Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Referat - Økonomiudvalget den 4. maj 2015

Mødefakta

Dato: Mandag den 4. maj 2015
Mødetidspunkt: Kl. 17:00
Mødested: Hvidovreværelset

Medlemmer

  • Finn Gerdes (A)
  • Helle M. Adelborg (A)
  • Karl Erik Høholt Jensen (V)
  • Mikkel Dencker (O)
  • Mogens Leo Hansen (Ø)
  • Niels Ulsing (F)
  • Steen Ørskov Larsen (C)

Indholdsfortegnelse


1. Godkendelse af dagsorden

Beslutning i Økonomiudvalget den 04-05-2015

Godkendt.


2. Forskellige cirkulærer og meddelelser. Orientering ved Borgmesteren

Beslutning i Økonomiudvalget den 04-05-2015

Ingen meddelelser.


3. Fælles opslag i kommmuneplanen om Greater Copenhagen

Beslutningstema

Kommunalbestyrelsen skal træffe beslutning, om man ønsker at indarbejde et fælles opslag i kommuneplanen om Greater Copenhagen.

Hvidovre Kommune har sammen med 45 andre Østsjællandske kommuner og de to Sjællandske regioner i 2013 besluttet et fælles ståsted til en fokuseret vækststrategi i samarbejdet Greater Copenhagen.

KKR Hovedstaden besluttede på deres møde den 23. februar 2015 at anbefale de enkelte kommunalbestyrelser at indarbejde et fælles opslag i kommuneplanen i den kommende kommuneplanrevision.

Indstilling

Økonomi og Stabsforvaltningen indstiller til Økonomiudvalget at anbefale overfor Kommunalbestyrelsen

  1. at der træffes beslutning om, og i givet fald hvordan, et fælles opslag om Greater Copenhagen skal indgå i Hvidovres kommende kommuneplan.

Beslutning i Økonomiudvalget den 04-05-2015

Økonomiudvalget anbefaler Kommunalbestyrelsen, at Greater Copenhagen omtales i kommuneplanen tilpasset Hvidovre Kommunes digitale platform.

Sagsfremstilling

Greater Copenhagen er et erhvervspolitisk partnerskab mellem kommuner og regioner i Østdanmark. Formålet er at samarbejde om at fremme væksten i området. De skånske kommuner og Region Skåne er positive over for samarbejdet, men er endnu ikke formelt trådt ind i samarbejdet.

Et af initiativerne er, at alle kommuneplanerne og de regionale vækststrategier får et fælles opslag for at understøtte signalet om, at alle kommunerne tænker sig ind i den fælles vækstdagorden.

Kultur-, Teknik-, Miljø- og Arbejdsmarkedsforvaltningen udarbejder aktuelt et udkast til ny kommuneplan, der forventes forelagt til godkendelse i Kommunalbestyrelsen i juni 2015.

I lighed med den eksisterende Kommuneplan 2009 vil også Hvidovres næste kommuneplan blive præsenteret på en digital platform. Derfor er der ikke mulighed for at indarbejde det konkrete forslag om et fælles opslag i kommuneplanen om Greater Copenhagen, som hvis kommuneplanen havde været en publikation.

Hvis Kommunalbestyrelsen ønsker, at Greater Copenhagen skal omtales i kommuneplanen, foreslås det, at indholdet i opslaget bliver tilpasset Hvidovre Kommunes digitale platform. Det vil sige, at selve teksten og logoet indarbejdes i kommuneplanen, men altså ikke nødvendigvis med den viste udformning.

Retsgrundlag

Kommuneplaner udarbejdes med hjemmel i planlovens § 23b. Indholdet i kommuneplanen skal leve op til de krav, der er indeholdt i planlovens §§ 11 og 11a-f.

Politiske beslutninger og aftaler

Ingen.

Økonomiske konsekvenser

Ingen økonomiske konsekvenser for Hvidovre Kommune.

Bilag

  1. Notat fra KKR Hovedstaden om fælles opslag om Greater Copenhagen, dateret den 9. marts 2015 (pdf)
  2. Forslag til fælles opslag om Greater Copenhagen (pdf)

4. Genbehandling af udkast til temaer i Kommuneplan 2014

Beslutningstema

Som led i den forberedende behandling af indholdet i forslag til Kommuneplan 2014 skal Økonomiudvalget drøfte og kommentere temaafsnittene. Denne behandling sker på baggrund af udvalgets indledende drøftelse af sagen den 16. februar 2015 samt de forudgående drøftelser i alle fagudvalgene.

Indstilling

Kultur-, Teknik-, Miljø- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller til Økonomiudvalget

  1. at temaafsnittene drøftes med henblik på beslutning om eventuelle ændringer inden forvaltningen forelægger det samlede udkast til Kommuneplan 2014 til godkendelse.
  2. at der tages stilling til de enkelte bemærkninger og ændringsforslag fra fagudvalgene, som disse er opsamlet i notat af 13. april 2015.

Beslutning i Økonomiudvalget den 04-05-2015

Ad 1. Temaerne drøftet.

Ad 2. Fagudvalgenes bemærkninger og ændringsforslag drøftet:

Tema Børn og Familier

Alle forslag indarbejdes.

Tema Kulturarv

Ingen forslag.

Tema Byområdet

Teknik- og Miljøudvalgets forslag drøftet og ændringer indarbejdes.

Tema Landskab

Ingen forslag.

Tema Miljø og forsyning

Arbejdsmarkedsudvalgets forslag drøftet og ændringer indarbejdes.

Tema Klimatilpasning

Ingen forslag.

Sagsfremstilling

Som led i den forberedende behandling af indholdet i forslag til Kommuneplan 2014 skal Økonomiudvalget drøfte og kommentere temaafsnittene. Denne behandling sker på baggrund af udvalgets indledende drøftelse af sagen den 16. februar 2015 samt de forudgående drøftelser i alle fagudvalgene.

Nye kommuneplaner skal udarbejdes på baggrund af beslutningerne og indholdet i en vedtaget og offentliggjort strategi for kommuneplanlægningen (planlovens § 23b). Kommunalbestyrelsen har den 7. maj 2012 vedtaget Planstrategi 2011 endeligt.

