Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Referat - Kultur- og Fritidsudvalget den 7. november 2017

Mødefakta

Dato: Tirsdag den 7. november 2017
Mødetidspunkt: Kl. 16:00
Særlige forhold: Mødet afholdes hos Sejlklubben Suset. Inden mødet inspiceres de kommunale foreninger på havnen.
Mødested: Suset

Medlemmer

  • Arne Bech (H)
  • Charlotte H. Larsen (O)
  • Niels Ulsing (F)
  • Ømer Kuscu (A)

Fraværende med afbud

  • Maria Durhuus (A)

Bemærkninger

Arne Bech deltog i inspiceringen af de lokale foreninger på havnen, men forlod udvalgsmødet inden mødets start. Kenneth F. Christensen (A) deltog for Maria Durhuus (A)

Indholdsfortegnelse


1. Godkendelse af dagsorden

Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 07-11-2017

Godkendt.


2. Meddelelser

Indstilling

Direktøren indstiller til Kultur- og Fritidsudvalget

  1. at tage meddelelser til efterretning

Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 07-11-2017

Ingen meddelelser.


3. Røgfri generation 2030

Beslutningstema

Center for Sundhed og Ældre har udarbejdet sagsfremstillingen.

Der fremlægges forslag til en rygestopindsats på ungeområdet, ”Bliv en vinder uden tobak”, for perioden 2018 – 2020. Visionen for projektet er En røgfri generation, så ingen børn og unge ryger i 2030. Visionen ligger i forlængelse af regeringens politik på området. Projektet foregår i et samarbejde mellem kommuner på Vestegnen/Sydamager og sammen med eksterne samarbejdspartnere som Hjerteforeningen og Danmarks Idrætsforbund.

Indstilling

Direktørene indstiller til Social- og Sundhedsudvalget, Børne- og Undervisningsudvalget samt Kultur- og Fritidsudvalget, at anbefale over for Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen:

1)at, rygestopindsatsen på ungeområdet, ”Bliv en sikker vinder uden tobak" med visionen ”En røgfri generation, så ingen børn og unge ryger i 2030” igangsættes for perioden 2018 – 2020

2)at, der arbejdes med tre delindsatser: 1) Tobaksfri folkeskole, 2) Tobaksfrie erhvervsskoler og 3) Tobaksfri fritid

3)at, yderligere udgifter på 50.000 kr. til projektet finansieres inden for Sundhedscentrets ramme

Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 07-11-2017

Ad 1. Anbefales godkendt.

Ad 2. Anbefales godkendt.

Ad 3. Anbefales godkendt.

Beslutning i Børne- og Undervisningsudvalget den 02-11-2017

Ad 1) Anbefales godkendt.

Ad 2) Anbefales godkendt.

Ad 3) Anbefales godkendt.

Sagsfremstilling

Storrygerprojektet, ”Røgfri på tværs”, foregår i perioden 2014 – 2017 i samarbejde mellem 9 kommuner på Vestegnen/Sydamager. De deltagende kommuner er Albertslund, Brøndby, Dragør, Glostrup, Hvidovre, Høje-Taastrup, Ishøj, Tårnby og Vallensbæk. Kommunerne har besluttet at fortsætte samarbejdet med fælles rygestopkurser, tilskud til rygestopmedicin, fælles aftaler med apoteker og hospitaler samt ny fælles indsats om unge og rygning.

Nærværende dagsordenpunkt har fokus på unge og rygning. Som det fremgår af bilag 1, er det kun omkring 5 % af de 15-årige, der er dagligrygere. Denne andel har været faldende de sidste 10 år. Problemet opstår efter grundskolen, hvor andelen af dagligrygere blandt de 16 – 25-årige ligger på hele 15 %. Der er markant flere rygere på erhvervsskolerne end i gymnasierne. Der ses desuden en sammenhæng mellem at være ryger og at have prøvet at ryge hash.

På grund af problemerne med rygning blandt unge i gruppen 16-25 år anmodede socialdirektørkredsen i marts 2017 styregruppen for storrygerprojektet om at komme med forslag til en særlig indsats på ungeområdet. På møde for socialdirektørerne i august 2017 fremlagde styregruppen et forslag, som det blev vedtaget at arbejde videre med.

På den baggrund fremlægges nærværende sag for Social- og Sundhedsudvalget, Børn- og Ungeudvalget samt Kultur- og Fritidsudvalget i Hvidovre Kommune, samtidig med, at der i de øvrige kommuner i samarbejdet tillige tages stilling til sagen.

