Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Referat - Social- og Sundhedsudvalget den 2. marts 2015

Mødefakta

Dato: Mandag den 2. marts 2015
Mødetidspunkt: Kl. 17:00
Mødested: Sollentuna II

Medlemmer

  • Anders Liltorp (A)
  • Annette Møller Sjøbeck (V)
  • Ivan Fogtmann (O)
  • Kristina E. Young (H)
  • Lars Gundelack Jensen (A)
  • René Langhorn (O)

Fraværende med afbud

  • Kenneth F. Christensen (A)

Bemærkninger

Maria Durhuus deltog i stedet for Kenneth F. Christensen

Indholdsfortegnelse


1. Godkendelse af dagsorden

Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 02-03-2015

Godkendt.


2. Meddelelser

Sagsfremstilling

Dialog mellem Ældrerådet og politikere

Status på udvalgets arbejde

Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 02-03-2015

Børne- og Velfærdsdirektøren orienterede om møder mellem Ældrerådet og medlemmerne af Social- og Sundhedsudvalget samt orienterede om status på udvalgets arbejde.

Bilag

  1. SSU paraply.pdf (pdf)

3. Fællesmøde mellem Arbejdsmarkedsudvalget og Social- og Sundhedsudvalget

Beslutningstema

Udvalget bedes træffe beslutning om at afholde et fælles møde mellem Arbejdsmarkedsudvalget og Social- og Sundhedsudvalget.

Indstilling

Kultur-, Teknik-, Miljø og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller til Arbejdsmarkedsudvalget og Børne- og Velfærdsforvaltningen indstiller til Social- og Sundhedsudvalget

  1. at godkende at der afholdes et fællesmøde mellem Arbejdsmarkedsudvalget og Social- og Sundhedsudvalget
  2. at prioritere forslag til mødedatoer
  3. at komme med forslag til emner der ønskes drøftet i mødet

Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 02-03-2015

Ad 1. Godkendt.

Ad 2. Udvalget ønsker en af følgende datoer:

Torsdag den 9. april eller torsdag den 7. maj 2015 - begge møder forud for møder i  Arbejdsmarkedsudvalget.

Ad 3. Drøftet.

Sagsfremstilling

Formændene for Arbejdsmarkedsudvalget og Social- og Sundhedsudvalget ønsker at afholde et fællesmøde mellem de to udvalg.

Forvaltningen foreslår en af følgende datoer for afholdelse af fællesmøde:

Torsdag den 9. april forud for Arbejdsmarkedsudvalgsmøde

Mandag den 4. maj forud for Social- og Sundhedsudvalgsmøde

Torsdag den 7. maj forud for Arbejdsmarkedsudvalgsmøde

Udvalget bedes ligeledes beslutte, hvilke emner udvalget ønsker at drøfte på fællesmødet.

Retsgrundlag

Der er ikke noget retsgrundlag for beslutningen.

Politiske beslutninger og aftaler

Ingen bemærkninger.

Økonomiske konsekvenser

Ingen økonomiske konsekvenser for Hvidovre Kommune.


4. Projekt 5717 Nøglesystem til hjemmeplejen. Frigivelse af projekt

Beslutningstema

I 2015 er der afsat rådighedsbeløb på 1,2 mio. kr. til Nøglesystem i hjemmeplejen. Systemet kan varetage adgangskontrol til borgernes hjem samt styrke hjemmehjælpernes kommunikation og dataindhentning. Indstillingen handler om frigivelse af midler

Indstilling

Børne- og Velfærdsforvaltningen indstiller til Social- og Sundhedsudvalget

  1. at frigive Projekt 5717 Nøglesystem i hjemmeplejen

Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 02-03-2015

Godkendt.

Sagsfremstilling

Projektet omfatter etablering af et system, der kan varetage adgangskontrol til borgernes hjem samt mobilitet, dvs. hjælpemidler til brug for hjemmehjælpernes kommunikation, dataindhentning mv.

Etableringen af et nøglesystem for hjemmeplejen skal ses i forlængelse af den interesse og det fokus som Social- og Sundhedsudvalget har på indførsel af ny teknologi på ældreområdet.

Hjemmeplejen i Hvidovre har gennem en årrække systematisk arbejdet med implementering af ny teknologi. Dette indebærer blandt andet indførsel af mini-ipads og smart-phones samt udvikling af egen applikation specifikt for hjemmeplejen.      

Retsgrundlag

Der er ikke noget retsgrundlag for beslutningen.

Politiske beslutninger og aftaler

Kommunalbestyrelsen har ved vedtagelsen af budget 2015-2018 afsat rådighedsbeløb til projektet i 2015 på 1,2 mio. kr. og herudover er der afsat 1,7 mio. kr. i 2016 til projektet.

