Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Referat - Kultur- og Fritidsudvalget den 15. august 2017

Mødefakta

Dato: Tirsdag den 15. august 2017
Mødetidspunkt: Kl. 14:00
Mødested: Sollentuna II

Medlemmer

  • Arne Bech (H)
  • Charlotte H. Larsen (O)
  • Maria Durhuus (A)
  • Niels Ulsing (F)
  • Ømer Kuscu (A)

Indholdsfortegnelse


1. Godkendelse af dagsorden

Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 15-08-2017

Godkendt.


2. Meddelelser

Indstilling

Direktøren indstiller til Kultur- og Fritidsudvalget

  1. at tage meddelelser til efterretning

Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 15-08-2017

Evaluering af Sanddag 2017 fremlagt for udvalget.

Meddelelser taget til efterretning.

Sagsfremstilling

  • Årsrapport for 2016 fra Station Next
  • Orientering fra HvidovreBibliotekerne vedr. ”Biblioteksoplevelser for Hvidovres folkeskoler 2016/2017”
  • Orientering fra HvidovreBibliotekerne om midlertidigt samordnede erstatningspriser for børne- og voksenbøger
  • Orientering om sponsorat
  • Omklædning Avedøre Stadion

Bilag

  1. Årsrapport Station Next 2016 (pdf)
  2. Biblioteksoplevelser for Hvkidovres folkeskoler 2016-2017 (pdf)

3. Budget 2018-2021 Kultur- og Fritidsudvalget

Beslutningstema

Udvalget drøfter status for eget område af Budget 2018.

Center for Økonomi og Analyse har udarbejdet sagsfremstillingen.

Indstilling

Direktøren indstiller til Kultur- og Fritidsudvalget

  1. at drøfte budgetsituationen for udvalgets område set i lyset af basisbudgettet, økonomiaftalen mellem Regeringen og KL, og kommunens økonomiske situation
  2. at drøfte Direktionens katalog for eget område
  3. at tage stilling til takster for 2018 på udvalgets område
  4. at udvalgets bemærkninger oversendes til Økonomiudvalgets 1. behandling

Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 15-08-2017

Ad 1. Drøftet.

Ad 2. Drøftet.

Ad 3. Oversendes til Økonomiudvalgets 1. behandling.

Ad 4. Oversendes til Økonomiudvalgets 1. behandling.

Sagsfremstilling

I forlængelse af den indgåede Økonomiaftale mellem Regeringen og KL har Økonomi- og Indenrigsministeriet den 30. juni udmeldt de enkelte kommuners indtægtsrammer.

Bundlinjen kan samlet set opgøres til et forventet kassetræk på 11,1 mio. kr. Udgangspunktet er basisbudgettet for 2018, som det så ud ved vedtagelsen af Budget 2017, og indregnet ny viden om tillægsbevillinger, indtægtsskøn, reguleringer som følge af tekniske korrektioner, konsekvenser af konjunkturnotatet og lov- og cirkulæreprogram, øget medfinansiering af sundhedsvæsenet, nyt pris- og lønskøn for 2018 samt justerede renter og lånoptag.

En opdateret finansieringsoversigt vedlægges.

Baggrunden for kassetrækket på 11,1 mio. kr. skal først og fremmest findes i, at væksten i befolkningstallet i 2016 har været lavere end forudsat. Det har stor negativ indflydelse på kommunens finansieringsside (både på skatter, tilskud og udligning).

Udligning og tilskud falder i alt med godt 42 mio. kr. i forhold til, hvad der tidligere var indregnet. Heraf modtager Hvidovre Kommune 21 mio. kr. mindre i landsudligning og 12 mio. kr. mindre i hovedstadsudligning end forudsat.

For skatteindtægterne gælder det, at personskatterne i 2018 giver 25,6 mio. kr. mere end forventet. Grundskyld og dækningsafgift giver i 2018 i alt knap 19 mio. kr. mindre end forventet. Det skyldes både den ekstraordinære nedskrivning af dækningsafgift som følge af den nye ejendomsvurdering af Hvidovre Hospital, men også en skæv kompensationstildeling for det fastfrosne niveau for grundskyld. Fastfrysningen har ligeledes konsekvens for budgetlægninger fremover.

