Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Referat - Social- og Sundhedsudvalget den 3. november 2014

Mødefakta

Dato: Mandag den 3. november 2014
Mødetidspunkt: Kl. 17:00
Mødested: Hjemmeplejen distrikt Vest.

Medlemmer

  • Annette Møller Sjøbeck (V)
  • Ivan Fogtmann (O)
  • Kenneth F. Christensen (A)
  • Kristina E. Young (H)
  • Lars Gundelack Jensen (A)
  • René Langhorn (O)

Fraværende med afbud

  • Benthe Viola Holm (A)

Bemærkninger

Maria Durhuus deltog for Benthe Viola Holm

Indholdsfortegnelse


1. Godkendelse af dagsorden

Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 03-11-2014

Godkendt.


2. Meddelelser

Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 03-11-2014

Der var ingen meddelelser.


3. Fastlæggelse af Social- og Sundhedsudvalgets møder i 2015

Beslutningstema

Social- og Sundhedsudvalget skal fastsætte mødedage og tidspunkt for Social- og Sundhedsudvalgets møder i 2015.

Indstilling

Børne- og Velfærdsforvaltningen indstiller til Social- og Sundhedsudvalget

  1. at fastsætte mødedage og tidspunkt for Social- og Sundhedsudvalgets møder i 2015

Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 03-11-2014

Godkendt.

Sagsfremstilling

Der foreslås følgende mødedage og mødetidspunkter for Social- og Sundhedsudvalget i 2015:

Mandag den 12. januar

Mandag den 02. februar

Mandag den 02. marts

Tirsdag den 07. april

Mandag den 04. maj

Mandag den 01. juni

Mandag den 10. august

Mandag den 31. august

Mandag den 05. oktober

Mandag den 02. november

Mandag den 30. november

Alle møder foreslås påbegyndt kl. 17:00

Udvalget gøres ligeledes opmærksom på at KL’s sociale temamøde 2015 afholdes den 28.-29. maj 2015 i Aalborg.

Retsgrundlag

I henhold til lov om kommunernes styrelse § 20, stk. 1 træffer Social- og Sundhedsudvalget beslutning om, hvor og hvornår ordinære møder skal afholdes.

Politiske beslutninger og aftaler

Ingen bemærkninger.

Økonomiske konsekvenser

Ingen økonomiske konsekvenser for Hvidovre Kommune.


4. Velfærdsteknologi - nye veje til sundhed og omsorg

Beslutningstema

Der fremlægges en status på arbejdet med velfærdsteknologi i Hvidovre Kommune med henblik på, at Social- og Sundhedsudvalget drøfter udviklingsperspektiverne i det videre arbejde med velfærdsteknologi.

Indstilling

Børne- og Velfærdsforvaltningen indstiller til Social- og Sundhedsudvalget

  1. at drøfte ambitioner og ønsker til arbejdet med velfærdsteknologi i Hvidovre Kommune
  2. at godkende, at forvaltningen igangsætter udviklingen af en strategi for udbredelse af velfærdsteknologi med tilhørende budgetforslag
  3. at Ældrerådets og Handicaprådets høringssvar indgår i sagens behandling

Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 03-11-2014

Ad 1. Drøftet.

Ad 2. Godkendt.

Ad 3. Ældrerådets og Handicaprådets høringssvar indgik i sagens behandling.

Sagsfremstilling

Temadagen om velfærdsteknologi den 18. september 2014 gav politikere, Ældreråd, Handicapråd, medarbejdere og ledere et indblik i velfærdsteknologiens muligheder og indsigt i erfaringer fra arbejdet med velfærdsteknologi i praksis.

For de fleste mennesker giver det livskvalitet at kunne klare hverdagen selv. Med velfærdsteknologi kan borgere med handicap eller nedsat funktionsevne blive uafhængige af hjælp i nogle af hverdagens gøremål. Det kan fx være i personlige opgaver som toiletbesøg og spisesituationer, men det kan også være i praktiske gøremål som fx støvsugning eller det frie valg ved at kunne bevæge sig fra punkt 1 til punkt 2 uden at være afhængig af andre. Velfærdsteknologien er derfor med til at give borgerne frihed til at bestemme over eget liv. Brug af velfærdsteknologi kan samtidig være med til at imødegå kombinationen af demografiske udfordringer med et stigende antal ældre og en forventning om, at det bliver sværere at tiltrække de nødvendige medarbejdere til ældreplejen.

