Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Referat - Social- og Sundhedsudvalget den 13. januar 2014

Mødefakta

Dato: Mandag den 13. januar 2014
Mødetidspunkt: Kl. 17:00
Mødested: Ny Kaffestue

Medlemmer

  • Annette Møller Sjøbeck (V)
  • Benthe Viola Holm (A)
  • Ivan Fogtmann (O)
  • Kenneth F. Christensen (A)
  • Kristina E. Young (H)
  • Lars Gundelack Jensen (A)

Fraværende med afbud

  • René Langhorn (O)

Indholdsfortegnelse


1. Godkendelse af dagsorden

Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget 2014 den 13-01-2014

Godkendt.


2. Meddelelser

Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget 2014 den 13-01-2014

Social- og Sundhedsudvalgets ressortområde blev præsenteret.

Børne- og Velfærdsdirektøren orienterede om, at første møde mellem SSU og Ældrerådet afholdes den 27. januar kl. 15.45, i Ny Kaffestue. Invitation og dagsorden til mødet følger.

Indstilling

  • Præsentation af områderne under Social- og Sundhedsudvalget ved forvaltningen.

3. Forretningsorden for Social- og Sundhedsudvalget

Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget 2014 den 13-01-2014

Formanden stillede et ændringsforslag til forretningsordenen. Det foreslås at § 8 stk. 2 får følgende ordlyd:

”Ethvert medlem kan forlange sin afvigende mening kort tilført beslutningsprotokollen, hvis dette medlem stemmer imod en beslutning. Et medlem, der har undladt at stemme, kan kræve sin afvigende mening om procedurespørgsmål tilført beslutningsprotokollen. Ved sager, der skal fremsendes til andet udvalg, kommunalbestyrelsen eller anden myndighed, kan medlemmet kræve, at disse samtidig gøres bekendt med indholdet af protokollen. Det pågældende medlem, kan senest ved sagens fremsendelse ledsage denne med en begrundelse for sit standpunkt. ”

Udvalget godkendte forretningsordenen med ovenstående ændringsforslag.

Indstilling

Økonomi- og Stabsforvaltningen indstiller til Social- og Sundhedsudvalget

  1. at godkende forslag til ny forretningsorden (bilag 1).

Sagsfremstilling

Den 29. oktober 2013 vedtog Kommunalbestyrelsen endeligt en ny udvalgsstruktur og på baggrund heraf blev der også vedtaget en ændring af Hvidovre Kommunes styrelsesvedtægt.

Den nye udvalgsstruktur og styrelsesvedtægt er trådt i kraft den 1. januar 2014.

Som følge af ændringen af udvalgsstruktur og styrelsesvedtægt har det været nødvendigt, at foretage en ændring af de stående udvalgs forretningsordener. Derudover er der foretaget en modernisering af sprogbrugen og tilretning af teksten, således at den er i overensstemmelse med relevant lovgivning.

Der er ikke foretaget betydelige indholdsmæssige ændringer i forhold til den tidligere forretningsorden. 

Bilag

  1. Forretningsorden (docx)

4. Præsentation i udvalget

Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget 2014 den 13-01-2014

Udvalgets medlemmer præsenterede sig for hinanden.

Indstilling

Børne- og Velfærdsforvaltningen indstiller til Social- og Sundhedsudvalget

  1. at udvalgsmedlemmerne præsenterer sig for hinanden

Sagsfremstilling

Med ønske om at skabe fundament for et godt samarbejde i udvalget samt at udbrede udvalgsmedlemmernes kendskab til hinanden foreslår forvaltningen, at alle medlemmer præsenterer sig for det øvrige udvalgs ud fra følgende spørgsmål:

-Om mig og min baggrund

-Hvorfor jeg ønskede at blive en del af Social- og Sundhedsudvalget

-Mine interesseområder og mærkesager

-Særlige politiske tanker på området


5. Afholdelse af møder i Social- og Sundhedsudvalget

Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget 2014 den 13-01-2014

Ad. 1 Godkendt

Ad. 2 Godkendt

Indstilling

Børne- og Velfærdsforvaltningen indstiller til Social- og Sundhedsudvalget

  1. at udvalget godkender forslag til afholdelse af introduktionsmøder til udvalget
  2. at udvalget godkender at der afholdes mindst fire udvalgsmøder årligt på eksterne institutioner med start kl. 16.00 

Sagsfremstilling

Udvalgsmedlemmerne i det nye Social- og Sundhedsudvalg har modtaget en introduktionsmappe med information om arbejdet i Børne- og Velfærdsforvaltningen, om strategier og politikker på udvalgets område samt om de beslutninger der er truffet i det afgående Social- og Sundhedsudvalg, som man skal arbejde videre med i det nye udvalg. Alt dette materiale er fremsendt på papir og på et USB stik.