Projekt bliv en vinder uden tobak
Projektet løber fra 2018 og foreløbigt til og med 2020. Dele af projektet startes op allerede i 2017. Visionen for projektet er En røgfri generation, så ingen børn og unge ryger i 2030.

Regeringen har den samme vision i Kræftplan IV, som indgår i aftale om finansloven for 2017.

I ”Bliv en vinder uden tobak” arbejdes der med tre delindsatser:

  1. Tobaksfri folkeskole
  2. Tobaksfrie erhvervsuddannelser
  3. Tobaksfri fritid


Ad 1) Ved delindsats Tobaksfrie folkeskoler, satses der på et delmål om 15 – 20 skoler med tobaksfri skoletid ved opstart af skoleåret 2018/2019 fordelt på minimum 2/3 del af de deltagende kommuner. Målet er, at 90 % af alle skoler i 2030 har tobaksfri skoletid. Flere kommuner på Vestegnen/Sydamager har allerede igangsat tobaksforebyggende indsatser og/eller indført røgfri skoletid. Samarbejdet med skolerne skal ske på frivillig basis, så når den enkelte skole synes de er klar, kan de melde ind med tobaksfri skoletid.

Ad 2) Da dagligrygerandelen på erhvervsskoler er særlig høj, arbejdes der med en særlig indsats på dette område. Der arbejdes henimod tobaksfri erhvervsskoler i et samarbejde med Hjerteforeningen. Foreningen har fået midler fra Sundhedsstyrelsen til en forundersøgelse på erhvervsskoler, for at finde frem til en målrettet og effektiv rygestopindsats på erhvervsskoler. Forundersøgelsen skal danne grundlag for et længerevarende projekt med flere kommuner fra 2018.

Ad 3) Da brug af snus og tyggetobak ser ud til at være stigende i idræts- og ungdomsmiljøer skal problemets omfang afdækkes. Produkterne er meget nikotinholdige og kan være starten på en misbrugsadfærd. Det foreslås, at der i samarbejde med Danmarks Idræts Forbund formuleres en ansøgning til Sundhedsstyrelsens sundhedsfremmepulje for at afdække omfang og forbrugsmønster i foreningslivet. Der skal herefter i samarbejde med foreningerne laves en indsats for at nedbringe brugen af tobaksprodukter, og der skal skabes positive rollemodeller.

Det foreslås desuden, at kommunerne i projektet på Vestegnen/Sydamager tilslutter sig som partnere i det samarbejde Kræftens Bekæmpelse og Trygfonden har under overskriften ”Røgfri Fremtid”. Det er initiativ, som arbejder for en røgfri fremtid for børn og unge, som kommuner, interesseorganisationer, undervisningsinstitutioner og andre kan tilslutte sig. Der er ingen økonomiske forpligtelser i dette samarbejde, men det er et samarbejdsforum med udveksling af erfaringer og ny viden på området.

Lokal projektledelse i Hvidovre placeres i Sundhedscentret med løbende  ad hoc projektdeltagelse fra øvrige relevante afdelinger.

Retsgrundlag

Sundhedsloven §119

Politiske beslutninger og aftaler

På møde i Social- 0g Sundhedsudvalget den 31. maj 2017 blev det besluttet, at videreføre satspuljeprojektet ”Røgfri på tværs” i drift sammen med de 8 øvrige kommuner i projektet. Herunder at indgå samarbejde om røgfri generation 2030. Sidstnævte del blev tillige godkendt på Børne- og undervisningsudvalgets møde den 8. juni 2017. På mødet den 31. maj 2017 blev det ligeledes besluttet, at 50.000 kr. inden for Sundhedscentrets ramme finansierer drift af det tidligere satspuljeprojekt ved tværkommunal projektleder.

Økonomiske konsekvenser

Projektet finansieres inden for Sundhedscentrets egen ramme.

Sundhedsmæssige konsekvenser

Nedbringelse af andelen af rygere vil på kort og lang sigt være en samfundsøkonomisk gevinst, ligesom der vil være en betydelig helbredsgevinst for den enkelte unge, som vælger ikke at begynde at ryge eller stopper kort tid efter rygestart.

Bilag

  1. Oplæg til fælles indsats (pdf)

4. Allonge til midlertidig forlængelse af driftsaftale med Hvidovre Sejlklub Suset mv.

Beslutningstema

Center for Kultur og Fritid har i samarbejde med Center for Politik og Ledelse udarbejdet sagsfremstillingen.

