Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Referat - Kultur- og Fritidsudvalget den 1. december 2015

Mødefakta

Dato: Tirsdag den 1. december 2015
Mødetidspunkt: Kl. 18:30
Mødested: Sollentuna II

Medlemmer

  • Arne Bech (H)
  • Ivan Fogtmann ((O))
  • Maria Durhuus (A)
  • Niels Ulsing (F)
  • Ømer Kuscu (A)

Indholdsfortegnelse


1. Godkendelse af dagsorden

Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 01-12-2015

Godkendt.


2. Meddelelser

Sagsfremstilling

  • Årsregnskab for Hvidovre Teaterforening sæson 2013-2014

Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 01-12-2015

Hvidovre Teaters sæsonprogram uddelt til udvalget.

Meddelelser taget til efterretning.

Bilag

  1. Hvidovre Teaterforening - årsregnskab (pdf)

3. Ansøgning fra Hvidovre Nærradio om driftstilskud for 2016

Beslutningstema

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til Hvidovre Nærradios ansøgning om driftstilskud på 330.000 kr. inkl. moms for 2016.

Indstilling

Kultur, Miljø og Vækst indstiller til Kultur- og Fritidsudvalget

  1. at der bevilges driftstilskud til Hvidovre Nærradio på 294.814 kr. ekskl. moms i 2016.

Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 01-12-2015

Godkendt.

Sagsfremstilling

Hvidovre Nærradio ansøger om tilskud på 330.000 kr. inkl. moms til radiostationens drift i 2016.

Driftstilskuddet for 2016 skal bl.a. bruges til holde sendeudstyret på et teknisk og tidssvarende niveau, således at radioen på den bedst mulige måde kan gengive lydfiler på FM båndet og via ”streaming” på netradio (se vedlagte budget for 2016).

Hvidovre Nærradio har valgt ikke at nedlægge ADSL-forbindelsen til Byrådssalen, så man altid har en ekstra adgang til brug for lyd og ”streaming” af Kommunalbestyrelsens møder i tilfælde af problemer med radioens normale sendeprocedure.

Hvidovre Nærradio har i dag en bred sendeflade med egenproducerede live- og oplysningsprogrammer fra lokalområdet.

Retsgrundlag

Der er ikke noget retsgrundlag for beslutningen.

Politiske beslutninger og aftaler

I forbindelse med Kommunalbestyrelsens budgetvedtagelse den 9. oktober 2012, blev der jf. budgetforliget godkendt en række reduktionsforslag. Tilskud til lokal radiovirksomhed blev reduceret med nedenstående beløb. Reduktionen er indregnet i støttebeløbet.

År

Beløb

2013

7.000 kr.

2014

16.000 kr.

2015

23.500 kr.

2016

32.000 kr.

Økonomiske konsekvenser

Der er i budgettet for 2016 afsat 294.814 kr. til tilskud til Hvidovre Nærradio, men der udbetales 320.450 kr. pga. særlig momsrefusionsordning vedrørende tilskud til lokalradiovirksomhed. Den reelle udgift for Hvidovre Kommune vil således udgøre 294.814 kr., fordi de 25.636 kr. udbetales af skat.

Bilag

  1. Ansøgning om driftstilskud for 2016 (pdf)
  2. Hvidovre Nærradio budget 2016 (pdf)

4. Ansøgning fra Hvidovre Badminton Club om fritagelse for afdrag på lån i 2015

Beslutningstema

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til ansøgning fra Hvidovre Badminton Club (HBC) om fritagelse fra afdrag på deres lån til Hvidovre Kommune i 2015.

Efter branden i HBC-hallen i sommeren 2015 har HBC oplevet et fald i kontingentindtægter i den periode, hvor HBC-hallen har været under rekonstruktion. HBC ansøger derfor om, at 2. rate (50.000 kr.) af sponsoratet, der i 2015 er anvendt som afdrag på deres lån, udbetales til klubben, og i stedet tillægges restgælden.

Indstilling

Kultur, Miljø og Vækst indstiller til Kultur- og Fritidsudvalget at anbefale overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen

  1. at Hvidovre Badminton Club i 2015 fritages for at afdrage på lånet til Hvidovre Kommune og at 2. rate af sponsoratet udbetales til klubben, og at det tilbagebetalte afdrag tillægges restgælden på lånet.

Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 01-12-2015

Anbefales godkendt.

Sagsfremstilling

Hvidovre Badminton Club ansøger om, at 2. rate af deres sponsorat (50.000 kr.), der normalt anvendes som afdrag på deres lån til Hvidovre Kommune, udbetales til klubben.

Beløbet skal anvendes til dækning af klubbens likviditet, der i 2015 er presset som følge af faldende kontingentindtægter. De faldende kontingentindtægter skyldes, at det som følge af branden i HBC-hallen den 5. juli 2015, ikke har været muligt at gennemføre de planlagte træningsaktiviteter i perioden fra sæsonstart frem til den forventede genåbning af hallen i januar 2016.

For den overvejende del af klubbens medlemmer har det været muligt at tilbyde alternative træningstider i andre af kommunens faciliteter, og nogle træningstider har kunnet flyttes til haller i nabokommunerne.

