Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Referat - Social- og Sundhedsudvalget den 1. december 2014

Mødefakta

Dato: Mandag den 1. december 2014
Mødetidspunkt: Kl. 17:00
Mødested: Sollentuna II

Medlemmer

  • Anders Liltorp (A)
  • Annette Møller Sjøbeck (V)
  • Ivan Fogtmann (O)
  • Kenneth F. Christensen (A)
  • Kristina E. Young (H)
  • Lars Gundelack Jensen (A)
  • René Langhorn (O)

Indholdsfortegnelse


1. Godkendelse af dagsorden

Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 01-12-2014

Godkendt.


2. Meddelelser

Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 01-12-2014

Børne- og Velfærdsdirektøren orienterede om følgende:

-Opfølgning på Læserbrev i Hvidovre Avis

-Opfølgning på borgerhenvendelse til Kommunalbestyrelsen

-Tilsagn om midler til forlængelse af Hjerneskadeprojektet således at det kan fortsætte i 2015


3. Handleplan for det specialiserede socialområde

Beslutningstema

Social- og Sundhedsudvalget skal tage stilling til forvaltningens forslag til at reducere det stigende merforbrug på det specialiserede socialområde. En reduktion, som foreslås opnået ved at revurdere og eventuelt ændre bevillingsniveauet på nogle af de omkostningstunge ydelser på det specialiserede socialområde.

Indstilling

BV indstiller til SSU Børne- og Velfærdsforvaltningen indstiller til Social- og Sundhedsudvalget

  1. at forvaltningen implementerer følgende tre faglige strategier: Det gode ”købmandskab”, Styrkelse af myndighedsområdet og Kompetenceudvikling af medarbejderne
  2. at forvaltningen igangsætter de foreslåede indsatsområder
  3. at forvaltningen udarbejder analyser vedrørende etablering af egne tilbud på områderne Misbrugsbehandling og Midlertidige boliger til forelæggelse i foråret 2015
  4. at forvaltningen udarbejder analyse vedrørende etablering af botilbud i eget regi i foråret 2015
  5. at Handicaprådets høringssvar indgår i sagens behandling

Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 01-12-2014

Ad 1.

For: Gruppe A og O.

Imod: Liste H og Gruppe V med bemærkning om, at hele Kommunalbestyrelsen bør deltage i drøftelsen.

Ad 2.

For: Gruppe A og O.

Imod: Liste H og Gruppe V med bemærkning om, at hele Kommunalbestyrelsen bør deltage i drøftelsen.

Ad 3.

For: Gruppe A og O.

Imod: Liste H og Gruppe V med bemærkning om, at hele Kommunalbestyrelsen bør deltage i drøftelsen.

Ad 4.

For: Gruppe A og O.

Imod: Liste H og Gruppe V med bemærkning om, at hele Kommunalbestyrelsen bør deltage i drøftelsen.

Ad 5. Handicaprådets høringssvar indgik i sagens behandling.

Gruppe V bragte sagen til standsning og begærede sagen til behandling i Kommunalbestyrelsen. Børne- og Velfærdsdirektøren gjorde udvalget opmærksom på, at dette medfører at vi går ind i 2015 med et merforbrug, der vil betyde yderligere serviceforringelse hvis den samlede budgetramme skal overholdes.

Sagsfremstilling

Forvaltningen udarbejdede i forbindelse med direktionens budgetoplæg ”Budget i balance 2015 – 2018” en budgetanalyse på det specialiserede socialområde.

Den overordnede analyse blev udarbejdet på baggrund af et forventet merforbrug på 5 mio. kr. i 2015 og 10 mio. kr. i 2016. Merforbruget er beregnet ud fra den forventede tilgang i sager og nuværende priser på kendte tilbud. I forbindelse med vedtagelsen af budget 2015-18 er der tilført 2,5 mio. kr. til det specialiserede socialområde, således at den aktuelle udfordring er på 2,5 mio. kr. i 2015 stigende til 7,5 mio. kr. i de efterfølgende år.

Når man ser på bevægelserne hen over årene 2012 – 2014, er det især tilgangen af sager til midlertidige boliger i henhold til Lov om Social Service § 107, der har haft indflydelse på de stigende udgifter på området. Hertil kommer nogle få botilbud i henhold til Lov om Social Service § 108 og misbrugsområdet.

Forvaltningen har valgt at se bredt på det specialiserede socialområde med henblik på at fremlægge forslag til handlemuligheder, som samlet set kan nedbringe merforbruget og skabe et økonomisk råderum, da forvaltningen fortsat forventer en tilgang af borgere med behov for særlige støtteforanstaltninger.

I det følgende beskrives de ydelsesområder, som forvaltningen anbefaler revurderet

Som det kan ses af bilaget, vil det være muligt at iværksætte handlinger på følgende områder:

Kritisk gennemgang af borgernes tilbud med henblik på at opnå mindst indgribende foranstaltninger

Forvaltningen vil under denne indsats vurdere, om borgerne har et tilbud, som gør, at den overordnede strategi om mindst indgribende foranstaltning, er efterlevet. Det kan eksempelvis være flytning fra et tilbud til et andet, flytning til egen bolig med støtte og/eller reduktion af antal aktivitetstilbud koblet op på et botilbud.

Gennemgang af borgernes ydelser med henblik på en eventuel omlægning og/eller ophør af ydelser

Forvaltningen har ved gennemgangen af nogle af sagstyperne, her tænkes især på Borgerstyret Personlig Assistance (BPA) og socialpædagogisk støtte, fundet grundlag for, at disse bevillinger revurderes ud fra ny viden på området. Det kan betyde, at borgerne får en anden sammensætning af ydelserne og/eller stop af nuværende ydelser for at modtage rådgivning og vejledning om brugen af almene tilbud som for eksempel aftenskole, motionscenter eller hjemmehjælp.

Genforhandling af tidligere indgåede aftaler

Forvaltningen vil som ved tidligere indsats genforhandle prisen i forhold til det tilbud, hvor borgerne har deres nuværende indsats. Dette omfatter også eventuelle tilkøb, hvor kommunen betaler en særlig takst knyttet op på den enkelte borgers funktionsniveau.

Undersøgelse af muligheden for at omlægge flest mulige tilbud til eget regi

Denne indsats skal belyse, hvor Hvidovre Kommune med fordel kan etablere egne tilbud med henblik på at reducere køb af ydelser hos eksterne leverandører. Det kan være behandling af misbrug, omlægning af socialpædagogisk støtte, etablering af aktivitetstilbud.

Undersøgelse af muligheden for at skabe midlertidige boliger i eget regi

Hvidovre Kommune kan med fordel have boliger til midlertidigt brug til rådighed for de borgergrupper, der midlertidigt står uden bolig. Som det ses af bilaget, arbejdes der på muligheden for anvisning af yderligere boliger, men der vil være borgere, som i perioder har behov for en midlertidig bolig af sociale årsager. Forvaltningen vil som udgangspunkt undersøge muligheden for at etablere midlertidige boliger i bygninger, som forvaltningen for nuværende råder over.

Under dette punkt vil forvaltningen tillige undersøge muligheden for at etablere boliger til borgere inden for diagnosegrupperne sindslidelse og autisme. Hvidovre Kommune har for nuværende ikke tilbud til disse målgrupper i eget regi, hvorfor det er nødvendigt at købe pladser, der hvor der ledige pladser til rådighed.