Der skal tages stilling til en midlertidig forlængelse af driftsaftalen mellem Hvidovre Kommune og Hvidovre Sejlklub Suset om driften af Hvidovre Lystbådehavn, der udløber den 31.12.2017. Den midlertidige forlængelse løber i perioden 1. januar 2018 til den 30. juni 2018 og skal gives for at kunne nå at gennemføre et lovpligtigt udbud.

Indstilling

Direktøren indstiller til Kultur- og Fritidsudvalget at anbefale over for Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen

  1. at godkende, at der offentliggøres en profylaksebekendtgørelse i EU-Tidende om midlertidig forlængelse af driftsaftale om driften af Hvidovre Lystbådehavn med Hvidovre Sejlklub Suset for perioden fra 1. januar 2018 til og med 30. juni 2018
  2. at godkende, at udkast til allonge til driftsaftalen kan underskrives og træde i kraft elleve kalenderdage efter den dag, hvor profylaksebekendtgørelse er blevet offentliggjort i EU-Tidende

Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 07-11-2017

Ad 1.   Anbefales godkendt.

Ad 2.   Anbefales godkendt.

Sagsfremstilling

Hvidovre kommunes nuværende driftsaftale med Hvidovre Sejlklub Suset (Suset) vedrørende driften af Hvidovre Lystbådehavn udløber den 31. december 2017, og der skal derfor indgås en ny driftsaftale.

Driften af havne er blevet en udbudspligtig tjenesteydelse, siden indgåelse af den nuværende driftsaftale. Der skal derfor gennemføres et udbud og der er ikke mulighed for at undtage herfra eller forlænge den eksisterende driftsaftale.

For at sikre den fortsatte drift af havnen mens udbuddet foregår, foreslår administrationen, at den eksisterende driftsaftale med Suset forlænges for perioden 1. januar 2018 – 30. juni 2018, vedlagt som bilag ”Udkast til allonge til driftsaftale”.

Fordi der er tale om udbudspligtig ydelse, skal der forud for underskrivelse af den midlertidige forlængelse af driftsaftalen offentliggøres en ”profylaksebekendtgørelse”. En ”profylaksebekendtgørelse” betyder, at kommunen bekendtgør i EU-Tidende, at kommunen indgår en kontrakt uden forudgående udbudsprocedure. Det gør man for at beskytte kontrakten mod, at Klagenævnet for Udbud senere erklærer kontrakten ugyldig.

Ved at tilbyde Suset en midlertidig forlængelse af driftsaftalen, sikres også havnens daglige drift, samt at klubben kan forlænge deres ansatte på havnen mens udbuddet af en længerevarende driftsaftale står på.

I den eksisterende driftsaftale udbetales driftsvederlaget i 2 rater, og administrationen foreslår, at der for perioden 1. januar 2018 – 30. juni 2018 udbetales 918.713,75 kr. inkl. moms svarende til én rate af det budgetterede driftstilskud for 2018.

Suset varetager opkrævningen af 1. rate af havneafgifterne jf. takstregulativet for Hvidovre Lystbådehavn.

Retsgrundlag

Udbudsloven § 183 og 196, stk. 3 samt lov om Klagenævnet for Udbud § 4.

Politiske beslutninger og aftaler

Der er indgået driftsaftale mellem Hvidovre Kommune og Hvidovre Sejlklub Suset for perioden 1. juli 2013 – 31. december 2017. Aftalen blev godkendt af Kommunalbestyrelsen d. 28. maj 2013.

Økonomiske konsekvenser

Der er afsat ca. 0,5 mio. kr. (ca. 1,5 mio. kr. til driftsaftalen og ca. 1 mio. kr. vedr. indtægter for havnepladser) til driften af Hvidovre Lystbådehavn i 2018.

I 2018 udbetales der 918.713,75 kr. inkl. moms svarende til 1. rate af driftstilskuddet.

Bilag

  1. Udkast til allonge til driftsaftale (pdf)

5. Fornyelse af forpagtningsaftale: SBV09

Beslutningstema

Center for Kultur og Fritid har udarbejdet sagsfremstillingen.

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til fornyelse af forpagtningsaftale med foreningen SBV09.

Indstilling

Direktøren indstiller til Kultur- og Fritidsudvalget at anbefale over for Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen

  1. at forpagtningsaftale med foreningen SBV09 forlænges med fire år 

Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 07-11-2017

Anbefales godkendt med vilkårene beskrevet i administrationens forslag til forpagtningskontrakt.

Sagsfremstilling

Forpagtningsaftalen mellem Hvidovre Kommune og foreningen SBV09, der dækker cafeteriaet i foreningens lokaler ved Bymuren 131, udløber 31. december 2017.

