Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Referat - Økonomiudvalget den 22. september 2014

Mødefakta

Dato: Mandag den 22. september 2014
Mødetidspunkt: Kl. 09:00
Mødested: Hvidovre

Medlemmer

  • Finn Gerdes (A)
  • Helle M. Adelborg (A)
  • Karl Erik Høholt Jensen (V)
  • Mikkel Dencker (O)
  • Mogens Leo Hansen (Ø)
  • Niels Ulsing (F)
  • Steen Ørskov Larsen (C)

Indholdsfortegnelse


1. Godkendelse af dagsorden

Beslutning i Økonomiudvalget den 22-09-2014

Godkendt.


2. Forskellige cirkulærer og meddelelser. Orientering ved Borgmesteren

Beslutning i Økonomiudvalget den 22-09-2014

Ingen meddelelser.


3. 2. behandling af budgetforslag 2015-2018

Beslutningstema

Kommunalbestyrelsen skal senest den 15. oktober vedtage budget for det kommende år. Vedtagelsen indebærer fastsættelse af niveau for drifts- og anlægsbudget samt finansiering herunder skatter.

Indstilling

Økonomi- og Stabsforvaltningen indstiller til Økonomiudvalget at anbefale over for Kommunalbestyrelsen

  1. at ændringsforslag til drift og anlæg behandles, jf. afstemningsliste
  2. at takster for 2015 fastsættes i henhold til takstblad
  3. at kirkeskatteprocenten fastsættes uændret til 0,72 procent
  4. at der tages stilling til valg af statsgaranti eller selvbudgettering med hensyn til skattegrundlag, tilskud og udligning
  5. at dækningsafgiftspromillen for regionens og statens ejendomme fastsættes uændret til 15 promille
  6. at dækningsafgiftspromillen for offentlige ejendomme, forskelsværdien, fastsættes uændret til 8,75 promille
  7. at dækningsafgiftspromillen for erhvervsejendomme besluttes for 2015. I 2014 er promillen 10
  8. at grundskyldspromillen besluttes for 2015. I 2014 er promillen 30,3
  9. at skatteprocenten besluttes for 2015. I 2014 er skatteprocenten 25,5
  10. at en eventuel ubalance finansieres af/tillægges kassebeholdningen
  11. at Økonomiafdelingen bemyndiges til at foretage tekniske tilretninger af mindre budgetbeløb

Beslutning i Økonomiudvalget den 22-09-2014

Ad 1 – 11:

Oversendes til kommunalbestyrelsens 2. behandling.

Anmodninger om eventuelle konsekvensberegninger af ændringsforslag skal indsendes senest den 30. september 2014 til mail oesbudget@hvidovre.dk.

Sagsfremstilling

Ved 1. behandlingen af budgetforslaget på Kommunalbestyrelsens møde den 9. september 2014 godkendtes de foreliggende tekniske korrektioner, konsekvenser af Lov- og cirkulæreprogrammet samt ændringer i udgifterne til overførselsindkomster. Driftsudvidelser og –reduktioner, udmøntning af 0,5-2% besparelse samt anlægsbudget oversendtes til budgettets 2. behandling.

Til budgetforslaget til 2. behandlingen foreligger finansieringsoversigt, der udviser et finansieringsoverskud på 3,8 mio. kr. i 2015 (indgår i bilag 1). I denne er indarbejdet tekniske korrektioner, konsekvenser af Lov- og cirkulæreprogrammet, ændringer i udgifterne til overførselsindkomster samt særtilskud fra Økonomi- og Indenrigsministeriet. Herudover er indregnet de økonomiske konsekvenser af Direktionens forslag til: driftsudvidelser og –reduktioner, udmøntning af 0,5-2 % besparelsen samt anlægsbudget i 2015 på 156,5 mio. kr.

I ovennævnte finansieringsoversigt udgør de finansielle resultater følgende i overslagsårene:

2016:  -56,5 mio. kr.      2017:  -24,8 mio. kr.       2018:  39,9 mio. kr.

Idet Kommunalbestyrelsen har oversendt Direktionens forslag til ændringer af driftsudgifterne indgår disse som ændringsforslag i afstemningslisten.

