Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Referat - Økonomiudvalget den 13. november 2017

Mødefakta

Dato: Mandag den 13. november 2017
Mødetidspunkt: Kl. 17:00
Mødested: Hvidovre

Medlemmer

  • Arne Bech (H)
  • Finn Gerdes (A)
  • Helle M. Adelborg (A)
  • Karl Erik Høholt Jensen (UP)
  • Mikkel Dencker (O)
  • Niels Ulsing (F)
  • Steen Ørskov Larsen (C)

Indholdsfortegnelse


1. Godkendelse af dagsorden

Beslutning i Økonomiudvalget den 13-11-2017

Punkt 6 ”Røgfri generation 2030” udsættes.

Godkendt.


2. Forskellige cirkulærer og meddelelser. Orientering ved borgmesteren

Beslutning i Økonomiudvalget den 13-11-2017

Borgmesteren orienterede om kommende sag om samlingsforbud, og at TV2 bringer 22-nyhederne fra Hvidovre byrådssal mandag den 13. november 2017.


3. Forslag til Lokalplan 516 for AV Miljø, Avedøreholmen 97

Beslutningstema

Center for Plan og Miljø har udarbejdet sagsfremstillingen.

Administrationen har med bistand fra rådgiver udarbejdet et forslag til en lokalplan for AV Miljø beliggende på Avedøreholmen 97. Lokalplanens formål er at forlænge deponiets levetid ved at muliggøre at forhøje fyldhøjden på anlægget med 3-5 meter.

Kommunalbestyrelsen skal tage stilling til, om man kan godkende udkastet til lokalplanen med henblik på fremlæggelse i offentlig høring.

Indstilling

Direktøren indstiller til Teknik- og Miljøudvalget at anbefale overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen

  1. at forslaget til Lokalplan 516 godkendes og herefter fremlægges i offentlig høring i fire uger,
  2. at der ikke afholdes borgermøde om lokalplanforslaget,
  3. at den tilhørende miljøvurdering af lokalplanforslaget fremlægges i offentlig høring i fire uger.

Beslutning i Økonomiudvalget den 13-11-2017

Ad 1. – 3.

Teknik- og Miljøudvalgets indstilling anbefales godkendt.

Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 01-11-2017

Ad 1. - 3.

Anbefales godkendt.

Sagsfremstilling

Lokalplanområdet omfatter AV Miljøs ejendom på Avedøreholmen 97 syd  for Kystholmen. Området afgrænses af Kystholmen mod nord hvor der, på den anden side af vejen, ligger et erhvervsområde med blandede industrivirksomheder. Området grænser desuden mod øst op til Avedøreværket og mod vest op til Biofos Spildevandscenter Avedøre. Lokalplanens sydlige grænse løber langs kysten.

Lokalplanområdet er beliggende i byzone og omfatter et areal på 39 ha, der rummer AV Miljøs deponeringsanlæg og arealer. AV Miljø ejes af Vestforbrænding og ARC. Affaldsdeponiet på Avedøre Holme er etableret i 1989 og modtager deponeringsegnet affald fra et opland, der tæller omkring 1,45 millioner indbyggere og ca. 80.000 større eller mindre virksomheder. På AV Miljøs område driver Amagerforbrænding en offentligt tilgængelig genbrugsstation, som er beliggende umiddelbart vest for hovedindgangen til området fra Kystholmen.

Hele området er omgivet af diger med beplantningsbælter, som gør, at deponeringsanlægget i dag ikke er synligt fra Kystholmen. Langs Kystholmen og kysten findes lokale cykelstier.

Baggrunden for lokalplanen er, at AV Miljø ønsker at udvide deponeringsanlæggets kapacitet. AV Miljø er det eneste deponeringsanlæg til affald i og ved København, men anlæggets deponeringskapacitet er tæt på at være opbrugt. Med den nuværende restkapacitet og opfyldningstakt forventes det, at anlægget må stoppe for modtagelsen af affald til deponi i midten af 2019. Da der ikke er andre muligheder for deponering af affald i Københavnsområdet, ønsker AV Miljø derfor at udvide anlæggets deponeringskapacitet. Dette ved at muliggøre, at den tilladte højde på den overvejende del af anlægget øges fra kote +5,2 til kote +11,0, altså 11 meter over den normale vandstand.

Derved kan der deponeres mere affald ovenpå det eksisterende anlæg. Det forventes, at den planlagte forøgelse af fyldhøjden kan forøge anlæggets kapacitet med ca. 0,5 mio. m³ svarende til en forlængelse af anlæggets levetid med 15-20 år.

Lokalplanens formål er således at sikre, at området kan anvendes til deponerings- og sorteringsanlæg, genanvendelses- og energianlæg, containerplads og genbrugsstation, og at deponeringsanlæggets deponeringskapacitet og højde kan øges. Samtidig skal lokalplanen sikre, at det er muligt at udtage affald fra anlægget til energiudnyttelse og/eller anden nyttiggørelse.

Når deponeringsanlægget er fuldt udnyttet og nedlukket, ønsker Hvidovre Kommune, at anlægget gives en landskabelig bearbejdning, så det kan anvendes rekreativt og indrettes med stiforløb gennem området og med fritids- og friluftsaktiviteter til brug for de omkringliggende virksomheder og borgere i øvrigt. Affaldet skal ligge en årrække til gennemstrømning af vand, før arealerne kan udnyttes til f.eks. rekreative funktioner, og det vil derfor først være realiserbart at udnytte området rekreativt om 20-30 år.

Ud fra den planlagte arealanvendelse i Kommuneplan 2016 og planlovens regler for udlæg af støj- og forureningsfølsom anvendelse, jævnfør §§ 15a og 15b, vurderes det ikke på nuværende tidspunkt at være muligt at indarbejde bestemmelser i lokalplanen om anvendelse af området til rekreative formål.

En rekreativ plan for området skal derfor søges gennemført i en efterfølgende planlægning, hvor der også kan tages højde for de omkringliggende områders og virksomheders udvikling.

En del af lokalplanområdet er gennem Fingerplan 2017 for nuværende reserveret til etablering af en naturgaskompressorstation, hvilket lokalplanen også skal sikre.

Ved den endelige vedtagelse af Lokalplan 516 vil den hidtil gældende Lokalplan 515 for AV Miljø blive ophævet.

Idet den eksisterende anvendelse af ejendommen ikke ændres, og da de omkringliggende erhvervsvirksomheder får direkte besked om lokalplanforslaget, vurderer administrationen, at der ikke er behov for afholdelse af et borgermøde i høringsperioden.

Retsgrundlag

En lokalplan skal tilvejebringes, før der gennemføres større udstykninger eller større bygge- og anlægsarbejder, herunder nedrivninger af bebyggelse og i øvrigt når det er nødvendigt for at sikre kommuneplanens virkeliggørelse, jævnfør planlovens § 13, stk. 2.

Lokalplaner udarbejdes efter bestemmelserne i planlovens kapitler 5 og 6.

Efter de gældende regler i planloven skal et forslag til en lokalplan i offentlig høring i mindst fire uger, jf. Planlovens § 24, stk. 5.

Politiske beslutninger og aftaler

Teknik- og Miljøudvalget bemyndigede den 5. april 2017 Center for Plan og Miljø at udarbejde forslag til en lokalplan for AV Miljø med henblik på at forhøje den tillade terrænhøjde på anlægget.

Økonomiske konsekvenser

Ingen økonomiske konsekvenser for Hvidovre Kommune.

Miljømæssige konsekvenser

Lokalplan 516 er omfattet af krav om miljøvurdering efter lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM). Myndigheden skal ifølge § 8 stk. 1, nr. 1 gennemføre en miljøvurdering af planen.

Miljøvurderingen er et særskilt dokument, der skal offentliggøres i forbindelse med lokalplanen. Miljøvurderingen vedlægges som bilag 2.

I miljøvurderingen vurderes det, i hvilket omfang lokalplanen kan medføre påvirkninger af miljøet. Der tages udgangspunkt i de afgrænsede emner, som kan blive påvirket.

Miljøvurderingen gennemføres som en vurdering af, hvorvidt lokalplanen stemmer overens med de målsætninger, som er fastsat i lovgivning, strategier og planer, og hvordan lokalplanen sandsynligvis vil påvirke miljøet i forhold til en fastholdelse af den gældende Lokalplan 515.

Befolkning og menneskers sundhed

Endelig vedtagelse af Lokalplan 516 vil medføre en forlænget drift af deponeringsanlægget og dermed en forlænget tidsperiode med påvirkning af støj og støv. Det vurderes, at lokalplanen ikke tillader aktiviteter, som kan medføre en væsentlig påvirkning af menneskers sundhed i forhold til de allerede tilladte aktiviteter.

