Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Referat - Økonomiudvalget den 11. januar 2016

Mødefakta

Dato: Mandag den 11. januar 2016
Mødetidspunkt: Kl. 17:00
Mødested: Hvidovreværelset

Medlemmer

  • Finn Gerdes (A)
  • Helle M. Adelborg (A)
  • Karl Erik Høholt Jensen (V)
  • Mikkel Dencker (O)
  • Mogens Leo Hansen (Ø)
  • Niels Ulsing (F)
  • Steen Ørskov Larsen (C)

Indholdsfortegnelse


1. Godkendelse af dagsorden

Beslutning i Økonomiudvalget den 11-01-2016

Godkendt.


2. Forskellige cirkulærer og meddelelser. Orientering ved borgmesteren

Beslutning i Økonomiudvalget den 11-01-2016

Borgmesteren orienterede om eventuelt EU-besøg, gaver til foreninger ved jubilæer, brug af selskabslokaler (evaluering) og nedsættelse af driftsloftet for aktiveringsudgifter på beskæftigelsesområdet fra 2016.


3. Behandling af indkomne høringssvar til og endelig vedtagelse af Kommuneplan 2014

Beslutningstema

I forbindelse med den offentlige fremlæggelse af forslag til Kommuneplan 2014 er der indkommet 29 høringssvar. Kommunalbestyrelsen skal forholde sig til indholdet i disse høringssvar samt beslutte, om der på denne baggrund skal ske ændringer i kommuneplanen.

Det foreslås, at Økonomiudvalget drøfter de indkomne høringssvar på mødet i januar 2016, og derefter drøfter de foreslåede ændringer i kommuneplanen på mødet i februar, som forberedelse af sagens afgørelse i Kommunalbestyrelsen.

Indstilling

Kultur, Miljø og Vækst indstiller til Økonomiudvalget at anbefale over for Kommunalbestyrelsen

  1. at Kommuneplan 2014 vedtages endeligt
  1. at der i forbindelse med den endelige vedtagelse af Kommuneplan 2014 foretages de 35 ændringer af planen, der fremgår af sagsfremstillingen og forvaltningens notat af 1. december 2015.

Beslutning i Økonomiudvalget den 11-01-2016

Ad 1.

Borgmesteren stillede forslag om, at kommuneplanforslaget kaldes kommuneplan 2016.

Godkendt.

Sagen drøftes på ny på Økonomiudvalgets møde den 8. februar 2016.

Ad 2.

Sagen drøftes på ny på Økonomiudvalgets møde den 8. februar 2016.

Sagsfremstilling

Forslag til Kommuneplan 2014 har været fremlagt i offentlig høring i perioden 1. september – 27. oktober 2015.

Der er i løbet af den offentlige høring indkommet 29 høringssvar fra myndigheder, organisationer, foreninger, borgere og virksomheder. Høringssvarene er samlet i ét dokument, der vedlægges som bilag 1.

Forvaltningen har udarbejdet en hvidbog over de indkomne høringssvar til forslag til Kommuneplan 2014 i notat af 17. december 2015, der vedlægges som bilag 2. I denne hvidbog er der givet et kort resumé af indholdet i de enkelte indsigelser, og forvaltningen knytter sine bemærkninger til disse. Desuden indeholder hvidbogen forvaltningens forslag til ændringer i kommuneplanen.

En stor del af ændringsforslagene udspringer af høringssvaret fra Erhvervsstyrelsen på vegne af Staten (høringssvar 1). Det er en forudsætning for kommuneplanens endelige vedtagelse, at indholdet i dette høringssvar imødekommes af Kommunalbestyrelsen. Det skyldes, at en indarbejdning af de foreslåede ændringer i kommuneplanen på foranledning af Erhvervsstyrelsen er en forudsætning for, at Erhvervsstyrelsen ikke har gjort indsigelse mod kommuneplanforslaget. En indsigelse mod et planforslag fra en statslig myndighed har karakter af veto.

I forbindelse med den offentlige høring blev der afholdt et borgermøde om kommuneplanforslaget. Borgermødet fandt sted i Enghøjhuset i Avedøre, den 21. september 2015. Referat af borgermødet er vedlagt som bilag 3.

