Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Referat - Kommunalbestyrelsen den 30. august 2016

Mødefakta

Dato: Tirsdag den 30. august 2016
Mødetidspunkt: Kl. 18:00
Mødested: KB-Salen

Medlemmer

  • Annette Møller Sjøbeck (V)
  • Arne Bech (H)
  • Benthe Viola Holm (A)
  • Charlotte H. Larsen (O)
  • Finn Gerdes (A)
  • Helle Adelborg (A)
  • Ivan Fogtmann (O)
  • Karl Erik Høholt Jensen (V)
  • Kashif Ahmad (UP)
  • Kenneth F. Christensen (A)
  • Lars G. Jensen (A)
  • Maria Staghøj Durhuus (A)
  • Mette Dencker (O)
  • Mikail Erman (A)
  • Mikkel Dencker (O)
  • Mogens Leo Hansen (Ø)
  • Niels Ulsing (F)
  • René Tommy Langhorn (O)
  • Steen Ørskov Larsen (C)
  • Ømer Kuscu (A)

Fraværende med afbud

  • Kristina E. Young (H)

Bemærkninger

Gert Krogstad-Nielsen deltog for Kristina E. Young

Indholdsfortegnelse


1. Godkendelse af dagsorden

Beslutning i Kommunalbestyrelsen den 30-08-2016

Godkendt.


2. Forskellige cirkulærer og meddelelser. Orientering ved Borgmesteren

Beslutning i Kommunalbestyrelsen den 30-08-2016

Borgmesteren orienterede om, at der i protokollen for kommunalbestyrelsesmødet den 21. juni 2016 under punkt 19 ”Udbygningsanalyse for plejecentrene Strandmarkshave og Dybenskærhave” ved en fejl ikke var noteret, at kommunalbestyrelsen godkendte, at den valgte model 4 skal finansieres af kassebeholdningen, sådan som grupperne A, O og V havde stillet ændringsforslag om i Økonomiudvalget.

Protokollen for punkt 19 ændres derfor til: ”Kommunalbestyrelsen godkendte model 4, samt at der igangsættes et forslag til lokalplan og tilhørende tillæg til kommuneplan med henblik på at realisere byggeriet. Plejeboligbyggeriet igangsættes straks og finansieres af kassebeholdningen.”

Borgmesteren orienterede om det trafikpolitiske forlig, som betyder, at der bevilges 19,2 mio. kr. til en støjskærm ved Allingvej.


3. Medlemsforslag til beslutning om, at 500 Hvidovreborgere skal kunne få et emne til debat og afstemning i kommunalbestyrelsen

Sagsfremstilling

Forslag til beslutning om, at 500 Hvidovreborgere skal kunne få et emne til debat og afstemning i kommunalbestyrelsen.

SF foreslår, at

1.Der træffes principiel beslutning om at øge borgerinddragelsen og åbne for borgerforslag ved at 500 Hvidovreborgere skal kunne få et emne til debat og afstemning i kommunalbestyrelsen.

2.Forvaltningen fremlægger en konkret løsning for implementering af forslaget 

Der er i stigende grad en tillidskløft mellem borgerne og politikerne. Derfor er det vigtigt, at det politiske arbejde bliver mere indrettet efter at behandle emner, der optager borgerne - også lokalt her i Hvidovre.

Det er vigtigt, at vi hele tiden holder vores lokale demokrati levende, og at borgerne i kommunen også føler, at de har mulighed for at få direkte indflydelse.

Vi skal forny den politiske kultur, mindske risikoen for politikerlede og bane vejen for mere borgerinddragelse. Én af vejene til det kan være at lade 500 borgere med deres underskrift stille et forslag eller emne til drøftelse i kommunalbestyrelsen. Et levende demokrati er mere end blot at få lov til at stemme til valget hvert fjerde år.

Tallet 500 er valgt, da det forholdsmæssigt svarer til det der har været foreslået i andre kommuner eller i Folketinget. Efter en periode bør tallet tages op til revision.

En konkret model skal så vidt mulig være let og ubureaukratisk at implementere for forvaltningen samt nemt og lige til at gå til for borgerne.

En løsning kunne være at der på www.hvidovre.dk kunne oprettes en side, hvor man som borger kan stille sit forslag eller emne, man gerne vil have på dagsordenen i kommunalbestyrelsen. Hvis man ønsker at skrive under på et forslag, så kan man logge ind med sit nem-id og sætte sin “underskrift”.

Vi frygter ikke misbrug fra borgernes side. Vi tror kun, at borgerne vil sætte emner på dagsordenen i kommunalbestyrelsen, der er væsentlige at få taget op. Vi har så meget tillid til borgerne i Hvidovre, at hvis 500 vil sætte deres navn under et forslag, så er det også fordi det har en vis kvalitet og relevans.

Niels Ulsing

Beslutning i Kommunalbestyrelsen den 30-08-2016

For: Gruppe F og Kashif Ahmad (UP).

Imod: Gruppe A, O, Liste H og V.

Undlader: Gruppe C og Ø.

Forslaget bortfaldet.


4. Medlemsforslag om København-Ringstedbanen langs Allingvej

Sagsfremstilling

Hvidovrelisten foreslår, atHvidovre Kommune indkalder de grundejerforeninger, der grænser op til den kommende København-Ringstedbanen langs med Allingvej.

Herved kan de inddrages i projekt 2483 – Allingvejs retablering, inden vejen på ny åbnes for gennemkørende trafik.

Samtidig bør det vurderes, om Allingvejs status kan ændres til sekundær trafikvej.