Overordnet set er velfærdsteknologi en ny teknologi, der understøtter borgernes og medarbejdernes arbejdsdag. Med den Fællesoffentlige Digitaliseringsstrategi 2011-2015 blev det aftalt, at sætte fart på udbredelsen af teknologi i den sociale indsats og udbrede de mest lovende løsninger i større skala. Der blev i første omgang sat fokus på at udbrede følgende fire indsatsområder, hvor en national udbredelse forventes at frigøre mindst ½ mia. kr. i kommunerne ved fuld indfasning i 2017:

  1. Forflytning fra 2 til 1 (1 medarbejder varetager forflytninger, og ikke 2)
  2. Spiserobotter
  3. Vasketoiletter
  4. Bedre brug af hjælpemidler

På landsplan viser erfaringer med forflytning fra 2 til 1, spiserobotter og vasketoiletter:

-at de tre teknologier er til gavn for borgeren, der bl.a. kan opleve større selvstændighed

-at der frigøres medarbejderressourcer, så de kan anvendes hos andre borgere med behov

-at det fysiske arbejdsmiljø forbedres for medarbejderne

Status på brug af velfærdsteknologi i Hvidovre Kommune

Hvidovre Kommune har en række hjælpemidler til rådighed. Der er tale om hjælpemidler, som har været tilgængelige i en årrække fx el-scootere, kugledyner, plejesenge og lignende. Der har i visitationen til hjælpemidler været stort fokus på at tildele hjælpemidler, der støttede borgeren i at være selvhjulpen og øgede borgerens livskvalitet, som en naturlig del af at understøtte borgerens ønsker om at klare egen hverdag.

Men centralt fra, er der fastlagt en offentlig digitaliseringsstrategi, som skal understøtte borgernes mulighed for at udnytte egne ressourcer og samtidig frigive ressourcer til at skabe nærvær for borgerne.

Status på Den fælles offentlige digitaliseringsstrateg i Hvidovre Kommune

-Forflytningsteknologi – fra 2 til 1

Der har løbende været fokus på omstillingen af forflytning, hvor brug af teknologi kan gøre det muligt, at én medarbejder kan foretage forflytning, mens der tidligere var behov for to medarbejdere til opgaven. På plejecentrene er der etableret loftlifte i boligerne efter beboernes behov, alle boliger er forberedt til loftlift og forflytninger foretages som udgangspunkt altid af én medarbejder. Blandt borgere i eget hjem er forflytning fra 2 til 1 ikke fuldt implementeret. Aktuelt er kommunens forflytningspolitik under revision, og der vil i forbindelse med revisionen blive lagt vægt på, at politikken fortsat understøtter digitaliseringsstrategiens indsatsområde om forflytning fra 2 til 1. Kommunen har et forflytningsteam, der underviser hjælpere i forflytningsteknik herunder i forflytning med én medarbejder i boliger, hvor der er installeret loftlift.

-Spiserobotter

Enkelte borgere i Hvidovre Kommune har aktuelt en spiserobot. Erfaringer fra de enkelte borgere kan bruges i et fremadrettet arbejde med at implementere brug af spiserobotter mere systematisk.

-Vasketoiletter

Hvidovre Kommune har siden år 2000 udlånt et mindre antal vasketoiletter. Aktuelt er der 17 borgere, der har et vasketoilet installeret i eget hjem, og tre borgere, der har toiletsædeløfter. Derudover er der installeret et vasketoilet med toiletsædeløfter på Plejecenteret Krogstenshave, som beboere og besøgende kan benytte. Erfaringer kan bruges i et fremadrettet arbejde med at implementere vasketoiletter mere systematisk.

-Bedre brug af hjælpemidler

Indsatsområdet for Bedre brug af hjælpemidler adskiller sig fra de tre øvrige indsatsområder ved ikke at omfatte specifikke teknologiske løsninger, men Hvidovre Kommune er opmærksom på udviklingen ved deltagelse i tværfaglige fora og diverse messer med mere.

Indsatsområdet sætter fokus på mulighederne for gennem mere systematisk og klogere brug af hjælpemidler, at støtte borgeren til helt eller delvist at kunne opnå eller opretholde sin selvhjulpenhed, og dermed øge livskvaliteten og reducere behovet for hjemmehjælp.

