Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Referat - Kultur- og Fritidsudvalget den 4. oktober 2017

Mødefakta

Dato: Onsdag den 4. oktober 2017
Mødetidspunkt: Kl. 16:00
Mødested: Mødelokalet i Avedøre Idrætscenter

Medlemmer

  • Arne Bech (H)
  • Maria Durhuus (A)
  • Niels Ulsing (F)
  • Ømer Kuscu (A)

Fraværende med afbud

  • Charlotte H. Larsen (O)

Bemærkninger

Mikkel Dencker deltog som supleant for Charlotte H. Larsen

Indholdsfortegnelse


1. Godkendelse af dagsorden

Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 04-10-2017

Godkendt.


2. Meddelelser

Indstilling

Direktøren indstiller til Kultur- og Fritidsudvalget

  1. at tage meddelelser til efterretning

Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 04-10-2017

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

  • Orientering fra DGI og DIF ang. EU-afgørelse om støtte til foreningsbaseret fitness
  • Orientering vedr. åbningstider i Frihedens Idrætscenter
  • Orientering fra Avedøre Idrætscenter vedr. badeforhold
  • Orientering om projekt ml. Hvidovre Kommune og Red Barnet
  • Eksemplar af ”Billedkunsteren”, fagbladet for Billedkunstnernes Forbund (nr. 3, 2017)

Bilag

  1. Orientering fra DGI og DIF (pdf)
  2. Billedkunstneren, årsmagasin nr. 3, 2017 (pdf)

3. Økonomirapportering pr. 31. august 2017 - Kultur- og Fritidsudvalget

Beslutningstema

Indstilling

Direktøren indstiller til Kultur- og Fritidsudvalget at anbefale over for Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen

  1. at tage økonomirapportering pr. 31. august 2017 til efterretning

Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 04-10-2017

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Administrationen har med udgangspunkt i de allerede kendte forudsætninger, herunder otte måneders forbrug, foretaget en vurdering af forventet regnskab 2017.

Der forventes på nuværende tidspunkt nettomerudgifter på ca. 0,53 mio. kr. på udvalgets område inden for servicerammen. Det forventede merforbrug ligger på kontraktstyrede virksomheder og vil derfor blive overført til 2018 i henhold til regler om overførsel af mer-/mindreforbrug til efterfølgende budgetår.

Avedøre Idrætscenter
Der forventes et samlet merforbrug på ca. 0,23 mio. kr., der kan henføres til forventede merudgifter på ca. 0,33 mio. kr. og delvist kompenserende mindreudgifter på ca. 0,1 mio. kr. vedrørende Stevnsbogård (ca. 0,05 mio. kr.) og Hvidovre Lystbådehavn (ca. 0,05 mio. kr.).

Merforbruget vedrører ekstraordinære lønudgifter i forbindelse med langtidssygemeldinger og afskedigelser på ca. 0,48 mio. kr., og heraf forventes det, at de ca. 0,15 mio. kr. kan afholdes inden for institutionens driftsramme som følge af forventede merindtægter (billetsalg) og ved at udvise mådehold.

Administrationen bemærker, at Avedøre Idrætscenter overførte et merforbrug fra 2016 til 2017 på ca. 0,1 mio. kr., og at det i forbindelse med budget 2016 blev besluttet, at tilførslen af driftsbudget til Hvidovre/Avedøre Ridecenter på 0,34 mio. kr. finansieres af Avedøre Idrætscenters driftsramme.

Avedøre Idrætscenter er kontraktstyret og overfører merforbrug i henhold til reglerne for kontraktstyring.

HvidovreBibliotekerne.
Der forventes merforbrug på ca. 0,2 mio. kr. jævnfør udmøntningsaftalen vedrørende budgetaftalen for 2017, hvor HvidovreBibliotekernes driftsramme blev reduceret med 3,6 mio. kr. årligt. Den fulde besparelse forventes realiseret i 2018.
HvidovreBibliotekerne er kontraktstyret og overfører merforbrug i henhold til reglerne for kontraktstyring.
Det forventede merforbrug har ikke konsekvenser for den planlagte etablering af nøglebibliotek pr. 1. september 2017.

Forstadsmuseet
Der forventes merforbrug på ca. 0,1 mio. kr. vedrørende ekstraordinære udgifter i forbindelse med langtidssygemelding og stigende udgifter til magasin.
Forstadsmuseet er kontraktstyret og overfører merforbrug i henhold til reglerne for kontraktstyring.

