Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Referat - Kultur- og Fritidsudvalget den 3. november 2015

Mødefakta

Dato: Tirsdag den 3. november 2015
Mødetidspunkt: Kl. 18:00
Mødested: Sollentuna II

Medlemmer

  • Arne Bech (H)
  • Ivan Fogtmann ((O))
  • Maria Durhuus (A)
  • Niels Ulsing (F)
  • Ømer Kuscu (A)

Indholdsfortegnelse


1. Godkendelse af dagsorden

Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 03-11-2015

Godkendt.


2. Meddelelser

Sagsfremstilling

  • Orientering om muligt kommunalt samarbejde med DBU
  • Orientering om møde afholdt med HIF A/S
  • Drøftelse om muligt temamøde forud for næstkommende udvalgsmøde 1. december 2015, som kan udskyde mødestart

Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 03-11-2015

Evaluering af Befæstningsdagen 2015 uddelt til udvalget.

Udvalget er indstillet på at udskyde mødestarten på næstkommende udvalgsmøde.

Orientering om ansøgning fra Hvidovre Skøjte Klub om udvidet istid. Ansøgningen indgår i dagsordenen på næstkommende udvalgsmøde.

Meddelelser taget til efterretning.

Bilag

  1. Evaluering Befæstningsdagen (pdf)

3. Fastlæggelse af Kultur- og fritidsudvalgets møder - mødeplan 2016

Beslutningstema

Kultur- og fritidsudvalget skal fastsætte mødedage og tidspunkt for udvalgets møder i 2016.

Indstilling

Kultur, Miljø og Vækst indstiller til Kultur- og Fritidsudvalget

  1. at godkende mødedage og tidspunkt for udvalgets møder i 2016

Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 03-11-2015

Godkendt.

Sagsfremstilling

Kultur- og fritidsudvalget skal fastsætte mødedage og tidspunkt udvalgets møder i 2016.

Det foreslås at Kultur- og fritidsudvalgets møder afholdes på skiftende lokationer i kommunen. Udvalgets medlemmer kan fremsætte ønsker om mødesteder.

Det foreslås, at møderne i 2016 skal begynde kl. 18.00 på følgende dage:

4. januar

25. januar

7. marts

11. april

2. maj

30. maj

16. august (budgetmøde kl. 14)

29. august

26. september

31. oktober

28. november

Retsgrundlag

I henhold til lov om kommunernes styrelse § 20 stk. 1 træffer stående udvalg under kommunalbestyrelsen beslutning om, hvor og hvornår ordinære møder skal afholdes.

Politiske beslutninger og aftaler

Kommunalbestyrelsen godkendte på møde den 29. september 2015 mødeplanen for Kommunalbestyrelsens møder i 2016.

Økonomiske konsekvenser

Ingen økonomiske konsekvenser for Hvidovre Kommune.

Bilag

  1. Mødekalender 2016 (pdf)

4. Dialog med institutionsledere vedrørende dialogbaseret styringsmodel

Beslutningstema

Kommunalbestyrelsen har besluttet at implementere en ny dialogbaseret styringsmodel gældende fra 2016. Kultur- og Fritidsudvalget skal på en række af de resterende udvalgsmøder i 2015 i dialog med forvaltningens fagområder formulere en række mål for fagområderne, som skal være gældende fra 2016 med henblik på meningsfuld politisk styring.

På dette møde skal Kultur- og fritidsudvalget i dialog med institutionslederne på kultur- og fritidsområdet. Dialogen skal føre til, at der kan udformes mål for institutionerne indenfor de tre områder: idræt, bibliotek og museum.

Indstilling

Kultur, Miljø og Vækst indstiller til Kultur- og Fritidsudvalget

  1. at drøfte ideer til målfastsættelse med lederne af institutionerne på kultur- og fritidsområdet

Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 03-11-2015

Drøftet. Forvaltningen arbejder videre med målformuleringerne.

Sagsfremstilling

Efter møderne den 11. august 2015 og 1. september 2015 er dette møde det tredje i rækken frem mod at få udarbejdet mål for kultur- og fritidsområdets institutioner for årene 2016 og 2017.

I lighed med mødet den 1. september er institutionslederne fra idrætsområdet, biblioteksområdet og museumsområdet inviteret til dialog med udvalget. Dialogen med udvalget vil tage udgangspunkt i præsentationen, som blev givet på seneste møde.

Det er tanken, at dialogen mellem udvalg og institutionsledere skal bevirke, at der kan udarbejdes målformuleringer for perioden 2016-2017.

Udvalget vil på et kommende møde blive præsenteret for disse målformuleringer.

Retsgrundlag

Der er ikke noget retsgrundlag for beslutningen.

Politiske beslutninger og aftaler

På Kultur- og fritidsudvalgets møde den 11. august 2015 blev det besluttet, at der skulle arbejdes videre med følgende emner indenfor de respektive områder.