For en mindre del af klubbens medlemmer har de alternative træningsmuligheder ikke været anvendelige, og denne gruppe har i en periode, der svarer til en halv sæson, ikke haft træningstider.

En del af disse medlemmer har derfor valgt ikke at betale kontingent, hvilket har medført en væsentlig drifts- og likviditetsmæssig udfordring for HBC. Samlet set drejer det sig om ubetalte kontingenter for mere end 50.000 kr., der forsat ikke er indbetalt.


Såfremt de 50.000 kr.,  der er anvendt som afdrag på klubbens lån til kommunen udbetales, forventer HBC, at klubbens likviditet for 2015 stort set vil kunne bringes i balance.


Retsgrundlag

Der er ikke noget retsgrundlag for beslutningen.

Politiske beslutninger og aftaler

Den 17. december 2009 er der indgået en låneaftale mellem Hvidovre Kommune og Hvidovre Badminton Club på 1.000.000 kr.
Lånet er rentefrit og afvikles i henhold til partnernes nærmere aftale herom med rimelige og realistiske afdrag.


Der er indgået sponsoraftale mellem Hvidovre Kommune og Hvidovre Badminton Club for perioden 1. juli 2012 til 30. juni 2016, der giver Hvidovre Badminton Club 100.000 kr. i årligt sponsorat.

Det er aftalt, at 1. rate af sponsoratet (50.000 kr.) udbetales i januar måned og at 2. rate (50.000 kr.), anvendes som afdrag på klubbens lån til kommunen i juli måned.

Økonomiske konsekvenser

2. rate af Hvidovre Badminton Clubs sponsorat (50.000 kr.) er i 2015 anvendt som afdrag på klubbens lån til kommunen. Restgælden på lånet udgør pt. 700.000 kr.

Såfremt det besluttes, at 2. rate udbetales til klubben i 2015, vil restgælden på lånet udgøre 750.000 kr.

Bilag

  1. Anmodning af afdragsfrihed.pdf (pdf)
  2. HBC - drifts- og likviditetsbudget 2015-2016 (pdf)

5. Brugsretsaftaler mellem Hvidovre Kommune og foreninger

Beslutningstema

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til nye brugsretsaftaler mellem Hvidovre Kommune og foreningerne Avedøre IF Fodbold, Dansk Cyklist Forbund, Experimenterende Danske Radioamatører, Folkedanserforeningen Hjerter 2, Futternes Gangklub, Hvidovre Amatørscene, Veteranknallertklubben Stemplet og Shinson Hapkido.

Da brugsretsaftalerne er næsten enslydende, er de samlet i én og samme sag.

Indstilling

Kultur, Miljø og Vækst indstiller til Kultur- og Fritidsudvalget at anbefale over for Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen

  1. at godkende brugsretsaftaler mellem Hvidovre Kommune og de i sagsfremstillingen nævnte foreninger

Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 01-12-2015

Anbefales godkendt.

Sagsfremstilling

31. december 2015 udløber de nuværende brugsretsaftaler mellem Hvidovre Kommune og følgende foreninger:

  • Avedøre IF Fodbold
  • Dansk Cyklist Forbund
  • Experimenterende Danske Radioamatører
  • Folkedanserforeninger Hjerter 2
  • Futternes Gangklub
  • Hvidovre Amatørscene
  • Veteranknallertklubben Stemplet

Kultur- og Fritidsafdelingen har taget kontakt til de nævnte foreninger, som alle er interesserede i at genforhandle deres nuværende aftaler.

De nye brugsretsaftaler træder i kraft pr. 1. januar 2016 og varer indtil én af parterne opsiger aftalerne med 3 måneders varsel.

Juridisk afdeling har haft samtlige aftaler til udtalelse, og har ingen kommentarer. 

Shinson Hapkido Hvidovre

Kultur- og Fritidsudvalget skal desuden tage stilling til godkendelsen af ny brugsretsaftale mellem Hvidovre Kommune og Shinson Hapkido Hvidovre, som låner lokaler på Sønderkærskolen.

Aftalen er enslydende med aftalerne udarbejdet til de ovenstående foreninger, og træder i kraft pr. den 1. januar 2016 og varer indtil én af parterne opsiger aftalerne med 3 måneders varsel.

Shinson Hapkido Hvidovre har haft aftalen til udtalelse, og udtrykker bekymring for, at de ikke vil kunne returnere til Strandmarkens Fritidscenter, når der engang foreligger en afklaring på stedets anvendelse. Desuden ønsker foreningen stadig at kunne booke lokaler til arrangementer mm.

Kultur- og Fritidsafdelingen har noteret foreningens bemærkninger, og bekræfter, at foreningen på lige fod med alle andre kan booke ledige lokaler til arrangementer mm.

Shinson Hapkido betragter arealerne i umiddelbar nærhed af de tildelte lokaler (vægge, gang og adgangsforhold) som en reel del af aftalen. De benævnte arealer er dog ikke nævnt i brugsretsaftalen.

Privatskolen lejer gangarealet ind til foreningens lokaler. Der er aftalt på et sammenbrugsmøde mellem Hvidovre Privatskole og Shinson Hapkido Hvidovre, at der skal være hensigtsmæssige adgangsforhold for alle brugere.

Retsgrundlag

Der er ikke noget retsgrundlag for beslutningen.