Retsgrundlag

Der er intet retsgrundlag

Politiske beslutninger og aftaler

Afrapporteringen til udvalget indgår i Økonomiudvalgets samlede afrapportering af kommunens regnskab pr. 31. august med en ligeledes samlet indstilling vedrørende tillægsbevillinger.

Økonomiske konsekvenser

I økonomirapporteringen pr. 31. august 2017 forventes samlede merudgifter på 0,53 mio. kr. på udvalgets område.

Afrapporteringen til udvalget indgår i Økonomiudvalgets samlede afrapportering af kommunens økonomirapportering pr. 31. august 2017 til Kommunalbestyrelsen.

Det forventede merforbrug på ca. 0,23 mio. kr. vedrørende Avedøre Idrætscenter overføres i henhold til reglerne for kontraktstyrede virksomheder til 2018.

Det forventede merforbrug på ca. 0,2 mio. kr. vedrørende HvidovreBibliotekerne overføres i henhold til reglerne for kontraktstyrede virksomheder til 2018.

Det forventede merforbrug på ca. 0,1 mio. kr. vedrørende Forstadsmuseet overføres i henhold til reglerne for kontraktstyrede virksomheder til 2018.


4. Årsregnskab for Teater Vestvolden 2016/2017

Beslutningstema

Der skal tages stilling til Teater Vestvoldens årsregnskab for sæsonen 2016/2017. Årsregnskabet udviser et overskud på 54.609 kr.

Center for Kultur og Fritid har udarbejdet sagsfremstillingen.

Indstilling

Direktøren indstiller til Kultur- og Fritidsudvalget at anbefale over for Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen

  1. at godkende årsregnskabet for Teater Vestvolden for sæsonnen 2016/2017

Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 04-10-2017

Godkendt.

Sagsfremstilling

Teater Vestvolden har fremsendt årsrapport for regnskabsåret 1. juli 2016 – 30. juni 2017 revideret af Redmark, Statsautoriseret Revisionspartnerselskab. Regnskabet indeholder revisors påtegninger, teatrets ledelsesberetning, årsregnskab samt noter.

Revisionen har ikke givet anledning til  forbehold, og giver således et retvisende billede af teatrets aktiver, passiver og finansielle stilling pr. 30. juni 2017. Årsregnskabet viser resultatet af teatrets aktiver for regnskabsåret 1. juli 2016 – 30. juni 2017 i overensstemmelse med regnskabsloven med de tilpasninger, at der er tale om et årsregnskab for et egnsteater.

Årets resultat for sæsonen 2016/2017 udgør et overskud på 54.609 kr. og teatrets egenkapital er pr. 30. juni 2017 458.862 kr.

Teatret har opnået besøg af samlet 7.300 publikummer til de i alt 85 opførte stationære forestillinger og arrangementer. På turne har Teater Vestvolden præsenteret sine forestillinger for cirka 5.000 publikummer.

Retsgrundlag

Egnsteateraftalen er indgået i henhold til lov om scenekunst (jf. LBK nr. 30 af 14/01/2014) med tilhørende bekendtgørelse om egnsteatre (jf. BEK nr. 759 af 24/06/2014).

Politiske beslutninger og aftaler

Hvidovre Kommune og Teater Vestvolden har indgået egnsteateraftale gældende for perioden 1.1.2017 – 31.12.2020.

Økonomiske konsekvenser

Der var i 2016 afsat ca. 2,7 mio. kr. (heraf udgør tilskud ca. 4,2 mio. kr. og refusion ca. 1,5 mio. kr.) til egnsteateraftalen med Teater Vestvolden, og Kommunens regnskab viser samlede udgifter på ca. 2,7 mio. kr. vedrørende egnsteateraftalen.

Der er i 2017 afsat ca. 2,7 mio. kr. (heraf udgør tilskud ca. 5 mio. kr., refusion ca. 1,9 mio. kr. og huslejeindtægter ca. 0,5 mio. kr.) til egnsteateraftalen med Teater Vestvolden, og Kommunens regnskab forventes at vise samlede udgifter på ca. 2,7 mio. kr. vedrørende egnsteateraftalen.

Bilag

  1. Teater Vestvolden - Ledelsens regnskabserklæring vedr. årsregnskabet for 2016/2017 (pdf)
  2. Teater Vestvolden - Revisionsprotokollat vedr. årsregnskabet 2016/2017 (pdf)
  3. Teater Vestvolden - Årsrapport 2016/2017 (pdf)
  4. ÅRSBERETNING SÆSON 2016-2017 (pdf)

5. Godkendelse af Eliteidrætspolitik 2017

Beslutningstema

Center for Kultur og Fritid har udarbejdet sagsfremstillingen.