Hvis potentialet skal indfris kræver det et øget samarbejde mellem fx visitator, trænende terapeut og hjemmepleje med fokus på muligheden for at inddrage hjælpemidler, og en bredere tilgang til hjælpemiddelbegrebet.

Primo 2015 gennemføres en analyse af hjælpemiddelområdet og hjælpemiddelbudgettet. Analysen skal dels identificere udviklingsmuligheder i forhold til indsatsområdet Bedre brug af hjælpemidler, og dels kunne bruges som grundlag for, hvordan området skal dimensioneres, for at kunne bidrage til videre udbredelse af velfærdsteknologi.

Øvrige velfærdsteknologiske initiativer

I budget 2012 blev der afsat 1 mio. kr. til indkøb af velfærdsteknologi. Der blev indkøbt træningsudstyr til genoptræningscenteret, herunder udstyr til genoptræning efter apopleksi, smertelindring og optræning af hjerneskadede. Til hjemmehjælpsområdet blev der indkøbt 15 loftlifte, 5 el-badestole, 10 robotstøvsugere, 10 robotgulvvaskere, 10 vasketoiletter, 10 toiletsædeløftere, diverse strømpepåtagere, specielle rygbadebørster og tåvaskere.

Der foregår en afprøvning af robotstøvsugere og – gulvvaskere hos borgere i hjemmeplejen. Resultaterne fra projektet bliver fremlagt for Social- og Sundhedsudvalget primo 2015.

Derudover anvendes velfærdsteknologi i varierende omfang. Plejecentrene har enkelte ’sladremåtter’, der giver lyd, når en borger forlader sin seng, og til demente borgere anvendes fx GPS-sporing, kælesælen ”Paro” og specielle dukker.

Hvidovre Kommune har desuden deltaget i et projekt om afprøvning af en telemedicinsk løsning på KOL-området under Hvidovre Hospital og samarbejder med Bispebjerg Hospital om anvendelse af telemedicin i forbindelse med sårpleje.

I forbindelse med implementeringen af IT i hjemmeplejen er der aktuelt igangsat en afklaring af potentialerne i at indføre elektronisk nøglesystem.

Fra afprøvning til udbredelse af velfærdsteknologi i Hvidovre Kommune

Det hidtidige arbejde med velfærdsteknologi i Hvidovre Kommune har hovedsageligt været præget af begrænset systematik og afprøvninger i projektskala. Der har ikke været en egentlig plan for en systematisk udbredelse og ibrugtagning af velfærdsteknologi og bedre brug af hjælpemidler.

I 2015 sættes fokus på at fortsætte implementeringen af indsatsområdet Forflytning fra 2 til 1 og igangsætte indsatsen Bedre brug af hjælpemidler fra den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi.

Det er vurderingen, at der er et potentiale i at etablere en systematisk tilgang til anvendelsen af velfærdsteknologi med en tilhørende plan for, hvordan borgere og medarbejdere introduceres til og klædes på til at bruge teknologien. På den baggrund foreslås det, at der laves en strategi for udbredelse af velfærdsteknologi herunder for indsatsområderne Spiserobotter og Vasketoiletter fra den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi med henblik på at de to områder er fuldt indfaset i 2017.

Strategi for udbredelse af velfærdsteknologi

Strategien kan tage afsæt i, at mange borgere kan have glæde af velfærdsteknologi og have tre primære målgrupper som omdrejningspunkter.

Selvhjulpne ældre

Hvis brug af velfærdsteknologi skal opleves positivt for den enkelte ældre, er det vigtigt, at borgeren oplever, at det er trygt at bruge teknologien. Derudover findes en række velfærdsteknologiske produkter, som er tilgængelige for alle borgere i den almindelige handel. For nogle ældre vil det give god mening, at kende produkterne og måske på egen hånd indkøbe og lære at bruge dem, inden de får et reelt behov for hjælp, for andre kan det være en fordel, at kende produkterne inden de måske får behov for dem. På den baggrund kan et fokus i strategien være information til potentielt kommende brugere af velfærdsteknologi. Det kan fx være i forbindelse med Ældreliv Hvidovre og gennem etablering af et sted, hvor borgerne kan få lov at prøve forskellige teknologier.