Anlægsbevilling på 1,2 mio. kr. er godkendt på Kommunalbestyrelsens møde den 25. november 2014 med bemærkning om at projektet skal frigives i Social- og Sundhedsudvalget.

Økonomiske konsekvenser

På investeringsoversigten i budget 2015 er der til Projekt nr. 5717 Nøglesystem til hjemmeplejen er der afsat rådighedsbeløb på 1.200.000 kr. i 2015 og 1.700.000 kr. i 2016.


5. Tilsynspolitik for personlig og praktisk hjælp

Beslutningstema

Kommunalbestyrelsen skal udforme og offentliggøre en tilsynspolitik for personlig og praktisk hjælp. Tilsynspolitikken skal revideres årligt. Denne revision er forholdsvis omfattende, da der er sat fokus på at styrke kvaliteten og læringen i tilsynsarbejdet.

Indstilling

Børne- og Velfærdsforvaltningen indstiller til Social- og Sundhedsudvalget,

  1. at godkende tilsynspolitikken
  2. at Handicaprådets og Ældrerådets høringssvar indgår i sagens behandling

Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 02-03-2015

Ad 1. Godkendt.

Ad 2. Handicaprådets og Ældrerådets høringssvar indgik i sagens behandling.

Sagsfremstilling

Formålet med tilsynspolitikken er at fastlægge rammerne for tilsynet med leverandørerne af personlig og praktisk hjælp, herunder om opgaverne løses i overensstemmelse med:

1.Hvidovre Kommunes kvalitetsstandarder og den enkelte borgers afgørelse.

2.At der arbejdes mod, at borgerne bliver så selvhjulpne som muligt.

3.At den hjælp borgeren er visiteret til, også er den hjælp, som borgeren modtager, at hjælpen har den rette kvalitet, og at der udføres den rette dokumentation.

4.At de økonomiske rammer overholdes.

5.At eventuelle fejl og mangler indgår i en fremadrettet kvalitetssikring, læring og udvikling.

Tilsynet skal således være med til at sikre kvalitet, sikkerhed, tryghed og økonomisk ansvarlighed hos såvel den kommunale som de private leverandører. Hidtil har tilsynsopgaven været integreret i de årlige revisitationsbesøg.

Der vil stadig være en årlig revisitation, hvor visitationen er i dialog med den enkelte borger, om den hjælp borgeren modtager. Med den reviderede tilsynspolitik vil tilsynet i højere grad blive dialogbaseret, og understøtte indsigt og forståelse hos alle parter. Den viden, der indsamles, bliver delt mellem parterne med henblik på gensidig læring og løsning af udfordringer. Tilsynene bliver dermed et bidrag til kvalitetsudviklingen både hos den enkelte leverandør og på tværs af kommunens leverandører. Ændringen ligger således i tråd med ældrepolitikkens fokus på faglig kvalitet.

Tilsynet med leverandører af personlig og praktisk hjælp

Hvidovre Kommunes tilsyn med personlig og praktisk hjælp består af tre elementer:

  • Kvalitetssikring af kommunens visitationer til borgerne
  • Kvalitetssikring af den leverede hjælp
  • Kvalitetssikring af økonomien i visitationen

For at sikre kvaliteten i den leverede hjælp, gennemføres der ét årligt tilsyn med den kommunale leverandør af personlig og praktisk hjælp. Endvidere gennemføres der ét årligt tilsyn med de private leverandører, der har mere end 30 borgere med personlig og praktisk hjælp. Private leverandører med færre end 30 borgere modtager tilsyn hvert tredje år. Grunden til denne grænse er, at stort set ingen leverandører har under 30 borgere, og de der har, har meget få borgere. Det vil derfor være en meget høj procentdel af leverandørernes borgere, der skal føres tilsyn med, hvis ikke denne grænse indføres. Denne grænse har kun betydning i 2015, da det forestående udbud af personlig pleje og praktisk hjælp, vil reducere antallet af leverandører, og det derfor forventes, at alle leverandører vil levere hjælp til mere end 30 borgere.

Tilsynene med den leverede hjælp har til hensigt at give svar på tre overordnede spørgsmål:

·Får borgerne den visiterede hjælp i den faglige kvalitet, som er fastlagt af kommunen, og som borgeren har retskrav på?

·Udføres opgaverne i overensstemmelse med kommunens retningslinjer for dels faglig dokumentation og dels for det daglige arbejde?

·Inddrages borgerne i opgaveløsningen, i det omfang de har ressourcer til det?

Tilsynene foretages af Visitationen.