Center for Kultur og Fritid har henover sommeren 2017 været i kontakt med foreningen med henblik på en forlængelse af aftalerne med samme overordnede vilkår som hidtil. Den indstillede forpagtningsperiode løber fra 1. januar 2018 til 31. december 2021.

Forpagtningsafgift
I forbindelse med forrige fornyelse af aftalerne i 2013 udarbejdede den daværende Kultur- og Arbejdsmarkedsforvaltning i samarbejde med den daværende Økonomi- og Stabsforvaltning en undersøgelse af niveauet for foreningsdrevne forpagtninger i omegnskommunerne for at fastlægge markedsniveauet for forpagtningsafgiften. På baggrund af undersøgelsen af omegnskommunernes praksis for forpagtningsafgift blev det dengang konkluderet, at markedsniveauet for forpagtningsafgift er 0 kr. for så vidt angår små foreningsdrevne forpagtninger af kiosker, cafeterier o.l. med en omsætning under 1 mio. kr.

Center for Kultur og Fritid vurderer ikke at disse forudsætninger er ændret, hvorfor det fortsat vurderes, at forpagtningsafgiften i aftalen til forlængelse fastsættes til 0 kr. for omsætning under 1 mio. kr., mens omsætning over 1 mio. kr. pålægges en forpagtningsafgift på 5 %.

SBV09s cafeteria havde i 2016 en nettoomsætning på 58.281 kr.

Center for Kultur og Fritid bemærker, at forpagtningens omsætning er så begrænset, at der hidtil ikke har været økonomisk grundlag for at ændre afgiftsrammen. Denne følger desuden rammerne for kommunens andre foreninger; herunder de professionelle klubber.

Foreningens kommentar

SBV09 har haft udkast til ny forpagtningsaftale til gennemsyn. Foreningen ønsker indskrevet et forbud mod medbragte drikkevarer i cafeteriaområdet. Da servering dog foregår i foreningens fælleslokale, anser administrationen ikke forslaget for hensigtsmæssigt, da det potentielt vil berøre samtlige besøgende i foreningens lokaler.

Center for Kultur og Fritid anbefaler på denne baggrund at aftalen følger samme overordnede vilkår som hidtil og fornyes for en periode på fire år. Betaling for el, vand og varme ændres dog således at der ikke længere betales månedsvis, men i to årlige rater. 

Retsgrundlag

Kommunalfuldmagtsreglerne.

Politiske beslutninger og aftaler

Kommunalbestyrelsen godkendte 7. december 2013 forpagtningsaftale ml. Hvidovre Kommune og foreningen SBV09 for perioden 1. januar 2014 – 31. december 2017.

Økonomiske konsekvenser

Ingen økonomiske konsekvenser for Hvidovre Kommune.

Bilag

  1. Forpagtningskontrakt ml. SBV 09 og Hvidovre Kommune - UDKAST (pdf)

6. Fornyelse af forpagtningsaftale: HIF Gamle Kæmper

Beslutningstema

Center for Kultur og Fritid har udarbejdet sagsfremstillingen.

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til hvorvidt den eksisterende forpagtningsaftale med HIF Gamle Kæmper skal fornyes.

Indstilling

Direktøren indstiller til Kultur- og Fritidsudvalget at anbefale over for Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen

  1. at forpagtningsaftalen mellem Hvidovre Kommune og HIFs Gamle Kæmper fornyes for en periode på fire år

Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 07-11-2017

Anbefales godkendt med vilkårene beskrevet i administrationens forslag til forpagtningskontrakt.

Sagsfremstilling

Forpagtningsaftalen mellem Hvidovre Kommune og HIFs Gamle Kæmper, der dækker cafeteriaet i Gl. Klubhus på Hvidovre Stadion, udløber 31. december 2017.

Center for Kultur og Fritid har henover sommeren 2017 været i kontakt med foreningen med henblik på en forlængelse af aftalen på samme overordnede vilkår som hidtil. Den indstillede forpagtningsperiode løber fra 1. januar 2018 til 31. december 2021.

Forpagtningsafgift

I forbindelse med forrige fornyelse af en række forpagtningsaftaler i 2013, udarbejdede den daværende Kultur- og Arbejdsmarkedsforvaltning i samarbejde med den daværende Økonomi- og Stabsforvaltning en undersøgelse af niveauet for foreningsdrevne forpagtninger i omegnskommunerne for at fastlægge markedsniveauet for forpagtningsafgiften. På baggrund af undersøgelsen af omegnskommunernes praksis for forpagtningsafgift blev det dengang konkluderet, at markedsniveauet for forpagtningsafgift er 0 kr. for så vidt angår små foreningsdrevne forpagtninger af kiosker, cafeterier o.l. med en omsætning under 1 mio. kr.