På baggrund af de indkomne høringssvar foreslår forvaltningen, at Kommuneplan 2014 vedtages endeligt med de ændringer, der fremgår af hvidbogen, og som i oversigtsform og med angivelse af nummeret på høringssvaret er gengivet herunder:

1.   Forvaltningens eget forslag:

      Afsnit i redegørelsen til afsnit 1.1 om bygningsændringer på konkrete daginstitutioner udtages (sidste afsnit)

2.   Høringssvar 21:

      Den indledende tekst til afsnit 1.3 (de to første tekstafsnit) om det gode familieliv ændres

3.   Høringssvar 21:           

      Målsætningen i afsnit 3.0 (1. målsætning) om letbaner ændres

4.   Høringssvar 7, 8, 9, 15, 16, 17, 19, 22, 23:

      Afsnit i redegørelsen til afsnit 3.2.1 om det viste eksempel på bebyggelse af Cirkusgrunden ændres

5.   Høringssvar 1:

      Ny retningslinje i afsnit 3.3 om kontorbyggeri uden for de stationsnære kerneområder indsættes

6.   Høringssvar 1:

      Ny retningslinje i afsnit 3.3 om butikker til særligt pladskrævende varer indsættes

7.   Forvaltningens eget forslag:

      Afsnit i redegørelsen til afsnit 3.3.1 om Hvidovre Bymidte ændres

8.   Høringssvar 1:

      Ny retningslinje i afsnit 3.4 om kontorbyggeri uden for de stationsnære kerneområder indsættes

9.   Høringssvar 21:

      Målsætningen i afsnit 3.5 (2. målsætning) om nyt boligbyggeri ændres

10. Forvaltningens eget forslag:          

      Retningslinje 3.5.11 om lavenergibyggeri udtages

11. Høringssvar 1:

      Ny retningslinje i afsnit 3.7 om risikovirksomheder indsættes

12. Høringssvar 1:

      Retningslinje 3.7.2 om kontorbyggeri uden for de stationsnære kerneområder præciseres

13. Høringssvar 1:

      Retningslinje 3.7.5 om maksimal butiksstørrelse for butikker med særligt pladskrævende varer ændres

14. Høringssvar 1:

      Nyt afsnit i redegørelsen til afsnit 3.7 om risikovirksomheder indsættes

15. Høringssvar 1:

      Nyt afsnit i redegørelsen til kap. 4.0 om arealer til store husdyrbrug og fælles biogasanlæg indsættes

16. Høringssvar 1: 

      Ny retningslinje 4.1.3 om de grønne kiler i Fingerplan 2013 indsættes

17. Høringssvar 10:

      Nyt afsnit i redegørelsen til afsnit 4.7 om ikke-varige kolonihaver indsættes (som andet afsnit)

18. Forvaltningens eget forslag:

      Redegørelsen til afsnit 5.2 om affaldsplanen ændres (sidste to afsnit)

19. Høringssvar 1:

      Sidste afsnit i redegørelsen til afsnit 5.9 om eksisterende overordnede kabelanlæg ændres

20. Høringssvar 1:

      Retningslinje 5.10.2 om store vindmøller ændres

21. Høringssvar 1:

      Retningslinje 5.10.12 om placering af vindmøller i forhold til højspændingsanlæg og jordkabelanlæg ændres

22. Høringssvar 1:

      Sidste afsnit i redegørelsen til afsnit 5.10 om placering af vindmøller ændres

23. Høringssvar 11:

      Målsætningen i afsnit 5.12 om maksimal støjbelastning af boliger ændres

24. Høringssvar 11:

      Retningslinje 5.12.1 om støjgrænser i forhold til anvendelsestyper ændres

25. Høringssvar 11:

      Nyt afsnit i redegørelsen til afsnit 5.12 om grænseværdier for støj fra jernbane indsættes (som fjerde og femte afsnit)

26. Høringssvar 1:

      Kortbilag til afsnit 3.2 ændres ved at indtegne cirkelslag omkring stationerne

27. Høringssvar 1:

      Nyt kortbilag til afsnit 3.7 med indtegning af risikovirksomheder og buffer

28. Høringssvar 1:

      Nyt kortbilag til afsnit 4.1 med indtegning af den grønne struktur i forhold til grønne kiler jævnfør Fingerplan 2013

29. Høringssvar 1:

      Kortbilag til afsnit 4.2 og 4.3 ændres ved at indtegne de grønne kiler jævnfør Fingerplan 2013

30. Høringssvar 1:

      Kortbilag til afsnit 5.9 ændres ved at indtegne 132 kV transmissionsledninger

31. Høringssvar 28:

      Rammekortet ændres ved at overføre Vojensvej 29 og et mindre, indeliggende baneareal syd for denne ejendom fra rammeområde 1E7 til rammeområde 1B41.