Idrætsområdet

-Fokus på samspillet mellem foreningsidrætten og de selvorganiserede brugere

-Brug det vi allerede har og brug det bedre

Biblioteksområdet

-Fokus på tilbud m.h.t. læsning, vejledning og søgning i databaser.

-Biblioteket som folkeoplysende virksomhed i fremtiden

Museumsområdet

-Styrke indsatsen overfor børn og familier gennem forskellige læringsforløb

-Museets rolle som kulturarvsformidler

På Kultur- og fritidsudvalgets møde den 1. september 2015 præsenterede institutionslederne deres tanker om hvorledes, der kan arbejdes med de respektive fokusområder.

Økonomiske konsekvenser

Ingen økonomiske konsekvenser for Hvidovre Kommune.

Bilag

  1. Oplæg Biblioteksområdet (pdf)
  2. Idrætsområdet - oplæg (pdf)
  3. Museumsområdet - oplæg (pdf)

5. Ansøgning om økonomisk støtte til etablering af badefaciliteter - Hvidovre Vinterbadere

Beslutningstema

Foreningen Hvidovre Vinterbadere har et ønske om at få etableret egne badefaciliteter indeholdende sauna, omklædningsrum og baderampe i nærheden af Hvidovre Havn. De søger på den baggrund om økonomisk tilskud fra Hvidovre Kommune.

Indstilling

Kultur, Miljø og Vækst indstiller til Kultur- og Fritidsudvalget at anbefale over for Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen

  1. at drøfte stillingtagen til ansøgning fra Hvidovre Vinterbadere om økonomisk tilskud på 250.000 kr., til etablering af vinterbadefaciliteter, under forudsætning af, at klubben har fremskaffet den resterende finansiering på 150.000 kr.
  2. at tage stilling til placering af pontonflåde

Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 03-11-2015

Ad 1.

Udvalget anbefaler indstillingen, men kan ikke pege på finansiering.

Ad 2.

Udvalget foreslår placering ved Sydmolen med forudsætning af, at øvrige myndigheders tilladelse opnås, og at projektet ikke hæmmer havnens brug.

Sagsfremstilling

Foreningen Hvidovre Vinterbadere har fremsendt ansøgning om økonomisk tilskud til etablering af egne badefaciliteter. Badefaciliteterne vil bestå af en flydende pontonflåde, hvorpå der vil blive etableret omklædningsrum, sauna samt baderampe med trappe til vandet.

Medlemmerne har siden etableringen af foreningen i 2014 benyttet Sejlklubbens Susets faciliteter. Vinterbaderne ønsker egne faciliteter, da placeringen af Suset og dets faciliteter ikke er optimale.

Placering:

Foreningen har 3 forslag til placering af pontonflåden.

-Hvidovre Havn ved sydmolen.

-På ydersiden af eksisterende sydlige bådbro hos Hvidovre Bådelaug.

-Ud fra den sydlige pynt ved kalkgraven.

Foreningen har ansøgt Naturstyrelsen om tilladelse til opførsel og etablering af pontonflåden.

Naturstyrelsen har givet tilladelse til placeringen ved Hvidovre Havn.

På forespørgsel har foreningen oplyst, at de går ud fra, at godkendelsen gælder alle placeringer, men dette er ikke endeligt bekræftet fra Naturstyrelsen.

Hvidovre Vinterbadere foretrækker selv placeringen ved Hvidovre Havns sydmole.

Såfremt placeringen ud fra den sydlige pynt ved kalkgraven vælges, skal det nævnes, at der skal etableres en adgangsvej til badefaciliteterne. Etableringsomkostningerne til adgangsvejen er ikke kendt på nuværende tidspunkt, og vil kræve en kommunal anlægsbevilling.

Fakta om foreningen:

Foreningen blev etableret i marts 2014 og har knap 80 medlemmer. Foreningen forventer selv en stigning i medlemstallet til 200+ såfremt de kan tage egne badefaciliteter i brug.

Politiske beslutninger og aftaler

Ingen bemærkninger.

Økonomiske konsekvenser

Foreningen har indhentet tilbud på etablering af pontonflåden med tilhørende faciliteter.

Firmaet Kentek har givet tilbud på pontonflåden, mens Københavns Tekniske Skole har givet tilsagn om, at de vil stå for etableringen af sauna og omklædningsrum. Foreningen vil selv stå for at lægge gulv på pontonflåden, udvendig beklædning og maling samt indvendig klargørelse af saunaen.

Det forventes at budgettet for det samlede projekt udgør 400.000 kr.

Foreningen forventer at kunne skaffe egenfinansiering på 150.000 kr.