Økonomiske konsekvenser

Ingen økonomiske konsekvenser for Hvidovre Kommune.

Bilag

  1. Dansk Cyklist Forbund - Byvej 56 (pdf)
  2. Futternes Gangklub - Byvej 78 (pdf)
  3. Veteranknallertklubben STEMPLET - Hvidovrevej 446 (pdf)
  4. Folkedanserforeningen Hjerter 2 - Byvej 78 (pdf)
  5. Avedøre IF Fodbold - Byvej 58 (pdf)
  6. EDR - Byvej 56 (pdf)
  7. Hvidovre Amatørscene - Byvej 56 (pdf)
  8. Shinson Hapkido Hvidovre - Kettegård Alle 2 (pdf)

6. Brugsretsaftale mellem Hvidovre Kommune og Hvidovre-Avedøre Rideklub for perioden 1. januar 2016 til 31. december 2019

Beslutningstema

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til ny brugsretsaftale mellem Hvidovre Kommune og Hvidovre-Avedøre Rideklub vedrørende en del af arealet på matrikel 50, 51a og 51d Avedøre By, Avedøre og de dertilhørende lokaler på matrikel 51d, som hører ind under Hvidovre-Avedøre Ridecenter.

Kommunalbestyrelsen godkendte på mødet den 26. maj 2015, at der udarbejdes en ny brugsretsaftale mellem Hvidovre Kommune og Hvidovre-Avedøre Rideklub for perioden 1. januar 2016 til 31. december 2019.

Indstilling

Kultur, Miljø og Vækst indstiller til Kultur- og Fritidsudvalget at anbefale over for Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen

  1. at godkende brugsretsaftale mellem Hvidovre Kommune og Hvidovre-Avedøre Rideklub for perioden 1. januar 2016 til 31. december 2019.

Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 01-12-2015

Anbefales godkendt.

Sagsfremstilling

Hvidovre-Avedøre Rideklub driver rideklub og rideskole på Hvidovre-Avedøre Ridecenter. Klubbens brug af faciliteterne i og omkring ridecenteret er reguleret via en brugsretsaftale. Indeværende brugsretsaftale mellem Hvidovre Kommune og Hvidovre-Avedøre Rideklub udløber den 31. december 2015.

Kultur, Miljø og Vækst har udarbejdet ny brugsretsaftale med Hvidovre-Avedøre Rideklub for perioden 1. januar 2016 til 31. december 2019.

Plan- og miljøafdelingen har haft aftalens § 5 vedr. miljøforhold til udtalelse, og har ingen bemærkninger hertil. Ligeledes har Juridisk Afdeling haft aftalen til udtalelse uden bemærkninger.

Der er udarbejdet kortskitse over klubbens brugsrets til arealerne på ridecenteret, som vedlægges aftalen (se bilag 2). Herudover står aftaleforholdet uændret i forhold til indeværende aftale.

Ekstra foldareal på matrikel 49, Avedøre By, Avedøre

Hvidovre-Avedøre Rideklub har ansøgt Kultur- og Fritidsafdelingen om brugsret til et ekstra foldareal på matrikel 49, Avedøre By, Avedøre som erstatning for den del af deres nuværende foldareal, som anvendes i forbindelse med anlæggelsen af København-Ringstedbanen.

Ansøgningen skal ydermere ses i lyset af nye skærpede regler til hestes adgang og ophold på folde, i henhold til ”Lov om hold af heste”, som indtræder pr. 1. januar 2016. Heri er der krav om adgang til et større foldareal, end det klubben pt. har brugsret til, set i forhold til hesteholdet.

Kultur- og Fritidsafdelingen har i ansøgning til Plan- og Miljøafdelingen anmodet om, at det areal på matrikel 49, hvor naturcentret Quark tidligere lå placeret og som er omfattet af Lokalplan 431, kan frigives til foldareal til brug for klubben. Arealet udgør skønsmæssigt 16.000 m2, og vil kunne dække det behov for foldareal, klubben efterspørger og som ”lov om hold af heste” foreskriver.

Dispensationsansøgningen udarbejdes af Plan- og Miljøafdelingen og vil blive behandlet af Teknik- og Miljøudvalget primo januar 2016.

Retsgrundlag

Der er ikke noget retsgrundlag for beslutningen.

Politiske beslutninger og aftaler

På Kommunalbestyrelsens møde den 31. maj 2011 blev brugsretsaftale mellem Hvidovre Kommune og Hvidovre-Avedøre Rideklub godkendt for perioden 21. juni 2011 til 31. december 2015.

Kommunalbestyrelsen godkendte på mødet den 28. maj 2013, at give Hvidovre-Avedøre Rideklub en forsøgsperiode på to år med evaluering efter første år.

Kommunalbestyrelsen godkendte på mødet den 26. november 2013 forpagtningsaftale mellem Hvidovre Kommune og Hvidovre Avedøre Rideklub for perioden 1. december 2013 til 30. november 2017.

Den 3. juni 2014 behandlede Kultur- og Fritidsudvalget årsevaluering af Hvidovre-Avedøre Rideklub, som blev taget til efterretning.