Planstrategi 2011 udgør derfor sammen med Kommunalbestyrelsens vision om Hvidovre som Børnenes og Familiernes By grundlaget for den igangværende revision af kommuneplanen. Det er i planstrategien, at Kommunalbestyrelsen har tegnet de store linjer for den udvikling, som man vil arbejde for de næste 10-20 år.

Kommuneplanens tematekster er en vigtig – måske den vigtigste - del af en kommuneplan. Det er heri Kommunalbestyrelsen udstikker retningen for kommunens udvikling på langt de fleste områder. Dels gennem formulering af målsætninger for områderne, dels gennem opstilling af retningslinjer, der skal bruges ved lokalplanlægning, sektorplanlægning og administration af enkeltsager. Afsnittene indeholder desuden en uddybende og forklarende redegørelse for de pågældende emner.

Det er således afgørende, at Økonomiudvalget som kommunens planlægningsudvalg kan stå inde for de målsætninger og virkemidler, der er beskrevet i en kommuneplan, og at udvalgets ønsker om ændringer i udkastet til temateksterne videregives til forvaltningen. 

Herunder anmoder forvaltningen særligt om, at der tages stilling til de ændringsforslag og bemærkninger, der er kommet fra fagudvalgene.

Temaerne blev primo februar 2015 drøftet i fagudvalgene. Forvaltningen har i revideret notat af 13. april 2015 lavet en samlet oversigt over fagudvalgenes bemærkninger og tilbagemeldinger til Økonomiudvalget. Notatet er siden den første udgave af 6. februar 2015 blevet udbygget med forvaltningens konkrete forslag til ændrede formuleringer ud fra Arbejdsmarkedsudvalgets bemærkninger.

I forhold til det først fremlagte udkast til tematekster i Kommuneplan 2014 har forvaltningen i vedlagte udgave, dateret den 10. april 2015, færdiggjort og revideret afsnit 3.3 Centerområder. Desuden er der sket en udbygning af afsnit 5.7 Grund- og drikkevand. Endelig er der foretaget sproglige rettelser for at lette forståelsen af teksterne.

Retsgrundlag

Kommuneplaner udarbejdes med hjemmel i planlovens § 23b. Indholdet i kommuneplanen skal leve op til de krav, der er indeholdt i planlovens §§ 11 og 11a-f.

Politiske beslutninger og aftaler

Økonomiudvalget godkendte den 18. august 2014, punkt 15, det overordnede indhold i og den politiske proces for godkendelse af et udkast til Kommuneplan 2014.

Ved Økonomiudvalgets første behandling af temaafsnittene, den 16. februar 2015, punkt 8, besluttede udvalget at sende temaafsnittene til drøftelse blandt de politiske grupper i Kommunalbestyrelsen. Denne ekstra høring resulterede ikke i tilbagemeldinger fra nogen af de politiske grupper.

Økonomiske konsekvenser

Ingen økonomiske konsekvenser for Hvidovre Kommune.

Bilag

  1. Revideret notat af 13. april 2015, "Fagudvalgenes bemærkninger til udkast til temaer i Kommuneplan 2014" (pdf)
  2. Udkast til tematekster i Kommuneplan 2014, dateret 10. april 2015 (pdf)

5. Kommuneplan 2014 - byomdannelsens konkrete indhold

Beslutningstema

Som led i forberedelsen af udkast til Kommuneplan 2014 skal Økonomiudvalget drøfte og kommentere, hvilken konkret byomdannelse, der skal være mulighed for at gennemføre i de tre udvalgte områder; fortætningsområdet ved Avedøre Station, Hvidovre Bymidte og Avedøre Holme.

Indstilling

Kultur-, Teknik-, Miljø- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller til Økonomiudvalget

  1. at skitserne til belysning af det konkrete indhold i byomdannelsen i de enkelte byomdannelsesområder drøftes.
  2. at byomdannelse af Avedøre Holme udgår af Kommuneplanen 2014.

Beslutning i Økonomiudvalget den 04-05-2015

Ad 1. Drøftet.

Ad 2. Godkendt, at byomdannelse af Avedøre Holme udgår af kommuneplanen 2014.

Sagsfremstilling

På mødet den 8. december 2014 forelagde forvaltningen udkast til tekster i Kommuneplan 2014, der beskriver målsætningerne for og det principielle indhold i byomdannelsen i de enkelte byomdannelsesområder.

Siden da har fokus været på at supplere teksterne med illustrationer af de enkelte områders muligheder. Disse illustrationer forelægges Økonomiudvalget til drøftelse inden de indarbejdes i forslaget til Kommuneplan 2014.

Avedøre Stationsområde

Byomdannelsen i området ved Avedøre Station bør ske med det mål, at Avedøre Stationsområdes rolle som center for hele Avedøre bydel bliver styrket. Ikke ved at etablere flere butikker, men ved at indpasse boliger, nye offentlige funktioner og eventuelt serviceerhverv.

Det er vigtigt, at stiforbindelserne mellem de enkelte områder, og mellem byområderne og de omkringliggende grønne områder, forbedres og gøres mere attraktive. Nye byrum til leg, bevægelse og ophold skal knytte sig til disse forbindelser.

Omkring forbindelserne er der mulighed for at fortætte området med nye boliger, institutioner, fritidsanlæg, virksomheder mv. Området bør have en relativt høj udnyttelse af ejendommene for at få mest muligt ud af den gode, stationsnære beliggenhed.

Forvaltningen har haft bistand fra arkitektfirmaet Holscher & Nordberg, der har analyseret og skitseret på forskellige muligheder for at omdanne Cirkusgrunden ved Byvej samt en del af stationsforpladsen til et nyt byområde.

Skitseringerne har omfattet forskellige typologier som storkarréen, punkthusene, rækkerne osv., lige som der er skitseret på forskellige tætheder i bebyggelsen.

I hovedforslaget er bebyggelsen foreslået placeret i fem grupper for at tilgodese, at der kan skabes et hierarki af private friarealer samt offentlige veje, stier og pladser. Denne opdeling af området vil desuden lette en eventuel etapevis udbygning af området. En del af området nærmest stationen er reserveret til en mindre busterminal.

Rådgiverne anviser en udbygning, hvor etageantallet svinger fra 2 til 8 etager, med den laveste bebyggelse placeret i sydvest mod parcelhuskvarteret, og den højeste bebyggelse i nordøst langs Byvej og jernbanen. Herved skabes der den bedst mulige integration af bebyggelsen i forhold til de omgivende boligområder, og desuden sikres de bedst mulige lysforhold i området.