Retsgrundlag

Efter udløbet af den offentlige høring af et planforslag kan Kommunalbestyrelsen vedtage forslaget endeligt, jævnfør planlovens § 27, stk. 1.

I forbindelse med den endelige vedtagelse af planen kan der foretages ændring af det offentliggjorte planforslag, jævnfør § 27, stk. 2. Berører ændringen på væsentlig måde andre myndigheder eller borgere end dem, der ved indsigelse har foranlediget ændringen, kan vedtagelsen af planen ikke ske, før de pågældende har fået lejlighed til at udtale sig. Hvis ændringen er så omfattende, at der reelt er tale om et nyt planforslag, skal dette offentliggøres igen.

Et planforslag kan efter § 28, stk. 1, ikke vedtages endeligt, hvis en myndighed har modsat sig dette skriftligt inden udløbet af høringsfristen. Forslaget kan i så fald først vedtages endeligt, når der er opnået enighed mellem parterne om de nødvendige ændringer. Miljøministeren (nu Erhvervs- og Vækstministeren) skal efter § 29, stk. 1, fremsætte indsigelse mod et forslag til kommuneplan, der ikke er i overensstemmelse med overordnede interesser, med mindre forholdet er af underordnet betydning.

Politiske beslutninger og aftaler

Forslaget til Kommuneplan 2014 blev vedtaget af Kommunalbestyrelsen, den 24. juni 2015.

Gruppe C i Kommunalbestyrelsen ønskede i forbindelse med Kommunalbestyrelsens vedtagelse af Forslag til Kommuneplan 2014 at følgende mindretalsudtalelse offentliggøres med planforslaget:

  • Pkt. 3.2 udgår: ”at antallet af parkeringspladser ved beboelse i stationsnære områder nedbringes”
  • Pkt. 3.2.1: udgår ”At der kan laves en ny bebyggelse i op til 8 etagers højde i området ved Avedøre Station/Cirkusgrunden, samt at parkeringsdækningen kan reduceres”
  • Pkt. 3.11: at det tilføjes at ”vejnettet udvikles med særlig vægt på hensyntagen til den kollektive trafik og cykel-/gangtrafik”
  • Pkt. 3.11.1 udgår ”vejforløb på Hvidovrevej” (s. 67)
  • At det i Pkt 2.7 – erhvervsområder – anføres, at arbejdet med at ændre anvendelsesmuligheder på Avedøre Holme skal ske med hensyntagen til eksisterende virksomheder.

Økonomiske konsekvenser

Ingen konsekvenser for Hvidovre Kommune.

Bilag

  1. Høringssvar til forslag til Kommuneplan 2014 (pdf)
  2. Hvidbog over indkomne høringssvar til forslag til Kommuneplan 2014, notat af 17. december 2015 (pdf)
  3. Referat af borgermøde om Kommuneplan 2014 (pdf)
  4. Kommuneplan 2014. Temaer - med forslag til ændringer indarbejdet, dateret den 18. december 2015 (pdf)

4. Evaluering af borgerrådgiveren

Beslutningstema

I etableringsgrundlaget for Borgerrådgiveren, er det anbefalet, at Borgerrådgiveren evalueres et år efter etablering. Dette sker med henblik på at vurdere om rammerne og afgrænsningen af opgaver er hensigtsmæssig.

I forlængelse af evalueringen skal Kommunalbestyrelsen træffe beslutning om eventuelle justeringer i udformningen af borgerrådgiverfunktionen.

Indstilling

Økonomi og Stabe indstiller over for Økonomiudvalget at anbefale overfor Kommunalbestyrelsen

  1. at tage evaluering af borgerrådgiverfunktionen til efterretning
  2. at borgerrådgiveren arbejder videre på det vedtagne grundlag

Beslutning i Økonomiudvalget den 11-01-2016

Ad 1.

Anbefales taget til efterretning.