På mødet den 26. maj 2015 tog Kommunalbestyrelsen 2. års evalueringen af Hvidovre-Avedøre Rideklub til efterretning og godkendte, at der indgås en brugsretsaftale med rideklubben, samt at der udarbejdes en status om to år.

Økonomiske konsekvenser

Ingen økonomiske konsekvenser for Hvidovre Kommune.

Bilag

  1. Brugsretsaftale mellem Hvidovre Kommune og Hvidovre-Avedøre Rideklub for perioden 1. januar 2016 til 31. december 2019 (pdf)
  2. Kort over foldareal på Hvidovre Avedøre Ridecenter (pdf)

7. Brugsretsaftale mellem Hvidovre Kommune og Hvidovre/Københavns Jagtforening for perioden 1. januar 2016 til 31. december 2019

Beslutningstema

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til ny brugsretsaftale mellem Hvidovre Kommune og Hvidovre/Københavns Jagtforening vedrørende en del af arealet af matrikel nummer 24 ir, Hvidovre By, Strandmark. Arealet udgør ca. 650 m2 og stilles vederlagsfrit til rådighed for klubben til brug for placering af klubhus.

Indstilling

Kultur, Miljø og Vækst indstiller til Kultur- og Fritidsudvalget at anbefale over for Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen

  1. at godkende brugsretsaftale mellem Hvidovre Kommune og Hvidovre/Københavns Jagtforening for perioden 1. januar 2016 til 31. december 2019.
  2. at Hvidovre/Københavns Jagtforening får vederlagsfrit råderet over 1 bådsplads i brugsretsaftalens periode.

Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 01-12-2015

Ad 1. Anbefales godkendt.

Ad 2. Anbefales godkendt.

Sagsfremstilling

Indeværende brugsretsaftale mellem Hvidovre Kommune og Hvidovre/Københavns Jagtforening udløber den 31. december 2015. Der er således behov for en ny aftale, hvis klubben fortsat skal kunne benytte arealet på havnen.

Kultur, Miljø og Vækst har været i dialog med klubben om en ny brugsretsaftale, for en del af arealet, på matrikel nummer 24 ir, Hvidovre By, Strandmark (se vedlagte kort). Klubben ønsker at forlænge aftalen, og har fremsat ønske om råderet til 1 bådplads i havnebassinet. Klubben foreslår selv, at de gives den yderste moleplads på nordmolen.

Kultur, Miljø og Vækst anbefaler, at klubben gives råderet over 1 vederlagsfri bådplads i havnebassinet ud fra et lighedsprincip klubberne imellem i havnen. Det er havnens administrator, der står for fordelingen af bådpladser i lystbådehavnen, i overensstemmelse med indeværende driftsaftale og Havnereglement for Hvidovre Lystbådehavn. Derfor tilføjes aftalen, at klubben har råderet til 1 bådplads i havnebassinet uden betaling af kommunal havneafgift, og at pladsen skal benyttes til klubrelaterede aktiviteter efter nærmere aftale med havnens administrator.

Hvidovre Kommune råder over 17 bådpladser i Hvidovre Lystbådehavn ud af i alt 195 pladser. Som det ses nedenfor, råder kommunen over 1 reserveret bådplads, som umiddelbart kan tildeles Hvidovre/Københavns Jagtforening.

  • 6 stk. Søspejderne
  • 5 stk. Suset
  • 1 stk. Kajakklubben
  • 3 stk. Jolleslæbestedet
  • 1 stk. Hvidovre Ungdomsskole
  • 1 stk. Foreløbig reserveret

Hvidovre/Københavns Jagtforening har endvidere ansøgt om brugsret til et ekstra areal, svarende til ca. 250 m2 i den østlige ende af jollepladsen til brug for pramme, joller og lignende småbåde. Kultur, Miljø og Vækst har i den forbindelse bedt havnens administrator om en udtalelse på konsekvenserne ved en eventuel given brugsret til førnævnte areal.

Administrator udtaler i svarbrev af 10. september 2015, at det omtalte areal på nuværende tidspunkt benyttes aktivt af bl.a. kommunens ungdomsskoler. Herudover ligger den kommunale jolleplads, som ikke er fuldt belagt, få meter fra det ansøgte areal. Havnens administrator anbefaler, at Hvidovre/Københavns Jagtforening vederlagsfrit kan henlægge joller, robåde, pramme og lignende småbåde, som er ejet af klubben og bruges til klubrelaterede aktiviteter, på den dertil indrettede jolleplads i lystbådehavnen, efter nærmere aftale med havnens administrator.   

Ovenfornævnte anbefaling er skrevet ind i brugsretsaftalens § 1. stk. 5. og optræder ligeledes i brugsretsaftalen med Hvidovre Sejlklub Suset.

Aftalen har været til udtalelse hos Vej og Park, Plan- og Miljø, Juridisk Afdeling og Hvidovre/Københavns Jagtforening, der ingen bemærkninger har til aftalen.

Retsgrundlag

Der er ikke noget retsgrundlag for beslutningen.

Politiske beslutninger og aftaler

Indeværende brugsretsaftale blev godkendt på Kommunalbestyrelsens møde den 25. januar 2011 for perioden 1. januar 2011 - 31. december 2015.