Biologisk mangfoldighed, flora og fauna

Der er tidligere observeret grønbroget tudse i et vandhul inden for lokalplanområdet. AV Miljø er ikke egnet som levested for grønbroget tudse, idet området er udsat for stor forstyrrelse i form af kørsel og ændring af omgivelser fra deponeringsaktiviteterne. Det ene vandhul, hvor der tidligere er observeret grønbroget tudse er ved nyeste naturregistrering vurderet som uegnet grundet tilgroede kanter og forekomst af fisk. Lokalplanen muliggør tildækning af dette vandhul.

Samlet set vurderes lokalplanen således ikke at medføre en væsentlig påvirkning på tilstedeværelsen af grønbroget tudse i lokalområdet, da der findes flere egnede levesteder langs diget og vest for AV Miljø på Spildevandscenter Avedøres areal.

Landskab

Vedtagelsen af Lokalplan 516 vil betyde, at terrænhøjden på AV Miljøs anlæg over tid kan øges. Lokalplanen giver mulighed for forøge fyldhøjden på anlægget op til kote 11, altså 11 meter over den normale vandstand. Den øgede terrænhøjde kan få betydning for indblikket fra havet og den visuelle oplevelse af kysten.

Når arealets anvendelse som deponeringsanlæg ophører, kan området blive beplantet med græs.

Ud fra visualiseringer af området, vurderes det, at lokalplanen ikke vil påvirke landskabsoplevelsen væsentligt. Påvirkningen og oplevelsen af deponiet er størst, når man færdes tæt på deponiet. Set længere væk vurderes påvirkningen at være mindre. Dette skyldes bl.a., at kysten i forvejen er præget af større tekniske anlæg.

VVM (Vurdering af virkninger på miljøet)

AV Miljøs deponeringsanlæg er VVM-pligtigt for så vidt angår deponeringsenhederne for shredder-affald. Shredder-affald er restfraktionen efter neddeling i en shredder af jern og metal fra genbrugspladser, affald fra industri og miljøbehandlede biler. Imidlertid omfatter terrænændringerne og den ekstra fyldhøjde alene enheder med blandet affald. Der skal derfor gennemføres en screening af, hvorvidt ændringen af anlægget er VVM-pligtigt eller ej.

Bilag

  1. Bilag 1 - Lokalplan 516 (pdf)
  2. Bilag 2 - Miljøvurdering af Lokalplan for AV Miljø (pdf)

4. Ansøgning om godkendelse af huslejestigning, låneoptagelse og kommunal garantistillelse

Beslutningstema

Der skal tages stilling til låneoptagelse, lejestigning og ansøgning om garantistillelse.

Indstilling

Kommunaldirektøren indstiller til Økonomiudvalget at anbefale over for Kommunalbestyrelsen

  1. at godkende Hvidovrebos ansøgning om optagelse af realkreditlån på 2,6 mio. kr.
  2. at godkende lejestigning mellem 4,7 % og 9,4 %
  3. at godkende 100 % kommunal garanti for realkreditlån på 2,6 mio. kr.

Beslutning i Økonomiudvalget den 13-11-2017

Ad 1. – 3.

Anbefales godkendt.

Sagsfremstilling

Ved mail af 2. oktober 2017 har FA09 på vegne af Hvidovrebo, afdeling 8 ansøgt om godkendelse af låneoptagelse og deraf følgende huslejestigning til iværksættelse af individuelle moderniseringer af køkkener (kollektiv råderet).

Afdelingen består af 38 familieboliger, 13 ungdomsboliger og 24 ældreboliger.

Beboerne har på et afdelingsmøde den 1. september 2016 godkendt forslaget om kollektiv råderet.

Organisationsbestyrelsen har den 3. oktober 2016 godkendt projektet.

Retsgrundlag

Godkendelse af låneoptagelse: almenboliglovens § 29, (lbk. nr. 1116 af 2/10/17).

Godkendelse af lejeforhøjelse: almenlejeloven § 10, (lbk. nr. 228 af 9/03/16).

Garantistillelse: kommunale styrelseslov § 41 (lbk. 318 af 28/03/17)

Økonomiske konsekvenser

Et nyt køkken i familieboligerne koster 65.000 kr. som betales med en månedlig huslejeforhøjelse på 390 kr. Den aktuelle månedlige husleje for familieboligerne er mellem 6.409 kr. og 8.365 kr. Huslejestigningen ligger fra 4,7 % til 6,1 %.

I ældreboligerne er prisen for et nyt køkken 58.000 kr. som betales med en månedlig huslejeforhøjelse på 350 kr. Den aktuelle månedlige husleje for ældreboligerne er mellem 6.214 kr. og 6.464 kr. Huslejestigningen ligger fra 5,4 % til 5,6 %.

I ungdomsboligerne er prisen for et nyt køkken 45.000 kr. som betales med en månedlig huslejeforhøjelse på 275 kr. Den aktuelle månedlige husleje for ungdomsboligerne er mellem 2.940 kr. og 3.411 kr. Huslejestigningen ligger fra 8,1 % til 9,4 %.

I medfør af almenboligloven kræves garanti for lån, som har pantesikkerhed ud over 60 % af ejendommens værdi. Ifølge Nykredits redegørelse for garantibehovet er 60 % af ejendommens værdi opgjort til 25 mio. kr. og ejendommen er belånt med 60 mio. kr. Der stilles således krav om 100 % kommunal garanti for låneoptagelsen.

Bilag

  1. Garantiberegning (pdf)

5. Tilladelse til salg af fyrværkeri fra kommunale grunde

Beslutningstema

Center for Politik og Ledelse har udarbejdet sagsfremstillingen.

Der skal tages stilling til, om Økonomiudvalget ønsker at ændre sin beslutning fra 5. december 2005 om ikke at give tilladelse til salg af fyrværkeri fra kommunale grunde i Hvidovre.

Indstilling

Kommunaldirektøren indstiller til Økonomiudvalget

  1. at træffe en af følgende beslutninger:

a)Økonomiudvalgets beslutning af 5. december 2005 fastholdes, hvilket medfører, at afslaget på Johansens Fireworks ansøgning om at sælge fyrværkeri fra Hvidovre Stadions parkeringsplads fastholdes.

b)Økonomiudvalgets beslutning af 5. december 2005 ophæves, hvorefter Johansens Fireworks på linje med andre private firmaer vil kunne ansøge om leje af kommunal grund til salg af fyrværkeri. Ansøgere vil efter at have fået tilladelse fra kommunen skulle indhente tilladelse til salg hos Hovedstadens Beredskab.  

c)Økonomiudvalgets beslutning af 5. december 2005 fastholdes, men Johansens Fireworks kan meddeles dispensation for salg af fyrværkeri i 2017, men ikke i efterfølgende år. Johansens Fireworks vil efter at have indgået aftale om leje af kommunal grund skulle indhente tilladelse til salg hos Hovedstadens Beredskab.  

Beslutning i Økonomiudvalget den 13-11-2017

Borgmesteren stillede ændringsforslag om, at Økonomiudvalgets beslutning af 5. december 2005 ophæves, og at Johansens Fireworks meddeles tilladelse til at leje Hvidovre Stadions parkeringsplads i 2017 til salg af fyrværkeri, såfremt Hovedstadens Beredskab giver tilladelse.

Fremover kan private firmaer ansøge kommunen om at leje kommunale grunde til salg af fyrværkeri – efter tilladelse fra Hovedstadens Beredskab.

Økonomiudvalget godkendte at Økonomiudvalgets beslutning af 5. december 2005 ophæves, og at Johansens Fireworks meddeles tilladelse til at leje Hvidovre Stadions parkeringsplads i 2017 til salg af fyrværkeri, såfremt Hovedstadens Beredskab giver tilladelse.

Fremover kan private firmaer ansøge kommunen om at leje kommunale grunde til salg af fyrværkeri – efter tilladelse fra Hovedstadens Beredskab.

Sagsfremstilling

5. december 2005 traf Økonomiudvalget, i forbindelse med en konkret ansøgning, en principiel beslutning om ikke at tillade salg af fyrværkeri fra kommunale grunde.

Kasper Johansen fra Johansens Fireworks i Jyllinge oplyser, at han de seneste fire år har forhandlet konsumentfyrværkeri fra parkeringspladsen foran Hvidovre stadion, hvor han har lejet en plads. Administrationen kan bekræfte, at parkeringspladsen har været lejet ud til formålet siden 2014. Kopi af tilladelse fra 2015 er vedlagt som bilag. Leje på 5000 kr. er betalt til stadion. Kasper Johansen har genansøgt om leje i 2017.

Administrationen har med henvisning til ØU-beslutning fra 2005 meddelt Kasper Johansen, at han ikke kan opnå tilladelse til salg fra kommunal grund.

28. september 2017 har Kasper Johansen skrevet til Center for Politik og Ledelse med ønske om en ændring af beslutningen, så han atter kan opnå tilladelse til leje af grund med henblik på salg af fyrværkeri.