Center for Kultur og Fritid vurderer ikke at disse forudsætninger er ændret, hvorfor det fortsat vurderes at forpagtningsafgiften i aftalen til forlængelse fastsættes til 0 kr. for omsætning under 1 mio. kr., mens en omsætning over 1 mio. kr. pålægges en forpagtningsafgift på 5 %.  

HIF Gamle Kæmpers cafeteria havde i 2016 en nettoomsætning på 30. 371 kr.

Center for Kultur og Fritid bemærker, at forpagtningens omsætning er så begrænset, at der hidtil ikke har været økonomisk grundlag for at ændre afgiftsrammen. Denne følger desuden rammerne for kommunens andre foreninger; herunder de professionelle klubber.

Foreningens kommentar

Foreningen har haft forpagtningskontrakten til udtalelse, og har indgivet følgende ændringsforslag, som udvalget bedes forholde sig til:

Ang. § 5, Vedligeholdelse: foreningen ønsker, at vedligeholdelsen (renovering) af lofter og gulve samt vedligeholdelse af vand- og varmeinstallationer, belysning og andre elektriske installationer skal påhvile bortforpagteren frem for forpagteren, hvilket svarer til vilkårene i den tidligere forpagtningskontrakt.
I kommunens lignende forpagtningskontrakter er det ligeledes forpagteren der har vedligeholdelsesforpligtelsen, hvorfor ændringen er tilføjet for at gøre kommunens aftaler så enslydende som muligt.    

Foreningen ønsker desuden, at aftalen skal give eneret til salg for et område, der dækker bane 2. 3. og 4. Center for Kultur og Fritid anbefaler at aftalen fortsat begrænser sig til salget i klubhuset, da andre brugere af Stadion skal have mulighed for at sælge varer i forbindelse med arrangementer og lignende. Center for Kultur og Fritid vurderer at disse tilfælde er så få, at det ikke vil påvirke omsætningen for Gamle Kæmper betydeligt.  

Retsgrundlag

Kommunalfuldmagtsreglerne.

Politiske beslutninger og aftaler

Kommunalbestyrelsen godkendte 25. september 2012 forpagtningsaftale ml. Hvidovre Kommune og foreningen HIF Gamle Kæmper for perioden 1. januar 2013 – 31. december 2017.

Økonomiske konsekvenser

Ingen økonomiske konsekvenser for Hvidovre Kommune.

Bilag

  1. Høringssvar fra Gamle Kæmper (pdf)
  2. Gamle Kæmpers regnskab (pdf)
  3. Forpagtningsaftale ml. Hvidovre Gamle Kæmper og Hvidovre Kommune - UDKAST (pdf)
  4. Yderligere kommentarer fra Gamle Kæmper (pdf)

7. Ønske om tilbygning af HBC-hallen: Hvidovre Badminton Club

Beslutningstema

Center for Trafik og Ejendomme har udarbejdet sagsfremstillingen i samarbejde med Center for Kultur og Fritid.

Hvidovre Badminton Club har et ønske om, at Hvidovre Kommune afsætter midler til en udvidelse af HBC-hallen med ca. 130 m2 bygning samt mulighed for 130 m2 tagterrasse. Udvidelsen vil koste ca. 6 mio. kr. at opføre. Når tilbygningen er opført, vil det medføre øgede driftsudgifter til Hvidovre Kommune. Selve opførelsen vil desuden kræve en dispensation fra lokalplanen eller en ny lokalplan.

Kultur- og Fritidsudvalget skal drøfte ønsket fra Hvidovre Badminton Club om afsætning af midler til udvidelse af HBC-hallen.

Indstilling

Direktøren indstiller til Kultur- og Fritidsudvalget at anbefale over for Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen

  1. at drøfte ønske fra Hvidovre Badminton Club om afsætning af midler til udvidelse af HBC-hallen

Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 07-11-2017

Udvalget anmoder om, at der udarbejdes en lokalplan, der gør det muligt at realisere klubbens skitseforslag.

Klubben anmodes, som drøftet med administrationen, om at finde sponsormidler til medfinansiering af projektet.

Sagen tages op til behandling i maj 2018 med henblik på eventuel beslutning om realisering af projektet.

