Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Referat - Kommunalbestyrelsen den 15. maj 2017

Mødefakta

Dato: Mandag den 15. maj 2017
Mødetidspunkt: Kl. 17:00
Særlige forhold: Ekstraordinært møde
Mødested: KB-Salen

Medlemmer

  • Annette Møller Sjøbeck (UP)
  • Arne Bech (H)
  • Benthe Viola Holm (A)
  • Bo Christof (UP)
  • Helle Adelborg (A)
  • Ivan Fogtmann (O)
  • Kenneth F. Christensen (A)
  • Kristina E. Young (H)
  • Lars G. Jensen (A)
  • Maria Staghøj Durhuus (A)
  • Mikail Erman (A)
  • Mikkel Dencker (O)
  • Mogens Leo Hansen (Ø)
  • René Tommy Langhorn (O)
  • Ømer Kuscu (A)

Fraværende med afbud

  • Charlotte H. Larsen (O)
  • Finn Gerdes (A)
  • Karl Erik Høholt Jensen (UP)
  • Niels Ulsing (F)
  • Steen Ørskov Larsen (C)
  • Kashif Ahmad (UP)

Bemærkninger

Anders Liltorp deltog for Finn Gerdes. Katrine Høybye Frederiksen deltog for Niels Ulsing. Jan Kjellerup Olesen deltog for Steen Ørskov Larsen. Bjarne Fortner deltog for Charlotte H. Larsen. Afbud fra Karl Erik Høholt Jensen. Kashif Ahmad fraværende. Der vil blive fremsendt supplerende sagsfremstilling samt bilagsmateriale med yderligere værdiansættelse af sponsoratet torsdag den 11. maj 2017. Det er administrationens vurdering, at der kan træffes beslutning i nærværende sag efter styrelseslovens § 8, stk. 5 uanset, at 4 dages fristen ikke er overholdt, da sagen ikke tåler udsættelse. Begrundelsen for, at sagen ikke tåler udsættelse, er, at Hvidovre Ishockey Klub har frist for tilbagemelding til Dansk Ishockey Union senest den 15. maj 2017.

Indholdsfortegnelse


1. Godkendelse af dagsorden

Beslutning i Kommunalbestyrelsen den 15-05-2017

Godkendt.


2. Forskellige cirkulærer og meddelelser. Orientering ved borgmesteren

Beslutning i Kommunalbestyrelsen den 15-05-2017

Ingen meddelelser.


3. Sponsoraftale mellem Hvidovre Kommune og Hvidovre Ishockey Klub

Supplerende beslutningstema

Kommunalbestyrelsen skal tage stilling til indgåelsen af en gensidigt bebyrdende sponsoraftale med ”Hvidovre Fighters” repræsenteret ved det eventuelt kommende lokale ishockeyselskab.

Det forudsættes i den forbindelse, at den samlede økonomiske ramme for en eventuel sponsoraftale fastlægges indenfor det beløbsmæssige spænd som følger af værdiansættelserne fra henholdsvis Buch Consult (400.000-550.000 kroner) og MKTG (2.544.361 kroner).

Supplerende indstilling

Kommunaldirektøren indstiller til Kommunalbestyrelsen

  1. at drøfte om der ønskes indgået en gensidigt bebyrdende sponsoraftale med ”Hvidovre Fighters” repræsenteret ved det eventuelt kommende lokale ishockeyselskab.
  2. at den samlede økonomiske ramme for en eventuel sponsoraftale fastlægges indenfor det beløbsmæssige spænd som følger af værdiansættelserne fra henholdsvis Buch Consult (400.000-550.000 kroner) og MKTG (2.544.361 kroner)
  3. at administrationen i tilfælde af et ønsket sponsorat pålægges at udarbejde et detaljeret udkast til en aftale mellem kommunen og ishockeyselskabet indenfor rammen, herunder aftaler om betaling for husleje og reklameplads som modregnes.
  4. at eventuelle kontantbeløb som i medfør af de nævnte aftaler skal  udbetales til ishockeyselskabet finansieres af kassebeholdningen i 2017 og indarbejdes i budgettet for 2018.
  5. at ordningen evalueres i slutningen af 2018 med henblik på stillingtagen til et eventuelt fortsat sponsorat.