Der er ikke indregnet nye tekniske korrektioner på i alt -1,103 mio. kr. (netto mindreudgifter). Korrektionerne vedrører mindreindtægter fra byggesagsbehandling samt elevtalsregulering på folkeskoler/SFO/klubber i forbindelse med indskrivningen til det nye skoleår samt konsekvenser for forældrebetaling, men på afstemningslisten er der forslag til tekniske korrektioner.

Takster

I henhold til lov om kommunernes styrelse § 41 a, fastsætter Kommunalbestyrelsen betalingen for ydelser, som borgerne modtager.

Forslaget til takster for 2015 er beregnet i forhold til budgettet, som det forelå ved 1. behandlingen.

Finansiering

I budgetforslaget er indarbejdet uændrede skatter i forhold til 2014. Dette indebærer følgende skatteprocent og –promiller i budgetforslaget:

Udskrivningsprocent: 25,5 %.

Grundskyldpromille, 30,3 0/00.

Dækningsafgift for erhvervsejendomme 10 0/00.

Dækningsafgift for regioners og statens ejendomme 15 0/00.

Dækningsafgift af offentlige ejendomme, forskelsværdien, 8,75 0/00.

Budgetforslaget tager udgangspunkt i beregning af skatter og generelle tilskud ifølge statsgarantien.

Siden 1. behandling af budgettet har KL udmeldt nye skøn for skatter og generelle tilskud i årene 2016-18. Disse ændringer er beskrevet i notat om finansieringsmuligheder (bilag 1), som tillige indeholder beskrivelse af muligheden for valg af selvbudgettering og de deraf beregnede skatter og generelle tilskud og udligning.

Budgetforslaget indeholder optagelse af lån med i alt 35 mio. kr. Låneoptagelsen er beregnet til pensionisters lån til indefrysning af ejendomsskatter samt energibesparende foranstaltninger, jf. lånebekendtgørelsen.

Kirkeskat

Det indstilles, at kirkeskatteprocenten for 2015 fastsættes til 0,72 %, hvilket er uændret i forhold til 2014.

Afstemningslister

Afstemningslisten indeholder:

·Forslag til aktivitetsudvidelser og –reduktioner

·Tekniske korrektioner vedrørende byggesagsgebyr, elevtal samt konsekvenser for forældrebetaling

Bilag

Bilagsmaterialet til sagsfremstillingen omfatter:

1.Notat om finansieringsmuligheder – 2. behandling

2.Afstemningsliste

3.Takster

Retsgrundlag

Jf styrelseslovens §38 skal Økonomiudvalgets forslag til årsbudget og flerårige budgetoverslag undergives 2 behandlinger i kommunalbestyrelsen med mindst 3. ugers mellemrum. Ved 2. behandlingen undergives forslaget til årsbudget og flerårige budgetoverslag kommunalbestyrelsens drøftelse og beslutning.  

Økonomiske konsekvenser

De økonomiske konsekvenser fremgår af afstemningsliste.

Bilag

  1. Bilag 1- Notat om finansieringsmuligheder 2. behandling (pdf)
  2. Bilag 4 - Takster 2. behandling af budget (pdf)
  3. Bilag 2 - Afstemningslister 2. behandling (pdf)
  4. Bilag 3 - Anlægsoversigt (pdf)

4. Stillingtagen til byggesagsgebyrer efter ny lov

Beslutningstema

Folketinget har vedtaget en ny lov om byggesagsgebyrer, som træder i kraft den 1. januar 2015. Formålet er at skabe mere gennemsigtighed og mere ens gebyrer på tværs af kommunerne. Kommunalbestyrelsen skal derfor nu vælge en model for byggesagsopkrævning med afsæt i en vurdering af fordele og ulemper ved fem foreslåede modeller.