Sagsfremstilling:

Teknik- og Miljøudvalget besluttede i februar 2014, at der skulle udarbejdes et projekt for den fremtidige udformning af Allingvej. Sidenhen er forudsætningerne for forhandling med Banedanmark om udformningen af Allingevej i følge Forvaltningen ikke længere til stede. At Banedanmark alligevel ikke har ønsket at inddrage dele af Allingvej ændrer dog ikke på, at vilkårene, i form af støj, for beboerne i området langs Allingvej, bliver ændret med åbningen af København-Ringstedbanen.

Det er derfor Hvidovrelistens ønske, at de berørte borgere og deres grundejerforeninger inddrages i projekt 2483 samt at mulighederne for at ændre Allingvejs status til sekundær trafikvej drøftes.

Beslutning i Kommunalbestyrelsen den 30-08-2016

Arne Bech (H) bad om en kopi af al korrespondance imellem kommunen og Grundejerforeningerne.

Hvidovrelisten foreslog, atHvidovre Kommune indkalder de grundejerforeninger, der grænser op til den kommende København-Ringstedbanen langs med Allingvej.

Herved kan de inddrages i projekt 2483 – Allingvejs retablering, inden vejen på ny åbnes for gennemkørende trafik.Samtidig bør det vurderes, om Allingvejs status kan ændres til sekundær trafikvej. Sagen oversendes til behandling i Teknik- og Miljøudvalget.

For: Liste H, Gruppe C, F og Ø.

Imod: Gruppe A, O og Kashif Ahmad (UP).

Forslaget bortfaldet.

Borgmesteren foreslog, at sagen oversendes til behandling i Teknik- og Miljøudvalget.

For: Gruppe A, O, V, C, F og Kashif Ahmad (UP).

Imod: Liste H og Gruppe Ø. Liste H med henvisning til eget forslag.

Forslaget vedtaget.

Kommunalbestyrelsen godkendte, at sagen oversendes til Teknik- og Miljøudvalget.


5. Fastsættelse af mødedage samt tidspunkt for kommunalbestyrelsens møder i 2017

Beslutningstema

Kommunalbestyrelsen skal fastsætte mødedage og tidspunkt for kommunalbestyrelsens møder i 2017.

Indstilling

Økonomi og Stabe indstiller til kommunalbestyrelsen

  1. at fastsætte mødedage og tidspunkt for kommunalbestyrelsens møder i 2017

Beslutning i Kommunalbestyrelsen den 30-08-2016

Kommunalbestyrelsen godkendte mødedage og tidspunkter for kommunalbestyrelsens møder i 2017.

Sagsfremstilling

Kommunalbestyrelsen skal fastsætte mødedage og tidspunkt for kommunalbestyrelsens møder i 2017.

Når møderne er fastsat, vil dage og tidspunkt blive offentliggjort i den lokale presse i begyndelsen af 2017.

Mødeplanen for kommunalbestyrelsens møder er bindende.

Det foreslås, at kommunalbestyrelsens møder afholdes på Hvidovre Rådhus, Hvidovrevej 278, 2650 Hvidovre i Byrådssalen på 3. sal.

Det foreslås, at møderne i 2017 skal begynde kl. 18.00 på følgende dage:

31. januar

28. februar

28. marts

25. april

30. maj

20. juni

29. august

12. september (1. behandling budget)

26. september

10. oktober (2. behandling budget)

24. oktober

28. november

5. december (konstituerende møde)

19. december

Retsgrundlag

I henhold til lov om kommunernes styrelse § 8 stk. 1 træffer kommunalbestyrelsen beslutning om, hvor og hvornår ordinære møder skal afholdes.

Politiske beslutninger og aftaler

Ingen bemærkninger.

Økonomiske konsekvenser

Ingen økonomiske konsekvenser for Hvidovre Kommune.

Bilag

  1. Udkast til mødeplan 2017 (pdf)

6. Bygningsforbedringsudvalgets årsberetning og regnskab for 2015

Beslutningstema

Kommunalbestyrelsen skal godkende Bygningsforbedringsudvalgets regnskab for de forbrugte midler til bygningsforbedring mv. i 2015.

Indstilling

Kultur, Miljø og Vækst indstiller til Bygningsforbedringsudvalget at anbefale over for Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen

  1. at udvalgets årsberetning og regnskab for 2015 godkendes.

Beslutning i Kommunalbestyrelsen den 30-08-2016

Kommunalbestyrelsen godkendte Bygningsforbedringsudvalgets årsberetning og regnskab for 2015

Der blev spurgt til i hvilket omfang der var overført midler fra 2015 til 2016 for Bygningsforbedringsudvalget. Notat udarbejdes.

Beslutning i Økonomiudvalget den 15-08-2016

Anbefales godkendt.

Beslutning i Bygningsforbedringsudvalget den 14-06-2016

Godkendt.

Bilaget undergår redaktionelle rettelser.

Sagsfremstilling

Hvidovre Kommune har nedsat et bygningsforbedringsudvalg til at varetage Kommunalbestyrelsens opgaver om tilskud til bygningsfornyelse af ejerboliger og andelsboliger, jævnfør kapitel 4 i Lov om byfornyelse og udvikling af byer.

Der kan ydes støtte i form af kontante tilskud til istandsættelse af bygningens klimaskærm, nedrivning af ejer- og andelsboliger når nedrivningen er begrundet i bygningens fysiske tilstand, etablering af bad og til afhjælpning af kondemnable forhold. Støtten skal sikre eller øge bevaringsværdien af de udvendige bygningsdele – støtte til nedrivning er naturligvis undtaget fra dette krav.