Borgernes rettigheder

Forvaltningen er bevidst om, at handlinger, der vedrører ændring af serviceniveau, skal gennemføres i henhold til gældende lovgivning, herunder borgernes rettigheder om inddragelse samt klageadgang i forhold til forvaltningens eventuelle ændrede afgørelser.

Men det er forvaltningens vurdering, at det vil være muligt at reducere udgifterne ud fra såvel et fagligt som et økonomisk skøn. Dette gør sig gældende både for nuværende og for kommende tilbud til borgerne.

Strategi

På landsplan er der på det specialiserede område en tendens, der peger mod, at borgerne skal:

  • tilbydes mindst indgribende foranstaltning, der tilgodeser borgerens behov
  • støttes i at forblive i egen bolig frem for at flytte i botilbud
  • have en indsats, der har fokus på udvikling og tilpasning af indsatsen, således at borgernes egne ressourcer understøttes, og
  • sikres, at deres færdigheder vedligeholdes.

Disse tendenser ønsker forvaltningen at understøtte, ved at det fremtidige arbejde på det specialiserede socialområde bygger på følgende faglige strategi:

Strategiens fokusområder

  • Det gode ”købmandskab”
  • Styrkelse af myndighedsfunktionen
  • Kompetenceudvikling af medarbejderne
  • Fokusområderne hver for sig

Det gode Købmandskab

  • Medarbejderne skal bevidstgøres om effekt og evidens i forhold til tilbudspris
  • Anbringelseskonsulenten skal understøtte arbejdet omkring forhandling og afgrænsning i betaling for det enkelte tilbud
  • Inddrage tilskudsmuligheder fra andre sektorer
  • Gennem tværfagligt arbejde skal kommunens samlede muligheder og ressourcer tænkes ind i opgaveløsningen
  • Forvaltningen skal skabe muligheder for at etablere tilbud i eget regi frem for at købe eksterne tilbud

Styrkelse af myndighedsfunktionen

  • Fokus på understøttelse af sagsbehandlerne ved faglige konsulenter, herunder ansættelse af anbringelseskonsulent
  • Skabe muligheder for at medarbejderne gennem tværfagligt samarbejde bliver inddraget tidligt nok i sagerne
  • Ændret ledelsesstruktur ved sammenlægning af myndighedsfunktionerne

Kompetenceudvikling af medarbejderne

  • Medarbejderne skal kommunikativt lære at mestre den svære samtale
  • Medarbejderne skal, ved hjælp af anbringelseskonsulenten, styrkes i, hvordan det rigtige tilbud findes
  • Medarbejderne skal understøttes i at se borgernes ressourcer frem for begrænsninger, herunder at en diagnose ikke nødvendigvis indebærer et forløb.

Iværksættelse af handleplanen

Forvaltningen kan iværksætte langt de fleste tiltag umiddelbart i forbindelse med en eventuel vedtagelse af den faglige strategi og indsatsområderne, der vedrører borgernes ydelser.

Det skal dog bemærkes, at det nødvendigvis må ske hen over året, dels fordi det vil omfatte opsigelse af kontrakter, varsler i forhold til eventuelt ophør af ydelser/ændring af bevilling og omstrukturering af egne tilbud.

Forvaltningen vil fremlægge analyser i foråret 2015 med henblik på drøftelse af etablering af egne botilbud og misbrugsbehandling, da disse tiltag nødvendiggør en omfattende planlægning samt en drøftelse af placering og serviceniveau.

Det økonomiske skøn i forhold til indsatser

Dette skema indeholder et overblik over de forventede økonomiske råderum på indsatsområderne

Reduktioner der kan realiseres umiddelbart som konsekvens af ændrede handlinger på ydelsesområder

Beløb for helårsvirkning

Indsatser som kan iværksættes løbende ved tildeling af boliger og fremlæggelse af analyser

Skøn over helårsvirkning

Genforhandling af tidligere indgåede aftaler

500.000 kr.

Boliger inden for seks måneder (§107 tilbud)

2.400.000 kr.

Omlægning af tilbud til eget regi, herunder misbrugsbehandling

1.250.000 kr.

Boliger indenfor de kommende to år (§107 tilbud)

3.600.000 kr.

Gennemgang af borgernes tilbud i henhold til målet om mindst indgribende foranstaltning

400.000 kr.

Overflytning til billigere tilbud

2.000.000 kr.

Eventuel omlægning og/eller ophør af ydelser.

500.000 kr.

Boliger til § 109 / § 110

1.680.000 kr.

Brug af kommunal ejendom til midlertidige boliger

700.000 kr.

Flytning til andet botilbud og genforhandling pris § 107

300.000 kr.

I alt

2.650.000 kr.

10.680.000 kr.

Retsgrundlag

Forvaltningens forslag er udarbejdet i henhold til Lov om Social Service, som er det overordnede lovgrundlag for det specialiserede socialområde og som udstikker den overordnede ramme for visitation til tilbud.

Formålet med denne lov er

  1.  at tilbyde rådgivning og støtte for at forebygge sociale problemer,
  2. at tilbyde en række almene serviceydelser, der også kan have et forebyggende sigte, og
  3. at tilgodese behov, der følger af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer

Stk. 2. Formålet med hjælpen efter denne lov er at fremme den enkeltes mulighed for at klare sig selv eller at lette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten.

Stk. 3. Hjælpen efter denne lov bygger på den enkeltes ansvar for sig selv og sin familie. Hjælpen tilrettelægges på baggrund af en konkret og individuel vurdering af den enkelte persons behov og forudsætninger og i samarbejde med den enkelte. Afgørelse efter loven træffes på baggrund af faglige og økonomiske hensyn.

De specifikke paragrafområder i Lov om Social Service er

  • § 85, socialpædagogisk støtte
  • § 96, borgerstyret personlig assistance
  • § 101, rådgivning – den sociale del stofmisbrugere
  • §§ 103 og 104, beskæftigelse og aktiviteter
  • § 107, midlertidige botilbud
  • § 108, varige botilbud
  • § 109, krisecenter
  • § 110, herberg

Forvaltningen har ikke forholdt sig til Sundhedslovens § 142, da der på nuværende tidspunkt ikke foreligger forslag om misbrugsbehandling, der indeholder lægelig behandling.

Økonomiske konsekvenser

Med iværksættelse af de foreslåede foranstaltninger, vurderer forvaltningen, at budgettet kan overholdes.

Bilag

  1. Handleplan for Det Specialiserede Socialområde (pdf)
  2. Høringssvar fra Handicaprådet i Hvidovre (pdf)

4. Indsatser til overvægtige børn

Beslutningstema

Social- og Sundhedsudvalget og Børne- og Undervisningsudvalget forelægges forslag til en omstilling af indsatsen målrettet overvægtige børn og orienteres om mulige udviklingsperspektiver.

Indstilling

Børne- og Velfærdsforvaltningen indstiller til Social- og Sundhedsudvalget og Børne- og Undervisningsudvalget:

  1. At tage orienteringen om indsatsen målrettet overvægt blandt børn til efterretning.
  2. At godkende, at indsatsen målrettet overvægt blandt børn omstilles, så Fit Family lukkes og Fit New Born udvides.

Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 01-12-2014

Ad 1. Taget til efterretning.

Ad 2. Godkendt.

