Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Referat - Teknik- og Miljøudvalget den 31. august 2016

Mødefakta

Dato: Onsdag den 31. august 2016
Mødetidspunkt: Kl. 17:30
Mødested: Multicafeen, Høvedstensvej 45

Medlemmer

  • Finn Gerdes (A)
  • Karl Erik Høholt Jensen (V)
  • Kristina E. Young (H)
  • Mikail Erman (A)
  • Mikkel Dencker (O)
  • René Langhorn (O)
  • Steen Ørskov Larsen (C)

Bemærkninger

Mødet indledtes med besøg og oplæg af Movia's direktør Dorthe Nøhr Pedersen.

Indholdsfortegnelse


1. Godkendelse af dagsorden

Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 31-08-2016

Godkendt.


2. Meddelelser fra formanden

Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 31-08-2016

Formanden/forvaltningen orienterede om følgende:

-Administrativt meddelt landzonetilladelse til opstilling af træskulptur. Notat uddeltes.  

-Vejdirektoratets afgørelse på klage over påbud om beskæring af beplantning, Storegade 26. Afgørelsen uddeltes.

-Ivan Fogtmann (O) foreslog på sidste møde opsætning af skilte med højresving tilladt for cyklister i lyskryds. Højresving for cyklister, tilladt i lyskryds, forventes godkendt af folketinget i efteråret. Dernæst vil de blive opsat relevante steder i Hvidovre.

-Ivan Fogtmann (O) foreslog på sidste møde opsætning af steler ved alle vejbump, så de er synlige om vinteren. Forvaltningen vurderer, at 40 km/t skiltningen er tilstrækkelig til at gøre opmærksom på vejens forløb.  

-Karl Erik Høholt Jensen (V) gjorde på sidste møde opmærksom på meget ukrudt ved Kystagerparken ved Åmarksvej/Strandbovej. Busk og hækbeplantningen i Kystagerparken langs Strandbovej overfor Åmarkens station er klippet.  

-Ivan Fogtmann (O) gjorde på sidste møde opmærksom på krakeleret afmærkning af parkeringsbåse langs Gl. Køge Landevej. Den krakelerede afmærkning er udbedret. 

-Oplæg om Movia’s strategi og planer. Forvaltningens notat om fremtidige, mulige højklasse busforbindelser i Hvidovre uddeltes.

Bilag

  1. Administrativt meddelt landzonetilladelse til opstilling af træskulptur (pdf)
  2. Vejdirektoratets afgørelse på klage over påbud om beskæring af beplantning, Storegade 26 (pdf)
  3. Fremtidige mulige højklasse busforbindelser i Hvidovre. (pdf)

3. Opsætning af solvarme på Friluftsbadet - orientering

Beslutningstema

Der orienteres om, hvorvidt der er planer for udvidelse af friluftsbadet, som hindrer en opsætning af solvarmeanlæg på Friluftsbadets omklædningsfaciliteter.

Indstilling

Kultur, Miljø og Vækst indstiller til Teknik- og Miljøudvalget at anbefale over for Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen

  1. at udvalget bedes tage stilling til om der skal gives tilladelse til opsætning af solvarmeanlæg på Friluftsbadets bygning.
  1. at administrationen indgår forhandling med EBO Consult om opsætning af anlægget.

Beslutning i Kommunalbestyrelsen den 27-09-2016

Ad 1.

I Teknik- og Miljøudvalgets ændringsforslag og i sagsfremstillingen rettes Hvidovre Fjernvarme til Fjernvarmedistributionsselskabet Hvidovre.

For: Gruppe A, O, Liste H, Gruppe V, F, Ø og Kashif Ahmad (UP).

Imod: Gruppe C, med den bemærkning om, at der ikke er tale om en langtidsholdbar løsning.

Kommunalbestyrelsen godkendte at der gives tilladelse til opsætning af solvarmeanlæg på Friluftsbadets bygning. Tilladelsen gives med bemærkning om, at det i kontrakten indskrives, at enhver udgift, udover almindelig løbende vedligeholdelse, der påføres ejendommen som følge af det opsatte solvarmeanlæg, afholdes ene og alene af Fjernvarmedistributionsselskabet Hvidovre.

Ad 2.

For: Gruppe A, O, Liste H, Gruppe V, F, Ø og Kashif Ahmad (UP).

Imod: Gruppe C, med den bemærkning om, at der ikke er tale om en langtidsholdbar løsning.

Kommunalbestyrelsen godkendte, at administrationen indgår forhandling med EBO Consult om opsætning af anlægget.

Beslutning i Økonomiudvalget den 12-09-2016

Ad 1.

Teknik- og Miljøudvalgets indstilling med det stillede ændringsforslag anbefales godkendt.

Ad 2.

Teknik- og Miljøudvalgets indstilling anbefales godkendt.

Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 31-08-2016

Ad 1.

Gruppe O stillede ændringsforslag om, at tilladelsen gives med bemærkning om, at det i kontrakten indskrives, at enhver udgift, udover almindelig løbende vedligeholdelse, der påføres ejendommen som følge af det opsatte solvarmeanlæg, afholdes ene og alene af Fjernvarmedistributionsselskabet Hvidovre.

For: Gruppe A, O og V.

Imod: Gruppe C med bemærkning om at det ikke er en langtidsholdbar løsning.

Liste H afventer stillingtagen til kommunalbestyrelsen.

Ændringsforslaget anbefales godkendt.

Ad 2.

For: Gruppe A, O og V.

Imod: Gruppe C.

Liste H afventer stillingtagen til kommunalbestyrelsen.

Anbefales godkendt.

Sagsfremstilling

På Kommunalbestyrelsens møde den 29. marts, punkt 20, Aftale om opsætning af solvarme på Hvidovre Friluftsbad, blev der bedt om en politisk stillingtagen til, om taget på hovedbygningen med omklædningsfaciliteter kunne udlejes til EBO til opsætning af solvarmeanlæg.

På mødet blev det til punkt 20 oplyst, at der i høringssvar til Helhedsplanen for Idrætsområdet*fra Hvidovre Svømmeklub indgik forslag om at udvide Friluftsbadet.

På mødet besluttedes derfor, at sagen returneres ”til fornyet udvalgsbehandling i Teknik- og Miljøudvalget, hvor det skal undersøges, om opsætning af solvarmeanlæg kan være en hindring for eventuelle andre udvidelser på området.”

KMV har nu undersøgt sagen og kan konstatere, at der aktuelt ikke er taget stilling til planer om udvidelse af Hvidovre Friluftsbad.

Derfor anbefales det, at Ejendomsafdelingen indgår forhandling med Fjernvarmedistributionsselskabet Hvidovre, (ved EBO) om udlejning af taget på hovedbygningen med omklædnings-faciliteter til EBO til opsætning af solvarmeanlæg mod en CO2 besparelse.

Jf. den tidligere sagsfremstilling har Fjernvarmedistributionsselskabet Hvidovre foreslået, at de står for finansiering og drift af anlægget og betaler en mindre leje for tag arealet på Friluftsbadets hovedbygning.

Dermed vil de levere solvarmen til friluftsbadet til uændret pris som før.

Hvidovre Kommune opnår på den måde ikke en økonomisk besparelse, men en reduktion i CO2 på 12,7 ton om året.

* Helhedsplanen blev ligeledes behandlet på Kommunalbestyrelses-mødet den 29. marts 2015.

Retsgrundlag

Der er ikke noget retsgrundlag for beslutningen.

Politiske beslutninger og aftaler

Kommunalbestyrelsen godkendte på møde den 29. marts 2016, punkt 20, at returnere sagen til fornyet udvalgsbehandling i Teknik- og Miljøudvalget, for at undersøge om opsætning af solvarmeanlæg kan være en hindring for eventuelle andre udvidelser på området.

På Teknik- og Miljøudvalgets møde den 3. juni 2015, punkt 4, blev 100.000 kr. fra anlægspuljen 0225 Forebyggende vedligeholdelse af bygninger 2015 prioriteret til en forundersøgelse for projektets statiske og tekniske realiserbarhed, mulige kWh produktion samt tilbagebetalingstid.

Teknik- og Miljøudvalget godkendte på møde den 3. december 2014, punkt 10, prioritering af anlægspulje 0225 Forebyggende vedligeholdelse af bygninger 2015, med den ændring, at Hvidovre Friluftsbad med 500.000 kr. udgik med henblik på nærmere undersøgelse.

Økonomiske konsekvenser

Ingen økonomiske konsekvenser for Hvidovre Kommune.


4. Strandmarkens Fritidscenter, afhjælpende vedligehold

Beslutningstema

Orientering om behovet for afhjælpende vedligeholdelsesarbejde på Strandmarkens Fritidscenter.

Stillingtagen til at de resterende midler til projekt 0184 Strandmarkens Fritidscenter, udskiftning af tag og vinduer, anvendes til midlertidig afhjælpende vedligehold.

Indstilling

Kultur, Miljø og Vækst indstiller til Teknik- og Miljøudvalget at anbefale over for Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen

1.at tage orientering om afhjælpende vedligehold på Strandmarkens Fritidscenter til efterretning

2.at godkende, at de 5,8 mio. kr. der resterer fra projekt 0184 Strandmarkens Fritidscenter, udskiftning af tag og vinduer, anvendes til midlertidig afhjælpende vedligehold på bygningerne

Beslutning i Kommunalbestyrelsen den 27-09-2016

Ad 1.

Kommunalbestyrelsen tog orientering om afhjælpende vedligehold på Strandmarkens Fritidscenter til efterretning.

Ad 2.

Gruppe A, V, C, F og Ø stillede følgende ændringsforslag:

At sagen tilbagesendes til Teknik- og Miljøudvalget med henblik på faglig behandling og indstilling om mindre afværgeforanstaltninger på Strandmarkens Fritidscenters blok 5, 6 og 7, som vi ønsker at bevare. En afklaring og stillingtagen til fremtidig anvendelse af hele området afventer en temadrøftelse blandt kommunalbestyrelsens medlemmer og

at godkende frigivelsen af de resterende midler fra projekt 0184 således at midlerne prioriteres på de bygninger som ønskes bevaret fremadrettet. Vedligeholdelsen skal i videst muligt omfang ske ved fremtidssikrede metoder.