Ad 2.

Anbefales godkendt.

Sagsfremstilling

Baggrund for evaluering af borgerrådgiverfunktionen

I etableringsgrundlaget for Hvidovre Kommunes borgerrådgiverfunktion (Kommunalbestyrelsen den 29.04.2014), er det anbefalet, at borgerrådgiverfunktionen evalueres et år efter etablering. Dette med henblik på at vurdere om rammerne og afgrænsningen af opgaver er hensigtsmæssig. I forlængelse heraf, vedtog Kommunalbestyrelsen den 28.04.2015 et design for evalueringen, der indebærer, at evalueringen sker på baggrund af borgerrådgiverens to afrapporteringer i 2015, en spørgeskemaundersøgelse blandt brugerne af borgerrådgivningen samt interviews med afdelingschefer, direktion og borgmester.

Mere konkret, er der foretaget enkeltvise interviews med de afdelingschefer, der har haft sager med borgerrådgiveren, samt et fokusgruppeinterview med direktion og borgmester, efter offentliggørelsen af borgerrådgiverens årsberetning. Det overordnede tema i interviewene, er forvaltningens læring og udvikling i forbindelse med sagsforløb med borgerrådgivningen.

Brugertilfredshedsundersøgelsen er gennemført som en spørgeskemaundersøgelse i perioden maj-oktober 2015. Spørgeskemaet blev sendt til 42 borgere, hvoraf 27 gennemførte besvarelsen af spørgeskemaet.

Evalueringen er foretaget af Borgmesterkontoret, med henblik på at sikre organisatorisk uafhængighed til borgerrådgivningen.

Kort resume af evalueringens resultater

  • Brugertilfredshed:

    • der er udpræget tilfredshed ved henvendelser til borgerrådgivningen, både hvad angår professionalisme, effektivitet og overordnet tilfredshed med borgerrådgivningens betjening af borgerne.

  • Interviews med afdelingschefer:
    • Interviewene peger på, at borgerrådgiverfunktionen har stor værdi for kommunens borgere og udgør en vigtig sparring for administrationen

    • Dialoger og samarbejder med administrationen er gode, konstruktive og læringsrige

    • Kommunen kan drage mere nytte af borgerrådgiverfunktionen, fx gennem kursusaktivitet, læringsforløb og overordnet sparringspraksis
  • Direktion og borgmester

    • Tilbagemeldinger fra afdelingscheferne er overvejende positive og afdelingscheferne har overfor direktionen fremhævet borgerrådgivningen som en vigtig sparringspartner

    • Borgerrådgivningen har på udvalgte områder skærpet kommunens sagsbehandling, hvilket styrker borgernes retssikkerhed og kommunens legitimitet

    • Borgerrådgivningen har en organisatorisk position til at se på tværs af sagsbehandlingsområder og følge op med anbefalinger og målrettede undervisningstilbud, hvilket anses som befordrende for udviklingen af kommunens sagsbehandlingsområder

Anbefalinger til tilpasning af borgerrådgiverens rammer og opgaver

Overordnet vurderes borgerrådgiverfunktionens rammesætning som hensigtsmæssig og god.

Borgerrådgiveren har ved enkelte lejligheder fulgt op på egne bemærkninger, om generelle udfordringer i sagsbehandlingen, ved at tilbyde afdelingerne tilpassede og målrettede oplæg og undervisningsforløb. Evalueringen peger på, at oplæg og undervisning har medført et stort udbytte for kommunens sagsbehandlere og har dermed medført langsigtede gevinster for kommunen. Oplæg og undervisning har styrket og udviklet den generelle sagsbehandlingskompetence på kommunens sagsbehandlingsområder og har dermed mindsket sandsynligheden for fremtidige fejl.

Denne erfaring leder frem til følgende anbefaling:

  • Forvaltningen anbefaler, at borgerrådgiverens opgaveportefølje tilpasses, så borgerrådgiveren i højere grad har mulighed for at udøve konsulentvirksomhed og tilbyde målrettede, kompetenceudviklende undervisningsforløb, der kan bidrage til at styrke kommunens sagsbehandling.