Supplerende sagsfremstilling

På Kommunalbestyrelsens møde den 25. april 2017 blev punkt 18 ”Sponsoraftale mellem Hvidovre Kommune og Hvidovre Ishockey Klub” udsat. Sagen behandles i stedet på ekstraordinært møde den 15. maj 2017 på baggrund af denne supplerende sagsfremstilling med bilag.

I den mellemliggende periode har administrationen holdt møde med repræsentanter for ishockeyklubben samt indhentet yderligere en konsulentrapport med værdiansættelse af et eventuelt sponsorat.


Værdiansættelserne angår samme ydelser, men dog således at der i forbindelse med indhentningen af den seneste værdiansættelse forlods er taget højde for, at der ikke må indgå VIP-medlemskaber i aftalen.

Med baggrund i de foreliggende værdiansættelser fra henholdsvis Buch Consult (bilag 2) og MKTG (bilag 4) - og renset for VIP-medlemskaber - så er spændet for sponsoratets værdi herefter ansat til et sted mellem 400.000-550.000 kroner (Buch Consult) og 2.544.361 kroner (MKTG).

I dette beløb skal modregnes indtægterne for kommunen i form af betaling for husleje på 511.515 kroner (som tidligere angivet af administrationen) samt betaling for reklameplads.

Sidstnævnte anslår konsulenterne forskelligt, men dog mere ensartet.

En sammenligning af værdiansættelserne kan illustreres således:

Buch Consult

MKTG

Sponsoraftale – værdiansættelse

750.000-850.000

2.544.361

Fradrag for VIP-medlemsskaber (udgår hvis medregnet)

300.000-350.000

-

Betaling for reklameplads (modregnes)

150.000-200.000

120.000

Betaling for husleje (modregnes)

511.515

511.515

Kontantbeløb til ishockeyselskabet

-111.515 (maks.)

- 311.515 (min.)

1.912.846 (maks.)

Beslutningstema

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til indgåelse af sponsoraftale mellem Hvidovre Kommune og Hvidovre ishockey Klub; herunder bevilling af sponsorat på 2,6 mio. kr. svarende til kontant nettobeløb på 1,5 mio. kr. i 2017 og 2018.

Indstilling

Kultur, Miljø og Vækst indstiller til Kultur- og Fritidsudvalget at anbefale over for Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen

  1. at godkende, at der bevilges sponsorat til Hvidovre ishockey Klub på 2,36 mio. kr. svarende til kontant nettobeløb på 1,5 mio. kr. pr. år i 2017 og 2018. Beløbet i 2017 finansieres af kassebeholdningen, og beløbet for 2018 indarbejdes i budget 2018. Beløbet bevilges under forudsætning af, at der mellem Hvidovre Kommune og Hvidovre Ishockey Klub indgås gensidigt bebyrdende sponsor-, husleje- og reklameaftaler som fuldt ud modsvarer sponsoratets værdi
  2. at ordningen evalueres i slutningen af 2018 med henblik på stillingtagen til et eventuelt fortsat sponsorat

Beslutning i Kommunalbestyrelsen den 25-04-2017

Udsat til den 8. maj.

Beslutning i Økonomiudvalget den 18-04-2017

Imod: Gruppe C med den bemærkning, at Steen Ørskov Larsen (C) anser det foreslåede for ulovligt.

Gruppe A, O, F, Ø og Karl Erik Høholt (UP) afventer stillingtagen af indgåelse af et sponsorat til behandlingen i kommunalbestyrelsen.

Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 05-04-2017

Ad 1. og 2.

Kultur- og Fritidsudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen, at Kommunen går i seriøse forhandlinger med Hvidovre Ishockey Klub om støtte til deltagelse i Isligaen 2017. Det endelige beløb finansieres af kassen.