Sagsfremstilling

Baggrund

I Danmark er omtrent hvert femte barn overvægtigt. I Hvidovre er cirka 16% af børnene i indskolingen overvægtige. Hidtil har Hvidovre haft to tilbud målrettet forebyggelse af overvægt blandt børn. Fit New Born, som er et tilbud til nybagte mødre, der før graviditeten har været overvægtige, og Fit Family, som er et tilbud til overvægtige familier med børn i 3-8 års alderen.

Fit New Born

Deltagerne til Fit New Born rekrutteres systematisk når Hvidovre Hospitals udskriver nybagte mødre efter fødslen. Kommunen modtager data om alle nybagte mødre, der har været overvægtige inden graviditeten. Sundhedsplejen kontakter mødrene personligt og mange tager i mod tilbuddet, og er meget motiverede for at ændre livsstil. Nogle af deltagerne har både sundhedsmæssige og sociale udfordringer. I efteråret 2014 er der oprettet et ekstra hold, så der afvikles to hold i stedet for et hold. I 2014 er der fundet ressourcer til det ekstra hold inden for rammen og med støtte fra Sundhedspuljen.

Fit Family

Fit Family har, for de som har deltaget, været en succes med fine evalueringer, og nogle familier er nået langt med de livsstilsændringer, de ønskede. De fleste familier har, ligesom nogle af deltagerne i Fit New Born både sundhedsmæssige og sociale udfordringer. Det har hele tiden været vanskeligt at rekruttere familierne, og det er vurderingen, at arbejdet med at rekruttere er for stort sammenholdt med det antal, som har deltaget i og gennemført Fit Family.

Lukning af Fit Family og udvidelse af Fit New Born

Det har, som nævnt, været meget vanskeligt, at rekruttere et tilstrækkeligt antal familier til Fit Family, mens interessen for Fit New Born har været større end den kapacitet, der er til rådighed. Forvaltningen forslår derfor at lukke Fit family og i stedet udvidet med to-tre ekstra hold årligt i Fit New Born.

I år er de familier, som var klar til at starte på et forløb i Fit Family, men som ikke kunne komme i gang grundet manglende tilslutning, blevet tilbudt et forløb hos Sundhedscentrets diætist, der vejleder familien om kost, valg af motion mv.

Perspektiver for forebyggelse af overvægt blandt børn

Andelen af overvægtige børn i Hvidovre betyder, at der er brug for, at nytænke tilbuddene til overvægtige børn og deres familier. I regi af sundhedsplejen er der derfor igangsat et projekt, som skal afdække viden om og muligheder for, at styrke tilbuddene til børn med overvægt og deres familier.

Der fokuseres nationalt i høj grad på, at effektivisere indsatser rettet mod overvægtige børn og unge. Som oftest er indsatserne gruppeaktiviteter med enkeltstående klassetrin eller særligt udvalgte grupper som udgangspunkt. Skal metoderne udbredes som et tilbud til alle overvægtige børn i kommunen, er det særdeles omkostningstungt. Der er for tiden ingen evidens for effekten på lang sigt, men nogle af indsatserne ser ud til at medføre umiddelbare vægttab. Evalueringer tyder på, at for en del af deltagerne bliver det enkelte barn og families præmisser ikke tilgodeset, og at fastholdelse og motivation for det enkelte barn på sigt udebliver. Det er af afgørende karakter, i indsatsen mod overvægt, at den er langvarig, vedvarende og når så mange børn som muligt. Sundhedsplejens undersøgelse har derfor fokus på, hvordan det er muligt at styrke tilbuddene til overvægtige børn og unge, hvor flest børn og unge tilgodeses.

Indsatsens fokusområder

De kerneelementer, der arbejdes med fokuserer på en bred tilgang til det forebyggende sundhedsarbejde, og består af en forebyggende del, en behandlende og opsporende del.

På nuværende tidspunkt undersøges indsatser, der har dokumenterede resultater. Se nedenstående fokusområder:

·Obligatorisk 3-års hjemmebesøg til alle familier samt styrket samarbejde med daginstitutionerne i forhold til fysisk aktivitet. DSR foreslår, at sundhedsplejen foretager et hjemmebesøg, der får familien til at reflektere over deres vaner i forhold til kost og bevægelse. Denne tidlige opsporing kan vise sig, at gøre en forskel i forhold til barnets videre vægtudvikling. Ydermere ses hjemmebesøgene som en del af Sundhedsstyrelsens vision om at bekæmpe ulighed i sundhed.

·Holbæk-modellen. Modellen består af individuelle forløb for det overvægtige barn og familie med udgangspunkt i en særlig tilgang og kontinuitet. Holbæk-modellen tager udgangspunkt i familiens individuelle behov og udfærdiger en konkret punktplan for familiens hverdag. Børnene følges i indsatsen, så længe de profiterer af det. 80% af de deltagende børn opnår et vægttab.

·Fars Køkkenskole. Fars Køkkenskole er en køkkenskole for far og børn med fokus på det sunde måltid og tilberedningen af det. Gruppetilgangen kan i samspil med mere individorienterede indsatser styrke den samlede forebyggende indsats mod overvægt. Nordea-fonden ønsker at støtte Fars Køkkenskole i 10 udvalgte kommuner med økonomiske midler til oplæring af køkkenskoleundervisere.

Undersøgelsen vil danne grundlag for et forslag til et konkret pilotprojekt, hvor de centrale fokusområder i den valgte indsats afprøves. Pilotprojektet forventes opstartet i 2. kvartal 2015.

Ud over indsatsen direkte målrettet overvægtige børn og opsporing af overvægt, er der behov for at forebygge, at børnene i Hvidovre overhovedet bliver overvægtige. Risikoen for at udvikle overvægt hænger blandt andet sammen med kostvaner og fysisk aktivitet. Der har gennem de sidste år været en række initiativer målrettet mad og måltider. Der igangsættes derfor et samarbejde mellem Sundhedscenteret og børneområdet om bevægelse og fysisk aktivitet. Samarbejdet vil i første omgang sætte fokus på, hvordan institutionerne på børneområdet bliver endnu bedre til at integrere bevægelse i hverdagen.

Retsgrundlag

Sundhedslovens § 119

Økonomiske konsekvenser

Indstillingen har ingen selvstændige økonomiske konsekvenser.

Sundhedsmæssige konsekvenser

Det øgede fokus på forebyggelse af overvægt og inaktivitet forventes at bidrage positivt til sundhed og trivsel hos børn i Hvidovre.


5. Sundheds- og forebyggelsespolitik 2015-2018

Beslutningstema

Hvidovre Kommunes Sundheds- og forebyggelsespolitik udløber med udgangen af 2014. Der fremlægges et udkast til en ny politik for perioden 2015-2018.

Indstilling

BV indstiller til SSU at Børne- og Velfærdsforvaltningen indstiller til Social- og Sundhedsudvalget at anbefale over for Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen

  1. at drøfte og godkende forslag til Hvidovre Kommunes Sundheds- og forebyggelsespolitik 2015-2018.
  2. at Ældrerådets og Handicaprådets høringssvar indgår i sagens behandling.

Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 01-12-2014

Ad 1. Anbefales godkendt.

Ad 2. Ældrerådets og Handicaprådets høringssvar indgik i sagens behandling.