Der er overvejende tale om etablering af nye boliger – i alt ca. 350-500 boliger, alt afhængigt af, hvor højt og tæt Kommunalbestyrelsen vælger at udbygge området. Men en del af disse boliger kan også erstattes af erhverv og forskellige offentlige formål i bebyggelsen.

Hvidovre Bymidte

Skitserne til byomdannelsen af Hvidovre Bymidte er i øjeblikket under udarbejdelse og udvælgelse gennem et særligt procesforløb med workshops og bedømmelsesudvalg. Som led i dette forløb skal Kommunalbestyrelsen den 24. juni 2015 beslutte, om man vil arbejde videre med et scenarium, der rummer Risbjerggård eller ej. 

De skitseprojekter, der svarer til Kommunalbestyrelsens udvalgte scenarium, vil herefter blive indarbejdet i forslaget til Kommuneplan 2014.

Derfor lægger forvaltningen ikke op til, at der i Økonomiudvalgets møde den 4. maj 2015 sker en drøftelse af den konkrete byomdannelse i Hvidovre Bymidte.

Avedøre Holme

Byomdannelsen af Avedøre Holme bør ske for at fastholde og fremtidssikre erhvervsområdet. Der bør både kunne indpasses en bredere vifte af virksomheder i området og gives mulighed for en større variation i bebyggelsen. Desuden bør der være mulighed for at indpasse forskellige offentlige formål, der ikke kan placeres andre steder i byområdet.

Efter Fingerplan 2013 skal den ændrede planlægning for Avedøre Holme baseres på en zonering af området, der efter forhandling skal godkendes særskilt af Naturstyrelsen. Disse forhandlinger forventes at foregå i løbet af 2015.

Byomdannelsen bør tage afsæt i områdets store skala, dets optimale placering i storbyområdet, og stedets rå karakter. Det skal være muligt at opføre enkelte høje bygninger i området, der gennem deres volumen er med til at understrege områdets størrelse.

Forudsætningerne for omdannelse af Avedøre Holme gør, at der kun kan blive tale om begrænset omdannelse til kontorprægede virksomheder. Det skyldes, at Avedøre Holme ikke er stationsnært beliggende, hvorfor de enkelte kontorejendomme ikke må overstige 1.500 m2 etageareal, jf. Fingerplan 2013.

Det er i forvaltningens skitse vist, hvordan man kunne foretage omdannelse og udstykning af nogle større erhvervsejendomme. Der er som eksempel vist to ejendomme langs Stamholmen for herved at sikre bedst mulig kollektiv trafikbetjening af disse arbejdskraftintensive arbejdspladser.

Det fremgår tydeligt af skitsen, at sådanne mindre omdannelser vil være undtagelsen på Avedøre Holme, og at de ikke overordnet vil ændre områdets karakter. Desuden viser skitsen, hvordan der spredt i området kunne placeres enkelte høje bygninger, f.eks. til højlagre.

På grund af retningslinjerne i Fingerplan 2013 har kommunen fortsat meget begrænsede muligheder for selv at planlægge for udviklingen af erhvervsområdet. Det fremgår af forvaltningens skitser, at de nuværende virkemidler ikke for alvor vil kunne skabe en anden fysisk/funktionel situation i området. Derfor foreslår forvaltningen, at Økonomiudvalget overvejer at lade byomdannelsen af Avedøre Holme udgå af Kommuneplan 2014.

Retsgrundlag

Kommuneplaner udarbejdes med hjemmel i planlovens § 23b. Indholdet i kommuneplanen skal leve op til de krav, der er indeholdt i planlovens §§ 11 og 11a-f.

Politiske beslutninger og aftaler

Økonomiudvalget besluttede den 18. december 2014, at der i Kommuneplan 2014 skal arbejdes med tre byomdannelsesområder, nemlig fortætningsområdet ved Avedøre Station, Hvidovre Bymidte, samt Avedøre Holme. Desuden drøftede man udkastet til byomdannelsens principielle indhold.

Økonomiske konsekvenser

Ingen økonomiske konsekvenser for Hvidovre Kommune.

Bilag

  1. Uddrag af folder "Cirkusgrunden", dateret 24. marts 2015 (pdf)
  2. Skitse for Avedøre Holme (pdf)
  3. Udkast til afsnit om byomdannelsesområder i Kommuneplan 2014 (pdf)

6. Planstrategi 2015

Beslutningstema

Som led i forberedelserne til formulering og udarbejdelse af Planstrategi 2015 og Lokal Agenda 21 strategi, skal Økonomiudvalget drøfte, kommentere og godkende det vedlagte kommissorium med tidsplan og hovedtemaer

Indstilling

Kultur-, Teknik-, Miljø- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller til Økonomiudvalget

  1. at kommissorium for fælles Planstrategi 2015 og Lokal Agenda 21 strategi med hovedtemaer og tidsplan godkendes.

Beslutning i Økonomiudvalget den 04-05-2015

Økonomiudvalget godkendte kommissorium for fælles planstrategi 2015 og Lokal Agenda 21, samt tidsplan.

Sagsfremstilling

Strategi 2015 for det bæredygtige forstadsliv

Kommunalbestyrelsen skal efter planloven offentliggøre en planstrategi for kommuneplanlægningen inden udløbet af den første halvdel af valgperioden, hvilket er inden udgangen af 2015. I denne strategi skal Kommunalbestyrelsen beskrive sin vurdering af og sin strategi for udviklingen og på denne baggrund beslutte, om man vil revidere kommuneplanen helt eller delvist.

Planstrategien danner rammen for kommunens visioner og langsigtede mål for de steder og områder, som Kommunalbestyrelsen finder væsentlige for kommunens udvikling. Planstrategien et vigtigt politisk dokument - både for Kommunalbestyrelsens dialog med borgere og virksomheder og for forvaltningernes styring.

Normalt laver kommunerne først en planstrategi hvorefter formulering og justering af kommuneplanen igangsættes. Da Hvidovres kommuneplan 2014 imidlertid er blevet udskudt, forløber kommuneplanen og 2015-planstrategien næsten sideløbende.

