæl i Danmark), eller
  • er dansk statsborger, er fyldt 18 år og har fast bopæl i en af de øvrige EU-medlemsstater, eller
  • er statsborger i en af de andre EU-medlemsstater, er fyldt 18 år og har fast bopæl i Danmark.

Pr. 1/7 2016 har personer, der er sat under værgemål og har fået frataget deres retlige handleevne (tidligere "umyndiggjort"), fået ret til at stemme ved Europa-Parlamentsvalg.

Du må kun afgive din stemme til Europa-Parlamentsvalg i én medlemsstat. Hvis du ikke er dansk statsborger og bor i Danmark, og du vil stemme i valget i Danmark, må du derfor ikke samtidig stemme til valget i dit hjemland (eller nogen anden medlemsstat).

Er du dansk statsborger og bor du i et andet EU-land, kan du godt stemme til Europa-Parlamentsvalget i Danmark.

For at stemme til Europa-Parlamentsvalget i Danmark skal du søge om at komme på valglisten. Ansøgningen skal indgives til folkeregisteret i Københavns Kommune.

Du kan tidligst ansøge om at stemme til Europa-Parlamentsvalget i Danmark 6 måneder før valget.

Du kan læse mere om valgret for danskere bosat i et andet EU-land på Økonomi- og Indenrigsministeriets valghjemmeside.

Hvis du er statsborger i et andet EU-land (EU-borger) med fast bopæl i Danmark, har du valgret til Europa-Parlamentsvalget i Danmark, hvis du på valgdagen er fyldt 18 år og ikke er under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne efter værgemålslovens § 6 (tidligere ”umyndiggjort”). Du har også ret til at stille op til valget i Danmark.

Du skal optages på valglisten

For at kunne stemme til valget skal du først optages på valglisten. Det skal du søge om i den kommune, hvor du bor.

Hvis du var optaget på valglisten i Danmark ved det seneste valg til Europa-Parlamentet i Danmark, er du automatisk optaget på valglisten til de efterfølgende Europa-Parlamentsvalg (medmindre du har anmodet om at blive slettet fra valglisten), og du behøver derfor ikke foretage dig noget, hvis du stadig gerne vil stemme i Danmark.

Hvis du vil slettes fra valglisten

Du kan anmode om at blive slettet af valglisten i Danmark, hvis du hellere vil stemme til valget i dit hjemland. Du kan anmode om at blive slettet fra valglisten på borger.dk, se nedenfor.

Vær opmærksom på, at hvis du er optaget på valglisten til Europa-Parlamentsvalget i Danmark, kan du ikke samtidig stemme til valget i dit hjemland.

Du kan læse mere om Europa-Parlamentsvalg på Økonomi- og Indenrigsministeriets valghjemmeside.

Her kan du anmode om at blive slettet af valglisten til Europa-Parlamentsvalg.

Enhver vælger kan klage over et afholdt valg til Europa-Parlamentet, hvis man fx har mistanke om, at optællingen af stemmerne ikke er foregået korrekt. Hvis du ønsker at klage, skal dette ske senest en uge efter valget. Klagen skal sendes til økonomi- og indenrigsministeren, men bliver afgjort af Folketinget.

Lovgivning

Reglerne om afholdelse af Europa-Parlamentsvalg i Danmark kan findes i loven om valg af danske medlemmer til Europa-Parlamentet

​EU har lavet de overordnede retningslinjer på området i et direktiv, der fastlægger regler om valgret og valgbarhed