For: Gruppe A, Liste H, Gruppe V, C, F og Ø.

Imod: Gruppe O og Kashif Ahmad (UP).

Ændringsforslaget vedtaget.

Beslutning i Økonomiudvalget den 12-09-2016

Ad1.

Teknik- og Miljøudvalgets indstilling anbefales taget til efterretning.

Ad 2.

Gruppe F og Ø anbefaler forvaltningens indstillinger godkendt.

Gruppe A, O og V afventer.

Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 31-08-2016

Ad 1. Anbefales taget til efterretning.

Ad 2. Alle afventer stillingtagen til kommunalbestyrelsen.

Sagsfremstilling

Strandmarkens Fritidscenter (SFC) afventer politisk beslutning om fremtidig anvendelse. Indtil dette sker anbefaler KMV, at der iværksættes midlertidige afhjælpende tiltag for at undgå yderligere fugtskader,  skimmelsvamp og  følgeskader på ejendommens underliggende etager og bærende konstruktioner.

Kommunalbestyrelsen holdt den 27. oktober 2015 temamøde om den fremtidige anvendelse af SFC, hvor forskellige scenarier for fremtidig anvendelse af bygningerne blev præsenteret.

På Økonomiudvalgets møde den 29. februar 2016, punkt 11, blev en beslutning om den fremtidige anvendelse af SFC udsat.

På Kommunalbestyrelsens møde den 8. oktober 2013 blev der i budget 2014 afsat 6 mio. kr. til projekt 0184 Strandmarkens Fritidscenter, udskiftning af tag og vinduer. Heraf er brugt 0,2 mio. kr. til forundersøgelser og renoveringsforslag.

Forslaget viste, at det på grund af bygningernes dårlige stand ikke er muligt at gennemføre en renovering for det bevilgede beløb. I 2014 viste en eksternt udarbejdet rapport, at en renovering af tagetagen og udskiftning af vinduer vil koste mellem 13 og 48 mio. kr., afhængigt af renoveringsscenarie.

For at sikre, at den konstaterede skimmelsvamp ikke udvikler sig og for at sikre, at bygningernes stand ikke forfalder yderligere, anmoder Kultur, Miljø og Vækst om, at de resterende midler på 5,8 mio. kr. til projekt 0184 Strandmarkens Fritidscenter, udskiftning af tag og vinduer anvendes til at udføre afhjælpende vedligeholdelsesarbejde på bygningerne.

Afhjælpende vedligehold på SFC

Her redegør Ejendomsafdelingen kort for bygningernes stand, for anvendelsen af bygningerne i dag samt redegør for midlertidige afhjælpende vedligeholdelsestiltag.

Bygningerne på SFC har et stort renoveringsbehov – bl.a. er tagetagerne delvist nedlukkede på bygning 3 og 6* pga. kraftig skimmelsvamp og vandindtrængen, forårsaget af utætte tage og inddækninger.

*Se planoversigt over SFC i bilag 1

I dag anvendes bygningerne hovedsageligt til fritidsforeninger, sportsklubber, politiske foreninger, institutioner og hjemmeplejen. Ejendomsafdelingen vurderer, at der er opstået skimmelsvamp i mindre omfang i bygning 1, 2, 3 og 7. Dette kan føre til et dårligt indeklima i de lokaler, der i dag benyttes af brugerne. Samtidigt kan bygningen risikere at gå i yderligere forfald, hvilket vil have betydning for omfanget af en eventuel senere renovering. Derfor anmoder Kultur, Miljø og Vækst om, at de afsatte midler til projekt 0184 anvendes til at udføre afhjælpende vedligehold.

At gennemføre afhjælpende vedligehold på SFC indebærer, at Ejendomsafdelingen prioriterer de mest kritiske skader på bygningerne. På grund af den begrænsede økonomi, vil løsningerne være af midlertidig karakter. Midlertidige løsninger kunne eksempelvis være udvendig afdækning med presenninger.

Såfremt bygningerne skal bruges fremadrettet er det fortsat nødvendigt med en gennemgribende renovering af tagene og tagetagerne og efterfølgende at installere mekanisk ventilation. Herudover er der behov for vinduesudskiftninger i facaderne på bygning 1, 2 og 3 samt et generelt vedligeholdelsesbehov af ejendommen.

Tidsplan

Ejendomsafdelingen forventer at kunne påbegynde vedligeholdelsesarbejdet i fjerde kvartal af 2016, såfremt anvendelsen af midler fra projekt 0184 Strandmarkens Fritidscenter, udskiftning af tag og vinduer godkendes anvendt til midlertidige afhjælpende tiltag.

Retsgrundlag

Der er ikke noget retsgrundlag for beslutningen.

Politiske beslutninger og aftaler

Kommunalbestyrelsen holdt den 27. oktober 2015 temamøde om den fremtidige anvendelse af Strandmarkens Fritidscenter.

På Økonomiudvalgets møde den 29. februar 2016 blev en beslutning om den fremtidige anvendelse af Strandmarkens Fritidscenter udsat.

På Kommunalbestyrelsens møde den 28. april 2015, punkt 30, blev det besluttet at undersøge, om renovering af Strandmarkens Fritidscenter kan indgå i kommunens ESCO-projekt.

På Kommunalbestyrelsens møde den 17. december 2013, punkt 32, og 25. november 2014, punkt 6, er der samlet givet anlægsbevilling på 6 mio. kr. til projekt 0184 Strandmarkens Fritidscenter, udskiftning af tag og vinduer.

Økonomiske konsekvenser

Der er i investeringsoversigten afsat 6 mio. kr. til projekt 0184 Strandmarkens Fritidscenter, udskiftning af tag og vinduer. Der resterer 5,8 mio. kr. af det afsatte rådighedsbeløb.

Sundhedsmæssige konsekvenser

De mest udbredte gener i forbindelse med længerevarende ophold i bygninger med fugt/skimmelsvamp er irritation af slimhinder, f.eks. i luftveje og øjne. På sigt kan skimmelsvamp forårsage astmatiske lidelser.

Bilag

  1. Strandmarkens Fritidscenter - planoversigt (pdf)

5. Anlægsregnskaber til godkendelse

Beslutningstema

Kultur, Miljø og Vækst fremlægger anlægsregnskaber for anlægspuljen Forebyggende vedligeholdelse af bygninger 2014 til godkendelse.

Indstilling

Kultur, Miljø og Vækst indstiller til Teknik- og Miljøudvalget at anbefale over for Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen

1.at anlægsregnskab for anlægspuljen Forebyggende vedligeholdelse af bygninger 2014 opdelt i projekterne 0218/01, 0218/02 og 3438 godkendes

Beslutning i Kommunalbestyrelsen den 27-09-2016

For: Gruppe A, O, Liste H, Gruppe V, C, F og Ø.

Imod: Kashif Ahmad (UP).

Kommunalbestyrelsen godkendte anlægsregnskab for anlægspuljen Forebyggende vedligeholdelse af bygninger 2014 opdelt i projekterne 0218/01, 0218/02 og 3438.

Beslutning i Økonomiudvalget den 12-09-2016

Notat med supplerende oplysninger omdelt.

Teknik- og Miljøudvalgets indstilling anbefales godkendt.

Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 31-08-2016

Anbefales godkendt.

Gruppe C ønsker til brug for den videre behandling i Økonomiudvalget og kommunalbestyrelsen oplyst, hvor meget der har været afsat til uforudsete udgifter på projekt 3438.

Sagsfremstilling

Projekt

Regnskab

Bevilling

Forskel i kr.

3438 Risbjergskolen, renovering af tage og vinduer

18.834.895

16.520.000

2.314.895

0218/01 Frihedens Idrætscenter, bassinbund og affugter

1.887.921

2.000.000

-112.079

0218/02 Avedøre Idrætscenter, udskiftning af facade og renovering af tag.

6.152.818

6.430.000

-277.182

Total

26.875.634

24.950.000

-1.925.634

Kultur, Miljø- og Vækst fremlægger anlægsregnskab med et samlet merforbrug på 1.925.634 kr.

Retsgrundlag

Der er ikke noget retsgrundlag for beslutningen.

Politiske beslutninger og aftaler

Fremgår af specifikationen på anlægsregnskaberne.

Økonomiske konsekvenser

Fremgår af specifikationen på anlægsregnskaberne.

Bilag

  1. 3438 Risbjergskolen, renovering af tage og vinduer - anlægsregnskab (pdf)
  2. 0218-01 FIC Bassinbund og affugter - anlægsregnskab (pdf)
  3. 0218-02 AIC, Udskiftning af facade og renovering af tag - Anlægsregnskaber (pdf)

6. Status på udbedring af mangler ifm. Dybenskærhave Plejecenter

Beslutningstema

Dette er en orientering om udestående ifm. 1. års - og 5. års gennemgang på Dybenskærhave Plejecenter byggeriet 2011.

Indstilling

Kultur, Miljø og Vækst og Børn og Velfærd indstiller til Teknik- og Miljøudvalget og Social- og Sundhedsudvalget at anbefale overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen

1.at tage orientering om udeståender på Dybenskærhave Plejecenter byggeri fra 2011, estimeret til mellem 10-15 mio. kr., til efterretning

Beslutning i Kommunalbestyrelsen den 27-09-2016

Kommunalbestyrelsen tog orientering om udeståender på Dybenskærhave Plejecenter byggeri fra 2011, estimeret til mellem 10 - 15 mio. kr., til efterretning.

Beslutning i Økonomiudvalget den 12-09-2016

Social- og Sundhedsudvalgets og Teknik- og Miljøudvalgets indstilling anbefales godkendt.

Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 06-09-2016

Anbefales taget til efterretning. Udvalget ønsker, at der inden sagens behandling i Kommunalbestyrelsen udarbejdes en redegørelse for betydningen af, at Hvidovre Kommune ejer 21 % af byggeriet i forhold til udbedring af manglerne. Herudover ønsker udvalget en redegørelse for, hvordan kommunen kunne have forholdt sig, for at undgå at manglerne fra 1. års gennemgangen ikke er udbedret inden 5 års gennemgangen.

Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 31-08-2016

Anbefales taget til efterretning.

Sagsfremstilling

På Kommunalbestyrelsens møde den 21. juni 2016, punkt 19, blev det besluttet at godkende udbygning af Dybenskærhave efter model 4, jf. Udbygningsanalyse for Plejecentrene Dybenskærhave og Strandmarkshave (se bilag 1).

I forbindelse med beslutning om udbygningen orienterer Kultur, Miljø og Vækst om uafklarede forhold fra opførsel i 2011, som projektets bygherre, boligforeningen AAB er blevet bedt om at afklare med deres parter forud for et kommende byggeprojekt. Det kommende byggeprojekt kan involvere samme partnere som ved opførslen af Dybenskærhave Plejecenter i 2011.

Orienteringen sker på baggrund af erfaringer i forbindelse med 5-årsgennemgangen af Dybenskærhave Plejecenter i foråret 2016 samt kommunalbestyrelsens beslutning om en videreudbygning af plejecentret.

Ejendomsafdelingen redegør her for manglerne ved 1– og 5-årsgennemgang af Dybenskærhave Plejecenter. Ligeledes redegøres for den fremadrettede procedure for Hvidovre Kommunes samarbejde med AAB.

1– og 5-årsgennemgang af Dybenskærhave Plejecenter

Boligforeningen AAB var bygherre, da Dybenskærhave Plejecenter blev opført og de ejede under byggeriet 100 %. Efter aflevering af byggeriet fra totalentreprenør MT Højgaard A/S til AAB i 2011, blev byggeriet solgt i to ejerlejligheder, hvor Hvidovre Kommune købte 20 % af byggeriet af AAB, svarende til servicefunktioner tilknyttet plejecenteret. AAB overgik herefter som driftsherre på byggeriet.

Der har i foråret 2016 været 5-årsgennemgang af byggeriet. Ved gennemgangen fremgik det, at de af AAB påtalte mangler ved 1-årsgennemgang fortsat ikke var udbedret. Disse mangler er således stadig et uafklaret mellemværende mellem AAB og MT Højgaard A/S.

Mangler og skader omfatter bl.a. afvandingsproblemer, vandindtrængen, indeklimaproblemer og ødelagte toiletter og altandøre. Se bilag 2 for en detaljeret beskrivelse af projektmangler.

Ejendomsafdelingen anslår, at manglerne kan kapitaliseres til mellem 10 og 15 mio. kr.

Ved manglende opfølgning på 1-årsgennemgangen og på øvrige indmeldte skader efterfølgende, kan entreprenør ved 5-års gennemgang henvise til forældelse af 1-års mangler og skader. AAB er af Ejendomsafdelingen blevet bedt om at fremsende dokumentation for deres opfølgning på 1-års mangler samt opfølgning på MT Højgaards afvisning heraf.

Fremadrettet samarbejde med AAB

Hvidovre Kommunes advokat Frederik Bue Johnsen, HOMANN Advokater, har meddelt AAB, at mangler og skader i forbindelse med 1-års og 5-års gennemgang af byggeriet fra 2011 jf. bilag 3 skal udbedres eller kapitaliseres og afregnes mellem AAB og entreprenør, således at disse mangler og skader ikke belaster kommunen, det kommende byggeri eller pålægges plejecenterets drift og husleje.

I forhold til den kommende udbygning af Plejecenter Dybenskærhave har Hvidovre Kommune anmodet om sikkerhed for, at AAB har kapacitet til at håndhæve sine juridiske rettigheder overfor entreprenører og tekniske rådgivere. Håndhævelsen kan sikres ved at AAB engagerer kompetencerne internt eller gør brug af advokat eller bygherrerådgiver med ekspertise i byggeriet. Ejendomsafdelingen følger således op på, at AAB sikrer, at manglerne udbedres.

Retsgrundlag

Byggeriets aftalebetingelser, AB 92.

Politiske beslutninger og aftaler

Kommunalbestyrelsen besluttede den 21. juni 2016, punkt 19, at godkende udbygning af Dybenskærhave efter model 4, samt at igangsætte et forslag til lokalplan og tilhørende tillæg til kommuneplan med henblik på at realisere byggeriet.

Økonomiske konsekvenser

Ingen økonomiske konsekvenser for Hvidovre Kommune.

Bilag

  1. Udbygningsanalyse for Plejecentrene Dybenskærhave og Strandmarkshave (pdf)
  2. Projektmangler på Dybenskærhave Plejecenter (pdf)
  3. Brev til Boligforeningen AAB fra Homann Advokater (pdf)

7. Ansøgning om dispensation fra Byplanvedtægt H13 til opførelse af et enfamiliehus på Hvidvre Strandvej 59

Beslutningstema

Udvalget skal beslutte, om der skal meddeles afslag på ansøgning om dispensation fra Byplanvedtægt H13 til opførelse af et nyt enfamiliehus i to etager på en ny grund på Hvidovre Strandvej 59 ved strandbeskyttelseslinjen. Byplanvedtægten tillader kun huse i 1½ etage.

Indstilling

Kultur, Miljø og Vækst indstiller til Teknik- og Miljøudvalget

1.at der meddeles afslag på ansøgning om dispensation fra Byplanvedtægt H13 , § 3, stk. 3c til opførelse af et enfamiliehus i to etager.

Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 31-08-2016

Godkendt.

Sagsfremstilling

Firmaet m2plus har på ejers vegne fremsendt en ansøgning om dispensation til at opføre et enfamiliehus i to etager placeret ved strandbeskyttelseslinjen på Hvidovre Strandvej 59.

Udvalget godkendte, på sit møde den 4. marts 2015, en principiel ansøgning om udstykning af ejendommen, og det er på denne nye grund, at dette hus ønskes opført. Grunden er ikke udstykket endnu.

Ejendommen er omfattet af Byplanvedtægt H13, der i § 3, stk. 3c anfører, at bygningshøjden fastsættes til højst ét beboelseslag med udnyttet tagetage og eventuelt kælderetage.

Ejendommen er endvidere omfattet af Bygningsreglement 2015, der i kap. 2.2.3.2, stk. 1, nr.1 fastlægger det skrå højdegrænseplan. Det skrå højdegrænseplan angiver, at ingen del af bygningens ydervægge eller tag må være højere end 1,4 x afstanden til skel mod nabo og sti.

Det skrå højdegrænseplan overskrides med ca. 2,5 m mod vest.

Ansøger begrunder sin ansøgning med, at det arkitektoniske udtryk og ikke mindst funktionaliteten i en villa med to fulde plan altid har tiltalt bygherre meget, hvorfor de med glæde har kunnet konstatere, at en ejendom fem huse længere nede ad Hvidovre Strandvej, for nylig har fået tilladelse til at bygge i to fulde plan. I det hele taget er området omkring bygherrens ejendom præget af store 1½ plans villaer, hvoraf flere med høj kælder, og som umiddelbart fremstår som 2½ plans villaer.

Endvidere ønskes huset opført i to etager for at sætte mindst muligt ”fodaftryk” på grunden og dermed holde så stor afstand til naboejendommene som muligt. Den mindre bastante villa, vil derudover også sikre mest mulig udsigt til havet for de omkringliggende ejendomme via kig gennem ejendommens have. Såfremt bygherre skulle bygge tilsvarende villa i 1½ plan, ville dette kræve både et længere og højere hus, og dermed gavltrekanter væsentlig tættere på skel end 1. salen i det ansøgte forslag.

Overskridelsen af det skrå højdegrænseplan begrunder ansøger med, at strandbeskyttelseslinjen nu er fastlagt længere inde på grunden end tidligere, hvilket gør byggefeltet mindre. På facaden mod vest er der af samme grund kun designet to smalle vinduer fra gæsteværelse/kontor. Det skrå højdegrænseplan mod nord og syd er i øvrigt overholdt.

Såfremt overskridelse af det skrå højdegrænseplan ikke imødekommes ønsker ansøger/bygherre tilladelse til etablering af et byggeretligt skel, så det skrå højdegrænseplan overholdes.

Det kan oplyses fra forvaltningens side, at strandbeskyttelseslinjens placering ikke er ændret siden den principielle udstykningssag blev behandlet af udvalget i 2015.

Der har i perioden den 4. april 2016 til den 18. april 2016 været foretaget naboorientering efter reglerne herom i planlovens §§ 19 og 20. Grundejerforeningen Strandvang fik udsat fristen for fremsendelse af bemærkninger til den 22. april 2016, idet de først modtog høringen med posten den 9. april 2016.

Der er i forbindelse med naboorienteringen indkommet to høringssvar, der begge er negative over for ønsket om bebyggelse i to etager. Begrundelserne går blandt andet på, at det ansøgte byggeri adskiller sig fra hidtidige bygninger ved strandbeskyttelseslinjen, og at der etableres henholdsvis tagterrasse og svalegang mod naboerne mod nord og syd, som vil medføre indbliksgener.

Forvaltningen har derfor, den 9. maj 2016, sendt høringssvarene i partshøring hos ansøger. Ansøger/bygherre tilbageviser naboernes begrundelser og fastholder ansøgningen.

Ejendommene beliggende Hvidovre Strandvej 55b og Hvidovre Strandvej 57a er begge grunde med adgang fra Hvidovre Strandvej via et såkaldt koteletben, ligesom den nye grund som planlægges udstykket fra Hvidovre Strandvej 59. Husene på Hvidovre Strandvej 55b og Hvidovre Strandvej 57b er begge opført i 1½ etage.

Ansøger henviser til, at ejendommen på Hvidovre Strandvej 73 har fået dispensation til to fulde etager.

Kommunalbestyrelsen besluttede, på sit møde den 28. oktober 2014, at meddele dispensation til, at det eksisterende hus på Hvidovre Strandvej 73, kunne om- og tilbygges til et hus i to etager. Det eksisterende hus på denne ejendom er placeret ved Hvidovre Strandvej og grunden går helt ned til vandet. Om- og tilbygningen af denne ejendom resulterede i en mindre overskridelse af det skråhøjdegrænseplan på ca. 0,8 m.