Til bevaringsværdige bygninger kan tilskuddet højst udgøre tre fjerdedele af de støtteberettige udgifter.

Kommunen afholder udgifterne til tilskuddene, idet staten dog refunderer 50 procent af kommunens udgifter. Den enkelte kommune får en vejledende udgiftsramme, som ikke må overskrides. Den vejledende udgiftsramme for Hvidovre var i 2015 på kr. 400.000.

Udvalget har i 2015 meddelt tilsagn om støtte til ét nyt projekt. Støttebeløbet i dette projekt var på kr. 50.000

Retsgrundlag

Kommunen skal hvert år aflægge regnskab for de forbrugte midler til bygningsforbedring mv. Det sker efter reglerne i bekendtgørelse nr. 168 af 4. februar 2015 om regnskab og revision efter lov om byfornyelse og udvikling af byer.

Revision af kommunernes regnskaber på bygningsforbedringsområdet udføres af vedkommende kommunes revision. Efter bekendtgørelsens § 17 afgiver revisionen hvert år, senest samtidig med afgivelsen af beretning om revision af kommunens øvrige regnskaber, beretning om revisionen i henhold til denne bekendtgørelse.

Senest samtidig med at revisionsberetninger mv. for kommunens regnskaber sendes til den kommunale tilsynsmyndighed, sender kommunalbestyrelsen den i §17 nævnte beretning og svar på revisionsbemærkninger i 1 eksemplar til Socialministeriet. Samtidig skal der sendes 1 eksemplar af besvarelsen til revisionen.

Politiske beslutninger og aftaler

Kommunalbestyrelsen har den 26. april 2016 besluttet ikke at overføre uforbrugte midler til bygningsforbedring, kr. 450.000, fra Budget 2015 til 2016.

Økonomiske konsekvenser

I budget 2015 er til Projekt nr. 0096, ramme 2010-2013 afsat rådighedsbeløb til udgifter 360.000 kr. og til indtægter 140.000 kr. Hertil er givet anlægsbevilling til udgifter 1.500.000 kr. og indtægter 750.000 kr.

Ramme

2010-2013

Forbrug tidl. år

Forbrug 2015

Forbrug i alt

Anlægsbevilling

Udgifter

636.977

25.000

661.977

1.500.000

Indtægter

-361.439

0

-361.439

-750.000

Netto

275.538

25.000

300.538

750.000

Forbruget i 2015 vedrører tilskud til Kløverprisvej 26, hvor der er givet tilsagn i efteråret 2014.

Uforbrugt rådighedsbeløb er overført til 2016 med udgifter 250.000 kr. og med indtægter 100.000 kr. Disse beløb går til allerede meddelte tilsagn om støtte.

Herudover er der i budget 2015 til Projekt nr. 0228, ramme 2014-2017  afsat rådighedsbeløb til udgifter 500.000 kr. og til indtægter 250.000 kr. Hertil er der i 2015 givet anlægsbevilling til udgifter 500.000 kr. og indtægter 250.000 kr. Der har ikke været forbrug på dette projekt. Uforbrugt rådighedsbeløb er ikke overført til 2016.

Udvalget har meddelt tilsagn om støtte til ét nyt projekt med et samlet støttebeløb på kr. 50.000. Byggearbejderne på dette projekt er aktuelt ikke afsluttede, hvorfor støtten endnu ikke er udbetalt. Der er derfor heller ikke hjemtaget den statslige refusion til det støttede projekt.

Bilag

  1. Årsberetning og regnskab 2015, revideret udgave af 15. juni 2016 (pdf)

7. Afsluttende beretning for Hvidovre Kommunes regnskab 2015

Beslutningstema

Med fremsendelsen af den eksterne revisions afsluttende revisionsberetning skal kommunens regnskab endeligt godkendes. Herudover skal der træffes beslutning om revisionens bemærkninger til Regnskab 2015.

Indstilling

Økonomi og Stabe indstiller til Økonomiudvalget at anbefale over for Kommunalbestyrelsen

  1. at Hvidovre Kommunes årsregnskab for 2015 godkendes.
  2. at revisionens bemærkning om korrektion af pensionsforpligtelsen tages til efterretning, idet der primosaldoreguleres i 2016 med 33.327.940 kr.
  3. at der i relation til revisionens bemærkning om periodisering af købesummen på 13,3 mio. kr. af den tidligere brandstation på Avedøre Havnevej ikke foretages ændring i regnskab 2015, men at der tilrettelægges optimerede kontroller mod posteringer omkring årsskifter.

Beslutning i Kommunalbestyrelsen den 30-08-2016

Ad 1.

Kommunalbestyrelsen godkendte Hvidovre Kommunes årsregnskab for 2015.

Ad 2.

Kommunalbestyrelsen godkendte, at revisionens bemærkning om korrektion af pensionsforpligtelsen tages til efterretning, idet der primosaldoreguleres i 2016 med 33.327.940 kr.

Ad 3.

Kommunalbestyrelsen godkendte, at der i relation til revisionens bemærkning om periodisering af købesummen på 13,3 mio. kr. af den tidligere brandstation på Avedøre Havnevej ikke foretages ændring i regnskab 2015, men at der tilrettelægges optimerede kontroller mod posteringer omkring årsskifter.

Beslutning i Økonomiudvalget den 15-08-2016

Ad 1.

Anbefales godkendt.

Ad 2.