Sagsfremstilling

Baggrund

Hvidovre Kommunes Sundheds- og forebyggelsespolitik er den tredje i rækken. Med politikken sættes rammen for de næste fire års arbejde med sundhed i Hvidovre Kommune.

Sundheds- og forebyggelsespolitikken revideres i et fire-årigt rul, der er koordineret med den regionale Sundhedsprofil og de lovpligtige sundhedsaftaler.

Den seneste sundhedsprofil fra 2013, viser, at borgerne i Hvidovre på en række områder har fået en sundere adfærd, men der er plads til forbedring, og den sociale ulighed i sundhed er fortsat stigende. Det er positivt, at andelen af rygere er faldet, men mange af kommunens borgere bevæger sig for lidt i dagligdagen, har usunde madvaner, og næsten hver anden borger vejer for meget. Derudover er der en del af borgerne, som trives dårligt og fx oplever et højt stressniveau.

Borgernes sundhed påvirkes af adskillige faktorer bl.a. uddannelse, sociale forhold, arbejdstilknytning og miljø, trafikforhold, livsstil, vaner og mulighed for fritidsudfoldelser. Alle kommunale områder kan derfor bidrage til at forebygge sygdom og fremme sundhed.

Hvidovre er børnenes og familiernes by. Den nye Sundheds- og forebyggelsespolitik tager afsæt i den vision. Det er samtidig hensigten, at den nye sundheds- og forebyggelsespolitik sætter retningen og rammen for udviklingen af sundhedsområdet på en måde, så den kan imødekomme kommunens stigende opgavevaretagelse på sundhedsområdet, både som følge af indgåede aftaler og som følge af de anbefalinger der løbende kommer.

Sammen om sundhed – med omtanke for den enkelte

På baggrund af en proces med konstruktive input fra Social- og Sundhedsudvalget, Teknik- og Miljøudvalget, Arbejdsmarkedsudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget, Børne- og Undervisningsudvalget, Ældreråd og Handicapråd har forvaltningen udarbejdet forslag til Hvidovre Kommunes Sundheds- og forebyggelsespolitik 2015 -2018 (bilag 1) med titlen:

Sammen om sundhed – med omtanke for den enkelte

Med titlen signaleres, at alle har et ansvar for sundhed og for egen sundhed, men at der også er borgere, der har svært ved at gøre brug af de muligheder og tilbud, der er til rådighed og derfor har brug for en særlig indsats.

Hvidovre skal være et godt sted at bo for alle nuværende og kommende borgere i alle aldre, - også når det handler om muligheden for at leve sundt og opleve høj livskvalitet og livsglæde. Derfor sætter vi fokus på:

  • Attraktive byrum
  • Sundhed i hverdagen
  • Støtte til at leve sundt og med sygdom

Sundheds- og forebyggelsespolitikken 2015-2018 skal realiseres på tværs af politikområder og som en del af fastlæggelsen af mål på alle fagområder. Derudover laves der årligt en plan, som sætter fokus på udviklingen af sundhedstilbuddene og indsatserne i det nære sundhedsvæsen.

Tids- og procesplan:

I forlængelse af den politiske behandling færdiggøres politikken med layout osv. med henblik på formidling primo 2015.

Retsgrundlag

Sundhedsloven

Afsnit IX. Kommunale sundhedsydelser.

Politiske beslutninger og aftaler

Social- og Sundhedsudvalget har den 2. juni 2014 godkendt procesplanen for udarbejdelse af en ny Sundheds- og forebyggelsespolitik 2015-2018.

I perioden september til oktober 2014 har Social- og Sundhedsudvalget, Arbejdsmarkedsudvalget, Børne- og Undervisningsudvalget, Teknik- og Miljøudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget drøftet og kommet med bidrag til politikken.

Økonomiske konsekvenser

Indstillingen har ingen selvstændige økonomiske konsekvenser.

Sundhedsmæssige konsekvenser

Hvidovre Kommunes Sundheds- og forebyggelsespolitik 2015-2018 forventes på sigt at kunne medvirke til at fremme borgernes sundhed.

Bilag

  1. Sundheds- og forebyggelsespolitik 2015-2018 (pdf)
  2. Høringssvar fra Hvidovre Ældreråd (pdf)
  3. Høringssvar fra Handicaprådet i Hvidovre (pdf)

6. Tilsyn på bofællesskab 2014 - Gl. Køge Landevej

Beslutningstema

Socialtilsyn Hovedstaden har ført tilsyn og regodkendt tre af Hvidovre Kommunes fire bofællesskaber. Social- og Sundhedsudvalgets behandlede tilsynsrapporterne på møde den 6. oktober 2014.

Rapporten for Socialtilsynets besøg på Bofællesskabet Gl.Køge Landevej er nu modtaget i endelig form og fremlægges nu til politisk behandling.

Indstilling

Børne-og Velfærdsforvaltningen indstiller til Social- og Sundhedsudvalget at anbefale overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen

1.at tage Socialtilsyn Hovedstadens regodkendelse af Bofællesskabet Gl. Køge Landevej til efterretning.

2.at forvaltningen igangsætter procesplan om flytning af borgerne til andre tilbud.

3.at tage til efterretning, at Handicaprådets høringssvar indgår i sagens behandling.

Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 01-12-2014

Ad 1. Anbefales taget til efterretning.

Ad 2. Anbefales godkendt.

Ad 3. Handicaprådets høringssvar indgik i sagens behandling.

Sagsfremstilling

Baggrund

Fra 2014 er det jævnfør ny lovgivning Socialtilsyn Hovedstaden, der godkender og fører tilsyn med sociale døgntilbud i Region Hovedstadens kommuner, herunder bofællesskaberne i Hvidovre Kommune.

Frederiksberg Kommune er hjemkommune for Socialtilsyn Hovedstaden.

Socialtilsynet har gennemført re-godkendelsebesøg i Bofællesskabet Gl. Køge Landevej den 23. juni 2014.

Metode

Ved tilsynene tager Socialtilsyn Hovedstaden, ligesom de øvrige fire socialtilsyn i landet, udgangspunkt i Socialstyrelsens kvalitetsmodel, og vurderer tilbuddenes kvalitet indenfor syv forskellige temaer:

·Uddannelse og beskæftigelse (beboernes)

·Selvstændighed og relationer

·Målgrupper, metoder og resultater

·Organisation og ledelse

·Kompetencer

·Økonomi

·Fysiske rammer

Socialtilsynet skal re-godkende alle eksisterende tilbud i perioden 1.januar 2014 til 31.december 2015. I Hvidovre Kommunes bofællesskaber er det første tilsyn gennemført som en re-godkendelse af tilbuddene.

Socialtilsynets vurdering

Den samlede vurdering findes forrest i rapporten, sammen med afgørelsen og eventuelle påbud og opmærksomhedspunkter. Efter den samlede vurdering, gennemgår rapporten hver enkelt af kvalitetsmodellens temaer og angiver en gennemsnitsbedømmelse (af indikatorerne) for hvert tema.

Tilsynsrapporten indeholder Socialtilsynets bedømmelse og vurdering af om tilbuddet fortsat har den fornødne kvalitet og samlet set fortsat opfylder betingelserne for godkendelse.

Socialtilsynets bedømmelse af kvaliteten foretages med udgangspunkt i kvalitetsmodellens kriterier og indikatorer ved hjælp af en 5- trins skala.