Det ansøgte enfamiliehus overskrider det skrå højdegrænseplan med ca. 2,5 m. Dette er en noget større overskridelse end hvad kommunen har praksis for at tillade. Og det er heller ikke kommunens praksis at tillade et byggeretligt skel i forbindelse med opførelse af nybyggeri.

Huset har terrasser med udgang fra første sal på både nord- og sydfacaden mod naboerne. Disse terrasser er placeret med en middelafstand på ca. 3,3 m til naboskel.

Kultur, Miljø og Vækst har foretaget en helhedsvurdering og vurderer samlet, at enfamiliehuset er for bastant til at blive opført på det byggefelt, som er på grunden, idet det skrå højdegrænseplan overskrides og tagterrassernes placering i forhold til naboskel vil medføre indbliksgener for naboerne. På denne baggrund indstiller Kultur, Miljø og Vækst, at der meddeles afslag på ansøgning om dispensation til opførelse af det ansøgte enfamiliehus.

Retsgrundlag

Byplanvedtægt H13

Bygningsreglement 2015

Politiske beslutninger og aftaler

Ingen bemærkninger

Økonomiske konsekvenser

Ingen økonomiske konsekvenser for Hvidovre Kommune.

Bilag

  1. m2plus' ansøgning om dispensation, dateret 1. december 2015 (pdf)
  2. Situationsplan, dateret 20. november 2015 (pdf)
  3. Plantegning stueplan, dateret 20. november 2015 (pdf)
  4. Plantegning første sal, dateret 20. november 2015 (pdf)
  5. Facadetegning nord og vest, dateret 20. november 2015 (pdf)
  6. Facadetegning øst og syd, dateret 20. november 2015 (pdf)
  7. Principsnit, dateret 20. november 2015 (pdf)
  8. Principtegning i 3D, dateret 1. december 2015 (pdf)
  9. Hvidovre Strandvej 61' bemærkninger til naboorientering, e-mail af 15. april 2016 (pdf)
  10. Grundejerforeningen Strandvangs bemærkninger til naboorientering, e-mail af 21. april 2016 (pdf)
  11. m2plus' bemærkninger til partshøring, e-mail af 23. maj 2016 (pdf)
  12. Luftfoto, dateret 2015.pdf (pdf)

8. Midlertidig dispensation for installation af individuelle varmemålere i Avedøre Stationsby afdeling Nord og Syd

Beslutningstema

Udvalget skal beslutte, om der skal meddeles midlertidig dispensation for installation af individuelle varmemålere i Avedøre Stationsby afdeling Nord og Syd.

Indstilling

Kultur, Miljø og Vækst indstiller til Teknik- og Miljøudvalget

1.at der meddeles midlertidig dispensation for installation af individuelle varmemålere i Avedøre Stationsby afdeling Nord og Syd frem til den 1. juni 2017.

Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 31-08-2016

Godkendt med bemærkning om, at der ikke gives yderligere dispensationer.

Sagsfremstilling

KAB har fremsendt en ansøgning om forlængelse af en midlertidig dispensation for installation af individuelle varmemålere i Avedøre Stationsby afdeling Nord og Syd.

Den 20. oktober 2014 meddelte Hvidovre Kommune en midlertidig dispensation for installation af individuelle varmemålere til Avedøre Stationsby afdeling Nord og Syd. Dispensationen var gældende frem til og med den 1. januar 2016. Begrundelsen for dispensationen var, at KAB havde iværksat projektet. KAB forventede at varmemålerne ville være installeret i løbet af 2015.

KAB oplyser, i sin ansøgning, at projektet er blevet forsinket på grund af komplikationer. KAB oplyser endvidere, at de har været i dialog med en rådgiver, og efterfølgende har de udarbejdet en tidsplan.

Ifølge tidsplanen vil varmemålerne være installeret senest ultimo februar 2017. Dette vil give beboerne en ”prøveperiode” frem til den 1. juni 2017, hvor det nye regnskabsår starter.

Projektet i Avedøre Stationsby afdeling Nord og Syd er blevet forsinket, men arbejdet er i gang. På denne baggrund indstiller Kultur, Miljø og Vækst, at der meddeles midlertidig dispensation for installation af individuelle varmemålere.

Retsgrundlag

Klima-, Energi- og Bygningsministeriets Bekendtgørelse om individuel måling af el, gas, vand, varme og køling (BEK nr. 1291 af 08/12/2012)

Politiske beslutninger og aftaler

Ingen bemærkninger.

Økonomiske konsekvenser

Ingen økonomiske konsekvenser for Hvidovre Kommune.

Bilag

  1. KAB's brev af 22. marts 2016 vedrørende forlængelse af midlertidig dispensation for installation af individuelle varmemålere, dateret 22. marts 2016 (pdf)

9. Ansøgning om tilladelse til udstykning og bebyggelse af ejendom i landzone, Vestkærsvej 12, matr.nr. 6oh Avedøre By, Avedøre

Beslutningstema

Udvalget skal beslutte om der skal gives landzonetilladelse til udstykning og bebyggelse af ejendommen Vesterkærsvej 12, matr. nr. 6oh Avedøre By, Avedøre.

Indstilling

Kultur, Miljø og Vækst indstiller til Teknik- og Miljøudvalget

  1. at der ikke meddeles landzonetilladelse til det ansøgte, med baggrund i landzonebestemmelserne, og de gældende planbestemmelser for området.

Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 31-08-2016

Godkendt.

Sagsfremstilling

Forvaltningen har den 11. april 2016 modtaget en ansøgning om tilladelse til at foretage en udstykning og opføre ny bebyggelse på ejendommen Vestkærsvej 12. Med ansøgningen følger et forslag til bebyggelsesplan.

Forvaltningen har udarbejdet et notat, der redegør for de gældende planforhold mv. på ejendommen til belysning af anvendelses- og byggemulighederne. Notatet er vedlagt sagen som bilag nr. 2.

Ejendommen har et grundareal på 4.582 m2. Den del af ejendommen, der ligger nærmest Vesterkærsvej, mellem grundene på Vesterkærsvej 10 og 14 ligger i byzone og er på 728 m2. Samme areal er omfattet af Byplanvedtægt A1. Det fremgår af byplanvedtægtens § 3, at denne del af ejendommen må anvendes til boligformål.

Jævnfør § 3.1 må der på hver parcel opføres et hus i én etage med udnyttet tagetage og med højst to beboelseslejligheder.

Den resterende del af ejendommen ligger i landzone, og er hverken omfattet af en lokalplan eller en byplanvedtægt, men er en del af Den Grønne Kile jf. Fingerplan 2013.

Kommuneplan

Den del af ejendommen, der ligger i landzone, er i kommuneplanlægningen udlagt til rekreativt grønt område. Arealet ligger i rammeområde 4F9, der udlægger området til rekreativt grønt område, nyttehaver og fritidsanlæg. Der må kun opføres bebyggelse til områdets brug og drift, og i givet fald kun i 1 etage og en maksimal bygningshøjde på 6,00 m.

Det fremgår også af såvel Kommuneplan 2009 som forslaget til Kommuneplan 2016, at areal til sti nr. 6 skal sikres gennem området. Det er en planlagt sti til forbindelse mellem Brøndbyskoven og Egevolden. Stien er angivet med et principielt forløb hen over ejendommen.

Landzone

Efter planlovens § 35, stk. 1, må der i landzone ikke uden tilladelse fra Kommunalbestyrelsen foretages udstykning, opføres ny bebyggelse eller ske ændring i anvendelsen af bestående bebyggelse og ubebyggede arealer undtaget vedr. især landbrugs-, fiskeri- og skovbrugserhvervet, virksomheder i tiloversblevne landbrugsbygninger, mobilantennemaster mv.

Kommunalbestyrelsen skal ved udøvelsen af sine beføjelser efter landzonebestemmelserne virke for gennemførelsen af kommuneplanen,

jf. planlovens 12. Det indebærer at Kommunalbestyrelsen i vurderingen af de enkelte ansøgninger om landzonetilladelse skal udøve et konkret skøn inden for de rammer som findes i planlægningen, som omfatter blandt andet retningslinjerne og rammerne i kommuneplanen.

Den Grønne Kile

For den aktuelle ejendom er det af særlig vigtighed, at arealet i landzone også indgår i Den Grønne Kile, jævnfør landsplandirektivet Fingerplan 2013.

Fingerplanen stiller krav om, at kommuneplanlægningen i de indre grønne

kiler skal sikre,

  1. at områderne forbeholdes overvejende almen, ikke bymæssig friluftsanvendelse med mulighed for jordbrugsmæssig anvendelse,
  2. at områderne ikke inddrages til byzone,
  3. at områderne friholdes for bebyggelse og anlæg til bymæssige fritidsformål,
  4. at områderne friholdes for yderligere etablering og udvidelse af store areal- og bygningskrævende anlæg til fritidsformål, herunder anlæg som har en lukket karakter i forhold til almen brug,
  5. at der ikke placeres støjende friluftsanlæg, medmindre der er tale om allerede støjbelastede arealer, der ikke kan støjbeskyttes.

Da udstykning med henblik på opførelse af yderligere boliger vil være i strid med såvel kommuneplanens hovedstruktur og rammebestemmelser som bestemmelser i landsplandirektivet Fingerplan 2013 er det forvaltningens vurdering, at der skal meddeles afslag på ansøgningen.

Retsgrundlag

Sagen behandles jf. Planlovens § 34 – 38 om landzoneadministration.

Politiske beslutninger og aftaler

Ingen bemærkninger.

Økonomiske konsekvenser

Ingen økonomiske konsekvenser for Hvidovre Kommune.

Bilag

  1. Ansøgning om tilladelse til at foretage en udstykning og opføre ny bebyggelse på ejendommen (pdf)
  2. Revideret notat om ejendommens anvendelse, Vesterkærsvej 12 (pdf)

10. Forslag til Lokalplan 139 for kolonihaveområdet Præstemosen

Beslutningstema

Kultur, Miljø og Vækst har udarbejdet et forslag til en lokalplan for kolonihaveområdet Præstemosen. Lokalplan 139 skal sikre at de bebyggelsesregulerende bestemmelser for bygningernes omfang fastholdes.