Der søges om økonomisk tilskud hos Friluftsrådet, NordeaFonden samt Vikingeklubben Jomsborg, der er en stor vinterbaderforening fra Århus med flere tusinde medlemmer. De udlåner op til 50.000 kr. til etablering af nye vinterbadefaciliteter hos andre vinterbadeklubber.

Indtil videre har NordeaFonden bevilget 30.000 kr. til projektet, hvorfor den resterende egenfinansiering er 120.000 kr.

Foreningen Hvidovre Vinterbadere søger på denne baggrund om et økonomisk tilskud på 250.000 kr.

I forhold til de løbende driftsudgifter har foreningen oplyst, at de har indregnet dem i deres budget. 

Bilag

  1. Ansøgning om tilskud til etablering af badefaciliteter - Hvidovre Vinterbadere (pdf)
  2. Projektbeskrivelse (pdf)
  3. Budget for etablering af badefaciliteter - Hvidovre Vinterbadere (pdf)
  4. Godkendelse af placering - Naturstyrelsen (pdf)
  5. Oplæg til placering af ponton (pdf)
  6. Skitsetegning 1 (pdf)
  7. Skitsetegning 2 (pdf)
  8. Nordea-fondens svar på ansøgning (pdf)

6. Forstadsmuseet - Ansøgning om tilskud til julemarked 2015

Beslutningstema

Søndag den 6. december 2015 skal der afholdes julemarked i Avedørelejren. Forstadsmuseet står for en stor del af det praktiske arbejde i forbindelse med markedet. Der ansøges om økonomisk støtte til markedsføring, måtter til Fægtesalen og telte.

Indstilling

Kultur, Miljø og Vækst indstiller til Kultur- og Fritidsudvalget

  1. at tage stilling til ansøgning fra Forstadsmuseet om tilskud på 48.000 kr. til julemarked i Avedørelejren.

Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 03-11-2015

Der bevilges 40.000 kr. Tilskuddet ydes fra puljen til kulturelle aktiviteter.

Sagsfremstilling

Søndag d. 6. december 2015 afholdes julemarked i Avedørelejren. Forstadsmuseet og Cirkusmuseet organiserer markedet, som også har deltagelse af bl.a. Grundejerforeningen og Avedørelejrens institutioner i form af Produktionsskolen og Vandrerhjemmet Belægningen. Markedet vil have over 60 forskellige stadepladser.

Det traditionelle julemarked er den største juleevent i Hvidovre Kommune, og tiltrækker folk fra hele Storkøbenhavn. Markedet er derfor med til at profilere kommunen udadtil, og er samtidig et populært og attraktivt tilbud for byens borgere.

Der søges om 48.000 kr., som skal gå til markedsføring, leje af telte til udendørs boder samt afdækning af Fægtesalens gulv.

Markedsføringen er essentiel for arrangementets succes, og vil bl.a. bestå af annoncer i relevante medier som Vestegnen, Hvidovre Avis, Søndagsavisen og MetroXpress. Der vil desuden blive hyret en professionel fotograf.

Der er grundet årstiden desuden behov for afdækning af gulvet i Fægtesalen for at afhjælpe risikoen for fugtskader som følge af regn og sne.

Retsgrundlag

Der er ikke noget retsgrundlag for beslutningen.

Politiske beslutninger og aftaler

Cirkusmuseet og Forstadsmuseet har i en årrække modtaget tilskud fra Profileringskontoen under Økonomiudvalget til afvikling af det årlige julemarked.

På mødet i Økonomiudvalget den 11. november 2013 blev der bevilget tilskud på 48.000 kr. til arrangementet.

På kultur- og fritidsudvalgets møde den 4. november 2014 blev en lignende ansøgning fra Forstadsmuseet behandlet. Det blev da besluttet, at der blev ydet et undtagelsesvist tilskud på 48.000 kr.

Udvalget ønskede at ansøgningen fremover skulle sendes til Økonomiudvalget.

I forbindelse med vedtagelsen af budgettet for 2016 og overslagsårene blev det besluttet, at der fra 2016 skal afsættes 40.000 kr. til julemarkedet i Avedørelejren. Beløbet er finansieret indenfor KFUs ramme.

Økonomiske konsekvenser

Der søges om tilskud på 48.000 kr. Tilskuddet skal bruges til

Markedsføring

25.000 kr.

Måtter til Fægtesalen

3.000 kr.

Leje af telte

20.000 kr.

I alt

48.000 kr.

Ud over de ovenfor nævnte har Forstadsmuseet udgifter for knap 23.500 kr. i forbindelse med afholdelsen af julemarkedet. Samtidig forventes en indtægt på 9-12.000 kr.

Der resterer følgende beløb på Kultur- og fritidsudvalgets puljer.

Profileringspuljen

14.825 kr.

Rådighedspuljen

14.119 kr.

Puljen til kulturelle aktiviteter

66.566 kr.