Det parallelle forløb gør, at det ikke er hensigtsmæssigt at formulere nye visioner og udviklingsområder i planstrategien, hvorfor denne primært vil indeholde opsamling af kommuneplantemaer og oversigt over politikområder.

Lokal Agenda 21 strategi

Ifølge planloven skal der ligeledes hvert fjerde år - dvs. i 2015- udarbejdes en strategi for at gøre Hvidovre mere bæredygtigt. Det kaldes også en Lokal Agenda 21-strategi. ”Tænk globalt og handl lokalt” er det velkendte Lokal Agenda 21 slogan, der peger på, at selv små lokale tiltag i bæredygtig retning betyder meget, hvis mange nok gør det. Lokal Agenda 21 drejer sig derfor om, at borgere, virksomheder og kommune alle bidrager til en større bæredygtig udvikling lokalt.

Jf. Planlovens §33a stk. 3. skal Lokal Agenda 21 strategi indeholde

kommunalbestyrelsens politiske målsætninger inden for følgende indsatsområder:

1.mindskelse af miljøbelastningen,

2.fremme af en bæredygtig byudvikling og byomdannelse,

3.fremme af biologisk mangfoldighed,

4.inddragelse af befolkning og erhvervsliv i Lokal Agenda 21 arbejdet

5.fremme af et samspil mellem beslutningerne vedrørende miljømæssige, trafikale, erhvervsmæssige, sociale, sundhedsmæssige, uddannelsesmæssige, kulturelle og økonomiske forhold.

Det foreslås, som noget nyt at den lovbundne Lokal Agenda 21 strategi integreres i planstrategien, hvilket gør planstrategien mere handlingsorienteret og mere fokuseret på bæredygtighed. Den fælles overskrift kunne være det bæredygtige forstadsliv.

Nye emner i Strategi 2015 –Det Bæredygtige Forstadsliv

1.På grund af de store synergier mellem de to strategier, er det som nævnt hensigtsmæssigt at integrere Lokal Agenda 21 strategien i planstrategien. Forvaltningen forslår derfor , at Hvidovre Kommune fremlægger en fælles, integreret strategi, hvori det brede bæredygtighedsbegreb er tænkt ind i temaerne. På den måde gøres planstrategien mere handlingsorienteret og Lokal Agenda 21 strategien mere strategisk i forhold til tidligere.

2.Siden sidste planstrategi har Kommunalbestyrelsen formuleret visionen ”Hvidovre er børnenes og familiernes by”; med underteksten: "Med omtanke for det enkelte menneske og den generelle velfærd skal Hvidovre Kommune være børnenes og familiernes by med udfordrende tilbud om læring og fritidsliv". Visionen vil derfor være pejlemærket for udarbejdelse af Planstrategi 2015.

Det nye i strategien vil være, at såvel Hvidovres vision som bæredygtigheds-elementerne vil fremstå med tydelige fingeraftryk.

Politikeres og interessenters involvering og ejerskab

Som tidligere vil strategien blive udarbejdet af kommunens Plan- og Miljøafdeling i samarbejde med udvalgte relevante interessenter.

Det vurderes, at der ikke er behov for yderligere borgerinddragelse – ud over den lovpligtige otte ugers offentlige høring af forslaget til strategi - idet borgerne allerede i høj grad har været involveret i de udarbejdede politikker, som skal indarbejdes i strategien.

For at sikre det politiske ejerskab til strategi for det bæredygtige forstadsliv, inddrages Økonomiudvalget løbende og flere gange i udarbejdelsen af strategien, dels for at bestemme temaer og indhold og dels for at få mulighed for at drøfte indholdet i udvalget og med baglandet. Kommunens Grønne Råd inddrages tillige og indgår som primær høringspart. Rådet vil også løbende i flere omgange blive inddraget for at give input til og kommentarer til temaer og indhold i planen. Årsagen til at vi inddrager Det Grønne Råd er, at rådet er bredt sammensat og vil have den grønne vinkel på den samlede plan.

Strategiens indhold

Da kommuneplanen endnu er under udarbejdelse, giver det ikke mening at formulere nye udviklingsmål og visioner for næste kommuneplan. Derfor vil strategien som nævnt have fokus på at indarbejde og videreføre kommuneplan, vedtagne politikker samt politikker, der er under udarbejdelse, herunder Sundhedspolitik, Kultur- og Fritidspolitik, Klimatilpasningsplan og Erhvervspolitik, der sætter rammerne for indholdet. Materialet tænkes samlet i tre hovedtemaer:

  • Børnene og familiernes by. I dette tema skal visionen om ”Hvidovre som børnenes og familiernes by” udfoldes og konkretiseres. Desuden skal bl.a. den nyligt vedtagne sundhedspolitik, kulturpolitikken og ældrepolitikken indarbejdes.
  • Virksomhedernes by. Erhvervspolitikken skal indarbejdes, og temaet skal handle om mulighederne for en mere bæredygtig omstilling af virksomhederne.
  • Den grønne og blå by. Dette tema handler om Hvidovres naturområder, biodiversitet og rekreative muligheder for borgerne og om hvordan vi kan få en grønnere by.

Forvaltningsmæssig organisering

Plan- og Miljøafdelingen vil være ansvarlige for udarbejdelse af planstrategien. Endvidere vil der blive indhentet faglige bidrag fra bl.a. Kultur og Fritid, Ældreområdet, Sundhedsafdelingen, Vej- og Park og Kommunikation & Udvikling.

Tidsplan

Følgende tidsplan er forudsat:

·ØU temamøde: 4. maj 2015

·Det Grønne Råd: 21. maj 2015

·Det Grønne Råd: 10. september 2015

·ØU, forudgående drøftelse af indholdet, med forvaltningsoplæg: 5. oktober

·ØU, endelig vedtagelse af forslaget m.h.p. udsendelse i høring: 7. december

·Kommunalbestyrelsen: 15. december 2015

·Offentlig høring: 30. januar 2016 – 1. april 2016

·ØU/KB, endelig vedtagelse juni 2016.

·Offentliggørelse af Planstrategi 2015: medio 2016

Retsgrundlag

Retsgrundlaget er hjemlet som følger:

  • Planstrategi jf. Planlovens Kapitel 6 om Planers tilvejebringelse og ophævelse, § 23a
  • Lokal Agenda 21 strategi jf. Planlovens Kapitel 6a om Lokal Agenda 21 strategi, §33a.