Sagsfremstilling

Baggrund

Af udkastet til eliteidrætspolitik, som Kommunalbestyrelsen den 28. februar 2017 besluttede at sende i høring, fremgår det, at Hvidovre Kommune vil kendes som en dynamisk idrætskommune, hvis foreninger og udøvere er kendte og respekterede ud over kommunens grænser. Det indebærer blandt andet, at Hvidovre Kommune skal være blandt landets mest attraktive kommuner at være talent- eller eliteudøver i.

Hvidovre Kommune har for nylig fået en henvendelse fra Hvidovre Ishockey Klub, som ønsker at blive optaget i den professionelle ishockeyliga, Metal Ligaen, med holdet Hvidovre Fighters. Klubben ønsker optagelse i indeværende år, og ansøgningsfristen er 15. april 2017. Som betingelse for ligaoptagelse stiller Dansk Ishockey Union specifikke krav til ansøgers økonomiske grundlag, og Hvidovre Ishockey Klub har behov for 1,5 mio. kr. for at opnå et samlet krævet indtægtsgrundlag på ca. 4 mio. kr. Beløbet består af forventede grundlæggende driftsudgifter på ca. 2 mio. kr. foruden et restbeløb på ca. 2 mio. kr. til aflønning af spillere og trænere. Klubben har på denne baggrund taget kontakt til Hvidovre Kommune med henblik på indgåelse af en kommunal sponsoraftale.

Forvaltningen har overvejet den kommunale interesse og finder, at et sådant sponsorat kan være med til at eksponere og promovere Hvidovre som en attraktiv kommune at være talent- eller eliteudøver i.

I de kommunale tilsynsmyndigheders praksis er det fast antaget, at en kommune efter kommunalfuldmagtsreglerne har adgang til at varetage informationsmæssige opgaver, herunder gøre opmærksom på kommunens navn og eksistens.

Kommunen kan således lovligt indgå aftaler med f.eks. en professionel ishockeyklub om, at kommunen mod betaling får kommunens navn trykt på spillertrøjerne. Det er i den forbindelse af afgørende betydning for lovligheden, at der er tale om en gensidigt bebyrdende aftale mellem klubben og kommunen, samt at kommunen højst betaler markedsprisen herfor, således at der ikke er tale om et maskeret tilskud. Kommunens køb af reklameydelser til brug for promovering af kommunen må ikke stå i åbenbart misforhold med formålet.

I forbindelse med det ansøgte sponsorat til Hvidovre Fighters har forvaltningen indledt et forhandlingsforløb med Hvidovre Ishockey Klub. Dette med henblik på at få skitseret, hvilke modydelser, klubben kan levere til Hvidovre Kommune i det før nævnte øjemed.

Det er samtidig aftalt med SportOne, som tidligere har værdiansat lignende aftaler, at der foretages en uvildig vurdering af modydelserne, når parterne har skitseret disse.

Det forventes, at der foreligger et samlet overblik over aftalegrundlaget til brug for Kommunalbestyrelsens behandling af denne sag på mødet den 25. april 2017.

Forudsat, at der kan indgås gensidigt bebyrdende sponsor-, husleje- og reklameaftaler som fuldt ud modsvarer sponsoratets værdi,  indstilles det således, at der bevilges et sponsorat til Hvidovre Ishockey Klub på 2,36 mio. kr. svarende til kontant nettobeløb på 1,5 mio. kr. pr. år i 2017 og 2018.

Forvaltningen har udarbejdet et oplæg til et sponsorat, hvis overordnede økonomiske vilkår uddybes i det følgende. Konkrete oplæg til de enkeltstående aftaler vil blive udarbejdet og præsenteret for udvalget.

Sponsoratets bestanddele

Sponsoratet udgør i alt 2.36 mio. kr. Hvidovre Ishockey Klub forpligter sig ud over de specificerede modydelser, som aktuelt er under forhandling, jf. ovenfor, til at betale for husleje og reklamepladser til Hvidovre Kommune. Det resterende kontantbeløb, som udbetales til klubben - under forudsætning af nærmere specificerede modydelser - udgør i alt 1,5 mio. kr.