Indstilling

Kultur-, Teknik-, Miljø- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller til Økonomiudvalget, at anbefale overfor Kommunalbestyrelsen

  1. at tage stilling til, hvilken af nedenstående fem modeller for opkrævning af byggesagsgebyrer, skal være gældende i Hvidovre Kommune pr. 1. januar 2015.
  2. at vedtage model A) Ingen gebyr eller
  3. at vedtage model B) Fuldt timegebyr, hvor forhåndsdialog og klager undtages fra gebyr, og der er fast gebyr på simple konstruktioner (garager, carporte, udhuse og små bygninger o.l.) eller
  4. at vedtage model C) Fuld timegebyr med fast gebyr for simple konstruktioner (garager, carporte, udhuse og små bygninger o.l.) eller
  5. at vedtage model D) Timegebyr på udvalgte kategorier, hvor kommunalbestyrelsen kan vælge, at kun bestemte byggerier er omfattet af gebyrer. Fx at erhvervslivet eller borgerne eller visse typer af byggerier skal fritages for gebyr eller
  6. at vedtage model E) Fuld timegebyr for al byggesagsbehandling, der kan opkræves gebyr for.
  7. at forvaltningen til Økonomiudvalget udarbejder et redegørelse over de økonomiske konsekvenser af valget af model for opkrævning af byggesagsgebyrer, når KL og regeringen har fremlagt og fået vedtaget deres resultater af forhandlingerne.

Beslutning i Økonomiudvalget den 22-09-2014

Borgmesteren gjorde opmærksom på, at der i sagsfremstillingen under økonomiske konsekvenser i 5. afsnit ændres til følgende:

”I Hvidovre Kommune er timeprisen beregnet til 508 kr. Regnes tillige overheadomkostningerne med bliver timeprisen beregnet til 676 kr. ”

Oversendes til politisk behandling den 30. september 2014. Notat om byggesagsgebyrer udarbejdes.

Sagsfremstilling

Den 1. januar 2015 træder nye regler om byggesagsgebyrer i kraft. Formålet med den nye lov er, at skabe større gennemsigtighed og ensartethed i byggesagsgebyrerne på tværs af kommunerne i landet.

Lovgivningen danner en øvre ramme for, hvordan byggesagsgebyrer opkræves i kommunerne. Det betyder, at kommunalbestyrelsen skal indføre en gebyrordning, hvor byggesagsgebyret skal være baseret på en timepris. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, om den vil opkræve de faktisk afholdte udgifter eller en mindre andel af de faktiske udgifter.

Det vil stadigt gælde, at kommunen ikke må opkræve mere end de ressourcer, der anvendes til opgaveløsningen.  Ved behandling af simple konstruktioner som udhuse, carporte, garager og lignende kan der vælges mellem at indkræve et fast gebyr eller efter forbrugt tid.

Kommunalbestyrelsen får med den nye lov mulighed for at prioritere nogle bygningskategorier frem for andre, forstået på den måde, at man fx kan vælge at fritage erhvervsbyggeri fra gebyrer mens boliger pålægges gebyr. Det er også muligt at skrue op og ned på mængden af administration, som er forbundet med byggesagsbehandlingen fx ved at vælge gebyrfritagelse, således skal der ikke bruges tid på tidsadministration, dokumentation og fakturering.

Kommunen skal med den nye lov kunne dokumentere og redegøre for tidsforbruget, herunder den samlede administrationsomkostning på de enkelte byggesagsområder. På den baggrund vil de nye regler for byggesagsgebyrer give øget administration.

Forvaltningen har vurderet de nye regler for opkrævning af byggesagsgebyrer og lægger på den baggrund op til fem forskellige modeller for, hvordan gebyrerne kan opkræves med en afvejning af fordele og ulemper. Modellerne fremgår af nedenstående. Fordele og ulemper fremgår af vedlagte bilag.

-Model A) Ingen gebyr

-model B) Fuldt timegebyr, hvor forhåndsdialog og klager undtages fra gebyr, og der er fast gebyr på simple konstruktioner (garager, carporte, udhuse og små bygninger o.l.)

-model C) Fuld timegebyr med fast gebyr for simple konstruktioner (garager, carporte, udhuse og små bygninger o.l.)

-model D) Timegebyr på udvalgte kategorier, hvor kommunalbestyrelsen kan vælge, at kun bestemte byggerier er omfattet af gebyrer. Fx at erhvervslivet eller borgerne eller visse typer af byggerier skal fritages for gebyr.

-Model E)Fuld timegebyr for al byggesagsbehandling, der kan opkræves gebyr for.

En udfordring ved den nye lov er, at den - trods intentionen om det modsatte - kan resultere i uforudsigelighed i gebyrniveauet (bemærket i KL’s høringssvar til lovgrundlaget). Eksempelvis kan en sammenlignelig byggesag koste forskelligt afhængig af, om der foreligger en lokalplan, om der skal foretages nabohøringer, og om sagen skal drøftes politisk mv.