Udvalget skal beslutte, om lokalplanforslaget kan godkendes til fremlæggelse i offentlig høring.

Indstilling

Kultur, Miljø og Vækst indstiller til Teknik- og Miljøudvalget at anbefale over for Kommunalbestyrelsen

  1. at forslaget til Lokalplan 139 for kolonihaveområdet Præstemosen godkendes og herefter fremlægges i offentlig høring i 8 uger.
  2. at der ikke udarbejdes miljøvurdering af lokalplanforslaget.

Beslutning i Kommunalbestyrelsen den 27-09-2016

Ad 1.

Kommunalbestyrelsen godkendte, at forslag til Lokalplan 139 for kolonihaveområdet Præstemosen fremlægges i offentlig høring i 8 uger.

Ad 2.

Kommunalbestyrelsen godkendte, at der ikke udarbejdes miljøvurdering af lokalplanforslaget.

Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 31-08-2016

Ad 1. – 2. Anbefales godkendt.

Sagsfremstilling

Lokalplanen omfatter kolonihaveområdet Præstemosen. Området er i dag omfattet af Lokalplan 129 som udlægger området til rekreative formål, kolonihaver.

Afgrænsningen af lokalplanen svarer til området, der dækkes af Grundejerforeningen Præstemosen. Området er 1,55 km2 stort og omfatter 295 kolonihaver.

Formålet med lokalplanen er at sikre, at området kan udvikles til et velfungerende, permanent kolonihaveområde. Dette skal ske ved at muliggøre opførelse af bebyggelse til kolonihaveformål på de enkelte haveparceller, i et nærmere defineret omfang der tilgodeser en tidssvarende udvikling af området samtidig med, at områdets karakter af kolonihaveområde fastholdes.

Lokalplanen skal navnlig sikre, at de enkelte kolonihavehuse ikke har et bebygget areal, der overstiger 57 m2, at udhuse, drivhuse og lignende ikke har et bebygget areal, der tilsammen overstiger 30 m2 for den enkelte ejendom, og at højden på kolonihavehusene ikke overstiger 4 meter.

Dette sker ved at indføje de bebyggelsesregulerende bestemmelser i lokalplanens formålsbestemmelse. Det betyder, at kommunen fremover ikke kan meddele dispensation fra de bebyggelsesregulerende bestemmelser. Det skyldes, at formålsbestemmelserne udgør en del af planens principielle indhold, som der ikke må dispenseres fra, jævnfør planlovens § 19, stk. 1 og 2.

Retsgrundlag

Kommunalbestyrelsen har ret til at udarbejde en lokalplan for arealer, der ligger inden for kommunens grænser, jævnfør planlovens § 13, stk. 1, når lokalplanen ikke er i strid med kommuneplanen, de statslige interesser i kommuneplanlægningen, landsplandirektivet for planlægning i hovedstadsområdet mv.

Lokalplaner udarbejdes efter bestemmelserne i planlovens kapitel 5 og 6.

Politiske beslutninger og aftaler

Kommunalbestyrelsen besluttede på sit møde den 23. februar 2016 at godkende Teknik- og Miljøudvalgets indstilling af 3. februar 2016 om retlig lovliggørelse af ulovligt opført byggeri i Præstemosen før vedtagelsen af Lokalplan 129 i 2007, og fysisk lovliggørelse af ulovligt opført byggeri i Præstemosen efter vedtagelsen af Lokalplan 129 i 2007 på baggrund af en konkret vurdering.

Kommunalbestyrelsen besluttede samtidig, at der skal tilvejebringes en ny skærpet lokalplan til afløsning af Lokalplan 129.

Økonomiske konsekvenser

Det forventes, at det nye plangrundlag for Præstemosen vil medføre en lettere administration af planen og færre udgifter til juridisk bistand ved sagsbehandlingen af ulovligt opførte kolonihavehuse.

Miljømæssige konsekvenser

Kommunen har vurderet, at der ikke skal gennemføres en miljøvurdering, jf. lovens § 3, stk. 1, nr. 3, og § 4, stk. 2.

Dette begrundes med, at lokalplanen alene fastlægger anvendelsen af et mindre område på lokalt plan – og ikke muliggør væsentlige ændringer i det bestående, men derimod viderefører den nuværende anvendelse i princippet status quo – og at planen ikke vil muliggøre anlægsarbejder, som er optaget i lovens bilag, eller projekter, der i størrelse eller karakter vurderes at få en væsentlig indvirkning på miljøet.

Bilag

  1. Forslag til Lokalplan 139 for kolonihaveområdet Præstemosen (pdf)

11. Forslag til Lokalplan 458 for boliger på Avedøre Tværvej 60-66

Beslutningstema

Kultur, Miljø og Vækst er ved at udarbejde et forslag til en lokalplan for ejendommen Avedøre Tværvej 60-66. Lokalplanen skal gøre det muligt at udstykke nuværende ejendom og opføre parcelhuse og dobbelthuse på den.

Det foreløbige indhold i lokalplanudkastet forelægges til drøftelse før den endelige færdiggørelse af forslaget.

Ejer af grunden har anmodet Hvidovre Kommune om muligheden for også at opføre rækkehuse på grunden.

Indstilling

Kultur, Miljø og Vækst indstiller til Teknik- og Miljøudvalget

  1. at det foreløbige udkast til Lokalplan 458 drøftes,
  2. at ejers anmodning om også at gøre det muligt at opføre rækkehuse i lokalplanområdet imødekommes, på betingelse af, at bebyggelsen placeres vinkelret på Avedøre Tværvej, som vist i bilag 2.

Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 31-08-2016

Ad 1. Drøftet.

Ad 2.

For: Gruppe A, O og V.

Imod: Liste H og Gruppe C. Begge med bemærkning om, at der ikke ønskes yderligere byfortætning i det område.

Godkendt.

Sagsfremstilling

Lokalplanen omfatter ejendommen Avedøre Tværvej 60-66. Området er i dag omfattet af Lokalplan 430, som udlægger den til offentligt formål, grønt område.

Ejendommen er på 5.259 m² og er bebygget med fire fritliggende parcelhuse, der tidligere har fungeret som tjenesteboliger for Avedørelejren. Husene fungerer som udlejningsboliger i dag.

Mod nord og vest afgrænses ejendommen af Avedøreslettens åbne arealer, mod øst af Avedørelejren og mod syd ligger Avedøre Stationsbys etageboliger.

Lokalplanudkastet gør det muligt at udstykke den eksisterende ejendom i fire til otte matrikler og opføre boligbebyggelse på disse som fritliggende enfamiliehuse, tofamiliehuse eller dobbelthuse.

Ved fire ejendomme vil grundstørrelsen blive ca. 1.315 m², og ved otte ejendomme vil grundstørrelserne blive på ca. 615 m² plus andel af fælles vejareal.

Formålet med lokalplanen er at skabe et attraktivt boligområde med åben-lav og tæt-lav boligbebyggelse. Bebyggelsen skal placeres, så området fremstår med en åben bebyggelsesstruktur og en grøn karakter af haveboligområde.

Bygningers højde må ikke overstige 8,5 meter og bebyggelsesprocenten må ikke overstige 30 for enfamiliehuse og tofamiliehuse og 40 for dobbelthuse.

Lokalplanen skal sikre, at der etableres vejadgang til den enkelte ejendom og det nødvendige antal parkeringspladser. Jævnfør kommuneplanens retningslinjer skal der ved åben-lav bebyggelse udlægges to parkeringspladser pr. bolig, ved tæt-lav bebyggelse en parkeringsplads pr. bolig.

Phoam Studio Aps har på vegne af grundejer anmodet Hvidovre Kommune om muligheden for desuden at opføre en samlet rækkehusbebyggelse, som vist i bilag 2.

Forslaget viser en bebyggelse som består af tre stokke á fem boliger der ligger med gavl mod Avedøre Tværvej og vejbetjenes af to fællesveje. Der er i alt 15 boliger på 2 etager.

Med 15 rækkehuse vil den gennemsnitlige grundstørrelse, inklusive fælles vejarealer, blive på 350 m², mens nettogrundarealet ligger på 291 – 344 m².

I modsætning til tidligere fremsendte forslag for en rækkehusbebyggelse har det nye forslag en åben bebyggelsesstruktur med gode private friarealer og mulighed for udsyn på tværs af bebyggelsen. Med kun to fælles vejadgange til rækkehusene vil den trafikale påvirkning af Avedøre Tværvej desuden blive begrænset.

Lokalplanområdet er beliggende indenfor kommuneplanens rammeområde 4A2, der fastsætter bebyggelsesprocenten for området under ét til 30. Den eksisterende bebyggelsesprocent inden for rammeområdet er beregnet til 31,7, og rammen er således mere end udnyttet.

Til Udvalgets orientering vil det derfor være nødvendigt at udarbejde et kommuneplantillæg i forbindelse med lokalplanforslaget. Forvaltningen vil foreslå, at kommuneplantillægget fastlægger en ny, maksimal bebyggelsesprocent på 35 for området under ét.

Retsgrundlag

Lokalplaner udarbejdes efter bestemmelserne i planlovens kapitel 5 og 6.

En lokalplan skal tilvejebringes, før der gennemføres større udstykninger eller større bygge- og anlægsarbejder, herunder nedrivninger af bebyggelse, og i øvrigt når det er nødvendigt for at sikre kommuneplanens virkeliggørelse, jævnfør planlovens § 13, stk. 2.

Politiske beslutninger og aftaler

Efter anmodning fra ejer, besluttede Teknik- og Miljøudvalget på sit møde den 10. oktober 2012, punkt 7, at der udarbejdes en lokalplan der muliggør fremtidig udstykning og anvendelse af ejendommen til boligformål. Samtidig besluttedes det, at der i lokalplanen skulle gives mulighed for at opføre boligbebyggelse som enfamiliehuse, tofamiliehuse og dobbelthuse, men ikke som en større rækkehusbebyggelse.