Det er vigtigt i tillæg hertil at understrege, at borgerrådgiverens primære og vigtigste kerneopgave til enhver tid er rådgivning af kommunens borgere i administrative spørgsmål, hvorfor konsulentvirksomheden skal afvejes og skaleres løbende efter mængden af borgerhenvendelser. Imidlertid vurderes anbefalingen ikke at gå på kompromis med ovenstående, da borgerrådgiveren samtidig har haft færre sager end forventet, hvorfor der dermed er tale om udnyttelse af overskudskapacitet. Skulle borgerrådgiveren opleve en stigning i antallet af henvendelser, vil overskudskapaciteten falde og konsulent- og undervisningsvirksomheden nedtrappes og tilpasses.

Forvaltningen noterer sig i øvrigt, at borgerrådgiverfunktionens dialogiske og konstruktive udgangspunkt, for håndtering af forløb med administrationen, har medført stor værdi og læring. Efter sagsforløb, har borgerrådgivningen stået til rådighed for sparring med administrationen, hvilket har været til gavn for både kommunens sagsbehandlingspraksis og dermed kommunens borgere.

Retsgrundlag

Lovgrundlaget for borgerrådgiveren er styrelseslovens § 65e og styrelsesvedtægtens § 18 stk. 3, hvorefter Kommunalbestyrelsen i styrelsesvedtægten kan træffe bestemmelse om oprettelse af en borgerrådgiverfunktion, der ikke henhører under de stående udvalgs eller økonomiudvalgets umiddelbare forvaltning af kommunens anliggender. Kommunalbestyrelsen ansætter og afskediger borgerrådgiveren og fastsætter nærmere regler for borgerrådgiverens virksomhed.

Politiske beslutninger og aftaler

Beslutning i Kommunalbestyrelsen den 24-11-2015

Kommunalbestyrelsen tager borgerrådgiverens årsberetning til efterretning, idet ansvaret for opfølgning på anbefalingerne i øvrigt ligger hos Direktionen.

Beslutning i Kommunalbestyrelsen den 28-04-2015

Kommunalbestyrelsen godkender, at den forudsatte evaluering af borgerrådgiverfunktionen sker på baggrund af borgerrådgiverens 2 afrapporteringer i 2015, en spørgeskemaundersøgelse blandt brugerne af funktionen samt interviews med afdelingschefer, direktion og borgmester.

Kommunalbestyrelsen godkender borgerrådgiverens status for perioden 1. oktober 2014 – 31. marts 2015.

Beslutning i Kommunalbestyrelsen den 28-10-2014

Kommunalbestyrelsen godkender forslag til borgerrådgiverfunktions vedtægter.

Økonomiske konsekvenser

Der er ingen økonomiske konsekvenser.

Bilag

  1. Evaluering af borgerrådgiver (pdf)

5. Implementering af ny dialogbaseret styringsmodel - Erhverv

Beslutningstema

Kommunalbestyrelsen har 24. februar 2015 vedtaget en ny dialogbaseret styringsmodel for Hvidovre Kommune. Økonomiudvalget skal sammen med Økonomiudvalgets fagområder formulere en række mål, som skal være gældende fra 2016. På møde i Økonomiudvalget den 17. august 2015 vedtog Økonomiudvalget, at der arbejdes videre med overskrifterne: Borgerservice, Kommunikation og presse, Erhvervspolitik 2015-2018, Digitalisering: lokal og tværkommunal samt Indkøb.

På nærværende møde uddyber afdelingerne overskrifterne fra sidste møde og præsenterer udvalget for relevant viden om faglige emner, trend, nøgletal og/eller gældende politikker.

På dette møde vil temaet erhvervspolitik blive præsenteret. Dette tema er det sidste tema i rækken af dialogmøder, inden præsentationen af de politiske pejlemærker og styringsmål.

Indstilling

Økonomi- og Stabe indstiller til Økonomiudvalget

  1. at tage de uddybende præsentationer fra afdelingslederne til efterretning
  2. at Økonomiudvalgets refleksioner, i forbindelse med de uddybende præsentationer, indgår i den endelige målformulering.

Beslutning i Økonomiudvalget den 11-01-2016

Ad 1.

Taget til efterretning.

Ad 2.

Økonomiudvalgets bemærkninger indgår i den endelige målformulering.

Sagsfremstilling

På Økonomiudvalgets møde den 17. august, blev det vedtaget, at der skulle arbejdes videre med følgende emner og temaer: Borgerservice, Kommunikation og presse, Erhvervspolitik 2015-2018, Digitalisering: lokal og tværkommunal samt Indkøb.