Tilsynsrapporten og konklusionerne heri indgår i Socialtilsynets feedback og opfølgning i forhold til tilbuddet.

Bofællesskabet Gl. Køge Landevej drives efter SEL §108. Målgruppen er borgere med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Efter gennemgang af Kvalitetsmodellens temaer konkluderer Socialtilsynet overordnet:

·at de fysiske rammer ikke i tilstrækkelig grad matcher målgruppens behov.

·at borgene føler sig hjemme i de fysiske rammer og at den fysiske placering giver dem mulighed for på egen hånd at deltage i socialt samvær og aktiviteter i lokalmiljøet

·at tilbuddet igennem konkrete indsatser understøtter borgerne i at udnytte deres potentiale i forhold til at være i og fastholde beskæftigelse.

·at tilbuddet støtter borgerne i at bevare deres funktionsniveau og leve et selvstændigt liv i overensstemmelse med egne ønsker og behov. De støttes i at leve et aktivt fritidsliv med kontakt til venner og familie, og de tilbydes fælles aktiviteter og samvær i Klub Hvid.

·at tilbuddet arbejder med relationer og en anerkendende tilgang, som medvirker til at sikre borgernes trivsel.

·at tilbuddet sikrer borgernes medinddragelse, medbestemmelse og indflydelse vedrørende beslutninger om dem selv og deres hverdag i tilbuddet.

·at der vejledes i sund livsstil, og at borgerne modtager støtte til deres adgang til relevante sundhedsydelser.

Som det kan ses af tilsynets konklusioner, er der anerkendelse af det borgerrettede arbejde, hvorimod de fysiske rammer ikke kan godkendes.

Socialtilsynets afgørelse for Bofællesskabet Gl. Køge Landevej er givet med vilkår om, at der sker væsentlige forbedringer i forhold til de fysiske rammer. Konkret skal tre strakspåbud udbedres.

Tre strakspåbud.

Nedenfor skitseres kort handleplan på de vilkår, der kræves imødekommet,  i forhold til re-godkendelsen af tilbuddet Bofællesskabet Gl. Køge Landevej. Socialtilsynet har godkendt handleplanen og tiltag.

1.”At trappen mellem stueetage og kælder på grund af høj risiko for fald ikke benyttes af borgerne

  • Trappen benyttes ikke af beboerne
  • Der er sat lås på døren, som kun medarbejderne har nøgle til.
  • Vasketøjet sørger personalet midlertidigt for
  • Tilbud for flytning af vaskesøjlen er indhentet (ca. kr. 20.000,-)

2. ”At der iværkssættes grundig rengøring af samtlige fællesarealer i huset”

  • Der er foretaget hovedrengøring af den kommunale rengøring
  • Den kommunale rengøring overtager aftalen
  • Tidligere rengøringsaftale er opsagt

3.At der ikke optages nye borgere i tilbuddet, før de fysiske rammer er godkendt

  • Der optages ikke nye borgere i tilbuddet

Forudsætninger for at tilbuddet kan godkendes

Socialtilsynet har i forbindelse med tilsynet sat nogle betingelser op for at godkende Gl. Køge Landevej som bofællesskab for den nuværende målgruppe.

Følgende krav skal opfyldes

1.Sikring af trappen fra førstesalen til stueetagen.

2.Det sikres, at der ikke kommer træk fra vinduerne.

3.Varmeforsyningen stabiliseres, og der skal gives mulighed for kald.

4.Renovering og ombygning af badeværelser, så de svarer til målgruppens behov.

5.Det skal sikres, at der som minimum er et badeværelse til deling for hver to borgere.

6.Væsentlige mangler i den generelle vedligeholdelse skal udbedres

Punkterne 1-3 udbedres ved gelænder mellem etagerne, tætning af vinduer ved en mindre foranstaltning og varmeforsyningen kontrolleres. Borgerne får mulighed for kald til nattevagten i et af de andre bofælleskaber.

Udgifterne til udbedring af punkterne 4-6 vil være meget omkostningstunge, som det kan ses af notat udarbejdet af Ejendomsafdelingen den 2. oktober 2014, hvori det også konkluderes, at det ikke vil være muligt at etablere bade- og toiletforhold til den eksisterende bygning, som kan imødekomme de krav, der stilles.

Da det ikke vil være muligt at efterkomme kravet om renovering af badeværelser, er det forvaltningens vurdering, at bofællesskabet bør lukkes og beboerne tilbydes anden bolig.

Flytning af borgere, skal være effektueret 15. november 2015

Den 23. september 2014 blev der afholdt møde for de pårørende til borgere på Gammel Køge Landevej. De pårørende blev orienterede om socialtilsynets rapport og om betydningen heraf. På det tidspunkt forelå rapport kun i høring. (Efter høringstidspunktet, er tidsfristen for borgernes flytning blevet forlænget, og der er indskrevet enkelte andre forhold).

Bofællesskaberne havde valgt at inddrage de pårørende før borgerne, af hensyn til borgernes tryghed, således at de pårørende havde bedre mulighed for at bakke op om borgerne, når de bliver orienteret.

Det var ikke overraskende for de pårørende, at huset ikke længere fandtes egnet som botilbud, og de pårørende havde derfor forståelse for de kommende planer om at borgerne skal flytte ud. De pårørende udtrykte at selve indholdet i tilbuddet havde de været tilfredse med, og at de gerne så at beboerne blev flyttet samlet.

Forvaltningen informerede om, at der forud for flytning til andre tilbud, ville ske en individuel udredning af behov fra myndighedens side. Herunder også at myndigheden skal inddrages i at sikre, at borgeren får det rette tilbud.

Den 3. december 2014 holdes dialogmøde for både borgere og pårørende samt medarbejdere. Det vil være her, at borgerne første gang orienteres officielt. Medarbejderne giver dog udtryk for, at det er en snak der har været i flere år blandt beboerne.

På dette møde vil borgere og pårørende blive præsenteret for en procesplan, som i overordnede ord og tidspunkter angiver hvornår hvad vil ske. Blandt andet vil der umiddelbart efter dette møde, ske en indkaldelse til udredning hos myndighedsdelen.

I procesplanen vil det også indgå, at den pædagogiske støtte selvfølgelig understøtter de reaktioner og følelser der opstår.

Retsgrundlag

Folketinget vedtog i 2013 Lov om Socialtilsyn, Lov nr. 608 af 12.juni 2013.

Loven fastlægger at godkendelse af sociale døgntilbud og driftsorienteret tilsyn overgår til fem nye tilsynsenheder, Socialtilsynene.

Formålet med loven er, at ”bidrage til at sikre, at borgerne ydes en indsats, der er i overensstemmelse med formålet med offentlige og private tilbud efter lov om social service.

Formålet skal opnås gennem en systematisk ensartet, uvildig og faglig kompetent varetagelse af opgaven med at godkende og føre driftsorienteret tilsyn med tilbuddene”.

Lov om Socialtilsyn skal ses i sammenhæng med lov om Social Service og med lov om administration og retssikkerhed på det sociale område.

Politiske beslutninger og aftaler

Rapporten fra BDO Consulting vedrørende fokus på de kritiske område af driften og kontakten mellem alle interessenter blev forelagt Social- og Sundhedsudvalget den 4.november 2013, sammen med en handleplan udarbejdet af forvaltningen.

Et af indsatsområderne i handleplanen var øget tilsyn.