Udvalget besluttede ligeledes, at anmode ansøger om bistand ved lokalplanens udarbejdelse med henblik på at fremme sagen, jf. planlovens § 13, stk. 3.

Økonomiske konsekvenser

Ingen økonomiske konsekvenser for Hvidovre Kommune.

Bilag

  1. Lokalplan 458_udkast af 14. juli 2016 (pdf)
  2. Skitseprojekt af 1. juli 2016 ved Phoam Studio (pdf)

12. Baunebakken. Overtagelse af offentlig vej

Beslutningstema

Baunebakkens grundejerforening ønsker at overtage de offentlige vejarealer, der ligger mellem grundejerforeningen og Allingvej.

Indstilling

Kultur, Miljø og Vækst indstiller til Teknik- og Miljøudvalget

  1. at forvaltningen indgår en aftale om at overdrage de offentlige vejarealer mellem grundejerforeningen og Allingvej
  2. at der af rammeprojektet 2017, vedligeholdelse af færdselsbaner i 2017 reserves et beløb på maksimalt 300.000 kr. til asfaltering af ovenstående offentlige vejarealer

Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 31-08-2016

Udsat.

Sagsfremstilling

Baunebakkens grundejerforening ønsker at overtage de offentlige vejarealer, der ligger mellem grundejerforeningen og Allingvej.

Disse offentlige vejarealer er parallelle veje mellem grundejerforeningen og Allingvej, og betjener udelukkende ejendomme i Baunebakken.

Grundejerforeningen ønsker, at overtage vejarealerne for bedre at kunne disponere og udnytte mulighederne for parkering på vejene.

Formelt bliver de offentlige vejarealer nedklassificeret til private fællesveje. Kommunen er forsat vejbestyrelse på de private fællesveje.

Der er aftalt følgende forudsætninger for en eventuel nedklassificering og overdragelse af vejarealerne, at:

- Fodgængere forsat kan færdes uhindret fra fortovet ved Klardam til Avedøre Havnevej langs med Baunebakken

- Kommunen betaler op til 300.000 kr. for et asfaltslidlag på vejarealerne inden de overdrages til grundejerforeningen

- Kommunen forestår de matrikulære ændringer

I henhold til Vejloven skal samtlige grundejere i Baunebakken parthøres.

Kommunen kan indgå en frivillig aftale, såfremt samtlige grundejere er enige og repræsenteret af grundejerforeningen.

Alternativt skal Kommunalbestyrelsen vedtage en nedklassificering af de offentlig veje, og 4 år efter beslutningen kan overdragelsen formelt finde sted.

Ved en nedklassificering af offentlige veje skal de offentlige veje overdrages i vel vedligeholdt stand.

Vej- og Parkafdelingens drift vil fremover blive reduceret, fordi der ikke skal fejes veje, renses rendestensbrønde, snebekæmpes og klippes buskads m.v. Der anslås en årlig driftsbesparelse på 5 - 10.000 kr.

Retsgrundlag

Det fremgår af vejlovens § 124, stk. 3, at

Kommunalbestyrelsen kan tidligst træffe endelig beslutning om, hvorvidt en vej skal overgå til privat fællesvej eller privat vej i forbindelse med vejens nedlæggelse som kommunevej, 4 år efter at kommunalbestyrelsen har offentliggjort sin plan herom. Beslutningen skal træffes senest 6 år efter offentliggørelsen.

I henhold til § 125, stk. 1 er der en regel om, at kommunalbestyrelsen skal udfærdige en tilstandsrapport af de offentlige vejarealer, der ønskes nedklassificeret.

Det fremgår af § 126, at

§ 124, stk. 3, og § 125, stk. 1, kan fraviges ved aftale, når kommunalbestyrelsen og samtlige berørte grundejere er enige herom.

Det er samtlige berørte grundejere og ikke kun grundejerforeningen, som skal være enige. Transportministeren har i et brev fra 25.2.2011 udtalt,

1.at kommunalbestyrelsen bør indgå aftalen skriftligt og i aftalen beskrive vejens tilstand på overdragelsestidspunktet.

2.at kommunen bør informere samtlige grundejere om konsekvenserne af selve beslutningen om at nedklassificere vejen samt konsekvenserne af en fravigelse af procedurereglerne, herunder at grundejerne selvfølgelig kan kræve at disse følges.

Politiske beslutninger og aftaler

Ingen bemærkninger.

Økonomiske konsekvenser

Der reserveres 300.000 kr. af rammeprojekt 2017, vedligeholdelse af færdselsbaner i 2017 til istandsættelse af de offentlige vejarealer, der ønskes nedklassificeret.

Vej og Parkafdelingens driftsbudget reduceres årligt fra 2017 med 5.000 kr. og vinterkontoen med 2.500 kr., som følge af mindre drift og vedligehold på disse offentlige vejarealer.


13. Rotte - Bekæmpelsesmetoder i Hvidovre Kommune

Beslutningstema

Efter ønske fra udvalget er der udarbejdet et notat der beskriver kommunens bekæmpelsesmetoder samt hvilke materialer der typisk anvendes til gift/ikke gift.  Endvidere er det undersøgt, hvad andre instanser som Banedanmark, DSB og HOFOR gør i forhold til rottebekæmpelse.

Indstilling

Kultur, Miljø og Vækst indstiller til Teknik- og Miljøudvalget

  1. at tage orienteringen til efterretning

Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 31-08-2016

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

På udvalgets møde den 1. juni 2016 blev der ønsket en uddybende beskrivelse af brug af alternativer til gift i forbindelse med rottebekæmpelse.

Vej- og Parkafdelingen har udarbejdet vedlagte bilag 1: Bekæmpelsesmetoder i Hvidovre kommune, hvor der beskrives:

-Hvordan Hvidovre kommune bekæmper rotter

-Hvordan andre instanser bekæmper rotter

-Hvilke materialer Hvidovre kommunes rottebekæmpere typisk benytter i bekæmpelsen

Kommunen bekæmper kun rotter over jorden.

Hverken DSB eller Banedanmark udfører rottebekæmpelse, men efterlever evt. henstillinger fra kommunens rottebekæmpere.

HOFOR udfører ikke bekæmpelse af rotter i kloakkerne i Hvidovre. HOFOR udfører løbende forbedringerne af deres kloaknet i form af forudgående tv-inspektion og efterfølgende reparation af brud på større strækninger. Ellers efterkommer de henstillinger fra kommunens rottebekæmpere.

Hvidovre kommunes rottebekæmpere benytter typisk, giftdepoter (med gift), smækfælder (uden gift) og burfælder (uden gift) i opgaveløsningen. Valg af materiale samt brug af gift / ikke brug af gift afhænger af opgavens art.

I 2017 skal kommunen have en ny rottehandlingsplan. Vej- og Parkafdelingen forventer at udarbejde et forslag til politisk godkendelse  ultimo 2016.

Retsgrundlag

Der er ikke noget retsgrundlag for beslutningen.

Politiske beslutninger og aftaler

På Teknik- og Miljøudvalgets møde den 1 juni 2016, blev der udleveret et notat om brug af alternativer til gift. Udvalget ønsker fremlagt en uddybende beskrivelse forelagt på et kommende møde.

Økonomiske konsekvenser

Ingen økonomiske konsekvenser for Hvidovre Kommune.

Bilag

  1. bilag 1: Bekæmpelsesmetoder i Hvidovre Kommune (docx)

14. Resultat af fortovsregistrering 2015/2016

Beslutningstema

Vej- og Parkafdelingen har udført en ny fortovsregistrering i samarbejde med Sweco. Resultaterne viser, at den samlede værdi af fortovene er faldet. For at opretholde den nuværende tilstand vil det kræve en investering på årligt på 5,2 mio. kr. I dag er der afsat 4 mio. kr. på investeringsoversigten til fortovsrenovering.

Indstilling

Kultur, Miljø og Vækst indstiller til Teknik- og Miljøudvalget

  1. at tage orienteringen til efterretning

Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 31-08-2016

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Vej- og Parkafdelingen har i samarbejde med Sweco udarbejdet en metode til registrering og værdiansættelse af kommunens fortove.

Første registrering skete i 2010/2011, hvor en medarbejder fra Vej- og Parkafdelingen med brolæggererfaring fysisk gik alle fortove i kommunen igennem. Herefter blev prisen for udbedring af skader og fortovets værdi vurderet via metoden.

I 2015/2016 er der foretaget en ny fortovsregistrering og registreringerne er udført på samme måde som i 2010/2011.

Kommunen har ca. 324 km fortov som alle er registreret i forhold til:

  1. Konstruktionstype (belægning, antal rækker fliser eller lign.)
  2. Kantstens- eller revirlysning (fra 0-2 cm, fra 2-8 cm og over 8 cm)
  3. Lunker (antal meter)
  4. Skader (mindre og større alvorlige skader, akutte skader og farlige opspring > 3 cm)
  5. Tilstandskategori (0 = fortov har holdbarhed i over 25 år, 1 = fortov har holdbarhed i 2-25 år, 2 = fortov har holdbarhed i mindre end 2 år)
  6. Eventuelle bemærkninger.

Registreringerne er et øjebliksbillede, som kan bruges til at afdække, hvilke omkostninger der venter i fremtiden. De tager således ikke højde for skader, som sker efter registreringen, f.eks. hvis en lastbil kører over fortovet og smadrer fliser.

Normalvis kan et fortov holde i 50 år fra det bliver lagt, hvis det ikke bliver udsat for påvirkninger, som kørsel fra tunge køretøjer - saltning, trærødder, sætninger etc.

Resultater af registreringen fremgår af Rapport Hvidovre Kommune Fortovsregistrering 2015/2016, Juli 2016, se bilag 1.

Konklusionerne fra rapporten er følgende:

-Der er konstateret få akutte skader og farlige opspring i forhold til registreringerne i 2010/2011. Det har betydet, færre faldskader, som kan udløse en forsikringssum til skadelidte.