Retsgrundlag

-Styrelsesvedtægtens § 5, stk. 5 for så vidt angår Økonomiudvalgets principielle stillingtagen til salg af fyrværkeri fra kommunal grund.

-Godkendelse til opbevaring og salg af fyrværkeri efter bekendtgørelse af lov om fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler (LBK nr. 363 af 09/04/2013) varetages af det kommunale fællesskab Hovedstadens Beredskab, jf. pkt. 5.2 i vedtægterne for samme.

Politiske beslutninger og aftaler

5. december 2005 besluttede Økonomiudvalget, at man ikke ønsker at give tilladelse til salg af fyrværkeri fra kommunens grunde i Hvidovre.

Økonomiske konsekvenser

Den forventede lejeindtægt til kommunen ved udlejning af grunden ved stadion forventes at udgøre 5.200 kr. 

Bilag

  1. Henvendelse af 28. september 2017 (pdf)

6. Røgfri generation 2030

Beslutningstema

Center for Sundhed og Ældre har udarbejdet sagsfremstillingen.

Der fremlægges forslag til en rygestopindsats på ungeområdet, ”Bliv en vinder uden tobak”, for perioden 2018 – 2020. Visionen for projektet er En røgfri generation, så ingen børn og unge ryger i 2030. Visionen ligger i forlængelse af regeringens politik på området. Projektet foregår i et samarbejde mellem kommuner på Vestegnen/Sydamager og sammen med eksterne samarbejdspartnere som Hjerteforeningen og Danmarks Idrætsforbund.

Indstilling

Direktørene indstiller til Social- og Sundhedsudvalget, Børne- og Undervisningsudvalget samt Kultur- og Fritidsudvalget, at anbefale over for Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen:

1)at, rygestopindsatsen på ungeområdet, ”Bliv en sikker vinder uden tobak" med visionen ”En røgfri generation, så ingen børn og unge ryger i 2030” igangsættes for perioden 2018 – 2020

2)at, der arbejdes med tre delindsatser: 1) Tobaksfri folkeskole, 2) Tobaksfrie erhvervsskoler og 3) Tobaksfri fritid

3)at, yderligere udgifter på 50.000 kr. til projektet finansieres inden for Sundhedscentrets ramme

Beslutning i Økonomiudvalget den 13-11-2017

Udsættes.

Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 07-11-2017

Ad 1. Anbefales godkendt.

Ad 2. Anbefales godkendt.

Ad 3. Anbefales godkendt.

Beslutning i Børne- og Undervisningsudvalget den 02-11-2017

Ad 1) Anbefales godkendt.

Ad 2) Anbefales godkendt.

Ad 3) Anbefales godkendt.

Sagsfremstilling

Storrygerprojektet, ”Røgfri på tværs”, foregår i perioden 2014 – 2017 i samarbejde mellem 9 kommuner på Vestegnen/Sydamager. De deltagende kommuner er Albertslund, Brøndby, Dragør, Glostrup, Hvidovre, Høje-Taastrup, Ishøj, Tårnby og Vallensbæk. Kommunerne har besluttet at fortsætte samarbejdet med fælles rygestopkurser, tilskud til rygestopmedicin, fælles aftaler med apoteker og hospitaler samt ny fælles indsats om unge og rygning.

Nærværende dagsordenpunkt har fokus på unge og rygning. Som det fremgår af bilag 1, er det kun omkring 5 % af de 15-årige, der er dagligrygere. Denne andel har været faldende de sidste 10 år. Problemet opstår efter grundskolen, hvor andelen af dagligrygere blandt de 16 – 25-årige ligger på hele 15 %. Der er markant flere rygere på erhvervsskolerne end i gymnasierne. Der ses desuden en sammenhæng mellem at være ryger og at have prøvet at ryge hash.

På grund af problemerne med rygning blandt unge i gruppen 16-25 år anmodede socialdirektørkredsen i marts 2017 styregruppen for storrygerprojektet om at komme med forslag til en særlig indsats på ungeområdet. På møde for socialdirektørerne i august 2017 fremlagde styregruppen et forslag, som det blev vedtaget at arbejde videre med.

På den baggrund fremlægges nærværende sag for Social- og Sundhedsudvalget, Børn- og Ungeudvalget samt Kultur- og Fritidsudvalget i Hvidovre Kommune, samtidig med, at der i de øvrige kommuner i samarbejdet tillige tages stilling til sagen.

Projekt bliv en vinder uden tobak
Projektet løber fra 2018 og foreløbigt til og med 2020. Dele af projektet startes op allerede i 2017. Visionen for projektet er En røgfri generation, så ingen børn og unge ryger i 2030.

Regeringen har den samme vision i Kræftplan IV, som indgår i aftale om finansloven for 2017.

I ”Bliv en vinder uden tobak” arbejdes der med tre delindsatser:

  1. Tobaksfri folkeskole
  2. Tobaksfrie erhvervsuddannelser
  3. Tobaksfri fritid


Ad 1) Ved delindsats Tobaksfrie folkeskoler, satses der på et delmål om 15 – 20 skoler med tobaksfri skoletid ved opstart af skoleåret 2018/2019 fordelt på minimum 2/3 del af de deltagende kommuner. Målet er, at 90 % af alle skoler i 2030 har tobaksfri skoletid. Flere kommuner på Vestegnen/Sydamager har allerede igangsat tobaksforebyggende indsatser og/eller indført røgfri skoletid. Samarbejdet med skolerne skal ske på frivillig basis, så når den enkelte skole synes de er klar, kan de melde ind med tobaksfri skoletid.

Ad 2) Da dagligrygerandelen på erhvervsskoler er særlig høj, arbejdes der med en særlig indsats på dette område. Der arbejdes henimod tobaksfri erhvervsskoler i et samarbejde med Hjerteforeningen. Foreningen har fået midler fra Sundhedsstyrelsen til en forundersøgelse på erhvervsskoler, for at finde frem til en målrettet og effektiv rygestopindsats på erhvervsskoler. Forundersøgelsen skal danne grundlag for et længerevarende projekt med flere kommuner fra 2018.

Ad 3) Da brug af snus og tyggetobak ser ud til at være stigende i idræts- og ungdomsmiljøer skal problemets omfang afdækkes. Produkterne er meget nikotinholdige og kan være starten på en misbrugsadfærd. Det foreslås, at der i samarbejde med Danmarks Idræts Forbund formuleres en ansøgning til Sundhedsstyrelsens sundhedsfremmepulje for at afdække omfang og forbrugsmønster i foreningslivet. Der skal herefter i samarbejde med foreningerne laves en indsats for at nedbringe brugen af tobaksprodukter, og der skal skabes positive rollemodeller.

Det foreslås desuden, at kommunerne i projektet på Vestegnen/Sydamager tilslutter sig som partnere i det samarbejde Kræftens Bekæmpelse og Trygfonden har under overskriften ”Røgfri Fremtid”. Det er initiativ, som arbejder for en røgfri fremtid for børn og unge, som kommuner, interesseorganisationer, undervisningsinstitutioner og andre kan tilslutte sig. Der er ingen økonomiske forpligtelser i dette samarbejde, men det er et samarbejdsforum med udveksling af erfaringer og ny viden på området.

Lokal projektledelse i Hvidovre placeres i Sundhedscentret med løbende  ad hoc projektdeltagelse fra øvrige relevante afdelinger.

Retsgrundlag

Sundhedsloven §119

Politiske beslutninger og aftaler

På møde i Social- 0g Sundhedsudvalget den 31. maj 2017 blev det besluttet, at videreføre satspuljeprojektet ”Røgfri på tværs” i drift sammen med de 8 øvrige kommuner i projektet. Herunder at indgå samarbejde om røgfri generation 2030. Sidstnævte del blev tillige godkendt på Børne- og undervisningsudvalgets møde den 8. juni 2017. På mødet den 31. maj 2017 blev det ligeledes besluttet, at 50.000 kr. inden for Sundhedscentrets ramme finansierer drift af det tidligere satspuljeprojekt ved tværkommunal projektleder.

Økonomiske konsekvenser

Projektet finansieres inden for Sundhedscentrets egen ramme.

Sundhedsmæssige konsekvenser

Nedbringelse af andelen af rygere vil på kort og lang sigt være en samfundsøkonomisk gevinst, ligesom der vil være en betydelig helbredsgevinst for den enkelte unge, som vælger ikke at begynde at ryge eller stopper kort tid efter rygestart.

Bilag

  1. Oplæg til fælles indsats (pdf)

7. Allonge til midlertidig forlængelse af driftsaftale med Hvidovre Sejlklub Suset mv.

Beslutningstema

Center for Kultur og Fritid har i samarbejde med Center for Politik og Ledelse udarbejdet sagsfremstillingen.