Kultur- og Fritidsudvalget skal godkende Center for Kultur og Fritids oplæg til Eliteidrætspolitik.

Indstilling

Direktøren indstiller til Kultur- og Fritidsudvalget at anbefale over for Kommunalbestyrelsen

  1. at godkende oplæg til Eliteidrætspolitik

Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 04-10-2017

Godkendt.

Sagsfremstilling

Center for Kultur og Fritid har udarbejdet oplæg til en Eliteidrætspolitik, der indeholder de strategiske visioner for kommunens arbejde med eliteidræt i 2017-2020. Politikken udpeger overordnede målsætninger, visioner, indsatsområder og målepunkter i forhold til tre underpunkter: udøvere, foreninger og samarbejde. Politikken indeholder desuden en definition af eliteidræt i Hvidovre Kommune, som også skal tjene som afgrænsning i forhold til det øvrige idrætsområde.

Politikken har været i høring blandt relevante interessenter på idrætsområdet i perioden 1. marts – 1. maj 2017.

Retsgrundlag

Eliteidrætslovens § 7 åbner mulighed for, at kommuner kan yde økonomisk støtte til eliteidræt, medmindre der er tale om egentlig erhvervsvirksomhed.

Politiske beslutninger og aftaler

Udarbejdelsen af Eliteidrætspolitikken blev besluttet med vedtagelsen af Kultur- og Fritidspolitikken 2015-2018 på mødet i Kommunalbestyrelsen 24. marts 2015 (pkt. 13).

Kommunalbestyrelsen godkendte 28. februar 2017 (pkt. 18) at oplæg til Eliteidrætspolitik  blev sendt i høring. Høringsperioden var 1. marts -1. maj 2017.

Revideret oplæg til Eliteidrætspolitikken blev drøftet af Kultur- og Fritidsudvalget d. 7. juni 2017 (pkt. 4) og ønsket genbehandlet på udvalgsmøde i august eller september.

På Kultur- og Fritidsudvalgets møde d. 6. september 2017 blev Eliteidrætspolitikken drøftet med Hvidovre Idrætsråd, der bakkede op om oplægget.    

Økonomiske konsekvenser

Ingen økonomiske konsekvenser for Hvidovre Kommune.

Bilag

  1. Eliteidrætspolitik_til_godkendelse (pdf)

6. Fornyelse af forpagtningsaftaler: HB2000 og Hvidovre/Avedøre Rideklub

Beslutningstema

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til fornyelse af forpagtningsaftaler med foreningerne HB2000 og Hvidovre/Avedøre Rideklub.

Sagen er udarbejdet af Center for Kultur og Fritid.

Indstilling

Direktøren indstiller til Kultur- og Fritidsudvalget at anbefale over for Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen

  1. at forpagtningsaftaler med foreningerne HB2000 og Hvidovre/Avedøre Rideklub forlænges med fire år 

Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 04-10-2017

HB2000s kommentarer til forpagtningsaftalen omdelt til udvalget.

Administrationen tager en drøftelse med HB2000 om foreningens indsendte forslag.

Begge aftaler forlænges med fire år.

Sagsfremstilling

Forpagtningsaftalerne mellem Hvidovre Kommune og henholdsvis HB2000 og Hvidovre/Avedøre Rideklub udløber 30. november 2017.

Center for Kultur og Fritid har henover sommeren 2017 været i kontakt med foreningerne med henblik på en forlængelse af aftalerne på samme vilkår som hidtil.

I forbindelse med forrige fornyelse af aftalerne i 2013 udarbejdede den daværende Kultur- og Arbejdsmarkedsforvaltning i samarbejde med den daværende Økonomi- og Stabsforvaltning en undersøgelse af niveauet for foreningsdrevne forpagtninger i omegnskommunerne for at fastlægge markedsniveauet for forpagtningsafgiften. På baggrund af undersøgelsen af omegnskommunernes praksis for forpagtningsafgift blev det dengang konkluderet, at markedsniveauet for forpagtningsafgift er 0 kr. for så vidt angår små foreningsdrevne forpagtninger af kiosker, cafeterier o.l. med en omsætning under 1 mio. kr.

Center for Kultur og Fritid vurderer ikke at disse forudsætninger er ændret, hvorfor det fortsat vurderes, at forpagtningsafgiften i aftalerne til forlængelse fastsættes til 0 kr. for omsætning under 1 mio. kr., mens omsætning over 1 mio. kr. pålægges en forpagtningsafgift på 5 %.