Anbefales taget til efterretning.

Ad 3.

Anbefales godkendt.

Sagsfremstilling

Kommunalbestyrelsen oversendte på mødet den 26. april 2016 kommunens regnskab for 2015 til revisionsmæssig gennemgang.

Hvidovre Kommunes revision, BDO, har den 13. juni 2016 afsluttet revisionen af kommunens regnskab for 2015, og fremsendt endelig revisionsberetning – beretning nr. 14.

Revisionsberetningen, hvortil der henvises, er udsendt via mail til Kommunalbestyrelsen den 14. juni 2016, og vedlægges desuden som bilag.

Herefter skal Kommunalbestyrelsen endelig godkende kommunens årsregnskab for 2015.

Forvaltningen vil fremhæve følgende fra revisionsberetningen:

Revisionspåtegningen

Det fremgår af afsnit 1.4, revisionspåtegning – konklusion på den udførte revision, at revisionen har forsynet årsregnskabet med en påtegning uden forbehold.

Revisionens bemærkninger

Det fremgår af afsnit 1.5.2, at revisionen har givet anledning til følgende bemærkninger:

”Hensatte forpligtelser

Hvidovre Kommune har fra og med år 2015 valgt at få lavet en aktuarberegning af pensionsforpligtelser hos Sampension.

Aktuarberegningen viser en nettoforpligtelse på 1.115.357.706 kr. ved en pensionsalder på 62 år, som er den pensionsalder som Social- og Indenrigsministeriets regnskabsregler foreskriver skal anvendes.

Administrationen har dog i regnskabet indregnet nettoforpligtelsen på 1.082.029.766 kr. svarende til en pensionsalder på 65 år. Forholdet medfører, at kommunen har hensat 33.327.940 kr. for lidt.

Forholdet har hverken drifts- eller likviditetsmæssig betydning i 2015.

Konklusion

Vi skal anbefale at forholdet rettes, eventuelt som primosaldokorrektion i regnskab 2016, samt at fremtidige årlige reguleringer af forpligtigelsen sker efter Social-og Indenrigsministeriets regler.

Periodisering

Hvidovre Kommune har købt den tidligere brandstation på Avedøre Havnevej. Købesummen på 13,3 mio. kr. er betalt ultimo 2015, men ejendommen er først overtaget den 1. januar 2016.

Vi har konstateret, at købesummen er registreret i driftsregnskabet i 2015 som en anlægsudgift i stedet for retteligt at være bogført som mellemregning mellem regnskabsårene og derved som tilgodehavende i balancen ultimo 2015.

Konklusion

Vi skal anbefale, at forholdet rettes samt at der i forbindelse med kommende regnskabsaflæggelser, tilrettelægges bedre kontroller målrettet mod posteringer omkring årsskifter.”

Revisionens vurdering af kommunens økonomi

I afsnit 2 skriver revisionen:

”Kommunen skal overholde lånebekendtgørelsens bestemmelser, således at kommunens likviditet, opgjort efter kassekreditreglen, altid skal være positiv. Det betyder, at kommunens gennemsnitlige daglige kassebeholdning, beregnet for de sidste 365 dage, ikke må være negativ.

Hvidovre Kommune har ultimo regnskabsåret 2015, beregnet en gennemsnitlig kassebeholdning på 668,9 mio. kr., hvilket er en stigning i forhold til regnskabsåret 2014, hvor den beregnede gennemsnitlige kassebeholdning udgjorde 447,0 mio. kr.

Kassekreditreglen er således overholdt i regnskabsåret 2015. Efter de foreliggende budgetoplysninger forventes denne ligeledes overholdt i regnskabsåret 2016.

Det er fortsat vores samlede vurdering, at Hvidovre Kommune har en bæredygtig drift, jf. budgetterne, samt at kommunen har et fornuftigt likvidt beredskab. Vi har dog noteret os, at der budgetteres med kassetræk i størrelsesordenen 23,5 - 70,1 mio. årligt, i budgetoverslagsårene 2017 - 2019.”

Revision af årsregnskabet

Som det fremgår af afsnit 5, har revisionens gennemgang af de forskellige områder – fx forretningsgange, budget- og bevillingskontrol, lønninger mv. – ikke givet anledning til yderligere bemærkninger.

Revision af de sociale regnskaber – områder med statsrefusion

De sociale regnskaber udgør et stort område i kommunen – det fylder meget økonomisk og lovgivningen på området er kompleks og omskiftelig.

Revisionen af området følger også særlige regler og krav til afrapportering til ministerierne.

I afsnit 7.3.1, regnskabsaflæggelse og restafregning af refusion, konkluderer revisionen:

”Det er vores opfattelse, at restafregningsskemaerne generelt er aflagt i overensstemmelse med fagministeriernes regler for området, samt at kommunens restafregning af refusion på sociale udgifter svarer til bogføringen.

Vi har konstateret enkelte fejl og mangler i refusionsopgørelsen vedrørende Sociale Ydelser. På de områder, hvor vi har konstateret fejl, har vi påset, at alle fejl efterfølgende er rettet, og at statsrefusionen er hjemtaget korrekt.”

Økonomi og Stabes bemærkninger til revisionsberetningen

Økonomi og Stabe anbefaler at revisionens bemærkninger besvares med følgende:

Hensatte forpligtigelser

Differencen på de 33.327.940 kr. rettes som primosaldokorrektion.

Forholdet tages til efterretning.

Periodisering

Forholdet rettes ikke i Regnskab 2015. Iflg. aftale med BDO tilrettelægges optimerede kontroller målrettet mod posteringer omkring årsskifter.