Der skal tages stilling til en midlertidig forlængelse af driftsaftalen mellem Hvidovre Kommune og Hvidovre Sejlklub Suset om driften af Hvidovre Lystbådehavn, der udløber den 31.12.2017. Den midlertidige forlængelse løber i perioden 1. januar 2018 til den 30. juni 2018 og skal gives for at kunne nå at gennemføre et lovpligtigt udbud.

Indstilling

Direktøren indstiller til Kultur- og Fritidsudvalget at anbefale over for Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen

  1. at godkende, at der offentliggøres en profylaksebekendtgørelse i EU-Tidende om midlertidig forlængelse af driftsaftale om driften af Hvidovre Lystbådehavn med Hvidovre Sejlklub Suset for perioden fra 1. januar 2018 til og med 30. juni 2018
  2. at godkende, at udkast til allonge til driftsaftalen kan underskrives og træde i kraft elleve kalenderdage efter den dag, hvor profylaksebekendtgørelse er blevet offentliggjort i EU-Tidende

Beslutning i Økonomiudvalget den 13-11-2017

Ad 1. – 2.

Kultur- og Fritidsudvalgets indstilling anbefales godkendt.

Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 07-11-2017

Ad 1.   Anbefales godkendt.

Ad 2.   Anbefales godkendt.

Sagsfremstilling

Hvidovre kommunes nuværende driftsaftale med Hvidovre Sejlklub Suset (Suset) vedrørende driften af Hvidovre Lystbådehavn udløber den 31. december 2017, og der skal derfor indgås en ny driftsaftale.

Driften af havne er blevet en udbudspligtig tjenesteydelse, siden indgåelse af den nuværende driftsaftale. Der skal derfor gennemføres et udbud og der er ikke mulighed for at undtage herfra eller forlænge den eksisterende driftsaftale.

For at sikre den fortsatte drift af havnen mens udbuddet foregår, foreslår administrationen, at den eksisterende driftsaftale med Suset forlænges for perioden 1. januar 2018 – 30. juni 2018, vedlagt som bilag ”Udkast til allonge til driftsaftale”.

Fordi der er tale om udbudspligtig ydelse, skal der forud for underskrivelse af den midlertidige forlængelse af driftsaftalen offentliggøres en ”profylaksebekendtgørelse”. En ”profylaksebekendtgørelse” betyder, at kommunen bekendtgør i EU-Tidende, at kommunen indgår en kontrakt uden forudgående udbudsprocedure. Det gør man for at beskytte kontrakten mod, at Klagenævnet for Udbud senere erklærer kontrakten ugyldig.

Ved at tilbyde Suset en midlertidig forlængelse af driftsaftalen, sikres også havnens daglige drift, samt at klubben kan forlænge deres ansatte på havnen mens udbuddet af en længerevarende driftsaftale står på.

I den eksisterende driftsaftale udbetales driftsvederlaget i 2 rater, og administrationen foreslår, at der for perioden 1. januar 2018 – 30. juni 2018 udbetales 918.713,75 kr. inkl. moms svarende til én rate af det budgetterede driftstilskud for 2018.

Suset varetager opkrævningen af 1. rate af havneafgifterne jf. takstregulativet for Hvidovre Lystbådehavn.

Retsgrundlag

Udbudsloven § 183 og 196, stk. 3 samt lov om Klagenævnet for Udbud § 4.

Politiske beslutninger og aftaler

Der er indgået driftsaftale mellem Hvidovre Kommune og Hvidovre Sejlklub Suset for perioden 1. juli 2013 – 31. december 2017. Aftalen blev godkendt af Kommunalbestyrelsen d. 28. maj 2013.

Økonomiske konsekvenser

Der er afsat ca. 0,5 mio. kr. (ca. 1,5 mio. kr. til driftsaftalen og ca. 1 mio. kr. vedr. indtægter for havnepladser) til driften af Hvidovre Lystbådehavn i 2018.

I 2018 udbetales der 918.713,75 kr. inkl. moms svarende til 1. rate af driftstilskuddet.

Bilag

  1. Udkast til allonge til driftsaftale (pdf)

8. Ønske om tilbygning af HBC-hallen: Hvidovre Badminton Club

Beslutningstema

Center for Trafik og Ejendomme har udarbejdet sagsfremstillingen i samarbejde med Center for Kultur og Fritid.

Hvidovre Badminton Club har et ønske om, at Hvidovre Kommune afsætter midler til en udvidelse af HBC-hallen med ca. 130 m2 bygning samt mulighed for 130 m2 tagterrasse. Udvidelsen vil koste ca. 6 mio. kr. at opføre. Når tilbygningen er opført, vil det medføre øgede driftsudgifter til Hvidovre Kommune. Selve opførelsen vil desuden kræve en dispensation fra lokalplanen eller en ny lokalplan.

Kultur- og Fritidsudvalget skal drøfte ønsket fra Hvidovre Badminton Club om afsætning af midler til udvidelse af HBC-hallen.

Indstilling

Direktøren indstiller til Kultur- og Fritidsudvalget at anbefale over for Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen

  1. at drøfte ønske fra Hvidovre Badminton Club om afsætning af midler til udvidelse af HBC-hallen

Beslutning i Økonomiudvalget den 13-11-2017

For: Liste H og Gruppe F.

Gruppe A, O, C og Karl Erik Høholt (UP) afventer kommunalbestyrelsen.

Kultur- og Fritidsudvalgets indstilling anbefales godkendt.

Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 07-11-2017

Udvalget anmoder om, at der udarbejdes en lokalplan, der gør det muligt at realisere klubbens skitseforslag.

Klubben anmodes, som drøftet med administrationen, om at finde sponsormidler til medfinansiering af projektet.

Sagen tages op til behandling i maj 2018 med henblik på eventuel beslutning om realisering af projektet.

Sagsfremstilling

Baggrund for ansøgningen

Hvidovre Badminton Club (HBC) ønsker at HBC-hallen (matr. 21dp beliggende Biblioteksvej 62) bliver udvidet med ca. 130 m2 bygning og 130 m2 tagterrasse. Der ønskes konkret etablering af nyt klublokale og samtidig udbygning af det eksisterende styrketræningslokale. Den ønskede tilbygning involverer desuden etablering af nye toiletter samt en tagterrasse tilknyttet HBC-hallens restaurant, der ønskes gjort tilgængelig for handicappede via en elevator/lift.

HBC mangler et fælles klublokale, hvor foreningens medlemmer kan opholde sig før og efter træning til socialt samvær, møder mm. HBC-hallens privatdrevne restaurant lever ikke op til formålet, da restauranten for det første udelukkende har åbent i aftentimerne og dernæst er en succesfuld forretning med mange besøgende udefra.

HBC vurderer ligeledes et behov for et større styrketræningslokale, da det eksisterende lokale er for lille og utidssvarende i forhold til behovet.

HBC ønsker på denne baggrund, at Hvidovre Kommune afsætter op til 6.0 mio. kr. til udvidelse af HBC-hallen.

Om HBC-hallen

Hvidovre Kommune ejer HBC-hallen, og har via en brugsretsaftale givet Hvidovre Badminton Club ret til at anvende dele af bygningen. Der er i 2018 afsat ca. 0,9 mio. kr. til driften af HBC-hallen.

Beskrivelse af projektets omfang og økonomisk estimat

Projektet involverer følgende:

Kælder

Ombygning af nedgang til kælder samt følgearbejder heraf.

Konstruktive understøtninger til overbygning af stueplan og 1.sal plan i stueplan. Omfang ukendt.

Stueplan

Tilbygning ca. 30 m² omklædning og 70 m² motionsrum.

1. salsplan

30 m² toiletter og ca. 130 m² tagterrasse (+ værn og trappe)*.

*Tagterrasse kan indgå som en option; dvs. denne del af projektet kan udelades.

Prioritering i forhold til Hvidovre Kommunes Helhedsplan på idrætsområdet

Udbygning af HBC-hallen er ikke beskrevet som forslag i Helhedsplanens prioriteringskatalog. 

Plan- og aktuelle forhold

  • Lokalplan 232
  • Delområde C for offentlige formål
  • Bebyggelsesprocenten må ikke overstige 40%
  • Bygningshøjde max 8,5 m over terræn
  • Parkering: 1 parkeringsplads pr. 5 personer
  • Cykelparkering: 1 cykelparkeringsplads pr. 5 siddepladser
  • Hallen er godkendt til max 400 personer
  • Grundareal for matr. 21dp er 2.765 m².
  • Bebygget areal 1.572 m².
  • Eksisterende bebyggelsesprocent 56.
  • Fremtidig bebyggelsesprocent 60,8 (130 m² tilbygning), må korrigeres til 61,6.

Overskridelse af lokalplanen

Center for Plan og Miljø vurderer, at en yderligere overbebyggelse af grunden på 5,5 %, og en deraf resulterende bebyggelsesprocent på 61,6 ikke er sædvanlig for området.

Det fremsendte materiale overholder ikke bestemmelserne i lokalplanen, hvilket betyder, at en evt. ansøgning om byggetilladelse med tilsvarende materiale ikke vil kunne imødekommes uden væsentlige dispensationer.