Der kan derfor forventes en del spørgsmål og dialog mellem borgere og administration om de nye byggesagsgebyrer. Her er det vigtigt at holde sig for øje, at gebyret vil afhænge af; 1) kvaliteten i det materiale, som fremsendes fra borgeren 2) kompleksiteten i de enkelte sager, herunder høringer, klager mv. og 3) behovet/omfanget af dialog om byggesagen imellem administrationen og borgerne, herunder, omend i mindre omfang, hvilken sagsbehandler som varetager sagen.

Retsgrundlag

Folketinget har ved lov nr. 640 af den 12. juni 2013 besluttet, at kommunerne fremover skal opkræve gebyrer for byggesagsbehandlingen efter tidsforbrug. Dog kan der ved småbygninger (simple konstruktioner) som udhuse, carporte, garager og lignende vælges mellem at fakturere efter fast gebyr eller medgået tid. Lovændringen og de tilhørende bestemmelser i Bygningsreglementet 2010 træder i kraft den 1. januar 2015.

Politiske beslutninger og aftaler

Hvert år har Kommunalbestyrelsen i forbindelse med budgetforhandlingerne haft mulighed for tage stilling til et passende gebyrniveau. I Hvidovre Kommune har det været praksis at vurdere og beslutte gebyrniveauet ud fra en sammenligning med nabokommunerne.

Da kommunalbestyrelsen nu skal tage stilling til en helt ny måde at fastsætte gebyrerne på kan der til orientering oplyses om tendenser i andre af landets kommuner, hvor der i august 2014 er blevet udarbejdet en rundspørge, hvor 2/3 af landets kommuner har givet en tilbagemelding på fremtidig forventet praksis vedrørende opkrævning af byggesagsgebyrer.

Ifølge rundspørgen har ca. 60% af kommunerne tænkt fortsat at opkræve byggesagsgebyr, mens ca. 40% overvejer at droppe gebyret. Hvidovre Kommunes nabokommuner har ikke truffet beslutninger endnu.

Økonomiske konsekvenser

Der er i budgetforslag 2015 – 2018 årligt afsat et budget på kr. 3.739.000 i forventet gebyrindtægter.

Uanset valg af model for opkrævning af byggesagsgebyr per den 1. januar 2015, vil budgetindtægten skulle nedskrives. I forhold til evt. valg af den gebyrfri model A) vil det betyde en total nedskrivning af budgettet.

I forhold til de øvrige fire modeller forventes en reduktion i budgettet i spændet ca. 1.5 – 2.0 mio. kr.

Erfaringer fra 10 kommuner, der har ”prøvekørt” modellen viser et fald i gebyrindtægterne på mellem 30 og 50 procent.

I Hvidovre Kommune er timeprisen beregnet til 675 kr. pr. time. Regnes tillige overheadomkostningerne med, bliver timeprisen beregnet til 676 kr. i timen. Andre Hovedstadskommuner har tilkendegivet en timesats i samme niveau 600 – 700 kr/time.

Kommunen afventer KL og regeringens forhandlinger, idet de arbejder på at ensrette gebyrerne for alle landets kommuner. Derfor kan ovenstående forventninger til reduktion af budgettet kommet til at se helt anderledes ud.

Det forventes, at KL og regeringen er på plads med forhandlingerne inden udgangen af september 2014.

Bilag

  1. Skema over fem forskellige scenarier for hvordan gebyrer kan opkræves (pdf)

5. Eventuelt

Beslutning i Økonomiudvalget den 22-09-2014

Ingen bemærkninger.


6. Hjulmagerporten1 - revideret tilbud

Lukket sag

Beslutning i Økonomiudvalget den 22-09-2014

Ad 1 – 3:

For: Gruppe A, F, O og V.

Imod: Gruppe Ø.

Gruppe C afventer kommunalbestyrelsen.

Økonomi- og Stabsforvaltningens indstillinger anbefales godkendt.

Det undersøges hvordan de nuværende brugere er stillet i forbindelse med salget.

Der udarbejdes et notat om overholdelse af tavshedspligten ved lukkede sager.