Politiske beslutninger og aftaler

Der foreligger ikke politiske beslutninger eller aftaler omkring planstrategien.

Økonomiske konsekvenser

Ingen økonomiske konsekvenser for Hvidovre Kommune

Bilag

  1. Kommissorium for Strategi for det bæredygtige forstadsliv (Planstrategi) (pdf)
  2. Plancher Planstrategi 2015 (pdf)

7. Orientering om administrationens høringssvar til udkast til ny fælleskommunal digitaliseringsstrategi 2016-2020

Beslutningstema

Punktet er til Økonomiudvalgets orientering.

KL har udarbejdet udkast til ny fælleskommunal digitaliseringsstrategi 2016-2016, som skal erstatte den nuværende fælleskommunale digitaliseringsstrategi 2011-2015.

Administrationen har via It- og Digitaliseringsafdelingen, administrationens overordnede it-strategi organ (DIKO) samt drøftelse i Direktionen den 7. april 2015 udarbejdet høringssvar, som rettidigt er sendt til KL.

Indstilling

Økonomi- og Stabsforvaltningen indstiller til Økonomiudvalget

  1. at tage orienteringen til efterretning.

Beslutning i Økonomiudvalget den 04-05-2015

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

KL har udarbejdet udkast til revideret fælleskommunal digitaliseringsstrategi 2016-2020. Dette til erstatning for strategi 2011-2015.

Strategien er sendt i høring i kommunerne.

Strategien indeholder 10 temaer:

  1. Fokuseret fællesoffentligt samarbejde om digitalisering
  2. Borgerbetjening 3.0
  3. Offentlige data skal skabe effektivitet og merværdi
  4. Sikkerhed og tilgængelighed skal gå hånd i hånd
  5. Kommunernes rammearkitektur – fælles strategiske spilleregler
  6. Smart digital beskæftigelsesindsats
  7. Borgerne skal videst muligt mestre eget liv
  8. Digital sammenhæng for børn og unge
  9. Teknologi giver bedre fysiske rammer og bæredygtig vækst
  10. Effektiv styring og administration

Administrationen er enig i alle ti temaer, og vil desuden fokusere på de med * (stjerne) markerede temaer, når Hvidovre Kommunes egen digitaliseringsstrategi skal revideres i 2016.

Administrationen vil i høringsvaret give til kende, at Hvidovre Kommune ønsker, at de fælles, forpligtende digitaliseringstiltag, som kendetegnede strategi 2011-2015, også bliver kendetegnede for den nye strategi. Dette føler administrationen er vigtigt at pointere, da KL lægger op til en mere uforpligtende tilslutning til temaer og tiltag i 2016-2020 perioden.

Retsgrundlag

Fra Digitaliseringsstyrelsens, og KL’s, side presses der generelt på for, at sektorlovgivning tilpasses, så ikke lovgivning unødigt står i vejen for den effektivisering, som digitalisering kan medføre.

Typisk laves/tilpasses eksisterende lovgivning med tillæg, der giver mulighed for digital ansøgning m.v.

Politiske beslutninger og aftaler

Økonomiaftalerne indeholder aftaler om digitale tiltag, ligesom sektoraftale, fx Sundhedsaftalen også kan.

Økonomiske konsekvenser

Vil typisk fremgå af Økonomiaftalen og Lov og cirkulæreprogrammet.

I forbindelse med budgetprocessen for budget 2016 udarbejdes budgetanalyse med henblik på at beskrive og sikre geninvestering ved digitalisering i Hvidovre Kommune.

Personalemæssige konsekvenser

Skal ses i sammenhæng med Økonomiaftalernes mål.

Bilag

  1. Hvidovre Kommunes endelige høringssvar til KL på revision af den fælleskommunale digitaliseringsstrategi 2016-2012 - 100829-15_v1_Hvidovre Kommunes endelige høringssvar til KL på revision af den fælleskommunale digitaliseringsstrategi 2016-2020 (pdf)

8. Midlertidig placering af Hjemfaldsprovenu

Beslutningstema

Beslutning vedrørende midlertidig placering af hjemfaldsprovenu på 199,4 mio.kr.

Indstilling

Økonomi- og Stabsforvaltningen indstiller til Økonomiudvalget at anbefale over for Kommunalbestyrelsen

  1. at godkende at den overskydende likviditet på 199,4 mio. kr. forvaltes af kommunens kapitalforvaltere i lighed med øvrig overskudslikviditet og efter retningslinjerne i kommunens finansielle strategi.

Beslutning i Økonomiudvalget den 04-05-2015

Økonomiudvalget anbefaler Kommunalbestyrelsen at godkende, at provenuet fra hjemfaldsaftalen forvaltes efter de gældende retningslinjer for den finansielle strategi og overskudslikviditet.

Sagsfremstilling

På kommunalbestyrelsens møde den 16. december 2014, blev det besluttet at godkende aftalen med de almene boligorganisationer om frikøb af tilbagekøbsrettigheder.

Afledt heraf har Hvidovre Kommune per 1. april 2015 fået tilført i alt 199,4 mio.kr.

For at opnå den størst mulige forrentning af den forøgede likviditet foreslås denne forvaltet af en eller flere af kommunes tre kapitalforvaltere i lighed med øvrig overskudslikviditet og efter rammerne i kommunens finansielle strategi.

Renteprognosen udgør på baggrund af udviklingen det seneste år 2,5 % (afkast + realiseret gevinst/tab) hvilket svarer til en forventet indtægt på i alt 4,9 mio.kr. om året.

Det bemærkes, at med udgangspunkt i balancelejeprincippet i den almene boligsektor er der afledt af indbetalingen af frikøbsbeløbene lejeforhøjelser i de almene boliger omfattet af aftalen. Flere vil følgelig være berettiget til boligsikring og boligydelse efter boligstøtteloven.

Idet staten på sædvanligvis refunderer dele af kommunens merudgifter til boligstøtte er kommunens udgifter hertil opgjort til at udgøre fra 0,8 mio. kr. til godt 2,1 mio. kr. i de kommende 3 år. Herefter prisreguleres det.

Vurderingen af udviklingen i boligsikring vil indgå i de løbende økonomirapporteringer.