Der er indregnet likviditetstilskud (Finansieringstilskud) som i 2018 vil udgøre 29,4 mio. kr. Der er endnu ikke indregnet eventuelt tilskud fra § 19-puljen og § 16-puljen, som er tilskud til kommuner med særlige økonomiske vanskeligheder. I 2017 modtog Hvidovre Kommune 12 mio. kr. fra § 19-puljen.

I driften er Hvidovre Kommune udfordret af strukturel ubalance på det voksenspecialiserede område, hvor de gennemsnitlige udgifter pr. borger er markant stigende. Dette er pt. ikke indregnet i budgettet.

Anlægsområdet i budgettet ligger på et meget lavt niveau. Således er der afsat knap 114 mio. kr. i budgettet for 2018. Tidligere års budgetterede anlægsniveau har typisk ligget på ca. 150 mio. kr. Hvidovre Kommunes forholdsmæssige andel af den samlede anlægsramme i Økonomiaftalen for 2018 udgør ca. 167 mio. kr.

Ud over den nuværende bundlinje på -11,1 mio. kr. udestår der at blive udmøntet restbeløbet af 1 % besparelsen, som blev vedtaget i november 2016. For budget 2018 udgør de 1 % godt 6 mio. kr. Det bør her nævnes, at det opgjorte underskud på 11,1 mio. kr. vil bortfalde, hvis tilskuddet efter § 19 bliver på samme niveau som i 2017, og der ikke foretages andre ændringer til budgettet.

Med den vedhæftede finansieringsoversigt som udgangspunkt for budgettet vil kassebeholdningen vise et niveau svarende til sidste år. Dette er til gengæld lavere end tidligere år. Finansieringsoversigten viser altså, at kassebeholdningen ultimo 2018 vil udgøre ca. 100 mio. kr. -under forudsætning af gennemførelse af de planlagte anlægsprojekter og fratræk af hjemfaldsmidlerne.

Endelig er der den udmeldte serviceramme for Hvidovre Kommune, som udgør 2,63 mia. kr. Med udgangspunkt i de indarbejdede udgifter forventes servicerammeudgifterne at ligge tæt på denne udmeldte ramme.

Økonomiudvalget vil på baggrund af den forventede ubalance drøfte rammerne for det videre arbejde med budget 2018. Det sker på mødet den 14. august 2017. Til brug for drøftelserne har Direktionen udarbejdet et budgetkatalog med forslag, der kan mindske underskuddet.

Direktionens katalog er opgjort i tabelform, og det er baseret på de afdækkende analyser, som centrene har udarbejdet i perioden februar til maj.

De afdækkende analyser er objektive beskrivelser af det enkelte område, de økonomiske rammer og sammenligninger i forhold til andre kommuner. Afdækningerne er udsendt til Kommunalbestyrelsen den 26. juni.

Budgetkataloget er opbygget med en indledning, en tabeloversigt med de 21 forslag og bemærkninger til de enkelte forslag. Afdækkende analyser og budgetkatalog på udvalgets område vil blive gennemgået på mødet.

Materialet er tænkt som en ramme til brug for de fortsatte politiske drøftelser af budget 2018-2021.

Den økonomiske ramme for 2018 for Kultur- og Fritidsudvalget udgør 97,6 mio. kr. inden for servicerammen.

Som bilag er desuden bilag vedhæftet et udkast til takster i forhold til budget 2018.

Retsgrundlag

Der er intet retsgrundlag.

Politiske beslutninger og aftaler

Indstillingen skal ses som et led i budgetprocessen for 2017-2020 jf. .

beslutning i Økonomiudvalget 20. marts 2017.

Økonomiske konsekvenser

Der ingen økonomiske konsekvenser på nuværende tidspunkt.

Bilag

  1. Finansieringsoversigt (pdf)
  2. Direktionens budgetkatalog (pdf)
  3. Afdækkende analyser - tidligere omdelt i dueslag (pdf)
  4. Budgetrapport 2018-2021 (pdf)
  5. Takster til fagudvalg (pdf)

4. Økonomirapportering pr. 30. juni 2017 - Kultur- og Fritidsudvalget

Beslutningstema

Administrationen har med udgangspunkt i de allerede kendte forudsætninger, herunder de 6 første måneders forbrug, foretaget en vurdering af budget 2017 på Kultur- og Fritidsudvalgets område.