Hvidovre Kommune anmodede på den baggrund Socialtilsyn Hovedstaden om at gennemføre tilsyn i kommunens bofællesskaber inden udgangen af juni 2014.

Bilag

  1. Endelig tilsynsrapport Gl. Køge Landevej (pdf)
  2. Afgørelse Gl. Køge Landevej - 2014.10.24 Afgørelse af vilkår som betingelse for regodkendelse Gl Køge landevej med bilag a) og b). (pdf)
  3. Notat vedrørende partshøring af vikår som betingelse for regodkendelse.pdf (pdf)
  4. Høringssvar fra Handicaprådet i Hvidovre (pdf)

7. Tilsyn på plejeboliger 2014

Beslutningstema

Børne- og Velfærdsforvaltningen har gennemført de årlige uanmeldte tilsyn på kommunens plejecentre for 2014.

Tilsynsrapporter forelægges her Social- og Sundhedsudvalget til efterfølgende godkendelse i Kommunalbestyrelsen.

Derudover underrettes udvalget om Embedslægeinstitutionen tilsyn på plejecentrene til efterfølgende orientering i Kommunalbestyrelsen. 

Indstilling

BV indstiller til SSU at Børne- og Velfærdsforvaltningen indstiller til Social- og Sundhedsudvalget at anbefale over for Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen

  1. at godkende tilsynsrapporterne for de kommunale uanmeldte tilsyn på kommunens plejecentre,
  2. at tage Embedslægens tilsynsrapporter til efterretning,
  3. at tage til efterretning, at Ældrerådets og Handicaprådets høringssvar indgår i sagens behandling.

Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 01-12-2014

Ad 1. Anbefales godkendt.

Ad 2. Anbefales taget til efterretning.

Ad 3. Ældrerådets og Handicaprådets høringssvar indgik i sagens behandling.

Sagsfremstilling

Børne- og Velfærdsforvaltningen har i 2014 gennemført de uanmeldte tilsyn på kommunens plejecentre og dertil knyttede boenheder. Der har således været tilsyn på:

  • Søvangsgården
  • Svendebjerghave
  • Holmelundsvej
  • Krogstenshave
  • Dybenskærhave
  • Strandmarkshave herunder Torndalshave

Tilsynene har primært været dialogbaserede. Under hvert tilsyn er således gennemført en drøftelse med plejecentrets ledelse samt individuelle samtaler med en mindre andel af beboere (5-10 pct.).

Tilsynet har efter hvert tilsynsbesøg udarbejdet en tilsynsrapport, der alle indeholder følgende afsnit:

·Fakta om boenheden

·Resumé

·Tilsynets form

·Drøftelse med leder

·Opfølgning på tidligere tilsyns anbefalinger

·Spørgsmål og svar fra beboere

Tilsynet har desuden i 2014 valgt at sætte særligt fokus på arbejdet med livshistorier både i drøftelsen med lederen og i samtalen med beboerne i forhold til aktiviteter.

Tilsynsrapporterne for de kommunale uanmeldte tilsyn er vedlagt som bilag.

Overordnede konklusioner på kommunale tilsyn

De uanmeldte tilsyn har grundlæggende været tilfredsstillede tilsynsbesøg. Tilsynet har således ingen kritiske bemærkninger.

Tilsynet oplever, at plejehjemmene yder beboerne hjælp på forsvarlig vis og yder den hjælp, som beboerne er berettiget til efter Serviceloven og den politisk besluttede kvalitetsstandard i Hvidovre Kommune.

Alle plejecentre arbejder med nye initiativer og projekter. Eksempelvis:

·Videreudvikling af etisk regnskab

·Jobrotationsprojekt indenfor alle institutionens områder

·Særligt gymnastikprojekt

·Tværgående aktivitetstiltag.

·Mad og måltider – eksempelvis gelemad for borgere med tygge og synkebesvær

·Rehabiliteringstiltag i dagligdagen på plejecentret

·Udvikling af dokumentationsopgaven

Det er desuden tilsynets oplevelse, at plejecentrene på forskellig vis inddrager beboernes livshistorier i arbejdet og dagligdagen på hvert sted.

Overordnede konklusioner på embedslægeinstitutionens tilsyn

Embedslægeinstitutionen har i 2014 gennemført uanmeldt tilsyn på følgende af kommunens plejecentre og dertil knyttede boenheder:

·Søvangsgården

·Svendebjerghave herunder Holmelundsvej

·Krogstenshave

·Strandmarkshave herunder Torndalshave

På Dybenskærhave har Embedslægen ikke fundet anledning til besøg i 2014.

Tilsynsrapporterne for Embedslægeinstitutionens tilsyn er vedlagt som bilag.

Søvangsgården

Tilsynet har fundet fejl og mangler, som samlet kun indebærer ringe risiko for patientsikkerheden.

Bemærkningerne er primært i forhold til skriftlige instrukser samt optegnelser i forhold til blodtryksmåling

Institutionen er blevet bedt om at udfærdige handleplan, som efter embedslægens godkendelse vil betyde, at der først skal udføres tilsyn i 2016.

Svendebjerghave og Holmelundsvej

Der blev ved tilsynet fundet mindre fejl og mangler, som samlet kun indebærer ringe risiko for patientsikkerheden, hvorfor der ikke skal gennemføres tilsyn af Embedslægen i 2015.

Krogstenshave

Tilsynet har fundet fejl og mangler, som samlet kun indebærer ringe risiko for patientsikkerheden.

Bemærkningerne er primært i forhold til sygeplejefaglige optegnelser samt dokumentation af medicinhåndtering.

Institutionen er blevet bedt om at udfærdige handleplan, som efter embedslægens godkendelse vil betyde, at der først skal udføres tilsyn i 2016.

Strandmarkshave

Der blev ved tilsynet fundet mindre fejl og mangler, som samlet kun indebærer ringe risiko for patientsikkerheden, hvorfor der ikke skal gennemføres tilsyn af Embedslægen i 2015.

Retsgrundlag

De kommunale uanmeldte tilsyn

Efter Serviceloven §151 har kommunerne pligt til at føre tilsyn med plejecentre og tilsvarende boenheder i kommunen.

Formålet med det uanmeldte kommunale tilsyn er at undersøge, om beboerne får den hjælp og pleje, de er berettigede til, samt at kontrollere om plejecentrene følger de politiske vedtagne kvalitetsstandarder og overholder relevant lovgivning på området.

Som led i tilsynsforpligtelsen skal der gennemføres mindst ét uanmeldt tilsyn om året på hvert plejecenter. Jf. lovbekendtgørelse nr. 629 af 11/06/2010 er der ikke pligt til at udarbejde tilsynsrapport.

Embedslægeinstitutionens tilsyn

Ifølge Sundhedsloven §219 foretager Embedslægeinstitutionen årligt uanmeldt tilsyn med de sundhedsfaglige forhold på landets plejehjem. Formålet med dette tilsyn er at vurdere sundhedsfaglige forhold såsom medicinhåndtering, hygiejne og sundhedsfaglig dokumentation.

Embedslægeinstitutionen kan undlade tilsyn det efterfølgende år, hvis der ved tilsynet ikke findes fejl og mangler, som kan give problemer for beboernes sikkerhed.

Politiske beslutninger og aftaler

Kommunalbestyrelse godkendte under punkt 10 på deres møde d. 31. januar 2012 en ny tilsynsmodel for plejecentrene i Hvidovre Kommune.