-Der er ca. 3 km fortov, som bør omlægges inden for de næste to år, da de er meget slidte.

-Investeringsbehovet de næste 10 år, udgør i snit 5,2 mio. kr./årligt, hvis den nuværende fortovsstandard skal opretholdes. Det betyder, at afsættes der ikke mere i budgettet end de 4 mio. kr. årligt der er i budgettet i dag, så vil fortovenes tilstand forringes og miste deres værdi.

-Fortovskapitalen (det vil sige den værdi, den samlede strækning har i dag) er på 196,1 mio. kr. Til sammenligning var den i 2010, 193 mio. kr. ved daværende forudsætninger. Umiddelbart kunne det se ud som om fortovskapitalen er øget marginalt. Ved korrektion for de anvendte forudsætninger og udvikling af prisniveauet, svarer det til, at den nuværende fortovskapital i niveau 2010/2011 ville være 165 mio. kr. Det betyder, at kommunens fortove er blevet mindre værd i perioden fra 2010/2011-2015/2016, nemlig 28 mio. kr. eller ca. 5,6 mio. kr. årligt.

-Der udføres en ny registrering om ca. 5 år.

Retsgrundlag

Der er ikke noget retsgrundlag for beslutningen.

Politiske beslutninger og aftaler

Resultaterne fra den tidligere fortovsregistrering i 2010/2011 blev taget til efterretning på Teknik- og Miljøudvalgets møde den 11-05-2011.

Økonomiske konsekvenser

Der er på investeringsoversigten afsat 4,0 mio. kr. til vedligeholdelse af fortove.

Såfremt tilstanden af kommunens fortove ikke skal forværres, anbefales det, at der fremadrettet afsættes 5,2 mio. kr. årligt til renovering.

Sundhedsmæssige konsekvenser

Alle der færdes på kommunens fortove, skal have en god oplevelse og komme sikkert frem, uanset om man sidder i kørestol, - er blind, - går dårligt, - går med barnevogn etc.

Bilag

  1. Bilag 1: Rapport hvidovre Kommune Fortovsregistrering 2015/2016, juli 2016 (pdf)

15. Parallelvej og bump

Beslutningstema

Teknik- og Miljøudvalget får en orientering om asfaltering af Parallelvej og ændring af vejens indretning mellem Rønnebærvej og Blochs Alle.  

Indstilling

Kultur, Miljø og Vækst indstiller til Teknik- og Miljøudvalget

  1. at tage orienteringen til efterretning

Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 31-08-2016

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Parallelvej blev forsynet med et nyt asfaltslidlag i begyndelsen af juni måned 2016.

I den forbindelse har Vej- og Parkafdelingen sørget for, at der i stedet for de to 30 km/t bump mellem Rønnebærvej og Kærgårdsvej er etableret et nyt 40 km/t bump mellem Kærgårdsvej og Blochs Alle.

Forklaringen på det er, at baggrunden for de to 30 km/t bump, børneinstitutionen, ikke mere er til stede. Endvidere ville det ene 30 km/t bump ved Kærgårdsvej have været i vejen for de nye indkørsler til de udstykkede grunde på den tidligere institutionsgrund (Nymarken).

På kortbilaget kan det ses, at det nye 40 km/t bump passer fint ind i rytmen med de øvrige fartdæmpende foranstaltninger på Parallelvej.

Området mellem Vestvolden, S-banen, Byvej og Gammel Køge Landevej blev skiltet som hastighedszone 40 i 2001 i forbindelse med Miljøtrafikugen. De fartdæmpende foranstaltninger blev etableret i efteråret 2004. I begge tilfælde med godkendelse fra Politimesteren i Hvidovre.

De nuværende bestemmelser om hastighedszoner, der findes i Bekendtgørelsen om anvendelse af vejafmærkning, fandtes ikke på daværende tidspunkt. De blev formentlig først indført i 2005, og i begyndelsen var det Vejdirektoratet, der var godkendende myndighed. Nu er det igen politiet.

Vej- og Parkafdelingen har i juni fået udført en måling af hastighed og antal biler for dels at se om fjernelse af de to 30 km/t bump ville få afgørende betydning for hastigheden og dels for at kontrollere om hastighedszone 40 overholdes.

Resultatet af hastighedsmålingen viser, at hastighedszone 40 overholdes med en meget god margin. Gennemsnitshastigheden ligger på ca. 34 km/t. 85 % fraktilen viser, at 85 % af køretøjerne kører under 42 km/timen. Først når 85 % fraktilen er over 47 km/t overholdes zone 40 ikke.

Trafiktællingen viser, at der kører fra 400 – 1400 biler i døgnet afhængig af ugedag, og om det er den østlige eller vestlige del af Parallelvej. Hvor der er mest trafik på den østlige del af Parallelvej.

Vej- og Parkafdelingen har endvidere forbedret skiltningen, idet zonetavlerne nu står i begge sider og længere inde på Parallelvej, Blochs Alle og Vestre Strandvej, som er de tre eneste adgange til området for bilister. Denne forbedring er i overensstemmelse med bestemmelserne for hastighedszoner.

Retsgrundlag

Der er ikke noget retsgrundlag for beslutningen.

Politiske beslutninger og aftaler

Ingen bemærkninger.

Økonomiske konsekvenser

Ingen økonomiske konsekvenser for Hvidovre Kommune.

Bilag

  1. Fartdæmpende foranstaltninger på Parallelvej (pdf)
  2. Bilag. Trafikmålinger. (pdf)

16. Parkering på Åmarkvej og Strandbovej ved Åmarken Station

Beslutningstema

Teknik- og Miljøudvalget orienteres om Vej- og Parkafdelingens vurdering af parkeringsforholdene og anmodes om at tage orienteringen til efterretning.  

Indstilling

Kultur, Miljø og Vækst indstiller til Teknik- og Miljøudvalget

  1. at tage Vej- og Parkafdelingens orientering om parkeringsforholdene på Åmarkvej og Strandbovej ved Åmarken Station til efterretning.

Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 31-08-2016

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Teknik- og Miljøudvalget bad på mødet den 11. maj 2016, punkt 7, i forbindelse med behandling af sagen om renovering af parkeringspladsen ved Åmarken Station om at indtænke Åmarkvej og Strandbovej vedrørende parkering.

Vej- og Parkafdelingen har set på sagen og vurderer, at det vil være formålstjenligt, at der ikke parkeres på Strandbovej ud for parkeringspladsen. Parkeringen er og vil være til gene for færdslen, idet rabatterne er for smalle. Vej- og Parkafdelingen vil i første omgang stramme op på afmærkningen med spærrelinjer.

Vej- og Parkafdelingen gør her brug af en kombination af § 29, stk. 1 8) og § 28, stk. 3 i Færdselsloven. De er gengivet her.

§ 29. Standsning eller parkering må ikke ske:

-----

8) ved siden af spærrelinje, hvis afstanden mellem køretøjet og linjen er mindre end 3 m, og der ikke mellem køretøjet og spærrelinjen findes en punkteret linje,

§ 28

-----

Stk. 3. Standsning eller parkering må ikke ske på cykelsti, gangsti, yderrabat eller fortov. Tilsvarende gælder for midterrabat, helleanlæg og lignende. Uden for tættere bebygget område kan et køretøj, hvis tilladte totalvægt ikke overstiger 3.500 kg, dog standses eller parkeres med hele eller en del af køretøjet i yderrabatten eller med en del af køretøjet på fortov. 1. pkt. gælder ikke cykler og tohjulede knallerter.

Der kan sagtens parkeres på rabatterne på Åmarkvej uden at det er til gene for færdslen. Muligheden for parkering på Åmarkvej er vigtig for forståelsen af ovennævnte forbud sammen med de kommende ekstra 22 muligheder for parkering på parkeringspladsen.

På Strandbovej ud for parkeringspladsen bør der istandsættes på en sådan måde, at parkering besværliggøres. Det kan ske ved at hæve kantstenene mellem kørebane og rabat. Endvidere bør rabatterne på Åmarkvej istandsættes. Der er til Budget 2017 indmeldt en udgift på 300.000 kr. til disse formål.

Retsgrundlag

Der er ikke noget retsgrundlag for beslutningen.

Politiske beslutninger og aftaler

Beslutning på Teknik- og Miljøudvalgets møde 11. maj 2016, punkt 7: ”Endvidere at indtænke Åmarkvej og Strandbovej vedrørende parkering.”

Økonomiske konsekvenser


17. Sorte pletter/systematisk uheldsbekæmpelse - Anvendelse af resterende pulje i 2016

Beslutningstema

Teknik- og Miljøudvalget anmodes om at tage stilling til anvendelse af resterende anlægsbevilling og rådighedsbeløb i 2016.

Indstilling

Kultur, Miljø og Vækst indstiller til Teknik- og Miljøudvalget

  1. at tage stilling til forslag om anvendelse af resterende pulje afsat til ”sorte pletter” i 2016.

Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 31-08-2016

Forslaget godkendt.

Sagsfremstilling

Vej- og Parkafdelingen har med udgangspunkt i tidligere analyser arbejdet videre med konkrete forslag til trafiksikkerhedsfremmede tiltag på kommunens vej- og stinet.

Status og resultater af dette arbejde kan ses i bilaget.

Vej- og Parkafdelingen foreslår på denne baggrund følgende tiltag til udførelse i 2016:

Lokalitet

Tiltag

Anlægs­overslag

Større tiltag

Signalkrydset Hvidovrevej/Allingvej/Vigerslev Alle

Ombygning af kryds inkl. nyt styreapparat og nyt signaludstyr

550.000,-

Signalkrydset Gammel Køge Landevej/Strandmarksvej

Ombygning af kryds med særskilt venstresving mod Strandmarksvej

950.000,-

Mindre tiltag

Signalkrydset Gammel Køge Landevej/Avedøre Havnevej

Forstærkning af signalbillede med nye/ekstra lanterner samt optimering af signalprogram

75.000,-

/100.000,-

Signalkrydset Avedøre Havnevej/Brostykkevej

Forstærkning af signalbillede med nye/ekstra lanterner

50.000,-

/75.000,-

Signalkrydset Gammel Køge Landevej/Brostykkevej/Åmarkvej

Forstærkning af signalbillede med nye/ekstra lanterner

50.000,-/75.000,-

Det bemærkes, at foreliggende forslag til tiltag i vigepligtskrydset Stamholmen/Avedøreholmen ikke kan rummes indenfor aktuelt resterende puljer i 2016.