HB2000 havde i 2016 en nettoindtjening på 52.880 kr. og Hvidovre/Avedøre Rideklub havde en nettoindtjening på 14.819 kr.

Center for Kultur og Fritid bemærker, at forpagtningernes omsætning er så begrænset, at der hidtil ikke har været økonomisk grundlag for at ændre afgiftsrammen. Denne følger desuden rammerne for kommunens andre foreninger; herunder de professionelle klubber.

Center for Kultur og Fritid anbefaler derfor at aftalerne forlænges på uændrede vilkår for en periode på fire år; dog ændres betaling for el, vand og varme, således at der ikke længere betales månedsvis, men i to årlige rater. 

Retsgrundlag

Kommunalfuldmagtsreglerne.

Politiske beslutninger og aftaler

Ingen bemærkninger.

Økonomiske konsekvenser

Aftalernes forpagtningsafgift foreslås fastsat til 0 kr. for omsætning under 1 mio. kr., mens omsætning over 1 mio. kr. pålægges en forpagtningsafgift på 5 %.

Det er Center for Kultur og Fritids erfaring, at forpagtningernes omsætning er så begrænset, at der hidtil ikke har været økonomisk grundlag for at ændre afgiftsrammen. Denne følger desuden rammerne for kommunens andre foreninger – herunder de professionelle klubber.

HB2000 omsatte i 2016 for kr. 52.880,00 og Hvidovre/Avedøre Rideklub for kr. 14.819,00.

Bilag

  1. Udkast til forpagtningskontrakt ml. Hvidovre Kommune og Hvidovre-Avedøre Rideklub (pdf)
  2. Udkast til forpagtningskontrakt ml. Hvidovre Kommune og HB2000 (pdf)
  3. Kommentarer fra HB 2000 (pdf)

7. Godkendelse af reklameaftale - Hvidovre Curling Club

Beslutningstema

Hvidovre Curling Club har ansøgt om at få udarbejdet en reklameaftale med Hvidovre Kommune, så klubben kan sælge reklamer på specifikke pladser i Curlinghallen i Frihedens Idrætscenter. Kultur- og Fritidsudvalget skal godkende udkast til reklameaftalen.

Center for Kultur og Fritid har udarbejdet sagsfremstillingen.

Indstilling

Direktøren indstiller til Kultur- og Fritidsudvalget at anbefale over for Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen

  1. at godkende reklameaftale mellem Hvidovre Kommune og Hvidovre Curling Club

Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 04-10-2017

Godkendt.

Sagsfremstilling

Hvidovre Curling Club har fremsendt ansøgning om indgåelse af reklameaftale med Hvidovre Kommune.

Reklameaftalerne regulerer klubbens reklamerettigheder for opsætning af reklameskilte i Curlinghallen i Frihedens Idrætscenter. Samtlige indtægter for reklamerne tilfalder Hvidovre Curling Club.

Reklamepladser

Aftalen involverer udelukkende anvendelse af etablerede, faste reklamepladser.

Aftalen omfatter ved aftalens indgåelse ret til at opsætte:

·4 stk. vægskilte (á 276 x 60 cm.) på curlinghallens endevæg mod nord

·4 stk. vægskilte (á 276 x 120 cm.) på curlinghallens endevæg mod nord

·4 stk. scoreboard-skilte (á 200 x 60 cm.) fastmonteret i gulvet v. endevæggen mod vest

·8 stk. bandepuder med påsatte reklamer placeret for enden af curlingbanerne (á 500 x 15 x 15 cm.)

Aftaleperiode

Det indstilles, at aftaleperioden løber fra aftalens underskrivelse og indtil videre. Aftalen kan opsiges af begge parter med et varsel på 3 måneder til udgangen af førstkommende måned.

Retsgrundlag

Kommunalfuldmagtsreglerne.

Politiske beslutninger og aftaler

Ingen bemærkninger.

Økonomiske konsekvenser

Ingen økonomiske konsekvenser for Hvidovre Kommune.

Bilag

  1. Udkast til reklameaftale_Hvidovre Curling Club (pdf)

8. Ansøgning om tilskud til deltagelse i NCC - Hvidovre Volleyball Klub

Beslutningstema

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til ansøgning fra Hvidovre Volleyball Klub om økonomisk tilskud til brug for deltagelse i gruppespillet ved de Nordiske Mesterskaber, Nevza Club Championship (NCC), 2017-2018 i Bergen.