Såfremt man ønsker, at meddele dispensation for overskridelse af den maksimale bebyggelsesprocent, kan dette ske efter gennemført naboorientering, jævnfør planlovens §§ 19 og 20. Administrationen har ikke kompetence til at meddele dispensation for en så stor overskridelse af bebyggelsesprocenten – dette skal afgøres i Teknik- og Miljøudvalget.

Ved vurderingen af en ansøgning om dispensation til overskridelse af bebyggelsesprocenten er det særligt relevant at vurdere iagttagelsen af lokalplanens øvrige bestemmelser om vej-, friareal- og parkeringsforhold, herunder cykelparkering.

Retsgrundlag

Kommunalfuldmagtsreglerne og Planloven.

HBC får lokaler i HBC-hallen stillet vederlagsfrit til rådighed jf. folkeoplysningsloven.

Politiske beslutninger og aftaler

Ingen bemærkninger.

Økonomiske konsekvenser

Hvidovre Kommunes økonomiske estimat for projektet

130 m² nybyggeri á 17.000 kr.

2.2 mio. kr.

130 m² tagterrasse á 8.000 kr.* 

1.0 mio. kr.

Ombygning i kælder estimat

0.5 mio. kr.

Rådgiver

0.5 mio. kr.

Bygherreomkostninger

0.3 mio. kr.

30% usikkerhed

1.5 mio. kr.

Estimat

6.0 mio. kr.

*Tagterrasse kan indgå som en option; dvs. denne del af projektet kan udelades.

Det tages i ovenstående estimat forbehold for ukendte udgifter relateret til byggeplads, forundersøgelser, nedrivning, kloak – og ledningstilslutninger samt evt. bortskaffelse af miljøfarligt byggeaffald. Der er desuden en række ukendte faktorer såsom omfanget af jordforurening, krav om lovliggørelser og krav til diverse bygningsreglementer (BR18/BR20).

Projektestimat omfatter desuden ikke anlæg af udearealer, affaldsområde, p-pladser samt cykelparkering.

HBC har indsendt byggesagsansøgning vedr. forhåndsgodkendelse til projektet (vedhæftet som bilag). Såfremt forhåndsgodkendelsen opnås, påtænker HBC desuden at ansøge eksterne fonde om tilskud til projektet.

Nuværende økonomi vedr. HBC-hallen

Hvidovre Kommune ejer HBC-hallen, og har via en brugsretsaftale givet Hvidovre Badminton Club ret til at anvende dele af bygningen. Der er i 2018 afsat ca. 0,9 mio. kr. til driften af HBC-hallen.

Hvidovre Kommune har ingen indtægter vedr. HBC-hallen, idet foreningen får lokalerne stillet vederlagsfrit til rådighed jf. folkeoplysningsloven.

Der er indgået forpagtningsaftale vedr. HBC Hallens restaurant for perioden 1. juli 2016 – 30. juni 2020. I henhold til aftalen betales der en månedlig afgift i 2017 på 1.643 kr. (på nær juli og august, der er betalingsfri måneder). Derudover betales en forpagtningsafgift svarende til 5 % af det, som forpagterens omsætning ekskl. moms overstiger en million kr. pr. kalenderår. Grundlaget for opgørelse af forpagtningsafgiften er forpagterens momsindberetning.

Forpagtningsafgift vedr. HBC-hallen for 2016 er endnu ikke beregnet.

Bilag

  1. Ansøgning om tilbygning til HBC Hallen (pdf)
  2. Tegninger af ønsket udvidelse (pdf)
  3. Ansøgning om forhåndsgodkendelse vedr. byggetilladelse (pdf)

9. Fornyelse af forpagtningsaftale: HIF Gamle Kæmper

Beslutningstema

Center for Kultur og Fritid har udarbejdet sagsfremstillingen.

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til hvorvidt den eksisterende forpagtningsaftale med HIF Gamle Kæmper skal fornyes.

Indstilling

Direktøren indstiller til Kultur- og Fritidsudvalget at anbefale over for Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen

  1. at forpagtningsaftalen mellem Hvidovre Kommune og HIFs Gamle Kæmper fornyes for en periode på fire år

Beslutning i Økonomiudvalget den 13-11-2017

Kultur- og Fritidsudvalgets indstilling anbefales godkendt.

Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 07-11-2017

Anbefales godkendt med vilkårene beskrevet i administrationens forslag til forpagtningskontrakt.

Sagsfremstilling

Forpagtningsaftalen mellem Hvidovre Kommune og HIFs Gamle Kæmper, der dækker cafeteriaet i Gl. Klubhus på Hvidovre Stadion, udløber 31. december 2017.

Center for Kultur og Fritid har henover sommeren 2017 været i kontakt med foreningen med henblik på en forlængelse af aftalen på samme overordnede vilkår som hidtil. Den indstillede forpagtningsperiode løber fra 1. januar 2018 til 31. december 2021.

Forpagtningsafgift

I forbindelse med forrige fornyelse af en række forpagtningsaftaler i 2013, udarbejdede den daværende Kultur- og Arbejdsmarkedsforvaltning i samarbejde med den daværende Økonomi- og Stabsforvaltning en undersøgelse af niveauet for foreningsdrevne forpagtninger i omegnskommunerne for at fastlægge markedsniveauet for forpagtningsafgiften. På baggrund af undersøgelsen af omegnskommunernes praksis for forpagtningsafgift blev det dengang konkluderet, at markedsniveauet for forpagtningsafgift er 0 kr. for så vidt angår små foreningsdrevne forpagtninger af kiosker, cafeterier o.l. med en omsætning under 1 mio. kr.

Center for Kultur og Fritid vurderer ikke at disse forudsætninger er ændret, hvorfor det fortsat vurderes at forpagtningsafgiften i aftalen til forlængelse fastsættes til 0 kr. for omsætning under 1 mio. kr., mens en omsætning over 1 mio. kr. pålægges en forpagtningsafgift på 5 %.  

HIF Gamle Kæmpers cafeteria havde i 2016 en nettoomsætning på 30. 371 kr.

Center for Kultur og Fritid bemærker, at forpagtningens omsætning er så begrænset, at der hidtil ikke har været økonomisk grundlag for at ændre afgiftsrammen. Denne følger desuden rammerne for kommunens andre foreninger; herunder de professionelle klubber.

Foreningens kommentar

Foreningen har haft forpagtningskontrakten til udtalelse, og har indgivet følgende ændringsforslag, som udvalget bedes forholde sig til:

Ang. § 5, Vedligeholdelse: foreningen ønsker, at vedligeholdelsen (renovering) af lofter og gulve samt vedligeholdelse af vand- og varmeinstallationer, belysning og andre elektriske installationer skal påhvile bortforpagteren frem for forpagteren, hvilket svarer til vilkårene i den tidligere forpagtningskontrakt.
I kommunens lignende forpagtningskontrakter er det ligeledes forpagteren der har vedligeholdelsesforpligtelsen, hvorfor ændringen er tilføjet for at gøre kommunens aftaler så enslydende som muligt.    

Foreningen ønsker desuden, at aftalen skal give eneret til salg for et område, der dækker bane 2. 3. og 4. Center for Kultur og Fritid anbefaler at aftalen fortsat begrænser sig til salget i klubhuset, da andre brugere af Stadion skal have mulighed for at sælge varer i forbindelse med arrangementer og lignende. Center for Kultur og Fritid vurderer at disse tilfælde er så få, at det ikke vil påvirke omsætningen for Gamle Kæmper betydeligt.  

Retsgrundlag

Kommunalfuldmagtsreglerne.

Politiske beslutninger og aftaler

Kommunalbestyrelsen godkendte 25. september 2012 forpagtningsaftale ml. Hvidovre Kommune og foreningen HIF Gamle Kæmper for perioden 1. januar 2013 – 31. december 2017.

Økonomiske konsekvenser

Ingen økonomiske konsekvenser for Hvidovre Kommune.

Bilag

  1. Høringssvar fra Gamle Kæmper (pdf)
  2. Gamle Kæmpers regnskab (pdf)
  3. Forpagtningsaftale ml. Hvidovre Gamle Kæmper og Hvidovre Kommune - UDKAST (pdf)
  4. Yderligere kommentarer fra Gamle Kæmper (pdf)

10. Fornyelse af forpagtningsaftale: SBV09

Beslutningstema

Center for Kultur og Fritid har udarbejdet sagsfremstillingen.

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til fornyelse af forpagtningsaftale med foreningen SBV09.

Indstilling

Direktøren indstiller til Kultur- og Fritidsudvalget at anbefale over for Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen

  1. at forpagtningsaftale med foreningen SBV09 forlænges med fire år 

Beslutning i Økonomiudvalget den 13-11-2017

Kultur- og Fritidsudvalgets indstilling anbefales godkendt.

Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 07-11-2017

Anbefales godkendt med vilkårene beskrevet i administrationens forslag til forpagtningskontrakt.

Sagsfremstilling

Forpagtningsaftalen mellem Hvidovre Kommune og foreningen SBV09, der dækker cafeteriaet i foreningens lokaler ved Bymuren 131, udløber 31. december 2017.

Center for Kultur og Fritid har henover sommeren 2017 været i kontakt med foreningen med henblik på en forlængelse af aftalerne med samme overordnede vilkår som hidtil. Den indstillede forpagtningsperiode løber fra 1. januar 2018 til 31. december 2021.

Forpagtningsafgift
I forbindelse med forrige fornyelse af aftalerne i 2013 udarbejdede den daværende Kultur- og Arbejdsmarkedsforvaltning i samarbejde med den daværende Økonomi- og Stabsforvaltning en undersøgelse af niveauet for foreningsdrevne forpagtninger i omegnskommunerne for at fastlægge markedsniveauet for forpagtningsafgiften. På baggrund af undersøgelsen af omegnskommunernes praksis for forpagtningsafgift blev det dengang konkluderet, at markedsniveauet for forpagtningsafgift er 0 kr. for så vidt angår små foreningsdrevne forpagtninger af kiosker, cafeterier o.l. med en omsætning under 1 mio. kr.

Center for Kultur og Fritid vurderer ikke at disse forudsætninger er ændret, hvorfor det fortsat vurderes, at forpagtningsafgiften i aftalen til forlængelse fastsættes til 0 kr. for omsætning under 1 mio. kr., mens omsætning over 1 mio. kr. pålægges en forpagtningsafgift på 5 %.

SBV09s cafeteria havde i 2016 en nettoomsætning på 58.281 kr.

Center for Kultur og Fritid bemærker, at forpagtningens omsætning er så begrænset, at der hidtil ikke har været økonomisk grundlag for at ændre afgiftsrammen. Denne følger desuden rammerne for kommunens andre foreninger; herunder de professionelle klubber.

Foreningens kommentar

SBV09 har haft udkast til ny forpagtningsaftale til gennemsyn. Foreningen ønsker indskrevet et forbud mod medbragte drikkevarer i cafeteriaområdet. Da servering dog foregår i foreningens fælleslokale, anser administrationen ikke forslaget for hensigtsmæssigt, da det potentielt vil berøre samtlige besøgende i foreningens lokaler.

Center for Kultur og Fritid anbefaler på denne baggrund at aftalen følger samme overordnede vilkår som hidtil og fornyes for en periode på fire år. Betaling for el, vand og varme ændres dog således at der ikke længere betales månedsvis, men i to årlige rater. 

Retsgrundlag

Kommunalfuldmagtsreglerne.

Politiske beslutninger og aftaler

Kommunalbestyrelsen godkendte 7. december 2013 forpagtningsaftale ml. Hvidovre Kommune og foreningen SBV09 for perioden 1. januar 2014 – 31. december 2017.

Økonomiske konsekvenser

Ingen økonomiske konsekvenser for Hvidovre Kommune.

Bilag

  1. Forpagtningskontrakt ml. SBV 09 og Hvidovre Kommune - UDKAST (pdf)

11. Anvendelse af restbeløb - Hvidovre Strand - Projekt 0103

Beslutningstema

Center for Trafik og Ejendomme har udarbejdet sagsfremstillingen.

Der er et restbeløb på ca. 0,5 mio. kr. fra projekt 0103, Hvidovre Strandpark.

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, om administrationen for de resterende midler skal arbejde videre med forbedret tilgængelighed eller om restbeløbet skal tilbageføres til kassen.

Indstilling

Direktøren indstiller til Teknik- og Miljøudvalget at anbefale over for Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen

  1. at godkende at administrationen arbejder videre med
    at etablere bænke, øget tilgængelighed og en handicapvenlig badebro

     Eller

  1. at godkende at restbeløbet tilbageføres til kassen.

Beslutning i Økonomiudvalget den 13-11-2017

Ad 1. og 2.

For: Gruppe A, O, Liste H, Gruppe F og Karl Erik Høholt (UP).

Imod: Gruppe C.

Teknik- og Miljøudvalgets indstilling anbefales godkendt.

Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 01-11-2017

Ad 1.

For: Gruppe A, O, Liste H og Karl Erik Høholt Jensen (UP)

Imod: Gruppe C

Ad 1. Anbefales godkendt.

Ad 2.

For: Gruppe C

Imod: Gruppe A, O, Liste H og Karl Erik Høholt Jensen (UP)

Ad 2.  Anbefales ikke godkendt.

Sagsfremstilling

Administrationen har modtaget flere ønsker om etablering af bænke og øget tilgængelighed for handicappede og gangbesværede på stranden.  

Bænke

Der er ikke opsat bænke ved stranden, idet den anlagte siddekant mellem græs- og sandarealet, skulle erstatte de almindelige bænkes funktion. Det har imidlertid vist sig, at der også er et behov for bænke uden for sandområdet, så borgere med fysiske handicaps også kan få glæde af stranden.

Øget tilgængelighed og handicapvenlig badebro   

Administrationen har afholdt et indledende møde med handicaprådet for at vurdere mulighederne for at øge tilgængeligheden for handicappede, ældre og gangbesværede som ønsker at komme en tur i vandet.  

Ifølge Handicaprådet skal flere tiltag iværksættes før stranden bliver mere tilgængelig for denne gruppe. Tilgængeligheden kan eksempelvis forbedres med en sti med fast underlag ned til vandet, gelænder og baderampe på en supplerende badebro.

På det vedlagte bilag, Billeder af badebroer og strandadgange, ses til inspiration diverse eksempler fra andre strande med tilgængelige badebroer og strandadgange.

Den videre proces

Såfremt indstillingspunkt 1 besluttes, vil administrationen udarbejde forskellige forslag, som vil blive forelagt Teknik-og Miljøudvalget. 

Inden der kan etableres bænke og andre tiltag på stranden, skal der  søges om tilladelse hos relevante myndigheder, heriblandt Kystdirektoratet og Fredningsnævnet.

Retsgrundlag

Der er intet retsgrundlag for beslutningen.

Politiske beslutninger og aftaler

Den 29. marts 2016 besluttede Kommunalbestyrelsen,
at der til projekt nr. 0103 Hvidovre Strandpark blev givet et tillæg til anlægsbevilling og rådighedsbeløb på 700.000 kr. finansieret af henholdsvis restmidler på 320.000 kr. fra projekt 0214 Plant et træ og 380.000 kr. fra kassebeholdningen.

Den 24. november 2015 besluttede Kommunalbestyrelsen, at der til projekt nr. 0103, Hvidovre Strandpark blev givet en anlægsbevilling på 4 mio. kr. svarende til det på investeringsoversigten i 2015 afsatte rådighedsbeløb.

Den 18. juni 2013 godkendte Kommunalbestyrelsen proces- og tidsplanen for Hvidovre Strandpark og at der til projekt nr. 0103 blev givet en anlægsbevilling på 268.000 kr.

Økonomiske konsekvenser

Der er fra projektets start i 2014 i alt givet anlægsbevillinger på 5,5 mio. kr. til projekt 0103 Hvidovre Strandpark. Hertil kommer fondsmidler på ca. 0,6 mio. kr. tildelt fra A. P. Møller og hustru Chastine Mc-Kinney Møllers fond til almene formål til etablering af skulpturlandskab ved Hvidovre Strand.

Af det samlede projektbeløb på i alt 6,1 mio. kr. er der et mindreforbrug på ca. 0,5 mio. kr., der bl.a. kan henføres til færre udgifter end forventet til gravearbejde og bortskaffelse af forurenet jord.

Sundhedsmæssige konsekvenser

Flere vil have mulighed for at bruge stranden.

Bilag

  1. Billeder af badebroer og strandadgange (pdf)
  2. Handicaprådets høringssvar om Anvendelse af restbeløb - Hvidovre Strand. (pdf)

12.  Byggeprogram for kulturcenter Risbjerggård - Projekt 0240

Beslutningstema

Center for Trafik og Ejendomme har udarbejdet sagsfremstillingen.

Byggeprogram til arkitektkonkurrence har været fremlagt til drøftelse i Bymidteudvalget den 2. oktober 2017. Et enigt Bymidteudvalg indstiller byggeprogram til godkendelse i Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen med henblik på udskrivning af en arkitektkonkurrence.

Indstilling

Direktøren indstiller til Økonomiudvalget at anbefale over for Kommunalbestyrelsen

  1. at godkende byggeprogram for arkitektkonkurrence

Beslutning i Økonomiudvalget den 13-11-2017

For: Gruppe A, O, Liste H, Gruppe F og Karl Erik Høholt (UP).

Gruppe C afventer kommunalbestyrelsen.

Anbefales godkendt.