Økonomiske konsekvenser

Ved placeringen af hjemfaldsmidlerne hos en eller flere kapitalforvaltere forventes der en forøget renteindtægt. På nuværende tidspunkt forventes den, at udgøre 2,5 % (afkast + realiseret gevinst/tab) hvilket svarer til et beløb på i alt 4,9 mio.kr. per år.

På grund af balancelejeprincippet i den almene boligsektor betyder betalingen af frikøbsbeløbene også lejeforhøjelser i de almene boliger. Flere vil være berettiget til boligsikring og boligydelse. Dette er opgjort til at medføre merudgifter på 0,8 mio. kr. til 3 mio.kr. i de kommende 3 år. Herefter prisreguleres det over de næste 30 år.


9. Ombygning af Børnehuset Cirklen

Beslutningstema

Børnehuset Cirklen, Høvedstensvej 48-50 har haft omfattende skader med nødvendig renovering til følge.

Huset er ejet af Boligselskabet Lejerbo og Kommunalbestyrelsen skal træffe beslutning vedrørende den afledte forhøjede huslejeudgift som følge af lån til renovering, samt hvorvidt kommunen i henhold til krav i lånebekendtgørelsen skal benytte ledig kapacitet i lånerammen frem for deponering.   

Indstilling

Økonomi- og Stabsforvaltningen indstiller til Økonomiudvalget at anbefale over for Kommunalbestyrelsen

  1. at godkende anvendelse af råderum i kommunens låneramme på 4,725 mio. kr. vedrørende renovering af Børnehuset Cirklen
  2. at godkende, at kommunens huslejeudgift i Børnehuset Cirklen øges med 0,3 mio. kr. årligt

Beslutning i Økonomiudvalget den 04-05-2015

Ad 1. Økonomiudvalget anbefaler Kommunalbestyrelsen at godkende anvendelse af råderum i kommunens låneramme på 4,725 mio. kr. vedrørende renovering af Børnehuset Cirklen.

Ad 2. Økonomiudvalget anbefaler Kommunalbestyrelsen at godkende at kommunens huslejeudgift i Børnehuset Cirklen øges med 0,3 mio. kr. årligt.

Sagsfremstilling

Baggrund

Børnehuset Cirklen er beliggende på Høvedstensvej 48-50 og er en del af det kommunale dagtilbud med ca. 170 børn. Hvidovre Kommune lejer bygningen af Boligselskabet Lejerbo. Lejeudgiften beløber sig i dag til ca. 0,7 mio. kr.årligt.

Der er tidligere på året konstateret skader på bygningen, som kræver renovering af tag, kviste samt efterisolering. Hvidovre Kommune har som et led i huslejekontrakten den indvendige- såvel som den udvendige vedligeholdsforpligtelse.

Boligselskabet Lejerbo har anslået renoveringsudgiften til 4,725 mio. kr. Bygningen er allerede rømmet og Dagtilbudsafdelingen og Ejendomsafdelingen har gennemgået både bygning og tilbud.

Børnehuset Cirklen indgår i ”Udviklingsplan for den fysiske standard i Hvidovre” udarbejdet i 2014. Af denne plan fremgår det, at der er estimerede anlægsudgifter på 11,5 mio. kr.til udbedring af træk i tagetagen. Udfordringen med træk gør, at der er behov for at udskifte selve taget på institutionen. Samtidig med tagudskiftningen vil det være muligt at reorganisere rummene på første sal. Ændringerne vil betyde, at der kan passes yderligere 36 børn.

Da Børnehuset Cirklen imidlertid nu fået en akut skade med ombygning af tag mv. til følge skal de anslåede renoveringsudgifter på 4,725 mio. kr. ses som første fase i ombygningen af Børnehuset Cirklen. Der er således ikke tale om en ændring i kapacitet i denne omgang.

Finansiering af renovering

For at finansiere renovering af ejendommen ønsker Lejerbo at optage et lån på 4,725 mio. kr. Dette vil øge kommunens huslejebetaling (servicedrift) med 0,3 mio. kr. årligt i 20 år, som er lånets løbetid.

Den forøgede huslejeudgift vil - såfremt Kommunalbestyrelsen kan godkende det – blive korrigeret som teknisk korrektion i forbindelse med budgetlægningen.

Den årlige huslejeudgift for Børnehuset Cirklen vil herefter beløbe sig til godt 1,0 mio. kr.

Regler for ”anvendelse af ledig låneramme” eller ”deponering” ved renovering af lejemål

Når en kommune har indgået lejemål og der foretages renovering af lejemålet, skal kommunen enten udnytte ledig kapacitet i den samlede kommunale låneramme eller deponere (fastfryse) et beløb svarende til anlægsudgiften.

Denne ordning (lånebekendtgørelsen) er begrundet i overordnede samfundsmæssige hensyn (styring af anlægsarbejder generelt), samt i hensynet til kommunens fremtidige dispositionsfrihed (at der ikke lægges for mange finansielle byrder på fremtidige kommunalbestyrelser).

Lånerammen opgøres som kommunens faktiske udgifter til bl.a. energibesparende foranstaltninger og lån til betaling af ejendomsskatter for pensionister. Der kan opstå ledig kapacitet på kommunens låneramme, når behovet for lån ikke har været så stort som budgetteret.

Ved deponering er perioden på 25 år svarende til den maksimale lånetid for lån, som en kommune kan optage. Det deponerede beløb bindes i en 10-årig periode og frigives herefter med 1/15 årligt de resterende 15 år.

Det forventes på nuværende tidspunkt, at der er ledig låneramme på ca. 5 mio. kr. Det indstilles derfor, at 4,725 mio. kr. reserveres af den ledige låneramme.

Såfremt Lejerbo får Kommunalbestyrelsens godkendelse af renoveringen vil Hvidovre Kommune enten skulle deponere 4,725 mio. kr. svarende til anlægsudgiften eller anvende den ledige kapacitet i lånerammen på et tilsvarende beløb.

Retsgrundlag

Deponering vedrørende optagelse af lån sker i henhold til ”Vejledning 9097 af 19-02-2012 om kommunernes låntagning og meddelelse af garantier m.v.”

Reglerne om kommunernes låntagning, meddelelse af garantier m.v. - "lånebekendtgørelsen" er udstedt med hjemmel i den kommunale styrelseslov.

Politiske beslutninger og aftaler

Børnehuset Cirklen indgår i ”Udviklingsplan for den fysiske standard i Hvidovre Kommunes dagtilbud” (10-årsplanen). 