Hvidovre Volleyball Klub ansøger om tilskud på op til 48.450 kr. til brug for transport, forplejning og deltagergebyrer.

Center for Kultur og Fritid har udarbejdet sagsfremstillingen.

Indstilling

Direktøren indstiller til Kultur- og Fritidsudvalget

  1. at bevilge tilskud på op til 48.450 kr. til Hvidovre Volleyball Klub til deltagelse ved de nordiske mesterskaber (NCC) 2017-2018

Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 04-10-2017

Der bevilges 30.450 kr. til dækning af transportudgifter og deltagergebyrer. Midlerne tages fra Profileringspuljen.

Sagsfremstilling

Hvidovre Volleyball Klubs (HVKs) ligahold for herrer har på baggrund af sidste sæsons bronzemedaljer i VolleyLigaen endnu en gang kvalificeret sig til deltagelse i det indledende gruppespil i de nordiske mesterskaber, Nevza Club Championship (NCC).

Turnering afholdes denne gang i Bergen, hvor HVK i indledende runde skal møde to norske hold; mestrene fra Førde VBK og bronzevinderne fra TIF Viking. Gruppespillet afholdes d. 3. til d. 5. november, hvorefter finalepuljen afvikles i januar 2018.

HVKs trup har mange unge og talentfulde spillere, som klubben vurderer udviklingsmæssigt vil kunne få meget ud af prøve kræfter med en række af nordens bedste hold.

Det er sjette gang HVK deltager i gruppespillet. I både 2015 og 2016 nåede klubben en andenplads i puljespillet, hvilket dog ikke udløste avancement til finalespillet.

Mulig promovering

Det forventes, at der transmitteres live fra kampene i Bergen, og HVK påtænker desuden at anvende de sociale medier som værktøj til at eksponere Hvidovre og klubbens navn positivt ifm. turneringen.

Retsgrundlag

Kommunalfuldmagtsreglerne.

Politiske beslutninger og aftaler

Kultur- og fritidsudvalget har tidligere bevilget støtte til Hvidovre Volleyball Klub til deltagelse i NCC:

  • I 2016 bevilgedes 25.000 kr.
  • I 2015 bevilgedes 33.000 kr.

Økonomiske konsekvenser

HVK ansøger om økonomisk tilskud op til 48.450 kr.

Budgettets udgiftsposter dækker forplejning og transportomkostninger til 12 spillere, 1 head coach, 1 team manager, 1 statistiker/scout og 1 assistenttræner – i alt 16 personer:

Forplejning og overnatning

18.000 kr.

Transport og flybilletter

19.200 kr.

Deltagergebyr

11.250 kr.

I alt

48.450 kr.

Evt. resterende udgifter, som ikke dækkes af et potentielt tilskud, vil foreningens selv dække.

Sideløbende med nærværende ansøgning søger foreningen tilskud og støtte via forskellige sponsorer o.l.

Foreningen har desuden orienteret om, at de deltagende hold i NCC modtager en økonomisk kompensation for transportudgifter mm. efter turneringens afholdelse. Kompensationens størrelse er dog pt. ukendt.  

Der resterer følgende beløb på Kultur- og Fritidsudvalgets puljer:

Puljen til Kulturelle Aktiviteter

91.920 kr.

Profileringspuljen

62.741 kr.

Rådighedspuljen

37.618 kr.

Bilag

  1. Ansøgning om støtte til NCC 17-18 (pdf)
  2. Vedtægter for NCC (pdf)

9. Ansøgning om tilskud til projektet Stjerneby

Beslutningstema

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til ansøgning fra HvidovreBibliotekerne om tilskud på 20.000 kr. til den kombinerede musik-, foredrags- og filmbegivenhed STJERNEBY, der afholdes på både Hovedbiblioteket og Avedøre Bibliotek d. 28. november 2017.

Center for Kultur og Fritid har udarbejdet sagsfremstillingen.

Indstilling

Direktøren indstiller til Kultur- og Fritidsudvalget

  1. at bevilge 20.000 kr. til HvidovreBibliotekerne til brug for projektet STJERNEBY den 28. november 2017

Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 04-10-2017

Der bevilges 20.000 kr. Midlerne tages fra Puljen til Kulturelle Aktiviteter.