Økonomiske konsekvenser

Ingen økonomiske konsekvenser for Hvidovre Kommune idet mindreindtægten på 4.935 kr. forventes at kunne holdes inden for den samlede driftsramme for Hvidovre Havn.

Bilag

  1. Brugsretsaftale mellem Hvidovre Kommune og Hvidovre Københavns Jagtforening for perioden 1. januar 2016 til 31. december 2019 (pdf)
  2. Kort over Hvidovre/Københavns Jagtforening (pdf)

8. Brugsretsaftale mellem Hvidovre Kommune og Hvidovre Sejlklub Suset for perioden 1. januar 2016 til 31. december 2019

Beslutningstema

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til ny brugsretsaftale mellem Hvidovre Kommune og Hvidovre Sejlklub Suset vedrørende en del af arealet af matrikel nummer 24 ir, Hvidovre By, Strandmark. Arealet udgør ca. 2.850 m2 og stilles vederlagsfrit til rådighed for klubben til brug for placering af klub- og/eller bådehus.

Indstilling

Kultur, Miljø og Vækst indstiller til Kultur- og Fritidsudvalget at anbefale over for Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen

  1. at godkende brugsretsaftale mellem Hvidovre Kommune og Hvidovre Sejlklub Suset for perioden 1. januar 2016 til 31. december 2019.
  2. at tage stilling til hvorvidt Hvidovre Sejlklub Suset skal tildeles råderet over én ekstra b-bøjeplads til klubbens RIB gummibåd, eller om denne skal disponeres ind under klubbens nuværende fem pladser.

Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 01-12-2015

Ad 1. Anbefales godkendt.

Ad 2. Anbefales godkendt.

Sagsfremstilling

Indeværende brugsretsaftale mellem Hvidovre Kommune og Hvidovre Sejlklubben Suset udløber den 31. december 2015. Der er således behov for en ny aftale, hvis klubben fortsat skal kunne benytte arealet på havnen.

Kultur, Miljø og Vækst har været i dialog med Hvidovre Sejlklub Suset om en ny brugsretsaftale, for en del af arealet, på matrikel nummer 24 ir, Hvidovre By, Strandmark (Se vedlagte kort).

Klubben ønsker at forlænge aftalen, og har fremsat ønske om at få tilført én ekstra b-bøjeplads i lystbådehavnen, til brug for klubbens RIB gummibåd. Båden er blevet anskaffet som følgebåd til klubbens kapsejladser, og vil derudover kunne tilbydes som redningsassistance i forbindelse med opståede nødsituationer i Køge Bugt. Klubben råder i dag over 5 bøjepladser, som bruges til klubbens 3 senior skolebåde, 1 ynglingsbåd og 1 følge/arbejdsbåd.

Forvaltningen bemærker, at der er fuld belægning på bøjepladserne i lystbådehavnen, og at der på nuværende tidspunkt står 56 personer på venteliste til en bøjeplads. 16 personer er aktivt ventende (8 hvidoverborgere og 8 udenbys borgere) og 40 personer står opskrevet som passive på ventelisten (24 hvidoverborgere og 16 udenbys borgere). I henhold til Hvidovre Kommunes Havnereglement for Hvidovre Lystbådehavn jf. § 2. stk. 1. har bådejere med folkeregisteradresse i Hvidovre Kommune førsteret til bøjepladser i Hvidovre Lystbådehavn. Ledige bøjepladser tildeles herefter efter ventelisteplacering.

 Der er blevet tilført nyt afsnit i aftalens § 1. stk. 5, hvori der står:

”Joller, robåde, pramme og lignende småbåde, som er ejet af klubben og bruges i forbindelse med klubbens foreningsaktiviteter, kan vederlagsfrit henlægges på den dertil indrettede jolleplads i lystbådehavnen, efter nærmere aftale med havnens administrator”.

Denne tilføjelse vil blive tilført samtlige brugsretsaftaler med klubberne i lystbådehavnen, i forbindelse med genforhandling af nye brugsretsaftaler, og i det omfang klubberne selv ønsker denne mulighed. Primært for at give klubberne nemmere adgang til isætning og optagning af deres småbåde, og fordi belægningsgraden på jollepladsen tillader denne mulighed. Aftaleforholdet står herudover uændret i forhold til indeværende aftale.

Aftalen har været til udtalelse hos Vej og Park, Plan- og Miljø, Juridisk Afdeling og Hvidovre Sejlklub Suset, der ingen bemærkninger har til aftalen.

Retsgrundlag

Der er ikke noget retsgrundlag for beslutningen.

Politiske beslutninger og aftaler

Hvidovre kommune har på nuværende tidspunkt to igangværende aftaler med Hvidovre Sejlklub Suset.

Indeværende brugsretsaftale blev godkendt på Kommunalbestyrelsens møde den 25. januar 2011 for perioden 1. januar 2011 til 31. december 2015.

Indeværende driftsaftale, vedrørende klubbens varetagelse af den daglige drift i lystbådehavnen, blev godkendt på Kommunalbestyrelsens møde den 28. maj 2013 for perioden 31. juli 2013 til 31. december 2017

Økonomiske konsekvenser

Tildeling af én ekstra b-bøjeplads til klubbens RIB gummibåd i Hvidovre Lystbådehavn, vil betyde en årlig mindreindtægt af kommunale havneafgifter på i alt 4.935 kr. i 2016-niveau.