Vurderingen indgår i udarbejdelsen af kommunens halvårsregnskab.

Center for Kultur og Fritid samt Center for økonomi og Analyse har udarbejdet sagsfremstillingen.


Indstilling

Direktøren indstiller til Kultur- og Fritidsudvalget

  1. at tage økonomirapportering pr. 30. juni 2017 til efterretning.

Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 15-08-2017

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Administrationen har med udgangspunkt i de allerede kendte forudsætninger, herunder seks måneders forbrug, foretaget en vurdering af forventet regnskab 2017.

Der forventes på nuværende tidspunkt nettomerudgifter på ca. 0,37 mio. kr. på udvalgets område inden for servicerammen. Det forventede merforbrug ligger på kontraktstyrede virksomheder og vil derfor blive overført til 2018 i henhold til regler om overførsel af mer-/mindreforbrug til efterfølgende budgetår.

Avedøre Idrætscenter

Der forventes et samlet merforbrug på ca. 0,33 mio. kr., der kan henføres til forventede merudgifter på ca. 0,48 mio. kr. og delvist kompenserende mindreudgifter på ca. 0,15 mio. kr. vedrørende Medborgerhuset (ca. 0,06 mio. kr.), Stevnsbogård (ca. 0,05 mio. kr.) og Hvidovre Lystbådehavn (ca. 0,05 mio. kr.).

Det forventede merforbrug på ca. 0,48 mio. kr. vedrører ekstraordinære lønudgifter i forbindelse med langtidssygemeldinger og afskedigelser, og heraf forventes det, at de ca. 0,15 mio. kr. kan afholdes inden for institutionens driftsramme som følge af forventede merindtægter (billetsalg) og ved at udvise mådehold.

Administrationen bemærker, at Avedøre Idrætscenter overførte et merforbrug fra 2016 til 2017 på ca. 0,1 mio. kr., og at det i forbindelse med budget 2016 blev besluttet, at tilførslen af driftsbudget til Hvidovre/Avedøre Ridecenter på 0,34 mio. kr. finansieres af AIC’s driftsramme.

Avedøre Idrætscenter er kontraktstyret og overfører merforbrug i henhold til reglerne for kontraktstyring.

HvidovreBibliotekerneDer forventes merforbrug på ca. 0,2 mio. kr. jævnfør udmøntningsaftalen vedrørende budgetaftalen for 2017, hvor HvidovreBibliotekernes driftsramme blev reduceret med 3,6 mio. kr. årligt.Den fulde besparelse forventes realiseret i 2018.
HvidovreBibliotekerne er kontraktstyret og overfører merforbrug i henhold til reglerne for kontraktstyring.
Det forventede merforbrug vil ikke have konsekvenser for den planlagte etablering af nøglebibliotek pr. 1. september 2017.

Retsgrundlag

I medfør af Lov om Kommuners styrelse § 37, stk. 2, § 38, stk. 2, § 40, stk. 4, § 45, stk. 1, § 45 a, stk. 1, § 46 og § 57, stk. 1 og 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 186 af 19. februar 2014, fastsættes:

Halvårsregnskabet aflægges af Økonomiudvalget eller magistraten til Kommunalbestyrelsen, inden Økonomiudvalget udarbejder forslag til næste års budget til kommunalbestyrelsen, jf. § 2, stk. 1.

Politiske beslutninger og aftaler

Afrapporteringen til udvalget indgår i Økonomiudvalgets samlede afrapportering af kommunens halvårsregnskab og forventede regnskab 2017 til Kommunalbestyrelsen.

Økonomiske konsekvenser

I økonomirapporteringen pr. 30. juni 2017 forventes samlede merudgifter på ca. 0,37 mio. kr. på områder inden for servicerammen.

Det forventede merforbrug på ca. 0,2 mio. kr. vedrørende HvidovreBibliotekerne overføres i henhold til reglerne for kontraktstyrede virksomheder til 2018.

Det forventede merforbrug på ca. 0,17 mio. kr. vedrørende Avedøre Idrætscenter overføres i henhold til reglerne for kontraktstyrede virksomheder til 2018.