Økonomiske konsekvenser

Såfremt kommunalbestyrelsen godkender Boligselskabet Lejerbo’s forslag til renovering af Børnehuset Cirklen på 4,725 mio. kr. vil dette øge kommunens servicedriftsudgifter med 0,3 mio. kr. årligt frem til år 2035. Udgiften vil blive medtaget som en teknisk korrektion.

I henhold til lånebekendtgørelsen skal kommunen enten benytte ledig kapacitet i lånerammen eller deponere et tilsvarende beløb til selve renoveringsudgiften. Økonomi- og Stabsforvaltningen foreslår, at ledig kapacitet i lånerammen benyttes, hvorfor der reserveres 4,725 mio. kr. heraf.


10. Afgivelse af mandat til ordinære generalforsamlinger 2015 i HOFOR

Beslutningstema

Hvidovre Kommunalbestyrelse afgiver mandat til at følge HOFORs bestyrelses indstilling ved afstemninger på de ordinære generalforsamlinger i HOFOR Vand Holding A/S og HOFOR Spildevand Holding A/S. Der afholdes ordinær generalforsamling i selskaberne den 28. maj 2015.

Indstilling

Kultur-, Teknik-, Miljø- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller til Økonomiudvalget at anbefale over for Kommunalbestyrelsen

  1. at Hvidovre Kommune på generalforsamlingerne tager bestyrelsens beretning til efterretning
  2. at Hvidovre Kommune på generalforsamlingerne godkender selskabernes årsrapporter
  3. at Hvidovre Kommune på generalforsamlingerne godkender bestyrelsernes forslag til anvendelse af årets resultat
  4. at Hvidovre Kommune på generalforsamlingerne stemmer for Ernst & Young P/S (CVR 30 70 02 28) som revisor

Beslutning i Økonomiudvalget den 04-05-2015

Ad 1. – 4. Økonomiudvalget anbefaler Kommunalbestyrelsen at godkende at give mandat til at kommunen på HOFOR’s generalforsamling tager bestyrelsens beretning til efterretning, godkender selskabernes årsrapporter, anvendelsen af årets resultat, samt at Ernst & Young vælges som revisor.

Sagsfremstilling

Hvidovre Kommune har siden 1. juli 2012 været medejer af HOFOR Vand Holding A/S, der ejer vandselskaberne i Albertslund, Brøndby, Dragør, Herlev, Hvidovre, Københavns, Rødovre og Vallensbæk kommuner samt koncernens serviceselskab. Herudover har Hvidovre Kommune siden årsskiftet 2012/13 været medejer af HOFOR Spildevand Holding A/S, der ejer spildevandsselskaberne i de samme kommuner. 

Ejerne har i de to holdingselskabers bestyrelser en repræsentant fra hver ejerkommune. Fra Hvidovre Kommune er Finn Gerdes repræsentant.

Kommunens stemme på generalforsamlingerne afgives i overensstemmelse med den beslutning, som kommunalbestyrelsen i medfør af denne indstilling fastlægger med simpelt flertal. Kommunen taler således med én stemme på hver generalforsamling.

I lighed med sidste år holdes generalforsamlingerne uden fremmøde som skriftlige generalforsamlinger, det vil sige generalforsamlingerne holdes ikke fysisk, og selskaberne konstaterer på grundlag af de afgivne mandater fra ejerkommunerne, hvordan stemmerne er afgivet. På den baggrund udarbejdes efterfølgende referat (protokollat) af generalforsamlingerne.

Med hensyn til indstillingens punkter 1, 2 og 3 henvises til de som bilag 1 og bilag 2 vedlagte årsrapporter 2014 for henholdsvis HOFOR Vand Holding A/S og HOFOR Spildevand Holding A/S. Heraf fremgår ledelsesberetningerne samt årets resultat. I 2014 havde HOFOR Vand Holding A/S et underskud på 135.331.290 kr., og HOFOR Spildevand Holding A/S havde et overskud på 19.965.772 kr., som foreslås overført til egenkapitalen.

Med hensyn til indstillingens punkt 4 foreslås selskabernes nuværende revisor Ernst & Young P/S (CVR 30 70 02 28) genvalgt som selskabernes revisor.

Under forudsætning af, at der blandt ejerne er flertal for de indstillede dagsordenspunkter, vil generalforsamlingernes protokollater blive udformet i overensstemmelse med de som bilag 3 og bilag 4 vedlagte udkast. 

Beslutningen har ikke økonomiske konsekvenser for kommunen.

På denne baggrund indstiller Kultur-, Teknik-, Miljø- og Arbejdsmarkedsforvaltningen til Økonomiudvalget, at anbefale Kommunalbestyrelsen at vedtage det indstillede mandat.

Retsgrundlag

De to holdingselskaber skal i henhold til lovgivningen og selskabernes vedtægter holde ordinære generalforsamlinger tidsnok til, at årsrapporterne kan indsendes til Erhvervsstyrelsen inden juni måned.

Der er derfor berammet generalforsamlinger til den 28. maj 2015.

Som ejer af HOFOR Vand Holding A/S har Hvidovre Kommune 6,64 % af stemmerne på generalforsamlingen, mens kommunen har 9,70 % af stemmerne på general-forsamlingen i HOFOR Spildevand Holding A/S.

Politiske beslutninger og aftaler

Ingen bemærkninger.

Økonomiske konsekvenser

Ingen økonomiske konsekvenser for Hvidovre Kommune.

Bilag

  1. Årsrapport 2014 for HOFOR Vand Holding AS (pdf)
  2. Årsrapport 2014 for HOFOR Spildevand Holding AS (pdf)
  3. Udkast til protokollat af generalforsamling 2015 i HOFOR Vand Holding AS (pdf)
  4. Udkast til protokollat af generalforsamling 2015 i HOFOR Spildevand Holding AS (pdf)

11. Ansøgning om låneoptagelse i forbindelse med individuel renovering

Beslutningstema

Der skal tages stilling til optagelse af lån i forbindelse med individuel renovering i den almene boligafdeling, Hvidovreparken.

Indstilling

Kultur-, Teknik-, Miljø- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller til Økonomiudvalget

  1. at Hvidovre Boligselskabs ansøgning om godkendelse af optagelse af lån i forbindelse med renovering af badeværelser og køkkener godkendes.