Retsgrundlag

Årsregnskabet udarbejdes i henhold til Lov om kommuners styrelse § 36-42. Kommunalbestyrelsen skal i henhold til Styrelseslovens § 45c, stk. 2 træffe afgørelse med hensyn til revisionens enkelte bemærkninger til årsregnskabet.

Økonomiske konsekvenser

Der foretages korrektion af primosaldo af pensionsforpligtelsen, som opskrives med 33,3 mio. kr., hvorved kommunens egenkapital nedreguleres med samme beløb.

Forholdet har hverken drifts- eller likviditetsmæssig betydning i 2015.

Bilag

  1. Afsluttende beretning Hvidovre Kommune (pdf)

8. Likviditet 2. kvartal 2016

Beslutningstema

Efter ”Regulativ for Økonomistyring pkt. 7.1 – finansiel styring”´s bestemmelser skal der som minimum hvert kvartal – dvs. ultimo marts, juni, september og december – udarbejdes likviditetsoversigt efter kassekreditreglen.

Indstilling

Økonomi- og Stabsforvaltningen indstiller til Økonomiudvalget at anbefale overfor Kommunalbestyrelsen

  1. at tage orienteringen til efterretning.

Beslutning i Kommunalbestyrelsen den 30-08-2016

Arne Bech (H) bad om en redegørelse for, hvad der er sket med kommunens schweizerfranc i de sidste 5 år.

Kommunalbestyrelsen tog orientering om likviditet 2. kvartal 2016 til efterretning.

Beslutning i Økonomiudvalget den 15-08-2016

Anbefales taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Likviditeten efter kassekreditreglen opgøres som et gennemsnit over de seneste 12 måneders daglige saldi på kassekontiene inkl. obligationsbeholdning fratrukket saldi på kassekreditter og byggelån. Det beregnede gennemsnit efter disse bestemmelser må ikke være negativt.

Bemærkninger til den gennemsnitlige kassebeholdning

Opgjort efter disse bestemmelser er Hvidovre Kommunes gennemsnitlige daglige kassebeholdning for perioden 1. juli 2015 – 30. juni 2016 688,3 mio.kr. Den faktiske kassebeholdning i perioden var per 1. januar 2016 454,3 mio. kr. mens kassebeholdningen den 30. juni 2016 udgjorde 415,3 mio. kr. jf. bilag 1.

Bilag 1 viser den grafiske udvikling i den faktiske og den gennemsnitlige kassebeholdning opgjort dagligt fra 1. januar 2016 til 30. juni 2016.

Den grafiske fremstilling viser, at likviditeten i indeværende år udvikler sig på tilsvarende vis som i 2015, med typiske toppunkter i 1. halvdel af januar og juli samt jævnt faldende likviditet imellem disse to tidspunkter. Udviklingen i 2016 ligger på et lavere niveau.

På opgørelsestidspunktet er ca. 664 mio. kr. anbragt i investerings- og placeringsforeninger samt i obligationer.

Kommunens investeringer hos tre forvaltere pr. 30. juni 2016 fremgår af tabel 1.

Investeringsresultat for 2. kvartal 2016 har været positivt med et samlet afkast på 1,55 %. Det svarer til ca. 9,9 mio. kr. (inklusiv urealiseret gevinst på 6,7 mio.kr.) En stor del af udbyttet og afkastbetalingerne er løbende blevet geninvesteret.

Tabel 1: Kommunens investeringer hos tre forvaltere pr. 30. juni 2016.

Aktivside

Ultimo juni 2016

Aktuel % andel i

Investerings portefølje

Afkast tom.
juni 2016

Beløb

Aktie

obl.

Invt.
grade

Stats obl.

Kontant

Forvaltere 1

1,59

344

9,30

80,33

10,27

0,00

0,09

Forvaltere 2

2,39

61

13,59

79,09

6,59

0,73

Forvaltere 3

2,44

62

5,87

89,95

4,18

Hjemfald-hos DC

0,95

200

7,41

81,45

10,99

0,15

668

Vægtet gennemsnit % (afkast+realiseret og U/real. kursgevinst/tab)

1,55

Porteføljekommentarer[1]

Den generelt positive stemning på de finansielle markeder i 2. kvartal,  bød på pæne afkast især i april og juni. Juni blev anderledes turbulent, idet den britiske afstemning om EU kom til at sætte et altoverskyggende aftryk på afkastudviklingen. Forud for afstemningen, der fandt sted den 23. juni, bølgede især aktiemarkederne op og ned i takt med meningsmålingerne. De finansielle markeder havde inddiskonteret et JA, og derfor var det en kæmpe overraskelse, at det blev et NEJ. GBP svækkedes yderligere, mens den amerikanske dollar (USD) og den japanske yen (JPY) blev styrket. Kombinationen af usikkerhed afledt af afstemningen, fik herudover den effekt, at den amerikanske centralbank (Fed) kom med mere afdæmpede meldinger om kommende renteforhøjelser end tidligere.