Bilag

  1. Brugsretsaftale mellem Hvidovre Kommune og Hvidovre Sejlklub Suset for perioden 1. januar 2016 til 31. december 2019 (pdf)
  2. Brugsretsaftale Hvidovre Sejlklub Suset - kort (pdf)

9. Brugsretsaftale mellem Hvidovre Kommune og Brevdueforeningen Vido for perioden 1. januar 2016 til 31. december 2019

Beslutningstema

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til ny brugsretsaftale mellem Hvidovre Kommune og Brevdueforeningen Vido vedrørende en del af arealet på Stevnsbovej 1, matrikel Nr. 3a Avedøre By, Avedøre (Fold B) til klubbens placering af dueslag til raceduer.

Indstilling

Kultur, Miljø og Vækst indstiller til Kultur- og Fritidsudvalget at anbefale over for Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen

  1. at godkende brugsretsaftale mellem Hvidovre Kommune og Brevdueforeningen Vido for perioden 1. januar 2016 til 31. december 2019.

Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 01-12-2015

Anbefales godkendt.

Sagsfremstilling

Indeværende brugsretsaftale mellem Hvidovre Kommune og Brevdueforeningen Vido udløber den 31. december 2015. Der er således behov for en ny aftale, hvis klubben fortsat skal kunne benytte arealet Stevnsbovej 1, matrikel Nr. 3a Avedøre By, Avedøre (Fold B) til placering af dueslag for klubbens raceduer.

Kultur, Miljø og Vækst har været i dialog med brevdueforeningen, som ønsker at forlænge aftalen for en ny fireårig periode. Arealet og dueslagenes stand og placering er blevet besigtiget af Vej og Parkafdelingen og Plan- og Miljøafdelingen, og lever op til de kravspecifikationer, som aftaleforholdet er indgået på.  

Der er foretaget ændring i aftalens § 2. stk. 6, vedrørende klubbens håndtering af affald, som skal følge affaldsbekendtgørelsen og Hvidovre Kommunes til enhver tid gældende regulativ for erhvervsaffald. Aftaleforholdet står herudover uændret i forhold til indeværende aftale.

Foreningen har pt. 5 dueslag og to mindre opholdsrum på arealet. Landzonetilladelsen, af 13. oktober 2010, giver foreningen mulighed for at anvende arealet til opstilling af højst ti stk. dueslag, der hver maksimalt må have en størrelse på 12 m2.

Retsgrundlag

Der er ikke noget retsgrundlag for beslutningen.

Politiske beslutninger og aftaler

Indeværende brugsretsaftale med Brevdueforeningen Vido blev godkendt på Kommunalbestyrelsens møde den 28. februar 2011 for perioden 1. januar 2011 til 31. december 2015.

Herudover har Hvidovre Kommune indgået en brugsretsaftale med brevdueforeningen Vido, om en del af arealet på matrikel 17z Hvidovre By, Strandmark, til brug for placering af foreningens klubhus. Aftaleperioden går fra 1. maj 2013 til 31. december 2018.

Økonomiske konsekvenser

Ingen økonomiske konsekvenser for Hvidovre kommune.

Bilag

  1. Brugsretsaftale mellem Hvidovre Kommune og Brevdueforeningen VIDO - Brugsretsaftale mellem Hvidovre Kommune og Brevdueforeningen VIDO (pdf)

10. Depositum ved leje af udendørsarealer på kultur- og fritidsområdet

Beslutningstema

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til eftergivelse af erstatningskrav mod foreningen Boldklubben Friheden som følge af beskadiget areal under afholdelse af et foreningsarrangement ved Strandmarkens Fritidscenter.

Kultur- og Fritidsudvalget skal desuden tage stilling til, om der fremover skal aflægges depositum ved lån/leje af udendørsarealer inden for kultur- og fritidsområdet ved afholdelse af kommercielle og indtægtsgivende arrangementer, så lignende uforudsete merudgifter undgås.

Indstilling

Kultur, Miljø og Vækst indstiller til Kultur- og Fritidsudvalget at anbefale over for Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen

  1. at erstatningskravet mod Boldklubben Friheden på 41.500 kr. ikke eftergives
  2. at tage stilling til, om der fremover skal aflægges depositum ved lån af udendørsarealer inden for kultur- og fritidsområdet ved kommercielle og indtægtsgivende arrangementer
  3. at fastsætte depositummets beløbsstørrelse til 15.000 kr.

Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 01-12-2015

Ad 1. Anbefales godkendt.

Ad 2. Anbefales godkendt.

Ad 3. Depositummet anbefales fastsat til 15.000 kr. Der ønskes en evaluering af ordningen efter 1 år.

Sagsfremstilling

Boldklubben Friheden afholdte i perioden 31. juli – 2. august 2015 sit årlige kræmmermarked på grusbanen ved Standmarkens Fritidscenter. Under arrangementet fløj et af teltene ved et uheld ind i det omkringstående hegn, og flere stolper blev bøjet. Reparationsudgiften blev efterfølgende anslået til 41.500 kr.