Borgere med behov for rehabilitering og hjemmehjælp

Borgere som oplever et pludseligt behov for hjælp fx efter sygdom, eller som får brug for hjælp som følgende af faldende funktionsevne, ønsker i mange tilfælde at kunne vende tilbage til eller fortsætte hverdagen som hidtil. En del af dem, vil med hjælp fra velfærdsteknologi kunne få en bedre livskvalitet og opleve større frihed i hverdagen. Tilsvarende er der på træningsområdet potentialer i brug af velfærdsteknologi, som kan støtte borgere i fx at kunne gennemføre genoptræning på egen hånd i hjemmet med brug af skærmteknologi.

Borgere med behov for omfattende hjælp og pleje

Borgere med behov for omfattende hjælp og pleje vil med velfærdsteknologi kunne opnå en højere livskvalitet og en større frihed i mindre hverdagsopgaver. Derudover vil nogle teknologier bidrage til et bedre arbejdsmiljø ved at nedbringe fx antallet af tunge løft.

Kriterier for prioritering af velfærdsteknologiske indsatser

Det foreslås, at de konkrete indsatser i en kommende strategi falder ind under følgende prioriteringskriterier:

1.Borgeren i centrum. Indsatserne skal fremme borgerens livskvalitet. Der skal altid være en individuel konkret vurdering af om indsatsen kan være til gavn for borgeren. Hvad der er godt for én borger, behøver ikke at være godt for en anden. Involvering af borgeren forudsætter, at medarbejderen er klædt på til at varetage opgaven.

2.Et sundt og godt arbejdsmiljø for medarbejderen. Et sundt og godt arbejdsmiljø kan i nogle få tilfælde medføre, at der af hensyn til arbejdsmiljøet installeres arbejdsredskaber i borgerens hjem, som borgeren ikke ønsker at have i hjemmet. Det kan fx være loftlifte, elektriske toiletbadestole eller lignende. Hvis teknologien skal have den ønskede effekt på arbejdsmiljøet skal medarbejderen have kompetencer til at betjene teknologien.

3.Bedre ressourceanvendelse. Der skal være mulighed for effektivisering af kommunens drift, så der frigives ressourcer til andre formål.

Strategien skal indeholde:

-Forslag til konkrete indsatser/ ibrugtagning af teknologier

-Et forslag til organisering af arbejdet med velfærdsteknologi

-En afdækning af kompetencebehov

-En plan for modning af organisationen

-Et oplæg til principper for samarbejdet med borgerne om velfærdsteknologi

-En afdækning af investeringsbehov

Videre proces

Forvaltningen foreslår, at der til budget 2016 fremlægges en samlet strategi for udbredelse af velfærdsteknologi med forslag til investeringer med henblik på at realisere strategien.

Såfremt Social- og Sundhedsudvalget godkender indstillingen igangsætter forvaltningen udviklingen af en strategi for udbredelse af velfærdsteknologi. Social- og Sundhedsudvalget, Ældrerådet og Handicaprådet vil løbende blive involveret i udviklingen.

Økonomiske konsekvenser

I Økonomiaftalen 2014 er det aftalt, at kommunerne skal frigøre nettogevinster for mindst 500 mio. kr. i 2017 ved implementering af forflytning fra 2 til 1, spiserobotter, vasketoiletter og bedre brug af hjælpemidler. Det betyder, at Hvidovre Kommune skal frigøre en nettogevinst på knap 5 mio. kr. Af økonomiaftalen fremgår det, at gevinsterne ved de fire initiativer bliver i kommunerne. Hvidovre Kommune har allerede frigjort en gevinst på forflytning på plejecentrene. Hvorfor det ikke forventes at kunne realiseres en gevinst på fulde 5 mio. kr. Beregningen skal ske under hensyntagen til budgetaftalen for 2015, hvoraf det fremgår, at digitaliseringen skal ske under hensyn til borgernes muligheder for at betjene de nye løsninger.

De økonomiske konsekvenser vil blive fremlagt til budget 2016 med henblik på, at der kan træffes politisk beslutning om eventuelle investeringer. Der skal desuden træffes politisk beslutning, om anvendelsen af de midler, der frigøres i forbindelse med implementeringen af velfærdsteknologi.