Beslutning i Økonomiudvalget den 04-05-2015

Økonomiudvalget godkendte Hvidovre Boligselskabs ansøgning om låneoptagelse i forbindelse med renovering af badeværelser og køkkener.

Sagsfremstilling

Ved brev af 30. marts 2015 har KAB på vegne af Hvidovre Boligselskab, afdeling Hvidovreparken, ansøgt om godkendelse af låneoptagelse til iværksættelse af individuelle moderniseringer af køkkener og badeværelser i afdelingen.

Der er tale om fjerde pulje af moderniseringssager. Første pulje blev vedtaget i 2008 og anden pulje i 2010 og tredje pulje i 2014.

De berørte boliger ligger på M. Bechs Allé 2-6, Hvidovregade 14-18, Hvidovrevej 111-127, 142-154 og Præstemosen 1-15.

Beboerne har på et afdelingsmøde d. 14. september 2013 besluttet, at iværksætte fjerde etape.

Organisationsbestyrelsen har d. 21. marts 2006 godkendt projektet.

Retsgrundlag

Godkendelse til låneoptagelse sker i medfør af almenboliglovens § 29 stk. 1 (lbkg. 1023 af 21. august 2013).

Politiske beslutninger og aftaler

Ingen bemærkninger.

Økonomiske konsekvenser

Moderniseringerne af de enkelte lejemål må maksimalt koste 100.000 kr. inkl. håndværker- og materialeudgifter samt finansieringsomkostninger.

Finansiering sker ved optagelse af et 20-årigt kontantlån på 2.500.000 kr.

Huslejeforhøjelsen vil maksimalt beløbe sig til 700 kr. pr. måned pr. sag, svarende til en relativ huslejestigning mellem 1 og 2,5 %, afhængigt af lejlighedstype.


12. Bygningsforbedringsudvalgets årsberetning og regnskab for 2014

Beslutningstema

Kommunalbestyrelsen skal godkende Bygningsforbedringsudvalgets regnskab for de forbrugte midler til bygningsforbedring mv. i 2014.

Indstilling

Kultur-, Teknik-, Miljø- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller til Bygningsforbedringsudvalget, at anbefale overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen

  1. at udvalgets årsberetning og regnskab 2014 godkendes.

Beslutning i Bygningsforbedringsudvalget den 14-04-2015

Godkendt.

Beslutning i Økonomiudvalget den 04-05-2015

Økonomiudvalget anbefaler Kommunalbestyrelsen at godkende Bygningsforbedringsudvalgets årsberetning og regnskab 2014.

Sagsfremstilling

Hvidovre Kommune har nedsat et bygningsforbedringsudvalg til at varetage Kommunalbestyrelsens opgaver om tilskud til bygningsfornyelse af ejerboliger og andelsboliger, jævnfør kapitel 4 i Lov om byfornyelse og udvikling af byer.

Der kan ydes støtte i form af kontante tilskud til istandsættelse af bygningens klimaskærm, nedrivning af ejer- og andelsboliger, når denne er begrundet i bygningens fysiske tilstand, og til afhjælpning af kondemnable forhold. Støtten skal sikre eller øge bevaringsværdien af de udvendige bygningsdele – støtte til nedrivning er naturligvis undtaget fra dette krav.

Til bevaringsværdige bygninger kan tilskuddet højst udgøre en tredjedel af de støtteberettige udgifter.

Kommunen afholder udgifterne til tilskuddene, idet staten dog refunderer 50 procent af kommunens udgifter. Den enkelte kommune får en vejledende udgiftsramme, som ikke må overskrides. Den vejledende udgiftsramme for Hvidovre var i 2014 på kr. 600.000.

Udvalget har i 2014 meddelt tilsagn om støtte til tre nye projekter. Støttebeløbene i disse projekter var på henholdsvis kr. 70.000, 33.000 og 25.000, dvs. i alt kr. 128.000.

Retsgrundlag

Kommunen skal hvert år aflægge regnskab for de forbrugte midler til bygningsforbedring mv. Det sker efter reglerne i bekendtgørelse nr. 168 af 4. februar 2015 om regnskab og revision efter lov om byfornyelse og udvikling af byer.

Revision af kommunernes regnskaber på bygningsforbedringsområdet udføres af vedkommende kommunes revision. Efter bekendtgørelsens § 17 afgiver revisionen hvert år, senest samtidig med afgivelsen af beretning om revision af kommunens øvrige regnskaber, beretning om revisionen i henhold til denne bekendtgørelse.

Senest samtidig med at revisionsberetninger mv. for kommunens regnskaber sendes til den kommunale tilsynsmyndighed, sender kommunalbestyrelsen den i §17 nævnte beretning og svar på revisionsbemærkninger i 1 eksemplar til Socialministeriet. Samtidig skal der sendes 1 eksemplar af besvarelsen til revisionen.

Politiske beslutninger og aftaler

Ingen bemærkninger.

Økonomiske konsekvenser

I Budget 2014 var der afsat kr. 0 til bygningsforbedring, men der blev rullet uforbrugte midler fra 2013 på kr. 562.600 til Bygningsforbedringsudvalgets brug.

Udvalget meddelte tilsagn om støtte til tre nye projekter med et samlet støttebeløb på kr. 128.000. Kun en mindre del af støtten til disse projekter er udbetalt i 2014, og resten forventes udbetalt i 2015.

Der blev i 2014 udbetalt et samlet støttebeløb på kr. 199.602.

Der er overført kr. 360.000 til 2015. Dette beløb er afsat til de projekter, der allerede er meddelt tilsagn til, men som endnu ikke er afsluttede.

Bilag

  1. Bygningsforbedringsudvalgets årsberetning og regnskab 2014 (pdf)

13. Eventuelt

Beslutning i Økonomiudvalget den 04-05-2015

Borgmesteren foreslog, at der afholdes et temamøde i Kommunalbestyrelsen om Hvidovre Bymidte inden kommunalbestyrelsesmødet i juni 2015.

Niels Ulsing (F) spurgte til Frie Børnehaver og Frie Daginstitutioners konkurs og konsekvenserne for Hvidovre og notat om reguleringsplan.

Steen Ørskov Larsen (C) spurgte til posthussagen, der skal behandles på Teknik- og Miljøudvalgets førstkommende møde.