Ultimo juni rettede aktiemarkedet sig imidlertid en del, som følge af forventninger om yderligere pengepolitiske lempelser og udskydelse af amerikanske renteforhøjelser, og 2. kvartal endte med et samlet positivt afkast

Økonomiske og finansielle nyheder - aktuelt[2]

Ingen lempelse fra den europæiske centralbanks (ECB) rente der fortsat er -0,40 %. ECB gentog at de ledende renter vil blive fastholdt på de nuværende lave niveauer eller lavere, længe ud over perioden med opkøb af obligationer, som pågår med 80 mia. EUR pr. måned frem til marts næste år. Der er møde igen den 8. september, og her ventes ECB’s økonomer at komme med nye forventninger til den økonomiske vækst i Eurozonen efter Brexit. Med afsæt i forventningen om en svagere økonomisk udvikling i Europa efter Brexit, vurderer markedet, at ECB vil kunne iværksætte yderligere tiltage for at sætte skub i udviklingen. ECB understregede i tilknytning hertil, at de har viljen og midlerne til at håndtere eventuelle negative effekter af Brexit

Valutakurser:

EUR

CHF

USD

Valutakurs mod DKK

743,90

686,90

676,59

  • DKK stabil mod EUR de seneste uger. Der er ikke meget der tyder på, at Nationalbanken har solgt DKK for at svække kronen i løbet af juli måned.
  • USD lidt stærkere mod DKK efter Fed har talt om muligheden for en renteforhøjelse på 0,25 % sidst på året.
  • CHF er stærk mod DKK og EUR. Den primære årsag er markedets søgning mod sikre aktiver.

Pengemarkedsrenter:

Periode

Valuta

Rente p.a.

Cibor

3 m

DKK

-0,18 %

Euribor

3 m

EUR

-0,30 %

Indskudsbevisrente[3]

-0,65 %

De korte pengemarkedsrenter i DKK er stabiliseret de seneste uger. Nationalbankens ventes at sænke renten, såfremt presset for en styrket DKK øges.

[1] Nordea Investment Management rapportering 30. juni 2016

[2] Kommunekredit Information uge 30 – 25. juli 2016

[3] Nationalbanken.dk

Retsgrundlag

Jævnfør Hvidovre Kommunes ”Regulativ for Økonomistyring pkt. 7.1 -finansiel styring” Økonomiudvalget modtager løbende orientering af relevant information om udviklingen i kommunens langfristede gæld og formue.

Bilag

  1. Bilag 1 - Likviditet 2. kvartal 2016 (pdf)

9. Udkast til svar til Statsforvaltningen, Tilsynet vedr. kommunalbestyrelsens beslutning af 15. december 2015 om at erklære Finn Gerdes inhabil

Beslutningstema

Kommunalbestyrelsen skal tage stilling til udkast til svar til Statsforvaltningen, Tilsynet vedr. kommunebestyrelsens beslutning af 15. december 2015 om at erklære Finn Gerdes inhabil under behandlingen af punkt 16 om depositum ved leje af udendørsarealer på kultur- og fritidsområdet.

Indstilling

Økonomi og Stabe indstiller til kommunalbestyrelsen

  1. at godkende udkast til svar til Statsforvaltningen, Tilsynet vedr. kommunalbestyrelsens beslutning af 15. december 2015 om at erklære Finn Gerdes inhabil.

Beslutning i Kommunalbestyrelsen den 30-08-2016

Finn Gerdes (A) deltog ikke under punktet.

Ændringer i teksten i 4. afsnit (”var” til ”har”, ”2016” til ”2015”, der sættes punktum efter 2015, og ”hvor” ændres til: ”På Økonomiudvalgsmødet deltog”, og ”deltog” udgår.

Kommunalbestyrelsen godkendte udkast til svar til Statsforvaltningen med de nævnte ændringer, Tilsynet vedr. kommunalbestyrelsens beslutning af 15. december 2015 om at erklære Finn Gerdes inhabil.

Beslutning i Kommunalbestyrelsen den 21-06-2016

Punktet udsættes til august.

Sagsfremstilling

Hvidovre Kommune har den 14. april 2016 modtaget en henvendelse fra Statsforvaltningen, Tilsynet vedr. kommunalbestyrelsens beslutning af 15. december 2015 om at erklære Finn Gerdes inhabil i behandlingen af punkt nr. 16 om depositum ved leje af udendørsarealer på kultur og fritidsområdet.

Statsforvaltningen anmoder i sin henvendelse Hvidovre Kommune om en redegørelse med henblik på Statsforvaltningens overvejelser om, hvorvidt der er grundlag for at rejse en sag i forbindelse med  kommunalbestyrelsens beslutning af 15. december 2016 hvor Finn Gerdes blev erklæret inhabil.

Redegørelsen er vedlagt sagen som bilag 1.

Retsgrundlag

Lov om kommunernes styrelse § 14 samt Forvaltningslovens § 3.

Politiske beslutninger og aftaler

Kommunalbestyrelsesmøde den 15. december 2015, punkt nr. 16 vedr. depositum ved leje af udendørsarealer på kultur- og fritidsområdet. Kommunalbestyrelsesmøde den 29. marts 2016, punkt nr. 9 vedr. depositum ved leje af udendørsarealer på kultur- og fritidsområdet.

Økonomiske konsekvenser

Ingen økonomiske konsekvenser

Bilag

  1. Henvendelse fra Statsforvaltningen, Tilsynet af 14.04.16 (pdf)
  2. Beslutningsgrundlag samt referat fra kommunalbestyrelsens beslutning af 15. december 2015 samt 29. marts 2016. (pdf)
  3. Høring Kommune - Aktbilag, id nr 3970713 Klager over Hvidovre Kommune (pdf)
  4. Udkast til svar til Statsforvaltningen, Tilsynet (docx)

10. Aftale vedrørende I/S Amager Ressourcecenter

Beslutningstema

På baggrund af et analysearbejde og efterfølgende forhandlinger forelægges en aftale om genopretning af økonomi og CO2-fortrængning mellem interessentkommunerne i I/S Amager Ressourcecenter (ARC). Et løsningsforslag viser, at der ved de foreslåede ændringer af den gældende politiske aftale fra 2012 kan opnås positiv nutidsværdi og likviditet samtidig med, at klima og miljø styrkes. Aftalen er en ændring af den oprindelige politiske aftale, der kræver enighed mellem alle 5 interessentkommuner.