Bilag

  1. Handicaprådets høringssvar Velfærdsteknologi (pdf)
  2. Ældrerådets høringssvar Velfærdsteknologi (pdf)

5. Økonomiafrapportering pr. 31. august 2014 - Social- og Sundhedsudvalget

Beslutningstema

Forvaltningen har med udgangspunkt i de allerede kendte forudsætninger, herunder de 8 første måneders forbrug, foretaget en økonomisk vurdering af budget 2014 på Social- og Sundhedsudvalgets område. På baggrund af vurderingen søges der om tillægsbevillinger, der kan finansieres inden for forvaltningens samlede ramme.   

Indstilling

BV indstiller til BU at BV indstiller til SSU at Børne- og Velfærdsforvaltningen indstiller til Social- og Sundhedsudvalget at anbefale over for Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen

  1. at tage økonomiafrapportering pr. 31. august 2014 til efterretning
  2. at give tillægsbevilling til merudgifter på 7,3 mio. kr. til driftsområder inden for servicerammen. Tillægsbevillingen kan finansieres inden for forvaltningens samlede budget.
  3. at give tillægsbevilling til merudgifter på 7,0 mio. kr. til driftsområder uden for servicerammen. Tillægsbevillingen kan finansieres inden for forvaltningens samlede budget.

Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 03-11-2014

Ad 1. Anbefales taget til efterretning.

Ad 2. Anbefales godkendt.

Ad 3. Anbefales godkendt.

Sagsfremstilling

På nuværende tidspunkt forventer forvaltningen samlede merudgifter på 14,3 mio. kr. på Social- og Sundhedsudvalgets område. 

Heraf vedrører merudgifter/mindreindtægter på 7,3 mio. kr. områder inden for servicerammen og 7,0 mio. kr. vedrører mindreindtægter/merforbrug uden for servicerammen.  

Inden for servicerammeområderne omfatter merudgifterne/mindreindtægterne følgende områder:

-      Det specialiserede voksenområde med 3,5 mio. kr. hvor øgede udgifter til bo- og dagtilbud til voksne med særlige behov samt udgifter til behandling af borgere i stofmisbrug har været stigende. På kommende møde i Social- og Sundhedsudvalget vil forvaltningen forelægge sag om nedbringelse af udgifterne på området.

-      Genoptræningsplaner med 1,7 mio. kr. som følge af et øget antal borgere har modtaget genoptræning.

-      Plejeboligpladser med 2 mio. kr. til borgere fra andre kommuner, hvor forvaltningen må konstatere, at de tilførte midler i forbindelse med budget 2014 ikke dækker mindreindtægterne på området. Med vedtagelsen af budget 2015 har Kommunalbestyrelsen tilført området yderligere 2 mio. kr., således at området fremadrettet kommer i balance. 

På områder uden for servicerammen forventes samlet set et merforbrug/ mindreindtægter baseret på følgende forbrugsmønster:

-      Merudgifter på 9 mio. kr. til medfinansiering af sundhedsvæsenet.

-      Mindreudgifter på 7,5 mio. kr. vedrørende førtidspension. Der er på området en markant nedsættelse af udgifter, hvilket kan tilskrives en markant afgang til folkepension/dødsfald.  

-      Mindreindtægter vedrørende særligt dyre enkeltsager svarende til 5,5 mio. kr. De manglende refusionsindtægter vedrører især børne- og familieområdet under Børne- og Undervisningsudvalget og indtægtstabet skal ses i relation til det vurderede mindreforbrug på børne- og familieområdet på 12 mio. kr. Budgettet til særligt dyre enkeltsager ligger under Social- og Sundhedsudvalget.

Vedrørende udgiftsudviklingen på sundhedsområdet følges der løbende op på forventningen til medfinansieringsudgifterne, idet et større datamateriale giver mulighed for mere valide prognoser.

Retsgrundlag

Der er ikke noget retsgrundlag for beslutningen

Politiske beslutninger og aftaler

Ingen bemærkninger

Økonomiske konsekvenser

Der forventes et samlet merforbrug/mindreindtægter på 14,3 mio. kr. på udvalgets område.

Heraf udgør merudgifter/mindreindtægter inden for servicerammen 7,3 mio. kr. og 7,0 mio. kr. i merforbrug-/mindreindtægter uden for servicerammen.