Der kan ske en budgetomplacering med henholdsvis 1 mio. kr. fra 2017 og 2018 budgettet.

Retsgrundlag

Der er ikke noget retsgrundlag for beslutningen.

Politiske beslutninger og aftaler

På Teknik- og Miljøudvalgets møde den 6. april 2016, punkt 11, blev Teknik- og Miljøudvalget orienteret om resultaterne af den hidtidige indsat vedrørende sorte pletter/systematisk uheldsbekæmpelse. Desuden godkendte Teknik- og Miljøudvalget forslag til det fortsatte arbejde, herunder at prioritere dels problemsteder, hvor der anses mulighed for med beskedne omkostninger at kunne opnå en trafiksikkerhedsmæssig effekt, dels problemsteder hvor der anses mulighed for at kunne opnå bedst mulig trafiksikkerhedsmæssig effekt i forhold til en forventeligt noget større investering. På forhånd var afsat kr. 550.000,- til indgået aftale med Banedanmark og entreprenør om ombygning af signalkrydset Hvidovrevej/Allingvej/Vigerslev Alle i forbindelse med Banedanmarks færdiggørelse af København-Ringsted jernbaneprojektet langs Allingvej og Vigerslev Alle i 2016.

Økonomiske konsekvenser

På investeringsoversigten i 2016 er der til Projekt 2495, Sorte pletter/systematisk uheldsbekæmpelse, 2016 afsat rådighedsbeløb på 1.000.000 kr. Hertil har Kommunalbestyrelsen den 24.11.2015, punkt 19 givet anlægsbevilling.

På projekterne 2484 og 2469 Sorte pletter/systematisk uheldsbekæmpelse 2014 og 2015 resterer uforbrugte rådighedsbeløb 2016 og godkendt anlægsbevilling på i alt 1.100.000 kr.

Resterende pulje til Sorte pletter udgør i 2016 hermed 2,1 mio. kr.

Bilag

  1. Sorte pletter/systematisk uheldsbekæmpelse - Projektforslag 2016 ff (pdf)

18. Privat bilkørsel på Voldgaden

Beslutningstema

Orientering om privat bilkørsel på Voldgaden og forslag til tiltag, der kan medvirke til at reducere privat bilkørsel på Voldgaden.

Indstilling

Kultur, Miljø og Vækst indstiller til Teknik- og Miljøudvalget

  1. at tage orienteringen om privat bilkørsel til efterretning
  2. at godkende realisering af det foreslåede tiltag 1 under forudsætning af, at finansieringen medtages i budget 2017
  3. at godkende realisering af de foreslåede tiltag 2-4

Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 31-08-2016

Ad 1. Taget til efterretning.

Ad 2. Ikke godkendt.

Ad 3. Godkendt.

Sagsfremstilling

Som led i projektet ”Hvidovre på hjul”, der var et af mange delprojekter i det store projekt Revitalisering af Københavns Befæstning, blev Voldgaden asfalteret og der blev etableret belysning, det sidste stykke af Voldgaden langs Vester Strandvej blev reetableret, der blev etableret signalreguleret krydsning af Gammel Køge Landevej og nedtaget fire bomme på strækningen. Tilsammen gav tiltagene et sammenhængende sti forløb, der blev indviet i efteråret 2011.

Formålet var at få mange flere til at benytte stien og derved bl.a. at udbrede kendskabet til det fredede fortidsminde Vestvolden.

Siden efteråret 2011 har motorkørsel været forbudt på hele Voldgaden. Arbejdskørsel er dog tilladt. Trods forbuddet nu har været gældende i mere end fire år, så hænder det fortsat, ifølge beboere i området, at de ser en privat bil køre på Voldgaden.

I henholdsvis august 2012 og august 2013 fik Vej- og Parkafdelingen foretaget tællinger af biltrafikken på Voldgaden. Tællingerne viste, at antallet af biler på Voldgaden næsten blev halveret fra 2012 til 2013. Tællingerne viste endvidere, at hovedparten af al bilkørsel på Voldgaden var ind til boldklubben, der har indgang fra Voldgaden.

Tidligere var det tilladt at køre ind til boldklubben via Avedøre Tværvej, men det har ikke været tilladt siden efteråret 2011.

I juni 2016 modtog Vej- og Parkafdelingen en forespørgsel fra bestyrelsen i fodboldklubben A-team 2650 om det kunne være rigtigt, at man ikke må køre ind og parkere ved boldklubben. Baggrunden for forespørgslen var, at Politiet havde været forbi klubhuset og gjort opmærksom på, at der ikke må parkeres der.

Vej- og Parkafdelingen foreslår følgende tiltag for at reducere privat bilkørsel på Voldgaden:

1. Etablering af yderligere ca. 25 parkeringspladser langs Avedøre Tværvej til brug for boldklubben (og naturligvis også andre).

2. Opsætning af pullerter på Avedøre Tværvej, således at der fysisk lukkes for biltrafik til Voldgaden og boldklubbens klubhus.

3. Der lægges store sten i græsrabatten langs Vester Strandvej

4. Der opsættes en pullert eller lignende ved opkørslen til Voldgaden fra Kanalstien.

Etablering af yderligere parkeringspladser vil betyde, at boldklubbens medlemmer og gæster får et sted, hvor de lovligt kan parkere i modsætning til de nuværende forhold, hvor der er meget begrænsede muligheder for at parkere lovligt i nærheden af boldklubben. Nærmeste P-pladser er i dag udover de 5-6 pladser der er ved Avedøre Tværvej de offentlige P-pladser i Avedørelejren eller P_pladsen ved Avedøre Idrætscenter. Etablering af 25 P-pladser skønnes at koste 0,5 mio. kr. Det er en forudsætning for realisering af dette tiltag, at der afsættes 0,5 mio. i budget 2017 til formålet.

Realisering af de forslåede tiltag 2-4 vil betyde, at antallet af steder, hvor det er muligt at køre ind på Voldgaden med bil reduceres, men uden at give anledning til væsentlig gene for de mange daglige cykelpendlere, der benytter Voldgaden. Udgiften til realisering af tiltagene 2-4 skønnes at kunne holdes inden for driftsbudgettet.

Retsgrundlag

Der er ikke noget retsgrundlag for beslutningen.

Politiske beslutninger og aftaler

Ingen bemærkninger.

Økonomiske konsekvenser

Etablering af yderligere ca. 25 P-pladser langs Avedøre Tværvej forudsætter, at der afsættes 0,5 mio. kr. til formålet i budget 2017.

Beløbet er ikke medtaget i budget 2017 og indstilles derfor til drøftelse i forbindelse med budgetprocessen.

Realisering af tiltagene 2-4 har ingen økonomiske konsekvenser, da udgiften kan afholdes inden for Vej- og Parkafdelingens driftsbudget.


19. Renholdelseskampagne

Beslutningstema

Kultur, Miljø og vækst afholder i efteråret en renholdelseskampagne i samarbejde med Sammenslutningen af Grundejerforeninger i Hvidovre (SGH).

Indstilling

Kultur, Miljø og Vækst indstiller til Teknik- og Miljøudvalget

  1. at tage orienteringen til efterretning.

Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 31-08-2016

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Kultur, Miljø og Vækst har i samarbejde med Sammenslutningen af Grundejerforeninger(SGH) planlagt en fælles renholdelseskampagne for specielt fjernelse af ukrudt og klipning af hække den 15. september – mandag den 19. september 2016, begge dage inklusiv.

Formålet er, at få flest mulige til at ordne deres fortov og hæk, og gøre opmærksom på de retningslinjer, der foreligger.

Retningslinjerne betyder, at grundejere er forpligtigede til at renholde det fortov, der ligger langs med deres ejendom, klippe hækken, så den er ca. 20 cm bag ved fortovet, og klippe buske og træer så eventuelle gadeskilte og gadelamper tydeligt kan ses.

Der føres en informationsindsats på kommunens hjemmeside og Facebook samt i Hvidovre Avis, der vil gå på, at vi alle skal hjælpe med at renholde vores by, så det bliver sikkert og trygt at færdes.

Det er planen, at Vej og Park vil opstille haveaffaldscontainere nogle centrale steder i byen med forskellige informationer, hvor folk kan komme af med deres grønne affald.

SGH vil informere deres medlemmer om kampagnen ligesom Vej og Parkafdelingen vil informere viceværterne i lejeboligerne og der vil også blive udfærdiget pressemeddelelse mv.

Retsgrundlag

Der er ikke noget retsgrundlag for beslutningen.

Politiske beslutninger og aftaler

Ingen bemærkninger.

Økonomiske konsekvenser

Ingen økonomiske konsekvenser for Hvidovre Kommune.


20. Eventuelt

Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 31-08-2016

Rene Langhorn (O) ønsker oplyst hvad træfiguren ved Quarkcentret koster.

Rene Langhorn (O) spurgte til byggesag på Strandbovej 17. Forvaltningen besvarede spørgsmålet.

Rene Langhorn (O) ønsker status på byggesag Strandmarkskirken,  kælder.

Kristine E. Young (H) spurgte til muligheden for skiltning til hvem der har forkørselsret på Avedøre Tværvej.

Steen Ørskov Larsen (C) gjorde opmærksom på, at skolebestyrelsen på Præstemoseskolen ønsker et ”kys og kør”-skilt opsat.

Karl Erik Høholt Jensen (V) spurgte om der er konstateret forurening på den tomme grund ved Risbjerggård.


21. Projekt 4008, Nyt Sundhedshus - licitationsresultat

Lukket sag

Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 31-08-2016

Ad 1. – 2. Godkendt.


22. Tømning af 2-kammerbeholdere i haveboliger - tildeling af kontrakt

Lukket sag

Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 31-08-2016

Godkendt.