Indstilling

Kommunaldirektøren indstiller til Økonomiudvalget at anbefale over for Kommunalbestyrelsen

1.at godkende aftale om genopretning af økonomi og CO2-fortrængning mellem interessentkommunerne i I/S Amager Ressourcecenter.

Beslutning i Kommunalbestyrelsen den 30-08-2016

Kommunalbestyrelsen godkendte aftale om genopretning af økonomi og CO2-fortrængning mellem interessentkommunerne i I/S Amager Ressourcecenter.

Beslutning i Økonomiudvalget den 15-08-2016

Anbefales godkendt.

Sagsfremstilling

Hvidovre Kommunalbestyrelse besluttede den 29. september 2015, at Hvidovre Kommune indgår i samarbejde med I/S Amager Ressourcecenters øvrige ejerkommuner om en nærmere analyse af scenarier for Amager Ressourcecenters fremtid. Kommunalbestyrelsen bemyndigede i den forbindelse kommunaldirektøren til – i samarbejde med kommunaldirektørerne fra de øvrige ejerkommuner – at udfærdige forslag til den videre proces samt forslag til løsningsmodeller. Dette analysearbejde er nu afsluttet med et forslag til aftale vedrørende Amager Ressourcecenter.

Baggrunden for aftalen om genopretning af økonomi og CO2-fortrængning mellem interessentkommunerne i I/S Amager Ressourcecenter er en redegørelse om I/S Amager Ressourcecenters økonomiske udfordringer fra den 4. juni 2015. Redegørelsen viste en negativ nutidsværdi på ca. 1,8 mia. kr. og en negativ likviditet vedrørende etableringen af nyt forbrændings­anlæg, hvilket skyldes faldende affaldsmængder og elpriser m.v.

Én af de gennemførte analyser er en advokatundersøgelse. Undersøgelsen forholder sig dels til ansvaret for, hvorfor den oprindelige business case for anlægget ikke er blevet realiseret som forudsat, dels til ansvaret fremadrettet, hvis der ikke handles ud fra de foreliggende oplysninger. Analysen konkluderer, at der ikke kan gøres ansvar gældende i forhold til, at den oprindelige business case ikke er blevet realiseret som forudsat. Vedrørende det fremadrettede ansvar påhviler der ejerne, herunder de enkelte kommunalbestyrelses­medlemmer, en forpligtelse til at skabe grundlag for, at selskabet kan genoprette økonomien.

Ligeledes er der gennemført en analyse af konsekvenserne ved en eventuel fusion mellem Centralkommunernes Transmissionsselskab I/S (CTR), Hovedstadens Forsyningsselskab (HOFOR) og ARC. Analysen har påvist synergigevinster ved etablering af servicefællesskab mellem de tre selskaber. Der er desuden påvist synergier ved en fusion mellem CTR og ARC.

Analyserne vedrørende ændringer af den politiske aftale viser, at der i henhold til livscyklusbetragtninger opnås en positiv effekt for klimaet ved import af affald. Det skyldes, at forbrænding med effektiv udnyttelse af el og varme erstatter deponering. Desuden kan forbrænding af importeret affald tilrettelægges, så det ved forbrænding i vinterperioden fortrænger fossile brændsler i hovedstadens varmesystem.

På baggrund af analyserne er der udført supplerende beregninger med henblik på at påvise en tilstrækkelig robust økonomi. Beregningerne viser, at der kan opnås en positiv nutidsværdi og likviditet ved at gennemføre en række ændringer i forhold til den gældende aftale fra august 2012.

Efter forhandlinger i en politisk styregruppe på tværs af de 5 ejerkommuner bag ARC blev der den 13. juni 2016 opnået enighed om, at en aftale om genopretning af økonomi og CO2-fortrængning forelægges til behandling i de respektive kommunalbestyrelser/Borgerrepræsentationen i august. Aftalen er et tillæg til den nuværende aftale fra 31. august 2012.

Hovedpunkterne i aftalen er følgende:

  1. Tilladelse til CO2-fortrængende import af affald og biomasse
  2. Plan for genanvendelse og CO2-reduktion
  3. Strukturel tilpasning
  4. Omlægning af lån og krav til effektiviseringer
  5. Selskabets implementering af aftalen.

I henhold til aftalen får ARC mulighed for at importere affald til forbrænding, hvis det fortrænger mere CO2-belastende brændsler i hovedstadens varmesystem. Mens den nuværende aftale begrænser afbrænding på ARC til ca. 400.000 ton pr. år, får selskabet med den nye aftale som udgangspunkt mulighed for at brænde op til 440.000 ton affald om året svarende til anlæggets nuværende forbrændingstilladelse. Aftalen forholder sig til de nuværende rammebetingelser, men ved ændringer heraf eller ved faldende mængder fra oplandet er ejerkommunerne indstillet på at genforhandle aftalen. Desuden gives mulighed for afbrænding af biomasse.