Bilag

  1. Forstadsmuseet - ansøgning om tilskud til julemarked 2015 (pdf)

7. Ansøgning om tilskud til HSK Cup 2015 - Hvidovre Skøjte Klub

Beslutningstema

Hvidovre Skøjte Klub har fremsendt ansøgning om tilskud til deres årlige stævne HSK Cup.

Indstilling

Kultur, Miljø og Vækst indstiller til Kultur- og Fritidsudvalget

  1. at godkende ansøgning fra Hvidovre Skøjte Klub om tilskud på 8.000 kr. til afholdelse af HSK Cup 2015

Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 03-11-2015

Godkendt. Tilskuddet ydes fra profileringspuljen.

Sagsfremstilling

Hvidovre Skøjte Klub afholdte i weekenden den 18.-20. september 2015 HSK Cup 2015. Stævnet var en stor succes med deltagere fra Danmark og de øvrige nordiske lande.

Af forskellige årsager blev ansøgningen ikke behandlet rettidigt, hvorfor den først nu fremlægges for Kultur- og Fritidsudvalget.

Hvidovre Skøjte Klub ansøger om tilskud på 8.000 kr. til oppyntning af skøjtehallen og profilering af klubben i forbindelse med stævnet.

Retsgrundlag

Der er ikke noget retsgrundlag for beslutningen.

Politiske beslutninger og aftaler

Kultur- og Fritidsudvalget har ved tidligere lejligheder ydet tilskud på 8.000 kr. til HSK Cup.

Kultur, Miljø og Vækst gør opmærksom på, at Kultur- og Fritidsudvalget ikke har tradition for at yde tilskud til arrangementer, som har været afholdt.

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget vælger at yde tilskud til Hvidovre Skøjte Klubs HSK Cup bør dette ikke danne præcedens.

Økonomiske konsekvenser

Der søges om tilskud på 8.000 kr.

Der resterer følgende beløb på kultur- og fritidsudvalgets puljer.

Profileringspuljen

14.825 kr.

Rådighedspuljen

14.119 kr.

Puljen til kulturelle aktiviteter

66.566 kr.

Bilag

  1. Ansøgning om tilskud til HSK Cup 2015 - Hvidovre Skøjte Klub (pdf)

8. Årsregnskab for Teater Vestvolden 2014 / 2015

Beslutningstema

Der skal tages stilling til Teater Vestvoldens årsregnskab for sæsonen 2014/2015.

Indstilling

Kultur, Miljø og Vækst indstiller til Kultur- og Fritidsudvalget at anbefale over for Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen

  1. at godkende årsregnskabet for Teater Vestvolden for sæsonen 2014/2015

Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 03-11-2015

Anbefales godkendt.

Sagsfremstilling

Teater Vestvolden har fremsendt årsrapport for regnskabsåret 2014/2015 revideret af Redmark, Statsautoriseret Revisionspartnerselskab. Regnskabet indeholder revisors påtegninger, teatrets ledelsesberetning, årsregnskab samt noter.

Revisionen har ikke givet anledning til forbehold, og giver således et retvisende billede af teatrets aktiver, passiver og finansielle stilling pr. 30. juni 2015 samt af resultatet af teatrets aktiver for regnskabsåret 1. juli 2014 – 30. juni 2015 i overensstemmelse med regnskabsloven med de tilpasninger, der følger af, at der er tale om et årsregnskab for et egnsteater.

Teater Vestvolden havde under sin tidligere ledelse oparbejdet en negativ egenkapital, hvilket fik den ny ledelse til i 2011 at iværksætte besparelser og reviderede budgetter. Teatret har på tilfredsstillende vis fuldt planen i forhold til udligning af det tidligere oppebårne merforbrug, og formåede i daværende sæson, at reetablere sin egenkapital. Årets resultat for sæsonen 2014/2015 udgør et overskud på 203.000 kr., og teaterets egenkapital er pr. 30. juni 2015 på i alt 210.028 kr.   

Retsgrundlag

Ifølge Bekendtgørelse om egnsteatre i lov om scenekunst, § 1, yder staten delvis refusion af kommuners driftstilskud til egnsteatre.

Politiske beslutninger og aftaler

Hvidovre kommune og Teater Vestvolden har indgået egnsteateraftale gældende for perioden 1. januar 2013 – 31. december 2016.

Økonomiske konsekvenser

Teater Vestvoldens nettoomsætning udgør 4.974.507 kr. for sæsonen 2014/2015 mod 5.696.920 kr. i regnskabsår 2013/2014. Årets resultat udgør et overskud på 203.423 kr. mod et overskud på 505.487 kr. i regnskabsår 2013/2014.

Bilag

  1. Årsrapport 2014 / 2015 (pdf)
  2. Årsberetning sæson 2014 / 2015 (pdf)

9. Eventuelt

Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 03-11-2015

Intet.