Sagsfremstilling

HvidovreBibliotekerne ansøger Kultur- og Fritidsudvalget om tilskud på 20.000 kr. til afholdelse af projektet STJERNEBY; et stort og tværfagligt event, som både involverer jazzkoncert, foredrag og filmforevisning. Begivenheden afholdes planmæssigt tirsdag den 28. november kl. 14-16 på Avedøre Bibliotek og kl. 19-22 på Hvidovre Hovedbibliotek; begge steder med gratis entré.

Formålet med projektet er at kickstarte et længerevarende musik- og science-forløb tilegnet lokale folkeskoler m.m. der skal løbe gennem 2018. Eventen den 28. november er således i første omgang målrettet udvalgte folkeskole-klassetrin, gymnasiale musiklinjer og elever fra produktionsskolen, men alle interesserede borgere i Hvidovre Kommune er velkomne.

Projektet STJERNEBY kredser om rummet som tema og tager både globalt afsæt i det aktuelle 40 års-jubilæum for opsendelsen af de legendariske Voyager-sonder, men henter også mere lokal inspiration hos Hvidovres egen Planetsti. Der vil kunne opleves  international fusionsjazz (inspireret af astronomi); spændende vidensfortælling om Voyager-sonderne m.m. formidlet af Hvidovre-borgeren Michael Linden-Vørnle (chefkonsulent v. DTU Space) samt forevisning af en aktuel dokumentarfilm om Voyager-sonderne.

HvidovreBibliotekerne arrangerer projektet i samarbejde med musikproducent Sound21.

Program

  • Kl. 14: STJERNEBY-præsentation og jazztronautisk koncert med de unge jazzstjerner Morten Schantz’ Godspeed især tilegnet folkeskoler, 12-14 årige og gymnasiet (Avedøre Bibliotek)
  • Kl. 15: Masterclass med Morten Schantz’ Godspeed-trio for alle interesserede borgere – særligt elever fra Hvidovre Musikskole, Hvidovre Gymnasium og Hvidovre Produktionsskole (Avedøre Bibliotek)
  • Kl. 19: Foredrag om Voyager-sondernes 40-års-jubilæum ved Michael Linden-Vørnle, Chefkonsulent v. DTU Space (Hovedbiblioteket)
  • Kl. 20: Fremvisning af den aktuelle dokumentarfilm The Farthest fra 2017 om Voyager-odysseen (Hovedbiblioteket)

Efterfølgende tværfaglige læringsforløb

Begivenheden er tænkt som kickstarter til et længerevarende musik- og science-forløb.

I foråret 2018 planlægges således et tværfagligt læringsforløb ude på lokale folkeskoler. Forløbet skal give lyst til læring inden for både kreative og naturvidenskabelige fag.

Læringsforløbet tilbyder bl.a. digital elevproduktion samt klassens egne stjernesange, byrumscollager og mobilfilm. Dette materiale gives videre til musiker Morten Schantz (som også er medunderviser på læringsforløbet), som anvender dette til et større ”byværk” ved en særlig koncert, der forventes at finde sted efterår 2018 på Hvidovre Bibliotek. Midler til ”byværket” ansøges især via statslige og foreningsbaserede musikorganisationer samt fonde.

Retsgrundlag

Kommunalfuldmagtsreglerne.

Økonomiske konsekvenser

Ansøgningen har tilknyttet følgende budget:

Udgifter

Morten Schantz’ Goodspeed, koncert + masterclass

10.000 kr.

Musikproducent Sound21, udvikling og facilitering

8.000 kr.

Astrofysik-foredrag v. Michael Linden-Vørnle

3.000 kr.

Lydmand og teknik

3.000 kr.

Catering

1.000 kr.

Markedsføring

0 kr. (Plakater og flyers fremstilles hos HvidovreBibliotekerne)

Total

25.000 kr.

Indtægter

Hvidovre Bibliotek

5.000 kr.

Hvidovre Kommunes Kultur- og Fritidsudvalg

20.000 kr.

Total

25.000 kr.

Der resterer følgende beløb på Kultur- og Fritidsudvalgets puljer:

Puljen til Kulturelle Aktiviteter

91.920 kr.

Profileringspuljen

62.741 kr.

Rådighedspuljen

37.618 kr.

Bilag

  1. STJERNEBY-ansøgning (pdf)

10. Eventuelt

Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 04-10-2017

Ømer Kuscu roste Avedøre Idrætscenters gode faciliteter.

Formanden spurgte inden til udviklingen af Avedøre Idrætscenters motionsfaciliteter.

Maria Durhuus spurgte ind til udviklingen af fremtidigt kampsportscenter og inddragelse af diverse aktører; eksempelvis Bokseklubben.