Det bemærkes, at mindreforbruget på Børne- og Familieområdet under Børne – og Undervisningsudvalget medfører manglende indtægter på 5,5 mio. kr. vedrørende særligt dyre enkelt sager, der er budgetlagt på Social- og Sundhedsudvalget.

Der søges om tillægsbevillinger til at dække merudgifter/mindreindtægter på udvalgets område. Tillægsbevillingerne kan finansieres inden for forvaltningens egen ramme, jf. dagsordenpunkt til Børne- og Undervisningsudvalget.


6. Projekt IT i Hjemmeplejen

Beslutningstema

I forbindelse med budgetvedtagelsen for 2014 godkendte Kommunalbestyrelsen budgetanalysen ”Det nære sundhedsvæsen”.

I budgetanalysen foreslås, at der afsættes 1 mio. kr. til etablering af IT i Hjemmeplejen og i den forbindelse blev påbegyndelse af en analyse af IT i Hjemmeplejen beskrevet.

Forvaltningen angav at vende tilbage med en mere detaljeret beskrivelse på et senere tidspunkt, hvilket sker med denne sagsfremstilling og det tilknyttede bilag ”IT i hjemmeplejen”.

Børne- og Velfærdsdirektøren har på Social- og Sundhedsudvalgets møder løbende orienteret om forvaltningens arbejde med IT i Hjemmeplejen med, herunder orienteret om, hvordan medarbejderne har indgået meget konstruktivt i processen. 

BV indstiller til SSU at

Indstilling

Børne- og Velfærdsforvaltningen indstiller til Social- og Sundhedsudvalget at anbefale over for Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen

  1. at godkende vedlagte projekt IT i Hjemmeplejen samt at dette igangsættes ultimo november 2014
  2. at forvaltningen anvender 1 mio. kr. på projektet som forudsat i budgetanalysen til budget 2014.
  3. at tage til efterretning at 135.000 kr. herudover finansieres af ”Det Nære Sundhedsvæsen” puljen 2014
  4. at tage til efterretning, at Ældrerådets og Handicaprådets høringssvar indgår i sagens behandling.

Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 03-11-2014

Ad 1. Anbefales godkendt.

Ad 2. Anbefales godkendt.

Ad 3. Anbefales taget til efterretning.

Ad 4. Ældrerådets og Handicaprådets høringssvar indgik i sagens behandling.

Sagsfremstilling

Baggrund og formål

Aktuelt arbejdes der i hele landet med at styrke den elektroniske kommunikation og brug af IT i servicen overfor borgerne. Det gælder i særdeleshed også på sundheds- og ældreområdet.

En mere smidig kommunikation gennem IT- og dermed bedre brug af hinandens fagligheder med mere forventes derfor at kunne bidrage til at forstærke indsatsen omkring forebyggelse af (gen)indlæggelser og lignende.

For at imødekomme denne udvikling er der i Børne- og Velfærdsforvaltningen et stort ønske om at være på forkant med udviklingen, og dermed give medarbejderne en mulighed for at indfase et nyt arbejdsredskab på en god og konstruktiv måde. Det er vigtigt, at medarbejderne bliver fortrolige med de elektroniske arbejdsgange uden, at der ligger et tidspres, da det har indflydelse på den service, der ydes i forhold til borgerne, at medarbejderne er fortrolige med de styrings- og kommunikationsredskaber, der benyttes i forhold til den daglige planlægning af opgaveudførelsen.

For den sygeplejefaglige del er der blandt andet krav om implementering af elektronisk sårbehandling inden 2016, hvilket forvaltningen allerede har igangsat i mindre skala netop for at gøre medarbejderne fortrolige med den elektroniske kommunikation, der er i dette projekt.

I forbindelse med Hvidovre Kommunes Innovationspris 2013 var en af idéerne fra medarbejderne at indkøbe nye IT-redskaber, for eksempel SmartPhones eller Tablets med KMD SmartCare for at optimere deres arbejdsdag og dermed også opkvalificere den daglige opgaveudførelse hos borgerne. 

Forvaltningen har udover de input, der kom via forslag til Innovationspris 2013, afholdt et møde med Hjemmeplejens MED-udvalg for at høre om medarbejdernes ønsker og interesse for IT som arbejdsredskab og på dette møde tilkendegav alle personalegrupper, at der er meget stor interesse for det. Mødet i MED-udvalget blev fulgt op af en workshop i marts 2014.