Forvaltningen ønsker at give udvalgsmedlemmerne de bedste forudsætninger for at lære udvalgets område at kende. Derfor foreslår forvaltningen at der planlægges et introduktionsforløb hvor der afholdes møder på de decentrale institutioner under Social- og Sundhedsudvalget. Nogle af disse møder kan afholdes umiddelbart inden de ordinære møder i Social- og Sundhedsudvalget andre vil blive afholdt på andre dage end de ordinære møder, men kan blive afholdt på samme ugedag som udvalgsmøderne.

Forvaltningen foreslår at der afholdes møder på følgende områder:

  • Socialpsykiatrien
  • Plejecentrene
  • Hjemmeplejen herunder visitation og genoptræning
  • Bofællesskaberne
  • Sundhedsområdet

Introduktionsmøderne vil blive afholdt på institutioner under det enkelte område og deltagere på møderne vil udover udvalget og repræsentanter fra forvaltningen være udvalgte ledere fra det pågældende område. Introduktionsmøderne vil have en varighed af to timer og vil starte med en rundvisning på den pågældende institution.

Der vil ikke være mødepligt til introduktionsmøderne. Introduktionsforløbet skal være afsluttet inden sommerferien 2014.

Efter introduktionsforløbet

Når introduktionsforløbet er afsluttet, vil det fortsat være vigtigt at udvalget samlet møder repræsentanter fra de eksterne institutioner i forbindelse med udvalgsmøderne. Derfor foreslår forvaltningen at udvalget afholder 4 møder årligt på eksterne institutioner. Forvaltningen vil ved udsendelse af dagsordenen udvælge en relevant institution. Møderne på de eksterne institutioner vil have mødestart kl. 16.00. Fra 16.00 – 17.00 vil der være rundvisning på den pågældende institution og oplæg ved lederen af institutionen. Der vil ikke være mødepligt til mødet mellem kl. 16.00 og 17.00.


6. Kompetenceplan på Social- og Sundhedsudvalgets område

Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget 2014 den 13-01-2014

Anbefales godkendt.

Beslutning i Økonomiudvalget 2014 den 20-01-2014

Anbefales godkendt.

Beslutning i Kommunalbestyrelsen 2014 den 28-01-2014

Godkendt.

Indstilling

Børne- og Velfærdsforvaltningen indstiller til Social- og Sundhedsudvalget at anbefale over for Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen

  1. at kompetenceplanen på Social- og Sundhedsudvalgets område godkendes.

Sagsfremstilling

Børne- og Velfærdsforvaltningen har udarbejdet en kompetenceplan for Social- og Sundhedsudvalgets område. Kompetenceplanen beskriver beslutningskompetencen inden for de enkelte bestemmelser i det lovgrundlag som afdelingerne arbejder efter. Formålet med kompetenceplanen er at skabe klarhed over hvilke beslutninger, der skal træffes i de konkrete udvalg, af forvaltningen eller på institutionen. Kompetenceplanerne er vedlagt som bilag til sagen.

Kompetenceplanen for det samlede Social- og Sundhedsudvalg er ændret i forlængelse af den ændrede fagudvalgsstruktur. Således er Børne- og familieafdelingen og Daginstitutionsafdelingens opgaver ikke medtaget i kompetenceplanen for Social- og Sundhedsudvalget men er med i kompetenceplanen for Børne- og Undervisningsudvalget.

Kompetenceplanen er dækkende for de opgaver der løses i Ældre- og Handicapafdelingen samt i Sundheds- og Bestillerafdelingen. Kompetenceplanen lægger på disse områder op til en fortsættelse af den hidtidige arbejdsfordeling og er bygget op omkring delegation på samme niveau som hidtil. Den eneste undtagelse er at enkelte kompetencer på pensionsområdet er flyttet fra kommunen til Udbetaling Danmark.  