Sagsfremstilling

Kommunalbestyrelsens godkendte den 30. maj 2017 proces for udarbejdelse af byggeprogram for afholdelse af arkitektkonkurrence til ideforslag til Risbjerggårdgrunden, felt S, T, I og U i Helhedsplanen omfattende Risbjergård, sal, teater, teaterhave samt parkering og øvrige udearealer på matriklen.

På baggrund af beslutningen har arkitektfirmaet Gottlieb Paludan Architects udarbejdet et byggeprogram til udskrivning af en arkitektkonkurrence. Byggeprogrammet blev præsenteret for Bymidteudvalget den 2. oktober 2017.


Programmets vision er, at Risbjerggård skal være katalysator for positive oplevelser og fungere som centrum for byens kulturliv. Teater Vestvolden tænkes som den centrale aktør suppleret af øvrige aktører indenfor teater, musik, dans og mad. Derigennem forstås Risbjerggårdgrunden fortsat som et samlingspunktet for kulturfællesskaber, foreningsliv og socialt samvær i Hvidovre.


Risbjerggård skal desuden rumme følgende faciliteter: 

-Orangeri

-Teater Vestvolden

-Spisested

-Teaterhaven

-Øvrige udearealer

Byggeprogrammet er i sin helhed vedlagt som bilag ”Byggeprogram”.

Proces
Når byggeprogrammet er godkendt af Kommunalbestyrelsen inviteres der til en prækvalifikation, hvor alle interesserede arkitektfirmaer kan deltage. Med prækvalifikationen udvælges relevante firmaer ud fra fx følgende kriterier; referenceprojekter, organisationsdiagrammer, samarbejdspartnere (konsortier), CV på forslagsstillere og finansiel soliditet. Administrationen vil på den baggrund i samarbejde med bygherrerådgiver, arkitektfirmaet Gottlieb  Paludan Architects, udvælge fem arkitektfirmaer til at indlevere et konkurrenceforslag. En dommerkomite bestående af politikere og fagdommere vil bedømme de indkomne forslag og udpege en vinder. Vinderforslaget godkendes endeligt af Kommunalbestyrelsen.

Forudsat Kommunalbestyrelsens godkendelse af byggeprogrammet tilstræbes nedenstående tidsplan:

Prækvalifikation inkl. udvælgelse af deltagere

November, december og januar 2018

Konkurrencen afholdes

Januar – marts 2018

Dommerkomite udpeger vinderforslag

April – maj 2018

Godkendelse af vinderforslag

Juni 2018

Retsgrundlag

Der er ikke noget retsgrundlag for beslutningen.

Politiske beslutninger og aftaler

Kommunalbestyrelsen godkendte den 30. maj 2017, punkt 6:

Proces for udarbejdelse af byggeprogram for afholdelse af arkitektkonkurrence til idéforslag til Risbjerggårdgrunden, felt S, T, I og U i Helhedsplanen omfattende Risbjerggård, sal, teater, teaterhave samt parkering og øvrige udearealer på matriklen.

Kommunalbestyrelsen godkendte den 25. april 2017, punkt 12 :

At der til Projekt nr. 0240 Bymidten, projektudvikling, gives en anlægsbevilling på 1.000.000 kr., svarende til det afsatte rådighedsbeløb i 2017.

Kommunalbestyrelsen godkendte den 25. april 2017, punkt 13:

Ad 1.

Kommunalbestyrelsen godkendte, at arbejdet med helhedsplanen prioriteres med omdannelsen af Risbjerggårdgrunden (delområde F, I, J, S, T og U) til et kultur- og foreningscentrum for kommunens borgere sammen med delområde H1 og H2 til privat/ offentligt erhverv, som første etape (bilag 1).

Ad 2.

Gruppe Ø stillede ændringsforslag om, at det påtænkte børnekulturhus opføres i en senere fase og at aktiviteterne indtil opførelsen af børnekulturhuset integreres i Kulturhus Risbjerggård eller i Hovedbiblioteket.

Kommunalbestyrelsen godkendte, at det påtænkte Børnekulturhus ikke opføres, men aktiviteterne integreres i Kulturhuset Risbjerggård eller på Hovedbiblioteket.

Ad 3.

Kommunalbestyrelsen godkendte, at der igangsættes et arbejde med en eller flere lokalplaner samt kommuneplantillæg, som nyt plangrundlag for gennemførelse af helhedsplanen med en afgrænsning for lokalplanen svarende til det område som helhedsplanen dækker.

Økonomiske konsekvenser

Udgifterne til arkitektkonkurrencen afholdes indenfor en ramme på 900.000 kr. og afholdes af det eksisterende budget til udvikling af bymidten.

Bilag

  1. Byggeprogram (pdf)

13. Nedrivning af kolonihavehuse i Præstemosen.

Beslutningstema

Center for Trafik og ejendom har udarbejdet sagsfremstillingen.

De tilbageværende kommunale kolonihavehuse i Præstemosen fremstår faldefærdige og ødelægger områdets samlede udtryk.

Det skal besluttes, hvorvidt Kommunen skal iværksætte nedrivning af kolonihavehusene.

Indstilling

Direktøren indstiller til Teknik- og Miljøudvalget at anbefale overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen

  1. at der indenfor en ramme på 1. mio. kr. foretages nedrivning af kolonihavehuse og oprydning på kommunalt ejede kolonihavegrunde. Udgifter modregnes i salgsindtægter fra salg af kolonihavehuse i Præstemosen. 

Beslutning i Økonomiudvalget den 13-11-2017

Borgmesteren foreslog, at der indhentes en ny markedsvurdering af ejendommene efter nedrivning/oprydning.

Godkendt.

Teknik- og Miljøudvalgets indstilling anbefales godkendt med det stillede ændringsforslag om indhentelse af ny markedsvurdering af ejendommene efter nedrivning/oprydning.

Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 01-11-2017

Anbefales godkendt.

Sagsfremstilling

Administrationen har besigtiget de af kommunen ejede kolonihavehuse, der står tomme i Præstemosen, og det må konstateres, at de alle er i faldefærdig stand. Det hævdes i området at personer har taget midlertidigt ophold i husene, der er eksempler på, at der er begået hærværk på husene og flere af haverne benyttes til storskrald.

Nedrives og fjernes kolonihavehusene undgår Kommunen at være ejer af faldefærdige kolonihaver, der skæmmer området, og som bestemt ikke er fremmende for salgsprocessen.

Yderligere vil det også fremme et salg, hvis husene fjernes, idet haverne for nuværende er tilgroede og svært fremkommelige. Det gør det vanskeligt at overskue grundens størrelse og muligheder.

En eventuel nedrivning af de faldefærdige kolonihavehuse kræver et underhåndstilbud fra mindst 2 firmaer. Som grundlag for underhåndstilbuddet har Dansk Miljøanalyse gennemgået 10 kolonihavehuse, og udtaget en lang række prøver af husene med henblik på at sikre en miljømæssig og faglig korrekt nedrivning.

Nedrivningen af kolonihavehusene indbefatter også fjernelse af installationer, buske og træer, så grunden efterfølgende fremstår overskuelig og ensartet.

Det vurderes, at nedrivningen af et kolonihavehus koster mellem 60.000 – 100.000 kr. Budgettet for opgaven anbefales at være på 1 mio. kr., da der for nærværende er 10 kommunale kolonihavehuse tilbage.

Udbudsrunde og nedrivningen vil vare ca. 2 måneder.

Retsgrundlag

Der er ikke noget retsgrundlag for beslutningen.

Politiske beslutninger og aftaler

På kommunalbestyrelsesmødet den 29. august 2017, punkt 4, vedtog Kommunalbestyrelsen, at kolonihaver ejet af Hvidovre Kommune straks undersøges og eventuelt ryddes.

Baggrunden herfor var følgende:
Medlemmer fra den socialdemokratiske gruppe med flere fra Kommunalbestyrelsen har haft lejlighed til at besigtige nogle udvalgte kolonihaver i Præstemosen. Haverne og husene fremstod i en sådan karakter, at vi straks ønsker at få dem ryddet og fjernet.

Af hensyn til området og ikke mindst af miljømæssige årsager ønsker vi, at forvaltningen straks igangsætter at de værste huse og haver ryddes og fjernes.

Vi foreslår endvidere, at en eventuelt merudgift finansieres ved salg af haver i Præstemosen

Økonomiske konsekvenser

Udgifter til nedrivning af kolonihavehusene finansieres af salget af kolonihavegrunde.


14. Projekt 5729 Lille Sky (Tumlehuset)

Beslutningstema

Center for Trafik og Ejendomme har udarbejdet sagsfremstillingen.

Projekt nr. 5729 Lille Sky, etablering af en ny daginstitution på Cirkusgrunden, er forsinket ca. 5 måneder. Der skal tages beslutning om en tillægsbevilling på 2 mio.  kr. til dækning af projektets merudgifter frem til der foreligger en juridisk afklaring af årsager til - samt det økonomiske ansvar ifm. forsinkelsen.