Sagsfremstilling

Baggrund for ansøgningen

Hvidovre Badminton Club (HBC) ønsker at HBC-hallen (matr. 21dp beliggende Biblioteksvej 62) bliver udvidet med ca. 130 m2 bygning og 130 m2 tagterrasse. Der ønskes konkret etablering af nyt klublokale og samtidig udbygning af det eksisterende styrketræningslokale. Den ønskede tilbygning involverer desuden etablering af nye toiletter samt en tagterrasse tilknyttet HBC-hallens restaurant, der ønskes gjort tilgængelig for handicappede via en elevator/lift.

HBC mangler et fælles klublokale, hvor foreningens medlemmer kan opholde sig før og efter træning til socialt samvær, møder mm. HBC-hallens privatdrevne restaurant lever ikke op til formålet, da restauranten for det første udelukkende har åbent i aftentimerne og dernæst er en succesfuld forretning med mange besøgende udefra.

HBC vurderer ligeledes et behov for et større styrketræningslokale, da det eksisterende lokale er for lille og utidssvarende i forhold til behovet.

HBC ønsker på denne baggrund, at Hvidovre Kommune afsætter op til 6.0 mio. kr. til udvidelse af HBC-hallen.

Om HBC-hallen

Hvidovre Kommune ejer HBC-hallen, og har via en brugsretsaftale givet Hvidovre Badminton Club ret til at anvende dele af bygningen. Der er i 2018 afsat ca. 0,9 mio. kr. til driften af HBC-hallen.

Beskrivelse af projektets omfang og økonomisk estimat

Projektet involverer følgende:

Kælder

Ombygning af nedgang til kælder samt følgearbejder heraf.

Konstruktive understøtninger til overbygning af stueplan og 1.sal plan i stueplan. Omfang ukendt.

Stueplan

Tilbygning ca. 30 m² omklædning og 70 m² motionsrum.

1. salsplan

30 m² toiletter og ca. 130 m² tagterrasse (+ værn og trappe)*.

*Tagterrasse kan indgå som en option; dvs. denne del af projektet kan udelades.

Prioritering i forhold til Hvidovre Kommunes Helhedsplan på idrætsområdet

Udbygning af HBC-hallen er ikke beskrevet som forslag i Helhedsplanens prioriteringskatalog. 

Plan- og aktuelle forhold

  • Lokalplan 232
  • Delområde C for offentlige formål
  • Bebyggelsesprocenten må ikke overstige 40%
  • Bygningshøjde max 8,5 m over terræn
  • Parkering: 1 parkeringsplads pr. 5 personer
  • Cykelparkering: 1 cykelparkeringsplads pr. 5 siddepladser
  • Hallen er godkendt til max 400 personer
  • Grundareal for matr. 21dp er 2.765 m².
  • Bebygget areal 1.572 m².
  • Eksisterende bebyggelsesprocent 56.
  • Fremtidig bebyggelsesprocent 60,8 (130 m² tilbygning), må korrigeres til 61,6.

Overskridelse af lokalplanen

Center for Plan og Miljø vurderer, at en yderligere overbebyggelse af grunden på 5,5 %, og en deraf resulterende bebyggelsesprocent på 61,6 ikke er sædvanlig for området.

Det fremsendte materiale overholder ikke bestemmelserne i lokalplanen, hvilket betyder, at en evt. ansøgning om byggetilladelse med tilsvarende materiale ikke vil kunne imødekommes uden væsentlige dispensationer.

Såfremt man ønsker, at meddele dispensation for overskridelse af den maksimale bebyggelsesprocent, kan dette ske efter gennemført naboorientering, jævnfør planlovens §§ 19 og 20. Administrationen har ikke kompetence til at meddele dispensation for en så stor overskridelse af bebyggelsesprocenten – dette skal afgøres i Teknik- og Miljøudvalget.

Ved vurderingen af en ansøgning om dispensation til overskridelse af bebyggelsesprocenten er det særligt relevant at vurdere iagttagelsen af lokalplanens øvrige bestemmelser om vej-, friareal- og parkeringsforhold, herunder cykelparkering.

Retsgrundlag

Kommunalfuldmagtsreglerne og Planloven.

HBC får lokaler i HBC-hallen stillet vederlagsfrit til rådighed jf. folkeoplysningsloven.

Politiske beslutninger og aftaler

Ingen bemærkninger.

Økonomiske konsekvenser

Hvidovre Kommunes økonomiske estimat for projektet

130 m² nybyggeri á 17.000 kr.

2.2 mio. kr.