Virksomheden SportOne Denmark er blevet engageret mhp. at fastsætte den specifikke værdi af modydelserne til sponsorbeløbet samt størrelsen på betalingen for reklameplads. Det forventes, at de specifikke beløb foreligger inden behandling i Kommunalbestyrelsen d. 25. april 2017.

Husleje

Husleje dækker de lejede lokaler og faciliteter, som benyttes af Hvidovre Ishockey Klub. Huslejen er markedsprisen (2010), og denne er indhentet hos ekstern valuar. Dette beløb er fastsat til 511.515 kr. årligt. Beløbet indekseres årligt med nettoprisindekset i januar måned.

Reklame

Hvidovre Ishockey Klub har en række reklameindtægter for bandereklamer mv. Da disse reklamer er opsat på kommunal ejendom, skal kommunen opkræve markedspris for disse ydelser.

Dette beløb udregnes som en procentdel af de forventede reklameindtægter og er for nuværende fastsat til 250.000 kr. Derudover får klubben mulighed for at sælge et navnesponsorat på ishallen, hvilket prisfastsættes til 100.000 kr. Fornyelse af navnesponsorat kan dog tidligst ske ved udløb af eksisterende aftale.

I reklameaftalen er der endvidere indarbejdet en passus om, at Hvidovre Ishockey Klub ikke har eksklusiv ret til at reklamere i Frihedens Idrætscenter. Hvidovre Ishockey Klub skal respektere andre klubbers arrangementer, hvor der opsættes reklamer og hvor indtægterne herfor tilfalder de klubber, som benytter idrætsfaciliteterne til arrangementer mv.

Aftaleperioden

Det anbefales, at sponsoraftalen træder i kraft fra den 1. maj 2017 til den 31. december 2018. Forvaltningen anbefaler, at aftalen tages op til revurdering i 2018. 

Retsgrundlag

Kommunalfuldmagten hvorefter sponsorater som dette er lovligt, når der er tale om en gensidigt bebyrdende aftale mellem klubben og kommunen, samt at kommunen højst betaler markedsprisen herfor, således at der ikke er tale om et maskeret tilskud, hvilket er ulovligt for kommunen.

Politiske beslutninger og aftaler

Hvidovre Kommune har tidligere indgået lignende sponsoraftale:

Juni 2010 godkendte Kommunalbestyrelsen sponsoraftale mellem Hvidovre Kommune og Ligahockey Aps for perioden 1. august 2010 til 31. juli 2013; herunder sponsorat på 1.121.515 kr. årligt. Sponsoratet modregnedes husleje- og reklameindtægters på samlet 1.121.515 kr. årligt.

21. juni 2016 godkendte Kommunalbestyrelsen sponsoraftale mellem Hvidovre Kommune og Hvidovre Fodbold A/S for perioden 1. juli 2016 til 31. december 2018; herunder sponsorat på 400.000 kr. for 2016 og 800.000 kr. årligt i 2017 og 2018. Sponsoratet modregnes husleje- og reklameindtægter på samlet 397.915 kr. årligt.

Økonomiske konsekvenser

Der bevilges sponsorat til Hvidovre Ishockey Klub på i alt 2.36 mio kr. pr. år i 2017 og 2018. Beløbet i 2017 foreslås finansieret af kassebeholdningen, og beløbet for 2018 foreslås indarbejdet i budget 2018.

Hvidovre Ishockey Klub forpligter sig ud over specificerede modydelser til at betale husleje og reklame til Hvidovre Kommune.

Det resterende kontantbeløb, som udbetales til klubben, udgør i alt 1,5 mio. kr. pr. år i 2017 og 2018.

Sponsoraftale

2.361.515 kr.

Husleje

-511.515 kr.

Reklame

-350.000 kr.

Resterende nettobeløb

1.500.000 kr.

Den nævnte betaling for reklameplads i ovenstående tabel er udtryk for et estimat.

Beslutning i Kommunalbestyrelsen den 15-05-2017

Ad 1. – 2.