Som et væsentligt element i aftalen skal der udarbejdes en plan for øget genanvendelse og CO2-reduktion. Planen omfatter etablering af anlæg og skal forelægges, så der kan træffes beslutning om planen i både kommuner og ARC senest den 1. marts 2018 med henblik på ibrugtagning af anlæg i 2020. Planen skal endvidere indeholde finansieringsforslag og vurdering af rentabilitet.

Idet analyserne har påvist synergigevinster ved strukturel tilpasning, skal der i henhold til aftalen gennem­føres en strukturel tilpasning og hjemtages effektiviseringsgevinster. Under forudsætning af aftalens godkendelse undersøges forskellige muligheder i samarbejde med de berørte selskaber og øvrige ejere med henblik på beslutning senest den 1. marts 2017.

Dernæst rummer aftalen bestemmelser over for ARC vedrørende omlægning af lån og krav til effektivise­ringer.

Endelig er interessenterne forpligtet til at gøre status på aftalen senest den 1. juli 2018 i forhold til økonomi, CO2-målsætninger m.m. Ligeledes er interessenterne forpligtiget til at genforhandle aftalen, hvis der sker væsentlige ændringer i det lovgivningsmæssige grundlag, eller hvis der i øvrigt opstår behov herfor for eksempel ved en uventet udvikling i selskabets økonomi.

Under forudsætning af aftalens godkendelse i de enkelte kommunalbestyrelser, træder den i kraft den 1. oktober 2016.

Med en godkendelse af den politiske aftale forpligter interessenterne sig gennem interessenternes kommunalbestyrelser og ved instruktion af respektive bestyrelsesmedlemmer i selskabet til at gennemføre de nærmere angivne beslutninger, jf. ovenfor og jf. bilag.

Forvaltningen vurderer, at der med aftalen er fundet en løsning, som giver selskabet mulighed for at rette op på økonomien samtidig med, at klima og miljø styrkes.

Retsgrundlag

ARC er et fælleskommunalt interessentskab etableret efter reglerne i Styrelseslovens § 60. Hvidovre Kommune ejer og hæfter for ca. 7 % af ARC (nøgle: befolkningstal 1. januar2015).

Politiske beslutninger og aftaler

Sag vedr. analyse af scenarier for Amager Ressourcecenters fremtid blev vedtaget i Kommunalbestyrelsen den 29. september 2015. I den forbindelse besluttede Kommunalbestyrelsen, at Hvidovre Kommune indgår i samarbejde med Amager Ressourcecenters øvrige ejerkommuner om en nærmere analyse af scenarier for Amager Ressourcecenters fremtid, samt at kommunaldirektøren bemyndiges til i samarbejde med kommunaldirektørerne fra de øvrige ejerkommuner at udfærdige forslag til den videre proces samt forslag til løsningsmodeller.

Sag vedr. ejeraftale blev vedtaget i Kommunalbestyrelsen den 11. september 2012 (aftale af 31. august 2012 mellem ejerkommunerne om affaldsforbrændingskapacitet og styrket genanvendelse med beskrivelse af en række vilkår som forudsætning for en kommunal lånegaranti til en nyt forbrændingsanlæg).

Sag vedr. godkendelse af låneoptag til nyt affaldsforbrændingsanlæg blev vedtaget i Kommunalbestyrelsen den 29. september 2011.

Økonomiske konsekvenser

Sagen vedrører ARCs økonomi og har ingen bevillingsmæssige konsekvenser for kommunen. Interessentkommunerne hæfter solidarisk for selskabets forpligtelser og herunder eventuelle gæld. Forvaltningen vurderer, at der med aftalen er fundet en løsning som giver selskabet mulighed for at rette op på økonomien.

Miljømæssige konsekvenser

Forvaltningen vurderer, at der med aftalen er fundet en løsning, som styrker klima og miljø.

Bilag

  1. Aftale om genopretning af økonomi og CO2-fortrængning mellem interessentkommunerne i I/S Amager Ressourcecenter (pdf)
  2. Afrapportering vedr. advokatundersøgelse (pdf)

11. Eventuelt

Beslutning i Kommunalbestyrelsen den 30-08-2016

Karl Erik Høholt Jensen (V) bad om en redegørelse for IT-sikkerhed. Redegørelsen skal som minimum komme ind på nedenstående punkter og skal have kommunens IT sikkerhedsregulativ vedlagt som bilag.

·Organisering, ansvarsfordeling og kompetencer.

·Gennemgang af de sidste par års forbedringer.

·Gennemgang af de sidste års hændelser / sikkerhedsbrud.

·Forberedelse af den kommende EU forordning og rollen som data protection officer. Kommunens plan, status på forberedelserne og beskrivelse af hvem og hvor DPO rollen skal varetages.

·Groft økonomisk skøn af forbrug og kommende behov.

Forvaltningen bedes supplere redegørelsen, med deres egen vurdering af om kommunen pt. ligger på det rigtige niveau, eller om der er yderligere handlinger eller indsatser som bør gennemføres for at stille kommunen bedre.

Gert Krogstad-Nielsen (H) bad om en status for støjreguleringsplan ved Baunebakken.

Steen Ørskov Larsen (C) spurgte til skoleelevers brug af Ipad, herunder eventuelle begrænsninger for brugen.


12. Jorddeponering - Udvidelse af Avedøre Holme

Lukket sag

Beslutning i Kommunalbestyrelsen den 30-08-2016

Ad 1. – 3.

Godkendt.

Beslutning i Økonomiudvalget den 15-08-2016

Ad 1.

Anbefales godkendt.

Ad 2.

Anbefales godkendt.

Ad 3.

Anbefales godkendt.