130 m² tagterrasse á 8.000 kr.* 

1.0 mio. kr.

Ombygning i kælder estimat

0.5 mio. kr.

Rådgiver

0.5 mio. kr.

Bygherreomkostninger

0.3 mio. kr.

30% usikkerhed

1.5 mio. kr.

Estimat

6.0 mio. kr.

*Tagterrasse kan indgå som en option; dvs. denne del af projektet kan udelades.

Det tages i ovenstående estimat forbehold for ukendte udgifter relateret til byggeplads, forundersøgelser, nedrivning, kloak – og ledningstilslutninger samt evt. bortskaffelse af miljøfarligt byggeaffald. Der er desuden en række ukendte faktorer såsom omfanget af jordforurening, krav om lovliggørelser og krav til diverse bygningsreglementer (BR18/BR20).

Projektestimat omfatter desuden ikke anlæg af udearealer, affaldsområde, p-pladser samt cykelparkering.

HBC har indsendt byggesagsansøgning vedr. forhåndsgodkendelse til projektet (vedhæftet som bilag). Såfremt forhåndsgodkendelsen opnås, påtænker HBC desuden at ansøge eksterne fonde om tilskud til projektet.

Nuværende økonomi vedr. HBC-hallen

Hvidovre Kommune ejer HBC-hallen, og har via en brugsretsaftale givet Hvidovre Badminton Club ret til at anvende dele af bygningen. Der er i 2018 afsat ca. 0,9 mio. kr. til driften af HBC-hallen.

Hvidovre Kommune har ingen indtægter vedr. HBC-hallen, idet foreningen får lokalerne stillet vederlagsfrit til rådighed jf. folkeoplysningsloven.

Der er indgået forpagtningsaftale vedr. HBC Hallens restaurant for perioden 1. juli 2016 – 30. juni 2020. I henhold til aftalen betales der en månedlig afgift i 2017 på 1.643 kr. (på nær juli og august, der er betalingsfri måneder). Derudover betales en forpagtningsafgift svarende til 5 % af det, som forpagterens omsætning ekskl. moms overstiger en million kr. pr. kalenderår. Grundlaget for opgørelse af forpagtningsafgiften er forpagterens momsindberetning.

Forpagtningsafgift vedr. HBC-hallen for 2016 er endnu ikke beregnet.

Bilag

  1. Ansøgning om tilbygning til HBC Hallen (pdf)
  2. Tegninger af ønsket udvidelse (pdf)
  3. Ansøgning om forhåndsgodkendelse vedr. byggetilladelse (pdf)

8. Ansøgning om tilskud til etablering af omklædningsfaciliteter: Avedøre Monarchs

Beslutningstema

Center for Kultur og Fritid har udarbejdet sagsfremstillingen.

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til ansøgning fra Avedøre Monarchs om økonomisk tilskud på 165.000 kr. til etablering af nye omklædningsfaciliteter.

Indstilling

Direktøren indstiller til Kultur- og Fritidsudvalget

  1. at drøfte ansøgning fra Avedøre Monarchs vedr. etablering af nye omklædningsfaciliteter

Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 07-11-2017

Der bevilges 90.000 kr. finansieret af udvalgets tre puljer under forudsætning af, at Avedøre Monarchs indhenter de fornødne tilladelser samt restfinansiering af projektet.

Sagsfremstilling

Foreningen Avedøre Monarchs har ansøgt Kultur- og Fritidsudvalget om økonomisk tilskud til brug for etablering af nye omklædningsfaciliteter.

Avedøre Monarchs låner Hvidovre Gymnasies arealer samt bade og omklædningsforhold til foreningens træning og aktiviteter.

Særligt sambrugen ifm. omklædningsfaciliteterne giver praktiske og logistiske udfordringer for foreningen, der til tider ser sig nødsaget til at klæde om på banen uden for omklædningsrummene og derfor ønsker sig egne faciliteter.

Avedøre Monarchs har indhentet tilbud på etablering af en container med belysning, strøm og ventilation til brug for omklædning. Containeren vil på sigt kunne udvides og bygges sammen yderligere containere, der vil kunne fungere som baderum mm.

Containeren ønskes placeret på et allerede asfalteret areal i umiddelbar nærhed til den bane, foreningen benytter. Arealet er ejet af Hvidovre Gymnasie og kan ses af vedhæftede bilag.

Et evt. tilskud til Avedøre Monarchs tildeles under forudsætning af, at Avedøre Monarchs og/eller ejeren af arealet (Hvidovre Gymnasie) opnår byggetilladelse til projektet.