Gruppe A, O, Karl Erik Høholt Jensen (UP) og Annette Møller Sjøbeck (UP) foreslår, at såfremt Hvidovre Fighters optages i Metalligaen, at der indgås en gensidigt bebyrdende sponsoraftale med ”Hvidovre Fighters” for sæsonen 17/18 og 18/19, og at det kontante beløb for sponsoraftalen beløber sig til 1,2 mio.kr. eksklusiv husleje og reklameudgift, der oppebærer en værdi af 631.515 kr., som betyder, at det samlede sponsorat ender på 1,8 mio. kr.

Det er et krav, at navnet Hvidovre indgår, som tilfældet er allerede i dag med navnet ”Hvidovre Fighters” og at der bliver gratis adgang for Hvidovres borgere til alle hjemmekampe.

I øvrigt foreslås det at pålægge administrationen at undersøge fremtidige sponsormuligheder via et Team Hvidovre.

For: Gruppe A, O, Liste H, Gruppe F, Ø, Annette Møller Sjøbeck (UP) og Bo Christof (UP).

Imod: Gruppe C.

Forslaget vedtaget.

Kommunalbestyrelsen godkendte, at såfremt Hvidovre Fighters optages i Metalligaen, at der indgås en gensidigt bebyrdende sponsoraftale med ”Hvidovre Fighters” for sæsonen 17/18 og 18/19, og at det kontante beløb for sponsoraftalen beløber sig til 1,2 mio.kr. eksklusiv husleje og reklameudgift, der oppebærer en værdi af 631.515 kr., som betyder, at det samlede sponsorat ender på 1,8 mio. kr. Det er et krav, at navnet Hvidovre indgår, som tilfældet er allerede i dag med navnet ”Hvidovre Fighters” og at der bliver gratis adgang for Hvidovres borgere til alle hjemmekampe. Kommunalbestyrelsen pålægger administrationen at undersøge fremtidige sponsormuligheder via et Team Hvidovre.

Ad 3.

For: Gruppe A, O, Liste H, Gruppe F, Ø, Annette Møller Sjøbeck (UP) og Bo Christof (UP).

Imod: Gruppe C.

Godkendt.

Kommunalbestyrelsen godkendte, at administrationen pålægges at udarbejde et detaljeret udkast til en aftale mellem kommunen og ishockeyselskabet, som indebærer, at det kontante beløb for sponsoraftalen beløber sig til 1,2 mio.kr. eksklusiv husleje og reklameudgift, der oppebærer en værdi af 631.515 kr., som betyder, at det samlede sponsorat ender på 1,8 mio. kr.

Ad 4.

For: Gruppe A, O, Liste H, Gruppe F, Ø, Annette Møller Sjøbeck (UP) og Bo Christof (UP).

Imod: Gruppe C.

Godkendt.

Kommunalbestyrelsen godkendte, at et kontantbeløb på 1,2 mio. kr. eksklusiv moms udbetales til ishockeyselskabet og finansieres af kassebeholdningen i 2017 og indarbejdes i budgettet for 2018.

Ad 5.

Borgmesteren stillede ændringsforslag om, at evalueringen foretages allerede i sommeren 2018.

For: Gruppe A, O, Liste H, Gruppe F, Ø, Annette Møller Sjøbeck (UP) og Bo Christof (UP).

Imod: Gruppe C.

Ændringsforslaget vedtaget.

For: Gruppe A, O, Liste H, Gruppe F, Ø, Annette Møller Sjøbeck (UP) og Bo Christof (UP).

Imod: Gruppe C.

Godkendt.

Kommunalbestyrelsen godkendte, at ordningen evalueres i sommeren 2018 med henblik på stillingtagen til et eventuelt fortsat sponsorat.

Bilag

  1. Værdiansættelse af Ishockeysponsorat, april 2017 (pdf)
  2. Tilsynspraksis for kommuners sponsorering af private selskaber (pdf)
  3. NYT BILAG - Hvidovre kommune - Hvidovre Fighters Værdifastsættelse.pdf (pdf)

4. Eventuelt

Beslutning i Kommunalbestyrelsen den 15-05-2017

Ingen bemærkninger.