Resultaterne af tilsynet formuleres i en tilsynsrapport, der indeholder eventuelle indsatsområder. Ud fra indsatsområderne udarbejdes der en tids- og handleplan, der sikrer, at indsatsområderne bringes i orden. Dialogen mellem kommunen og leverandøren tilrettelægges med fokus på, at tilsynene skal bidrage til læring i organisationen.

For at sikre en tæt dialog med leverandørerne, afholdes der leverandørmøde 3 gange årligt, for leverandører der leverer personlig pleje og praktisk hjælp efter Servicelovens § 83.

Afrapportering fra tilsynene

Hvert tilsyn afsluttes med en tilsynsrapport. På baggrund af tilsynsrapporterne udarbejdes der en årlig redegørelse med resultaterne af alle tilsynene. Redegørelsen sendes i høring hos Hvidovre Kommunes Ældreråd og Handicapråd og forelægges derefter politisk.

Retsgrundlag

Kommunalbestyrelsen har på baggrund af Servicelovens § 151c pligt til at udarbejde og offentliggøre en tilsynspolitik for alle sine tilbud efter Servicelovens § 83. Den fremlagte tilsynspolitik omfatter personlig og praktisk hjælp til borgere i eget hjem efter reglerne om frit valg af leverandør.

Kommunalbestyrelsen skal årligt følge op på tilsynspolitikken, og foretage de nødvendige justeringer.

Bilag

  1. Tilsynspoltikken (pdf)
  2. Høringssvar fra Handicaprådet (pdf)
  3. Høringssvar fra Ældrerådet (pdf)

6. Tildelte midler fra Sundhedsstyrelsen til familieorienteret alkoholbehandling

Beslutningstema

Det indstilles at ansøgning til et to- årigt tværkommunalt projekt med deltagelse af otte andre kommuner i Københavnsområdet under titlen ”Familieorienteret alkoholbehandling” godkendes. Fonden Lænke-ambulatorierne i Danmark står for udmøntningen.

Indtægt og udgiftsbevilling skal godkendes. 

Indstilling

Børne- og Velfærdsforvaltningen indstiller til Social- og Sundhedsudvalget, at det overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen anbefales

1.at godkende ansøgning til tværkommunalt projekt om familieorienteret alkoholbehandling som er fremsendt til Sundhedsstyrelsen

2.at godkende udgiftsbevilling på 3.047.012 kr. fordelt på årene 2015 og 2016

3.at godkende indtægtsbevilling på 3.047.012 kr. fordelt på årene 2015 og 2016

Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 02-03-2015

Ad 1. til 3. Anbefales godkendt.

Sagsfremstilling

Hvidovre Kommune har sammen med otte andre kommuner i Københavnsområdet og Lænken, ansøgt Sundhedsstyrelsen om en bevilling til et projekt vedrørende familieorienteret familiebehandling, som udføres i samarbejde med Lænken.

De øvrige kommuner er Brøndby, Rødovre, Ishøj/Vallensbæk, Albertslund, Tårnby/Dragør, Glostrup

Den 10. december 2014 har Sundhedsstyrelsen fremsendt bevillingsskrivelse på i alt 3,047 mio. kr. i årene 2015 og 2016. Bevillingen fordeler sig med 1,5 mio. kr. årligt

Hvidovre Kommune står som ansvarlig og ansøger på de ni kommuners vegne, hvilket overordnet betyder, at Hvidovre kommune modtager bevillingen og videresender bevilling til Lænken, der i det daglige udmønter projektet. Når projektet er færdigt foranlediger Hvidovre Kommune, at der udarbejdes et samlet regnskab til Sundhedsstyrelsen.

Midlerne fordeler sig på 2 hovedområder:

1.Implementeringsstøtte – 1,96 mio. kr. fordelt med 0,98 mio. kr. årligt.

2.Kompetenceudvikling af frontpersonale – 1,08 mio. kr. fordelt med 0,54 mio. kr. årligt.

Implementeringsstøtte

Implementeringsstøtten vil blive brugt til ansættelse af familiealkoholbehandlere i Lænkens ambulatorier i Glostrup og Hvidovre.

Tilbud til borgere.

Når en borger, der har børn (hjemmeboende eller på samkvem) indgår i ambulant alkoholbehandling vil borgeren blive tilbudt familieorienterede samtaler. Formålet er at pårørende bliver inddraget i behandlingen.