Med den godkendte tilsynsmodel følger, at resultatet af de årlige uanmeldte tilsyn på plejecentrene forelægges politisk.

Det blev vurderet, at det var hensigtsmæssigt at bibeholde en afrapportering af de uanmeldte tilsyn i kort form.

Økonomiske konsekvenser

Ingen økonomiske konsekvenser for Hvidovre Kommune.

Bilag

  1. Handleplan tilsyn 2014 Søvangsgården (pdf)
  2. Handleplan tilsyn 2014 Plejecenter Krogstenshave (pdf)
  3. Tilsynsrapport for uanmeldt tilsyn Dybenskærhave 2014 (pdf)
  4. Tilsynsrapport for uanmeldt tilsyn Strandmarkshave inkl Torndalshave 2014 (pdf)
  5. Tilsynsrapport for uanmeldt tilsyn Krogstenshave 2014 (pdf)
  6. Tilsynsrapport for uanmeldt tilsyn Holmelundsvej 2014 (pdf)
  7. Tilsynsrapport for uanmeldt tilsyn Svendebjerghave 2014 (pdf)
  8. Tilsynsrapport for uanmeldt tilsyn Søvangsgården 2014 (pdf)
  9. Embedslægens tilsynsrapport 2014 - Krogstenshave (pdf)
  10. Embedslægens tilsynsrapport 2014 - Søvangsgården (pdf)
  11. Embedslægens tilsynsrapport 2014 - Strandmarkshave med Torndalshave (pdf)
  12. Embedslægens tilsynsrapport 2014 - Svendebjerghave og Holmelundsvej (pdf)
  13. Høringssvar fra Hvidovre Ældreråd (pdf)
  14. Høringssvar fra Handicaprådet i Hvidovre (pdf)

8. Udvikling af visitationen

Beslutningstema

Kommunalbestyrelsen besluttede på baggrund af konklusionerne i administrationsanalysen, at der skal ske en sammenlægning af visitationen til hjemmehjælp, bolig og hjælpemidler. Sammenlægningen skal sikre at borgerne har én indgang til kommunen, når de henvender sig vedrørende hjælp på disse områder. Omlægningen består af en fysisk sammenlægning af de tre enheder, og en ændring af beslutningskompetencen for bevilling af biler og boliger.

Intentionen med initiativerne er, at borgerne skal opleve en hurtigere og mere smidig betjening, når de søger om hjemmehjælp, bolig eller hjælpemidler. Overskriften for omlægningen vil være ”Borgeren i centrum - én indgang til visitationen”.

Indstilling

Sundheds- og Bestillerenheden indstiller til Social- og Sundhedsudvalget,

  1. at orienteringen om arbejdet med omlægningen af visitationen tages til efterretning
  2. at godkende, at beslutningskompetencen for biler og boliger ændres

Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 01-12-2014

Ad 1. Taget til efterretning.

Ad 2. Godkendt.

Sagsfremstilling

Baggrund

I forlængelse af administrationsanalysen er det besluttet at fusionere bestiller- og boligenheden med hjælpemiddelområdet. Ambitionen er, at borgerne skal opleve en hurtigere, mere enkelt og sammenhængende visitation til hjemmehjælp, bolig og hjælpemidler. For at realisere ambitionen er der igangsat en fusions- og udviklingsproces i den nye enhed. Processen skal dels realisere ambitionen med organisationsændringen og dels sikre, at der rettes op på problemstillinger fundet i de tidligere enheder.

Bedre service for borgerne

Formålet med omlægningen er at skabe en bedre service for borgerne. Med omlægningen skal borgerne fremover kun henvende sig ét sted, når de skal visiteres til hjælp, hjælpemidler eller bolig. Visitationen bliver omlagt, så den fremover består af tre tværfaglige teams, der hver er sammensat således, at de kan hjælpe borgeren med det samlede behov for hjælp. Borgerens behov for hjælp vil blive løst i det team, som borgeren tilknyttes, og borgeren skal ikke længere i kontakt med flere afdelinger på rådhuset, hvis der er brug for forskellige former for hjælp. Borgerne skal med omlægningen opleve, at de ikke længere bliver kastebold rundt mellem flere afdelinger.

Borgerne vil, når den nye enhed er fuldt etableret, opleve at der er én telefonisk indgang til visitationen, ligesom det fortsat vil være muligt, at møde personligt op. I den telefoniske indgang bliver alle henvendelser vurderet i forhold til, om sagen kan løses umiddelbart, eller om der er behov for, at en eller flere visitatorer kommer på besøg hos borgeren. Så mange sager som mulig, vil blive straksafklaret allerede ved henvendelsen, så hjælpen kan igangsættes hurtigst muligt, efter dialog med en visitator.

Hvis en borger ikke kan straksafklares vil der være tværfagligt sammensatte teams, som visiterer borgeren. Det vil i videst muligt omfang være sådan, at der er en primær kontaktperson for alle borgere, således at borgeren oplever en sammenhængende visitation og så få nye ansigter som muligt i visitationsforløbet. Borgere, der har særlige behov, vil dog fortsat opleve, at der kan være brug for, at flere kommer på besøg i hjemmet, således at visitationen sker med den fornødne specialist ekspertise.

Arbejdet med omlægningen tager udgangspunkt i erfaringerne fra andre kommuner, der har, eller er i gang med, at lave en tilsvarende omlægning af visitationen. Implementeringen af den nye struktur igangsættes den 1. januar 2015. Forvaltningen forventer, at den fulde implementering vil tage op mod et år, da langt hovedparten af de nuværende arbejdsgange skal omlægges og medarbejderne klædes på til de nye opgaver.

Omlægning af visitationsudvalgene for biler og bolig

For at sikre borgerne en så hurtig sagsbehandling som muligt, foreslår forvaltningen, at arbejdet med visitation af både biler og boliger omlægges. I dag er kompetencen til at træffe afgørelse om visitation til biler og boliger henlagt til visitationsudvalg på begge områder. Ved at have kompetencen i visitationsudvalget, sikres det, at alle de fagligheder, der er involveret i sagen, er til stede ved bevillingen, og kan drøfte sagen. Samtidig gøres lederen bekendt med de skøn, der er blevet foretaget i sagen. Det betyder samtidig, at sager som er færdigbehandlet af sagsbehandlerne, på grund af ventetid til visitationsudvalgsmøderne, får en længere sagsbehandlingstid end nødvendigt. Det betyder, at borgerne i nogle tilfælde venter længere end nødvendigt på en afgørelse.

Forvaltningen foreslår derfor, at de sager, der i dag afgøres af visitationsudvalget, fremover godkendes af sagsbehandleren og dennes chef. På den måde sikrer forvaltningen, at sagerne bliver afgjort så snart sagsbehandlingen er tilendebragt, og at borgerne ikke oplever unødig sagsbehandlingstid, hvor sager blot ligger og venter på en godkendelse. Samtidig vil forvaltningen sikre, at de nye arbejdsgange understøtter, at den sparring der i dag finder sted på visitationsudvalgsmøderne i stedet foregår i selve sagsbehandlingsforløbet.

Forvaltningen vil udarbejde en arbejdsgang, der beskriver, hvordan de konkrete rammer for arbejdet fremover vil være. Arbejdsgangen skal sikre, at det fremover også er lederen af visitationen, der har den endelige beslutningskompetence.