Forvaltningen har været i dialog med Boldklubben Friheden, der har talt med teltholderen, som ikke har nogen dækkende forsikring. Boldklubben Friheden mener pga. beløbets størrelse heller ikke, at de som forening kan dække erstatningskravet. Derudover refererede klubben til en lignende episode ved Rebæk Søpark i 2007, hvor der også blev forvoldt skade på kommunale arealer, og hvor den involverede forening, Avedøre IF, efterfølgende fik eftergivet erstatningskravet.

Forvaltningen anbefaler, at erstatningskravet ikke eftergives, da skadevolder må afholde de nødvendige udgifter til udbedring af skaden.

Fremtidigt krav om depositum

For at afbøde lignende situationer i fremtiden anbefaler forvaltningen, at lånere fremover pålægges at betale depositum ved lån/leje af udendørsarealer inden for kultur- og fritidsområdet ved afholdelse af kommercielle og indtægtsgivende arrangementer såsom kræmmermarkeder, cirkus, tivoli o.l.

Kravet om betaling af depositum vil således gælde arrangementer afholdt ved følgende udendørsarealer på kultur- og fritidsområdet:

  • Grusbanen ved Strandmarkens Fritidscenter
  • Græsfodboldbaner
  • Kunstgræsbaner
  • Hvidovre Stadions egen græsbane

Det anbefales, at kravet om depositum forelægges låneren i bookingbeskeden/tilladelsesbrevet, og kræves indbetalt på kommunens konto senest 14 dage før afholdelse af arrangementer.

Retsgrundlag

Ingen bemærkninger.

Politiske beslutninger og aftaler

Krav om betaling af depositum anvendes allerede af Vej- og Parkafdelingen i forbindelse med udlån af udendørsarealer, og beløber sig til 40.000 kr. for lån af Cirkusgrunden i Avedøre samt Rebæk Søpark, og 15.000 kr. for lån af øvrige områder.

Beløbsstørrelsen blev godkendt af det tidligere Ejendoms- og Arealudvalg på mødet d. 31. januar 2008, og stadfæstet af Kultur- og Fritidsudvalget d. 31. marts 2008.  

Økonomiske konsekvenser

Ingen økonomiske konsekvenser for Hvidovre Kommune.


11. Ansøgning om tilskud til projekt "Teater På Hjul For Unge" - Teater Vestvolden

Beslutningstema

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til ansøgning på 50.000 kr. fra Teater Vestvolden til indretning og markedsføring af ny teaterbus for unge.

Indstilling

Kultur, Miljø og Vækst indstiller til Kultur- og Fritidsudvalget

  1. at tage stilling til ansøgning fra Teater Vestvolden om tilskud til indretning og markedsføring af ny teaterbus for unge.

Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 01-12-2015

Der bevilges 26.566 kr. fra Puljen til Kulturelle Aktiviteter.

Sagsfremstilling

Teater Vestvolden investerede i 2012 i en ombygget bus til brug for teateraktiviteter målrettet børn i alderen 1 1/2 - 8 år. Teaterbussen er siden blevet en stor succes, og har i indeværende sæson solgt 60 forestillinger nationalt.

Teatret ønsker nu at videreudvikle konceptet ved at ombygge en ny bus til brug for teateraktiviteter målrettet unge og voksne (børn fra 7. – 8. klasse og opefter). Teatret har derfor  investeret i en nysynet HT‐bus, hvori der skal  indbygges  teatersal og siddepladser.

Den gamle teaterbus er ikke egnet til aktiviteter til denne ældre målgruppe, da sæder o.l. er indrettet til børnebrug.

Den ny teaterbus  vil blive indrettet som en fortællescene med plads til 30 publikummer, og skal planmæssigt køre ud og give smagsprøver på teatrets mange forestillinger, særarrangementet og aktiviteter målrettet de unge i Hvidovre og på Vestegnen – eksempelvis på skoler og institutioner.

Teaterbussen vil også slå stop på byens torve og dukke op til gadefester  med små indslag som stand-up, poetry-slam, rap-battle og spoken word.

På denne baggrund søger Teater Vestvolden 50.000 kr. til indretning samt markedsføring af den nye teaterbus.

Målet er, at bussen skal være på landevejen til april 2016.

Kultur- og Fritidsudvalgets 3 tilskudspuljer har sammenlagt 47.510 kr. tilbage i indeværende år.

Retsgrundlag

Ingen bemærkninger.

Økonomiske konsekvenser

Teater Vestvolden ansøger Kultur- og Fritidsudvalget om 50.000 kr. til brug for indretning og markedsføring af ny teaterbus.

Midlerne vil blive benyttet til:

Indretning af bus med stole, lys, lyd m.m.

30.000 kr.

PR og markedsføring

20.000 kr.

I alt

50.000 kr.

Der resterer følgende midler på Kultur- og Fritidsudvalgets puljer:

Puljen til kulturelle aktiviteter

26.566 kr.

Profileringspuljen

6.825 kr.

Rådighedspuljen

14.119 kr.

I alt

47.510 kr.

Bilag

  1. Ansøgning - teater På Hjul (pdf)

12. Godkendelse af høringsproces - helhedsplan for idrætsområdet

Beslutningstema

Den nye helhedsplan for idrætsområdet skal i høring.