Der vil blive tilbudt forskellige former for samtaler. Individuelle samtaler med pårørende, parsamtaler, forældreforberedende samtaler, børnesamtaler og endeligt voksent barn-gruppe for voksne børn (15- 25 år). I alle tilfælde er målet, at gøre den drikkende voksne klart hvilke konsekvenser, hans/hendes livsstil har for de pårørende. Det skønnes på landsplan, at der er 122.000 børn, som vokser op i familier med alkoholproblemer.

Projektet er en form for videreførelse af tidligere projekt Kvalitet i Alkoholbehandlingen, som har løbet over årene 2010 – 2014. Dette projekt var et samarbejde mellem fem Vestegnskommuner og Lænken.

Kompetenceudvikling af frontpersonale

Den anden del af det nuværende projekt er kompetenceudvikling af frontpersonale. 

Disse midler kan bruges til mange forskellige tiltag.

·Der kan afholdes kursusdage enten for den enkelte kommune eller nogle kommuner kan indgå i et fælles fagligt tiltag.

·Der kan afholdes konferencedage i lighed med de 2 alkoholkonferencer, som er blevet afholdt i Hvidovre.

·Der kan udstationeres mentor fra Lænken, som fysisk er tilstede, et antal timer pr. ugen, i enten en  børne /familie afdeling eller i et Jobcenter, og derved kan være sparringspartner i alkoholrelaterede spørgsmål.

Det er meget vigtigt, at frontpersonalet i de forskellige forvaltningsdele opkvalificeres til at kunne tage den svære samtale omkring overforbrug af alkohol og kunne motivere borgeren til at gå i behandling.

Der vil blive ansat en projektleder til koordinering og udvikling af projektet. Midlerne til dette ligger i implementeringsstøtten. 

Yderligere kurser

Udover de tildelte midler, vil de kommuner som har fået en bevilling, blive tilbudt et antal kurser som afholdes af Sundhedsstyrelsen på landsplan.

Kurserne strækker sig fra uddannelse af frontpersonale til at kunne undervise kollegaer om at blive i stand til at se og kontakte forældre med alkoholproblemer og ved behov henvise forældre til de rette behandlingstilbud, til kursus i dobbeltfokuseret alkoholbehandling, som retter sig mod alkoholbehandlere som ønsker at arbejde med personer og familier som udover alkoholproblematikken har en psykisk lidelse.

Hvidovre Kommune ønsker fem pladser på kursus for undervisere af frontpersonale – fordelt med  plads til Børne / familieafdelingen, en plads til Familiecentret Poppelgården, en plads til PPR, og to pladser til rusmiddel konsulenterne i Ældre- og Handicapafdelingen.

Desuden ønsker Hvidovre Kommune tre pladser på Grunduddannelse af alkoholbehandlere, fordelt med to pladser til vores eget misbrugstilbud ”Pulsen” og en plads til Sundhedscentret.

Retsgrundlag

Alkoholbehandlingen er underlagt sundhedslovens § 141, som beskriver:

Stk. 2. Alkoholbehandling skal iværksættes senest 14 dage efter, at alkoholmisbrugeren har henvendt sig til kommunen med ønske om at komme i behandling.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan tilvejebringe tilbud om alkoholbehandling i henhold til stk. 1 ved at etablere behandlingstilbud på egne institutioner eller ved indgåelse af aftaler herom med andre kommunalbestyrelser, regionsråd, jf. stk. 4, eller private institutioner.

Stk. 4. Regionsrådet stiller efter aftale med de enkelte kommunalbestyrelser i regionen behandlingspladser m.v., jf. stk. 1, til rådighed for kommunerne og yder faglig bistand og rådgivning.

Stk. 5. Behandling og rådgivning til alkoholmisbrugere skal ydes anonymt, hvis alkoholmisbrugeren ønsker det.

Stk. 6. Behandling på alkoholambulatorium er vederlagsfri, uanset hvor patienten bor.

Økonomiske konsekvenser

Den 10. december 2014 har Sundhedsstyrelsen fremsendt bevillingsskrivelse på i alt 3,04 mio. kr. til projektet i årene 2015 og 2016.

Den samlede bevilling indtægts- og udgiftsføres i Kommunen.

Bevillingen fordeles ligeligt med 1,5 mio. kr. pr. år.

Der er ikke krav om kommunal medfinansiering.

Bilag

  1. Ansøgning familieorienteret alkoholbehandling (pdf)
  2. Bevillingsskrivelse projekt (pdf)

7. Eventuelt

Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 02-03-2015

Annette Møller Sjøbeck (V) spurgte til uddeling af Sundhedsprisen 2014. Forvaltningen svarede på mødet.

Ivan Fogtmann (O) spurgte til omfanget af dokumentation på plejecentrene. Forvaltningen svarede på mødet.

Maria Durhuus (A) roste projektet Kys Livet.