Projektet forventes etableret i 2018 såfremt den nødvendige finansiering tilvejebringes.

Retsgrundlag

Kommunalfuldmagtsreglerne.
Avedøre Monarchs brug af Hvidovre Gymnasies arealer tager desuden udgangspunkt i Folkeoplysningsloven §21, der angiver, at folkeoplysende foreninger kan anvises egnede ledige lokaler, herunder idrætshaller og andre haller samt udendørsanlæg, som tilhører kommunen eller er beliggende i denne.  

Politiske beslutninger og aftaler

Ingen bemærkninger.

Økonomiske konsekvenser

Avedøre Monarchs ansøger Kultur- og Fritidsudvalget om 165.000 kr. til brug for etablering af container til omklædningsfaciliteter.

Foreningen har opstillet følgende budget for ansøgningen:

Container (inkl. prisnedslag)

205.000 kr.

Egenfinansiering

-40.000 kr.

Ansøgt hos Kultur- og Fritidsudvalget

165.000 kr.

Der er ikke afsat midler på Kultur- og Fritidsudvalgets budget til det ansøgte projekt

Bilag

  1. Ansøgning til kultur og fritid.pdf (pdf)

9. Ansøgning fra Hvidovre Curling Club om tilskud til gummibelægning

Beslutningstema

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til ansøgning fra Hvidovre Curling Club om tilskud på 7.726.50 kr. til indkøb af gummibelægning til foreningens depotrum i Frihedens Idrætscenter.

Indstilling

Direktøren indstiller til Kultur- og Fritidsudvalget

  1. at bevilge 7.762,50 kr. til Hvidovre Curling Club til indkøb af gummibelægning til gulv

Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 07-11-2017

Der bevilges 7.762,50 kr. Midlerne tages fra Rådighedspuljen.

Sagsfremstilling

Hvidovre Curling Club har ansøgt Kultur- og Fritidsudvalget om tilskud til indkøb af gummibelægning til brug i foreningens depotrum i Frihedens Idrætscenter.

Foreningens medlemmer træner med forskelligt udstyr og motionsredskaber i et mindre depotrum beliggende på 1. sal i Frihedens Idrætscenter. Blandt andet foretages en række øvelser direkte på betongulvet. 

Foreningen ønsker at installere gummibelægning på betongulvet for både at forbedre øvelsesforholdene samt at dæmme op for de støvgener som betongulvet forårsager.

Der ansøges om tilskud til indkøb af 36 m2 gummibelægning. Foreningen har tidligere fået bevilget 7 m2 belægning af Dansk Curling Forbund, som dog ikke dækker hele det ønskede areal i depotrummet.

Foreningen har ifølge eget udsagn tidligere på året indsendt ansøgningen ifm. den årlige uddeling af Engangspuljen. Administrationen har dog ikke kunne dokumentere modtagelse af ansøgningen, og det vurderes at den aldrig er nået frem. Da der endnu er restmidler tilbage på Kultur- og Fritidsudvalgets økonomiske puljer anbefaler administrationen, at ansøgningen revurderes som en selvstændig tilskudssag.

Retsgrundlag

Kommunalfuldmagtsreglerne.

Politiske beslutninger og aftaler

Engangspuljen 2017 blev uddelt af Kultur- og Fritidsudvalget Tirsdag den 07. marts 2017. Foreningen har ifølge eget udsagn indsendt ansøgningen til Engangspuljen, hvilket dog ikke kan dokumenteres af administrationen.

Økonomiske konsekvenser

Hvidovre Curling Club ansøger om tilskud på 7.726,50 kr. til indkøb af gummibelægning til gulvet i foreningens depotrum i Frihedens Idrætscenter.

Der resterer følgende beløb på Kultur- og Fritidsudvalgets puljer:

Puljen til Kulturelle Aktiviteter

73.072 kr.

Profileringspuljen

34.291 kr.

Rådighedspuljen

38.418 kr.

Bilag

  1. Tilbud på gummigulv_ErgoFloor_AS_302281.pdf (pdf)

10. Eventuelt

Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 07-11-2017

Formanden videregav henvendelse fra Judoklubben vedrørende problematikker om skimmelsvamp i klubbens lokaler samt lokalernes størrelse. Administrationen orienterede om planer vedrørende mulig etablering af nyt kampsportscenter.


11. Anmodning om ændring af forpagtningsaftale vedr. Restaurant Halvleg mm.

Lukket sag

12. Nyt navn til Medborgersalen

Lukket sag

13. Meddelelse til drøftelse

Lukket sag