Workshoppens formål var at få medarbejderne til at bidrage med de ideer, der kunne gøre deres hverdag lettere. Disse input tog forvaltningen med i det videre arbejde, som blandt andet har indeholdt erfaringsudveksling med andre kommuner, som har erfaring med brugen af IT udstyr i opgaveløsningen. 

En Ipad mini i samspil med en mobiltelefon er et hyppigt valg blandt kommuner, og ses også at være den bedste løsning for Hvidovre Kommune. Baggrunden for at vælge netop Ipad er dens intuitive brugerflade og driftssikre afvikling af de apps som medarbejderne har udtrykt behov for. Ipad miniens format er en hensigtsmæssig størrelse, der tilgodeser medarbejdernes behov for synsmæssigt at kunne se på den frem for på en smartphone, som er noget mindre i antal tommer.

Samtidig har medarbejderen mulighed for konkret at tale med eksempelvis læge, pårørende, kollega i telefon, samtidig med at de aflæser information i for eksempel journalen på Ipad’en.

Fremadrettet proces for projektet

Indkøb

Efter den politiske godkendelse, vil forvaltningen indkøbe Ipads med klargøring, opsætning og beskyttelsescovers. Forvaltningen køber programmet” KMD SmartCare” inklusive en funktionalitet, som gør, at programmet kan arbejde uden netværksdækning, samt installation.

Kursusvirksomhed

Der vil udover en dags kursus for de to carekonsulenter blive holdt kurser for personale i hjemmeplejen og Bestillerenhedens diætister. Alle vil have mulighed for at deltage i et introkursus til Ipad’en inden det egentlige kursus i SmartCare.

Undervisningen foregår efter uddannelse af ti superbrugere og gennemførelse af et pilotprojekt, som løber over to måneder i to distrikter.

Projektet forventes færdigimplementeret inden udgangen af første halvår af 2015. Planen er dog fortsat afhængig af konkrete aftaler og kontraktindgåelse.

Forvaltningen vil efter den politiske behandling udarbejde en kommunikationsplan for projektet.

Politiske beslutninger og aftaler

Social- og Sundhedsudvalget behandlede på sit møde den 12. august 2013 under punkt 4 ”Budget 2014-17”. I sagsbehandlingen indgik en budgetanalyse ”Det nære sundhedsvæsen”, hvoraf forvaltningens arbejde med IT i hjemmeplejen indgik.

Forvaltningen foreslog i den sammenhæng at afsætte et råderum på 1 mio. kr. fremadrettet til etablering og drift af ny IT i hjemmeplejen. Forvaltningen ville vende tilbage med en mere detaljeret beskrivelse af tiltaget.

Økonomiske konsekvenser

Der var afsat 1 mio. kr. til ”Det nære sundhedsvæsen” i 2013. Beløbet er overført til 2014 budgettet og foreslås anvendt til projekt IT i Hjemmeplejen. Efter blandt andet indregning af vikarer og diætister forventes projektet at beløbe sig til 1,135 mio. kr. Differencen på 135.000 kr. dækkes af ”Det nære sundhedsvæsen 2014”

Personalemæssige konsekvenser

Projektet medfører ikke personalereduktioner.

Sundhedsmæssige konsekvenser

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Bilag

  1. IT_i_Hjemmeplejen_projektbeskrivelse_13.10.2014.pdf (pdf)
  2. Handicaprådets høringssvar projekt IT hjemmeplejen (pdf)
  3. Ældrerådets høringssvar IT Hjemmeplejen (pdf)

7. Eventuelt

Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 03-11-2014

Kristina E. Young (H) spurgte til borgersag. Forvaltningen bad om at borgeren henvender sig til Sundheds- og Bestillerafdelingen.

Ivan Fogtmann (O) bad om opfølgning på spørgsmål omkring sosu hjælpernes mulighed for at få tre ugers sammenhængende ferie.

Ivan Fogtmann (O) spurgte til niveau for sygefravær blandt medarbejderne på Krogstenshave. Forvaltningen svarede på mødet.

Ivan Fogtmann (O) spurgte til to personsager. Forvaltningen svarede på mødet.

Annette Møller Sjøbeck (V) bemærkede at hun har et ønske om at projektet omkring demente borgeres ture til Quark fastholdes. Forvaltningen orienterede om at der er søgt om midler dertil.