Indstilling

Kultur, Miljø og Vækst indstiller til Kultur- og Fritidsudvalget at anbefale over for Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen

  1. at godkende at helhedsplan for idrætsområdet sendes i høring i perioden 16. december 2015 til 15. januar 2016.

Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 01-12-2015

Det foreslås, at høringen af helhedsplanen omlægges til perioden 16. december 2015 til 1. februar 2016.

Sagsfremstilling

I forbindelse med vedtagelse af budgettet for 2015 blev det besluttet at udarbejde en helhedsplan for idrætsområdet, med det formål at fremtidssikre rammerne for bredde- og eliteidrætten i Hvidovre Kommune.

Helhedsplanen vil blive fremsendt til foreninger og interesseorganisationer, og blive offentliggjort på Hvidovre Kommunes hjemmeside, så kommunens borgere også har mulighed for at bidrage til høringsprocessen.

Den ny helhedsplan skal endeligt vedtages i februar 2016. Det skal godkendes., at helhedsplanen for idrætsområdet sendes i høring. Høringsprocessen løber fra d. 16. december 2015 til d. 15. januar 2016.

Helhedsplanen for idrætsområdet er vedhæftet som bilag.

Retsgrundlag

Der er ikke noget retsgrundlag for beslutningen.

Politiske beslutninger og aftaler

Der er i budget 2015 afsat 500.000 kr. til udarbejdelse af en helhedsplan for idrætsområdet. Planen understøtter Kultur- og Fritidspolitikken, og har til formål at fremtidssikre rammerne for bredde- og eliteidrætten i Hvidovre Kommune.

Helhedsplanen for idrætsområdet skal vedtages endeligt i februar 2016.

Bilag

  1. Helhedsplan - rapporten Hvidovre skærm (pdf)
  2. Helhedsplan for idrætsområdet - appendiks 1 skærm (pdf)
  3. Helhedsplan for idrætsområdet - appendiks 5 (pdf)
  4. Helhedsplan for idrætsområdet - appendiks 2 skærm (pdf)
  5. Helhedsplan for idrætsområdet - appendiks 3 (pdf)
  6. Helhedsplan for idrætsområdet - appendiks 4 skærm (pdf)

13. Valg af medlem til arbejdsgruppen for Elite 2650-puljen år 2016

Beslutningstema

Kultur- og Fritidsudvalget skal udpege et medlem, som sammen med udvalgsformanden skal repræsentere Kultur- og Fritidsudvalget i arbejdsgruppen for Elite 2650-puljen i 2016.

Indstilling

Kultur, Miljø og Vækst indstiller til Kultur- og Fritidsudvalget

  1. at udpege et udvalgsmedlem til arbejdsgruppen for Elite 2650-puljen i 2016

Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 01-12-2015

Maria Durhuus udpeges til arbejdsgruppen.

Sagsfremstilling

Elite 2650 er en økonomisk pulje, som har til formål at fremme elite- og talentarbejdet i Hvidovre Kommunes idrætsforeninger.

Elite 2650-puljen bliver endeligt fordelt af Kultur- og Fritidsudvalget på baggrund af indstillinger fra en arbejdsgruppe bestående af:

- Formanden for Kultur- og Fritidsudvalget

- 1 Medlem af Kultur- og Fritidsudvalget

- Formanden for Idrætsrådet Hvidovre

- 1 Medlem af Idrætsrådet Hvidovre

Arbejdsgruppen skal behandle indkomne ansøgninger, og derefter indstille fordelingen af puljen for Kultur- og Fritidsudvalget.

Kultur- og Fritidsudvalget skal udpege et medlem, som sammen med udvalgsformanden skal repræsentere Kultur- og Fritidsudvalget i arbejdsgruppen for Elite2650 i 2016.

En forventet mødedato for arbejdsgruppen vil ligge i tidsrummet 21. marts – 22. april 2016, alt afhængig af Kultur- og Fritidsudvalgets ordinære mødekalender. I 2015 lå arbejdsgruppens mødedato den 8. april 2015.

Retsgrundlag

Der er ikke noget retsgrundlag for beslutningen.

Politiske beslutninger og aftaler

Kultur- og Fritidsudvalget ytrede på mødet 14. januar 2014

ønske om, at arbejdsgruppedeltagelsen skulle gå på skift blandt udvalgsmedlemmerne.

I 2014 blev Arne Bech udpeget.

I 2015 blev Ømer Kuscu udpeget.

Økonomiske konsekvenser

Ingen økonomiske konsekvenser for Hvidovre Kommune.


14. Eventuelt

Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 01-12-2015

Maria Durhuus ønsker at udvalget afholder møde med Hvidovre Ishockey Klub. Forvaltningen udarbejder et oplæg til mødet.

Ømer Kuscu informerede om modtaget brev ang. kommunale takster.

Ivan Fogtmann spurgte ind til udvalgets mødeplan for 2016, herunder afholdelse af mødet primo januar.

Maria Durhuus spurgte ind til muligheden for afholdelse af juleparade for foreninger.


15. Midlertidig forlængelse af indeværende lejekontrakt, allonge til lejekontrakt, sponsorkontrakt og reklameoverenskomst mellem Hvidovre Kommune og Hvidovre Fodbold A/S

Lukket sag

Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 01-12-2015

Anbefales godkendt.