Bilag

  1. Skabelon til Kompetenceplan - SSU Pensions og handicapområdet.DOCX(1).pdf (pdf)
  2. Kompetenceplan - SSU - Sundheds- og Bestillerafdelingen.pdf (pdf)
  3. Kompetenceplan - SSU - hjælpemiddelområdet(2).pdf (pdf)
  4. Kompetenceplan - SSU - Omsorgsområde og hjemmepleje.pdf (pdf)
  5. Kompetenceplan - SSU - Bestillerenhed og Genoptræning.pdf (pdf)
  6. Kompetenceplan - SSU - Generelle kompetencer.pdf (pdf)
  7. Kompetenceplan - SSU - Diverse tilbud(1).pdf (pdf)

7. Kontraktmål 2014 - Social- og Sundhedsudvalgets området

Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget 2014 den 13-01-2014

O stillede ændringsforslag om, at kontraktmålene skal udløbe i løbet af 2014.

O stemte for.

A, V og H stemte i mod

Ændringsforslaget blev ikke godkendt.

A stillede ændringsforslag om, at udvalget indstiller til Økonomiudvalget at der gennemføres en evaluering af styringsmodellen i 2014 med henblik på at få undersøgt om kontraktmålene som de fungerer i dag, giver den mest hensigtsmæssige arbejdsmetode eller om, der kan skabes en anden model, der giver større fleksibilitet i dagligdagen

A, V og H stemte for ændringsforslaget

O stemte i mod med henvisning til eget ændringsforslag.

Ændringsforslaget blev godkendt.

Det samlede udvalg godkendte kontraktmål for Social- og Sundhedsudvalgets område for 2014.

Indstilling

Børne- og Velfærdsforvaltningen indstiller til Social- og Sundhedsudvalget

  1. at godkende kontraktmål for 2014 for Social- og Sundhedsudvalgets område

Sagsfremstilling

Folketinget har besluttet at ophæve kommunernes forpligtelse til at udarbejde kvalitetskontrakter og efterfølgende opfølgningsredegørelse. I forlængelse af denne beslutning udarbejdes der således ikke længere kvalitetskontrakt, pejlemærker og opfølgningsredegørelse i Hvidovre Kommune. I stedet udarbejder institutionerne kontraktmål for 2014 ud fra Hvidovre Kommunes vision, budget, Direktionens Strategibrev, som er formuleret i forlængelse af visionen, samt relevante strategier og politikker.

Politikker på Ældre- og Handicapafdelingens område

  • Handicappolitik
  • Demenspolitik
  • Mad- og måltidspolitik
  • Den kommende ældrepolitik

Formuleringen af kontraktmålene er sket i dialog med brugere og medarbejdere via brugerbestyrelser og MED-organisationen.

Der vil primo 2015 blive gjort status for målopfyldelsen, og denne status vil blive behandlet i Social- og Sundhedsudvalget.

Bilag

  1. Oversigt over kontraktmål for Ældre- og Handicapområdet 2014 (pdf)

8. Løft af ældreområdet - puljeansøgning

Indstilling

Børne- og Velfærdsforvaltningen indstiller til Social- og Sundhedsudvalget

  1. at udvalget drøfter idéer, input og forslag til en ansøgning til finanslovens pulje til et løft af ældreområdet,
  2. at godkende at forvaltningen udarbejder forslag til ansøgning af midler som fremlægges på næstkommende udvalgsmøde.

Sagsfremstilling

Der er i forbindelse med Finanslovsaftalen for 2014 afsat 1 mia. kr. til et permanent løft af indsatsen på det kommunale ældreområde. De afsatte midler udmøntes til kommunerne for et år ad gangen. Udmøntningen sker på baggrund af konkrete ansøgninger fra den enkelte kommune. Det er således den enkelte kommune, der vurderer, hvor der er behov for at styrke indsatsen ud fra lokale behov og prioriteringer.

Af disse midler er 9,1 mio. kr. øremærket til Hvidovre Kommune.