Indstilling

Direktøren indstiller til Teknik- og Miljøudvalget at anbefale over for Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen

  1. at give rådighedsbeløb og tillæg til anlægsbevilling på 2 mio. kr. til byggeanlægsprojekt nr. 5729 Lille Sky, etablering af en ny daginstitution på Cirkusgrunden, finansieret af kassebeholdningen.

Beslutning i Økonomiudvalget den 13-11-2017

Teknik- og Miljøudvalgets indstilling anbefales godkendt.

Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 01-11-2017

Anbefales godkendt.

Sagsfremstilling

Opførelsen af daginstitutionen Lille Sky, (nu Tumlehuset), der oprindelig var planlagt færdigbygget i august 2017, er forsinket bl.a. pga. udfordringer med betonkonstruktion, ventilation og tag.

Årsag til forsinkelsen samt placeringen af ansvar og udgifter er ikke juridisk uafklaret. Hvidovre Kommunens advokat har i samråd med administrationen vurderet det hensigtsmæssigt først at forfølge sagen efter byggeriets endelige afslutning. Dette for at sikre projektets fremdrift og afslutning.

Der bliver således først fortaget en juridisk og økonomisk vurdering af udeståender, når byggeriet er afsluttet.

Udeståender
Entreprenør GVL har primo oktober fremsendt en faktura på 1 mio. kr. for drift af byggeplads alene for august måned. Byggeperiode frem til december 2017 risikerer således at udløse tilsvarende fakturaer i de efterfølgende måneder. Hvidovre Kommune har afvist den fremsendte faktura, idet beløbet afviger - endog meget markant - fra tidligere opkrævede beløb for samme ydelse.

Idet projektets pulje til uforudsete udgifter nu er opbrugt, anmoder administrationen om følgende merbevilling til dækning af fakturaer jf. kontrakt - frem til en juridisk afklaring af ansvar:


Byggeplads udgift jf. kontrakt per måned 125.000 kr.
for perioden  august – december                                 0,625 mio. kr.

Overdækning per måned 75.000 jf. aftaleseddel
for perioden august – december                                  0,375 mio. kr.

Buffer til uforudsete omkostninger                               0,500 mio. kr.

Advokatbistand august frem til afslutning sag                0,500 mio. kr.

Samlet tillægsbevilling                                                       2,0   mio. kr.

Administrationen vil efterfølgende gøre krav gældende over for rådgiver og entreprenør. Indledende arbejder til et juridisk efterspil er varslet og under intern forberedelse.

Status på byggeriet
Byggeriet, inkl. udearealer, er planlagt færdigt primo januar 2018.
Aktuelt er malerarbejdet færdigt og vinduer er sat i. Der pågår etablering af tag og ventilation.

I uge 42 lægges linoleum og arbejdet med udearealerne igangsættes. 

Derefter udestår facadearbejder og generelle indvendige arbejder.

Retsgrundlag

Almindelige betingelser for arbejder og leverancer i bygge-og anlægsvirksomhed aftalegrundlag (AB 92).

Almindelig bestemmelser for teknisk rådgivning og bistand (ABR 89).

Politiske beslutninger og aftaler

På møde i Kommunalbestyrelsen den 20. juni 2017, punkt 23 blev det besluttet, at sagen fremmes hos advokat.

Økonomiske konsekvenser

Projekt 5729 Lille Sky, etablering af en ny daginstitution på Cirkusgrunden har oprindeligt en anlægsbevilling på 40,3 mio. kr. hvis tillægget til anlægsbevillingen godkendes vil den samlende anlægsbevilling være på 42,3 mio. kr.


15. Beskæftigelsesplan 2018

Beslutningstema

Center for Beskæftigelse har udarbejdet sagsfremstillingen.

Alle landets kommuner skal hvert år udforme en beskæftigelsesplan, som uddyber målene for det kommende års beskæftigelsesindsats. Arbejdsmarkedsudvalget skal godkende Hvidovre Kommunes beskæftigelsesplan for 2018.

Indstilling

Direktøren indstiller til Arbejdsmarkedsudvalget at anbefale over for Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen

  1. at godkende Beskæftigelsesplan 2018.

Beslutning i Økonomiudvalget den 13-11-2017

Gruppe F stillede ændringsforslag om at tilføje et nyt mål 3 d: ”Jobcenteret skal i 2018 omtale mulighederne for at få handicappede personer i støttet beskæftigelse overfor alle erhvervsdrivende som virksomhedskonsulenterne er i kontakt med.”.

Godkendt.

Arbejdsmarkedsudvalgets indstilling anbefales godkendt med det stillede ændringsforslag om at tilføje et nyt mål 3 d: ”Jobcenteret skal i 2018 omtale mulighederne for at få handicappede personer i støttet beskæftigelse overfor alle erhvervsdrivende som virksomhedskonsulenterne er i kontakt med.”.

Beslutning i Arbejdsmarkedsudvalget den 30-10-2017

Anbefales godkendt.

Handicaprådets høringssvar indgik i behandlingen.

Sagsfremstilling

Hvidovre skal ligesom landets øvrige kommuner hvert år udarbejde en beskæftigelsesplan, som beskriver det kommende års samlede beskæftigelsesindsats i jobcentret. Planen skal endvidere indeholde en række beskæftigelsespolitiske målsætninger, der angiver retningen for den kommunale indsats konkrete udmøntning.

Efter Lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen er der følgende krav til indholdet af beskæftigelsesplanen.

Senest den 31. december skal kommunalbestyrelsen hvert år vedtage en beskæftigelsesplan for det kommende års beskæftigelsesindsats. Planen skal tilpasses lokale forhold og udfordringer, men kan tage afsæt i de vejledende mål for landets aktive beskæftigelsesindsats, som hvert år bliver udmeldt af beskæftigelsesministeren.

I grundlaget for udarbejdelsen af beskæftigelsesplanen skal indgå en resultatrevision, som viser resultater og effekter af det forudgående års beskæftigelsesindsats i jobcentret.

Umiddelbart efter vedtagelsen skal Kommunalbestyrelsen sende beskæftigelsesplanen til orientering i Det regionale arbejdsmarkedsråd.

Hvidovre Kommune har valgt at ensrette strategiudviklingen i alle kommunens fagudvalg, så Hvidovres politiske kurs udstikkes efter den samme overordnede styringsmodel. På beskæftigelsesområdet bliver kommunens strategi og politik samlet i beskæftigelsesplanen.

Processen for udarbejdelse af Beskæftigelsesplan 2018 i Hvidovre Kommune består af fire trin:

1)Arbejdsmarkedsudvalget og administrationen udvælger en række beskæftigelsespolitiske pejlemærker: ”Brancheskift, Det gode match & Opkvalificering”, ”Integration”, ”Virksomhedsindsats” og ”Langtidsforsørgede med fokus på socialøkonomisk virksomhed”.

2)Dialogmøde mellem politikere samt ledere og chefer, som er tæt på kommunens borger- og virksomhedsrettede kerneopgaver. På mødet udarbejder politikkerne de overordnede målsætninger for beskæftigelsesindsatsen i 2018.

3)Politikkernes målsætninger indenfor de udvalgte pejlemærker omsættes til konkrete mål for Center for Beskæftigelse og Jobcentret.

4)Opfølgning på målene og dokumentation af effekt i 2018. 

Arbejdsmarkedsudvalget skal på mødet tage stilling til, hvorvidt de vil godkende vedlagte bud på Hvidovre Kommunes Beskæftigelsesplan 2018.

Retsgrundlag

Lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen, nr. 1482 af 23. december 2014, § 4.  

Politiske beslutninger og aftaler

Ingen bemærkninger.

Økonomiske konsekvenser

Der er ingen økonomiske konsekvenser for Hvidovre Kommune.

Bilag

  1. Bilag 1 - ANALYSEKAPITEL.pdf (pdf)
  2. BESKÆFTIGELSESPLAN 2018 (pdf)
  3. Handicaprådets høringssvar til Beskæftigelsesplan 2018 (pdf)

16. Eventuelt

Beslutning i Økonomiudvalget den 13-11-2017

Kommunaldirektøren orienterede om en projektmulighed om førerløse busser på Avedøre Holme (LoopCity).

Steen Ørskov (C) spurgte til nye fliser på Perlevej/Krebsevej ned mod Muslingevej. Det undersøges.

Arne Bech (H) spurgte til hvor mange pressemeddelelser, der er udsendt i indeværende byrådsperiode. Det undersøges.

Niels Ulsing (F) spurgte til CITRIX funktionen. Det undersøges.


17. Nyt navn til Medborgersalen

Lukket sag

18. Anmodning om ændring af forpagtningsaftale vedr. Restaurant Halvleg mm.

Lukket sag

19. Valg af tilbud for salg af Risbjergvej 22

Lukket sag