På nærværende møde vil temaet Erhvervspolitik blive uddybet.

Afdelingen uddyber på mødet overskriften fra møde i Økonomiudvalget den 17. august og præsenterer udvalget for relevant viden om faglige emner, trends, nøgletal og/eller gældende politikker, der kan indgå som en del af den endelige målformulering, som senere vil blive præsenteret for Økonomiudvalget.

Økonomiudvalgets ønsker til udvikling af fagområdet formuleres på mødet i dialog med fagområdet.

Retsgrundlag

Der er ingen retslige konsekvenser.

Politiske beslutninger og aftaler

Beslutning i Økonomiudvalget den 17-08-2015

Økonomiudvalget besluttede, at forvaltningen skal arbejde videre med følgende faglige overskrifter: Borgerservice, Kommunikation og presse, Erhvervspolitik 2015-2018, Digitalisering: Lokal og tværkommunal og Indkøbspolitik.

Økonomiske konsekvenser

Der er ingen økonomiske konsekvenser.


6. Måltal for medarbejdere med ikke-vestlig baggrund 2015

Beslutningstema

I henhold til Trepartsaftalen i 2007 er det aftalt, at alle kommuner skal opstille måltal for, hvor stor en andel af de kommunale medarbejdere der skal være indvandrere eller efterkommere med ikke-vestlig baggrund. Som minimum skal hver kommune fastsætte et måltal for kommunens samlede medarbejderstab, og ét måltal for hvert af fem fagområder.

Indstilling

Økonomi og Stabe indstiller til Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen

  1. at måltal for medarbejdere med ikke-vestlig baggrund i Hvidovre Kommune godkendes
  2. at der i annoncerings- og rekrutteringsstrategien, fortsat arbejdes med, hvordan kommunen kan fremme, at andelen af kommunens ansatte med ikke-vestlig baggrund afspejler det omkringliggende samfund

Beslutning i Økonomiudvalget den 11-01-2016

Ad 1.

Gruppe O stillede ændringsforslag om, at Hvidovre Kommune ikke skal have måltal for medarbejdere med ikke-vestlig baggrund.

For: Gruppe O.

Imod: Gruppe A, V, F og Ø.

Undlader: Gruppe C.

Ændringsforslaget ikke vedtaget.

Anbefales godkendt.

For: Gruppe A, V, F og Ø.

Imod: Gruppe O under henvisning til eget forslag.

Undlader: Gruppe C.

Ad 2.

Anbefales godkendt.

For: Gruppe A, V, F og Ø.

Imod: Gruppe O under henvisning til eget forslag.

Undlader: Gruppe C.

Sagsfremstilling

I Trepartsaftalen i 2007 blev det aftalt, at alle kommuner skal opstille måltal for, hvor stor en andel af de kommunale medarbejdere der skal være indvandrere eller efterkommere med ikke-vestlig baggrund. Som minimum skal hver kommune fastsætte et måltal for kommunens samlede medarbejderstab, og ét måltal for hvert af fem fagområder.

Formålet med måltallene er, at andelen af kommunens ansatte i videst muligt omfang kommer til at afspejle det omkringliggende samfund. Ved således at opstille måltal kan kommunen aktivt være med til at tage et socialt ansvar for, at personalesammensætningen afspejler befolkningssammensætningen.

Sidste gang Økonomiudvalget tog stilling til måltallene var den 18. august 2014 under sidste overenskomstperiode. Med indgåelse af en ny overenskomstperiode for 2015-2017 er det blevet aktuelt at opstille nye måltal.

Siden 2013 er andelen af medarbejdere med ikke-vestlig baggrund i Hvidovre Kommune steget fra 11,1 % til 11,7 %, hvilket svarer til en samlet stigning på 0,6 % (total):

Administrativt område

Børn og Unge området

Teknisk område samt service

Under-

visnings-

området

Ældre, Sundhed og handicap

Total

2013[1]

4,4%

(31)

6,8%

(74)

29,2%

(176)

3,8%

(29)

14,8%

(170)

11,1%

(480)

2014

5,2%

(38)

7,2%

(77)

31,9%

(203)

3,6%

(28)

14,3%

(165)

11,7%

(511)

Stigningen på 0,6 % er den største siden 2008, hvor kun 10,3 % af de ansatte i Hvidovre Kommune havde ikke-vestlig baggrund, og er dobbelt så højt som landsgennemsnittet i 2014 på 0,3 %.