Politiske beslutninger og aftaler

Kommunalbestyrelsen har delegeret kompetencen til at træffe beslutninger om visitation af biler og boliger. Kompetencen til at træffe disse beslutninger ændres derfor, fra visitationsudvalget til lederen af visitationen.

Personalemæssige konsekvenser

Personalet i de berørte enheder skal fremover arbejde på mere tværfagligt end de tidligere har gjort. Samtidig kompetenceudvikles de medarbejdere, hvor der er behov herfor.


9. Ældreliv Hvidovre. Ny indsats under Ældrepuljen i 2015.

Beslutningstema

Social- og Sundhedsudvalget skal drøfte og godkende den overordnede plan for etablering af forebyggelsesindsatsen ”Ældreliv Hvidovre”. Indsatsen gennemføres som en del af udmøntning af midlerne fra Puljen til løft af ældreområdet, den såkaldte Ældrepulje i 2015.

Indstilling

Børne- og Velfærdsforvaltningen indstiller til Social- og Sundhedsudvalget

  1. at drøfte og godkende den overordnede plan for ”Ældreliv Hvidovre”
  2. at Ældrerådets og Handicaprådets høringssvar indgår i sagens behandling

Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 01-12-2014

Ad 1. Godkendt.

Ad 2. Ældrerådets og Handicaprådets høringssvar indgik i sagens behandling.

Sagsfremstilling

Ældreliv Hvidovre

”Ældreliv Hvidovre” er et forebyggende tilbud. Tilbuddet etableres i 2015 og vil være åbent for alle ældre. Indsatsen finansieres af Ældrepuljen. Inspirationen kommer fra ”Familieliv Hvidovre”, en kursusrække, der tilbydes alle førstegangsfødende i Hvidovre.

Ældreliv Hvidovre hænger tæt sammen med Hvidovres vision, ældrepolitikken og den kommende sundhedspolitik. Med Ældreliv Hvidovre er det ambitionen, at styrke ældres muligheder for at fortsætte det liv og deltage i de aktiviteter, de ønsker. Ældreliv Hvidovre fremmer både aktiviteter og sundhed, og udvikles i tæt samarbejde med repræsentanter for målgruppen i form af ældrerådet. Med tilbuddet sættes tidligt ind med forebyggelse, og de ældre får viden og redskaber til, hvad de selv kan gøre for at få de bedste muligheder for længst muligt at kunne leve et godt og meningsfuldt liv med høj livskvalitet.

”Ældreliv Hvidovre”’s overordnede formål er at forberede ældre borgere i Hvidovre på fremtiden. Når man bliver ældre, møder man nye udfordringer, som kan være meget forskellige fra person til person. Der er også udfordringer, der er fælles for mange, og der er meget, man selv kan gøre for at forberede sig på fremtiden.

Ved pensionsalderen er der mange praktiske ting, der skal tages stilling til. Hertil kommer at alder, sygdom og deraf følgende mindre deltagelse i sociale aktiviteter kan medføre, at det bliver sværere at klare hverdagen end tidligere.

Hvidovre Kommune ønsker at flest muligt ældre skal trives, være trygge, deltage i aktiviteter og ikke føle sig ensomme. De skal gribe mulighederne for at leve det liv, de ønsker, og tage ansvar for eget liv. Når der er brug for det, skal de have støtte til at få hverdagen til at fungere bedst muligt. Det er ambitiøse mål, og ”Ældreliv Hvidovre” vil være et bidrag til at nå dem.

Ældrerådet i Hvidovre Kommune repræsenterer målgruppen, og har stor viden om ældrelivet og dets udfordringer. Ældrerådet har derfor allerede været involveret i udviklingen af ”Ældreliv Hvidovre” og bidraget med konstruktive og kreative input. Det er aftalt, at samarbejdet fortsætter fremadrettet. De foreløbige overvejelser om rammer og indhold for ”Ældreliv Hvidovre” er derfor også lavet med afsæt i de første dialoger med Ældrerådet.

Rammer for Ældreliv Hvidovre

”Ældreliv Hvidovre” indeholder to hovedaktiviteter:

-Fire sammenhængende temadage, som afholdes i dagtimerne (mandag-fredag). De fire temadage udgør tilsammen et forløb. Borgerne tilmelder sig hele forløbet, og holdet er det samme gennem hele forløbet. Det giver gode muligheder for at lære hinanden at kende og danne netværk, som måske også kan holde efter forløbet er afsluttet.

-Enkeltstående temamøder om aktuelle emner. De enkeltstående temamøder giver mulighed for, at de ældre, som alene ønsker at høre om et aktuelt emne, kan deltage uden at være forpligtet til at deltage i andre temamøder.

Temadagenes indhold fastlægges endeligt og justeres i projektperioden i samarbejde med målgruppen. De kan bl.a. være:

  • Pension, arveret og økonomi
  • Velfærdsteknologi og digitalisering
  • Livsstil, sundhed og helbred
  • Hjemmets indretning
  • Netværk, fællesskaber og foreningsbazar
  • Muligheder for at søge råd og vejledning

Korpset af undervisere sammensættes tværfagligt fra det private erhvervsliv, foreninger samt kommunens medarbejdere. Pårørende kan deltage efter aftale, og temadagene holdes på forskellige lokaliteter. Det kan eksempelvis være i Aktivitetscentret i Hvidovregade, hvis temaet er ”Fællesskaber og netværk” eller på biblioteket, hvis temaet er ”Økonomi og arveret”.

Rekrutteringen sker via flere kanaler. Dels vil der blive rekrutteret via annoncering fx i lokalavis, og dels via en opsøgende indsats ved pensionsalderen, ved tab af ægtefælle og ved forebyggende hjemmebesøg. Det er vanskeligt, at vurdere efterspørgslen, og der vil derfor i første omgang blive tale om tilmelding efter først-til-mølle princippet, og med eventuel mulighed for at komme på venteliste, hvis efterspørgslen viser sig større end kapaciteten.

Tids- og procesplan

Når kommunen har modtaget en godkendelse på ansøgningen til ældrepuljen fra Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold igangsættes den konkrete planlægning af indsatsen, og der ansættes en projektleder. Det forventes, at det første hold kan starte i april 2015.

Retsgrundlag

.

Politiske beslutninger og aftaler

”Løft af ældreområdet – forslag til puljeansøgning 2015” blev vedtaget af Social- og Sundhedsudvalget den 1. september 2014 som punkt 5.

Fem indsatser videreføres fra 2014 til 2015, hertil kommer tre nye indsatser i 2015. ”Ældreliv Hvidovre” er en af de nye indsatser.

Økonomiske konsekvenser

”Ældreliv Hvidovre” gennemføres inden for rammen af de ansøgte midler fra Ældrepuljen. Der er ansøgt om 1.500.000 kr. i 2015. ”Ældreliv Hvidovre” implementeres med forbehold for at ansøgningen godkendes endeligt i Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold.

Sundhedsmæssige konsekvenser

”Ældreliv Hvidovre” kan påvirke borgernes sundhed i positiv retning.

Bilag

  1. Høringssvar fra Hvidovre Ældreråd (pdf)
  2. Høringssvar fra Handicaprådet i Hvidovre (pdf)

10. Eventuelt

Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 01-12-2014

Intet.