Ministeriet henviser til, at kommunerne med fordel kan tage udgangspunkt i bl.a. Ældrekommissionens og Hjemmehjælpskommissionens anbefalinger og giver tre eksempler på temaer, som kommunerne kan søge penge til:

  • En styrket rehabiliterings- og genoptræningsindsats
  • Bedre praktisk hjælp og personlig pleje
  • Bedre forhold for de svageste ældre, fx på plejehjem

Kriterier for støtte

Puljen gives til nye indsatser, og det skal være indsatser, der ligger ud over det eksisterende budget på ældreområdet.

Hvidovre Kommunes tilbud er i disse år – som i landets øvrige kommuner - præget af massive forandringer på ældre- og sundhedsområdet. Forvaltningen anbefaler derfor, at ansøgningen understøtter arbejdet med at sikre kvalitet og sammenhæng i fremtidens ældrepleje. Der er et arbejde i gang i kommunerne, der går ud på at omstille hjælpen til ældre til at være langt mere rehabiliterende end tidligere. Det vil sige, at der i højere grad end tidligere er fokus på at anerkende den ældres egne ressourcer og livslange erfaring, hjælp-til-selvhjælp, øget egenomsorg og inddragelse af de pårørende. De kommende års arbejde med ældrepleje og sundhed har derfor fokus på

  • Mere sammenhængende og koordinerende forløb (helhedssyn på borgeren, patientforløb, gode overgange mellem sektorer mv.)
  • Styrket tværfaglig udvikling og videndeling, herunder styrkelse af samarbejdet med almen praksis
  • At indsatsen på ældreområdet er præget af høj faglig kvalitet med borgeren i centrum

Forvaltningen anbefaler, at hele beløbet søges og har i bilag 1 samlet nogle temaer til brug for udvalgets drøftelse af idéer og input til det videre arbejde med ansøgningen til Social-, Børne- og Integrationsministeriet.

Ældrepolitikkens indsatsområder

Forvaltningen anbefaler også, at ansøgningen tager afsæt i de foreslåede indsatsområder i det udkast til ældrepolitik, der er sendt i høring inden jul, og som forventes vedtaget i 2014. Ældrepolitikken bygger på et positivt menneskesyn og værdier om medmenneskelighed, tryghed og værdighed. I udkast til ny ældrepolitik prioriteres følgende indsatsområder:

  • Kommunikation
  • Aktiviteter
  • Sundhed

Det videre forløb

Ansøgning vil blive forelagt til udvalgets godkendes på udvalgets møde den 3. februar 2014. Ansøgningsfristen er den 14. februar 2014.

Som led i udmøntningen af puljen vil Social-, Børne- og Integrationsministeriet følge op på anvendelsen af midlerne. Den enkelte kommune skal kunne redegøre for, at midlerne er anvendt til de formål og indsatser, som er beskrevet i kommunens ansøgning. Når året er omme skal kommunerne udarbejde et særskilt puljeregnskab, som skal påtegnes af den kommunale revision. Hvis midlerne ikke er anvendt til indsatserne, vil Ministeriet stille krav om tilbagebetaling.

Den endelige ansøgning skal derfor indeholde beskrivelser af formål, indhold, målgrupper, udgifter med videre.

Økonomiske konsekvenser

Der er i finansloven for 2014 afsat en pulje på 1 mia. kroner til et permanent løft af ældreområdet i Danmark og heraf er 9,1 mio. kr. øremærket til Hvidovre Kommunes ældre. Midlerne udmøntes til kommunerne for ét år ad gangen og skal anvendes i 2014. I forbindelse med den endelige tildeling af midler vil forvaltningen søge om udgifts- og indtægtsbevilling til beløbet i 2014.

Bilag

  1. Bilag 1 - Rammer og muligheder for ansøgning (pdf)
  2. Bilag 2 - Pressemeddelse om 1 milliard kroner til løft af ældreområdet (pdf)

9. Eventuelt

Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget 2014 den 13-01-2014

Udvalget drøftede til en personsag.

Ivan Fogtmann (O) spurgte til hvor mange aflastningspladser kommunen har og hvor mange der pt. er på venteliste til en aflastningsplads. Forvaltningen orienterede om at der udarbejdes en budgetanalyse til budget 2015 omkring behovet for aflastningspladser