Andelen af ansatte med ikke-vestlig baggrund er stadig klart højest i ufaglærte jobfunktioner eller i jobfunktioner, der kun kræver kortvarig uddannelse, hvilket afspejler den generelle samfundstendens. Men det er bemærkelsesværdigt, at der er sket en mindre spredning med hensyn til, hvor medarbejdere med ikke vestlig baggrund bliver ansat. Således er der sket en stigning på henholdsvis det administrative område og børne- og ungeområdet, mens det er faldet på området for ældre, sundhed og handicap.

Der er ikke lavet undersøgelser, der kan forklare denne relative spredning, men erfaringer fra andre kommuner, hvor en lignende tendens gør sig gældende, tyder på, at Hvidovre Kommunes personalepolitiske værdier om dialog, engagement og åbenhed, bidrager til at skabe en mere mangfoldig medarbejderstab i kommunen, samt at efterkommere af ikke-vestlige indvandrere generelt bliver bedre uddannede.

I 2013 udgjorde andelen af borgere med ikke-vestlig baggrund 12,4 % af arbejdsstyrken i Hvidovre Kommune. Selv om tallet for 2014 første kendes til næste år, tyder meget på, at Hvidovre Kommune nærmer sig målsætningen om at matche andelen i arbejdsstyrken for derved at afspejle befolkningen.   

I 2014 godkendte Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen således følgende måltal:

Administrativt område

Børn og Unge området

Teknisk område samt service

Under-

visnings-

området

Ældre, Sundhed og handicap

Total

Måltal[2]

5,1%

(36)

7,0%

(77)

33,1%

(199)

3,9%

(30)

16,9%

(194)

12,4%

(536)

Da tallene for andelen af borgere med ikke-vestlig baggrund i arbejdsstyrken i 2014 ikke kendes, indstiller Økonomi og Stabe til, at de gældende måltal opretholdes indtil indgåelse af næste overenskomstperiode.  

For at realisere måltallet foreslår Økonomi og Stabe, at der i annoncerings- og rekrutteringsstrategien fortsat arbejdes med at sikre, at andelen af kommunalt ansatte med ikke-vestlig baggrund afspejler befolkningssammensætningen.



[1] Tallene for 2013 og 2014 er baseret på den seneste særkørsel fra Danmarks Statistik og KRL, 2014 (16-66 år). Angivet i () er antallet af ansatte medarbejdere med ikke-vestlig baggrund.

[2] Tallene er baseret på, hvordan medarbejderstaben i 2013 så ud.

Retsgrundlag

Trepartsaftalen 2007

Politiske beslutninger og aftaler

Ingen bemærkninger.

Økonomiske konsekvenser

Ingen økonomiske konsekvenser for Hvidovre Kommune.

Personalemæssige konsekvenser

Ingen personalemæssige konsekvenser ved indstillingen.

Sundhedsmæssige konsekvenser

Ingen sundhedsmæssige konsekvenser ved indstillingen.

Miljømæssige konsekvenser

Ingen miljømæssige konsekvenser ved indstillingen.

Bilag

  1. Artikel fra KL 220615 (pdf)
  2. Statistik for andelen af kommunalt ansatte med ikke vestlig baggrund i Hvidovre Kommune 2014.docx (docx)

7. Eventuelt

Beslutning i Økonomiudvalget den 11-01-2016

Kommunaldirektøren orienterede om nogle personalesager.

Niels Ulsing (F) bad om en liste over, hvilke virksomheder, aktier eller andre investeringsobjekter Hvidovre Kommune investerer i.

Steen Ørskov Larsen (C) spurgte til ændringer i ledelsen på Gungehusskolen. Sagen drøftes på næste Økonomiudvalgsmøde.

Karl Erik Høholt Jensen (V) spurgte til reglerne om medarbejderrepræsentanter i ansættelsesudvalg til lederstillinger og administrativ hjælp til møde med Transport- og bygningsministeren.

Finn Gerdes (A) spurgte til fyrværkeriudsalg på parkeringspladsen ved Hvidovre stadion.