5. Kommunal overtagelse af Hvidovre Roklubs klubhus

Beslutningstema

Der skal tages stilling til, hvorvidt Hvidovre Kommune skal fremsætte tilbud om overtagelse af Hvidovre Roklubs klubhus.

Center for Kultur og Fritid har udarbejdet sagsfremstillingen.

Indstilling

Direktøren indstiller til Kultur- og Fritidsudvalget at anbefale over for Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen

  1. at tage stilling til, hvorvidt Hvidovre Kommune skal overtage Hvidovre Roklubs klubhus for 1 kr. pr. 01/10 2017
  2. at der gives en anlægsbevilling på 2,2 mio. kr. til istandsættelse af klubhuset
  3. at der afsættes driftsmidler på 233.833 kr. til årlig drift af klubhuset gældende første år og 213.833 kr. gældende efterfølgende år, og at der i perioden 01/10/2017 til 31/12/2017 afsættes 58.000 kr. til driften

Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 15-08-2017

Ad 1. Anbefales godkendt.

Ad 2. Anbefales godkendt.

Ad 3. Anbefales godkendt.

Sagsfremstilling

Hvidovre Kommune og Hvidovre Roklub har gennem en længere periode været i dialog om en evt. kommunal overtagelse af foreningens klubhus beliggende Strandhavevej 218.

Roklubbens klubhus trænger til renovering; heriblandt skal vinduer, tag, toiletter samt omklædningsrum renoveres og træbeklædningen på huset udskiftes. Foreningen har ikke selv økonomi til at afholde renoveringsudgifterne i klubhuset, og har derfor anmodet Hvidovre Kommune om en kommunal overtagelse af huset.

Hvidovre Kommune har fået vurderet husets stand samt udgifterne til en eventuel renovering, der vil beløbe sig til 2,2 mio. kr. (tilstandsrapport er vedhæftet som bilag).

Foreningens betingelser ved en kommunalisering af klubhuset

Hvidovre Roklubs forhandlingsudspil har været, at overtages klubhuset af Hvidovre Kommune, skal der indgås en brugsretsaftale med Hvidovre Roklub, der giver foreningen brugsret til huset.

Det hedder videre i roklubbens udspil, at der ved indgåelse af aftalen forpligter Hvidovre Kommune sig på at renovere huset i løbet af 2018 foruden at dække udgifter svarende til 80.000 kr. for et nyinstalleret fyr, som blev anskaffet af foreningen i 2016 og som lå til grund for den indledende dialog mellem foreningen og Hvidovre Kommune om en potentiel kommunalisering af klubhuset.

Administrationens anbefalinger

Administrationen foreslår som betingelse overfor klubben, at den nævnte brugsretsaftale giver andre brugere end blot Hvidovre Roklub mulighed for anvende huset og dets faciliteter i dagtimerne. Derved kunne husets toiletfaciliteter potentielt anvendes til offentlig toiletbrug, og andre lokale foreninger kunne få glæde af husets mødelokaler, omklædningsfaciliteter o.l..

Herudover anbefales det, at kommunen ikke kompenserer for klubbens investering i fyret, men forsøger at genbruge dette i forbindelse med istandsættelsen af klubhuset.

Retsgrundlag

Der er ikke noget retsgrundlag for beslutningen.

Politiske beslutninger og aftaler

Hvidovre Roklub har tidligere ansøgt om tilskud til renovering af nyt fyr og vinduer i klubhuset. Ansøgningen blev behandlet af Kommunalbestyrelsen på møde 29. september 2015 (pkt. 23), hvor det blev besluttet: ”at der indgås dialog med Hvidovre Roklub omkring kommunalisering af klubhuset og at der i forbindelse med dialogen udfærdiges en tilstandsrapport på bygningen”. 

Økonomiske konsekvenser

Foruden en kommunal overtagelse og efterfølgende renovering af Hvidovre Roklubs klubhus har foreningen stillet forslag om, at Hvidovre Kommune eftergiver 80.000 kr. svarende til etableringsudgifterne til et nyt fyr, der erhvervedes af foreningen i 2016.

Administrationen anbefaler, at de nævnte 80.000 kr. ikke eftergives, og at klubhuset overtages for en samlet sum á 1 kr. pr. 01/10 2017.

Hvidovre Roklubs klubhus har et stort, akut renoveringsbehov. Center for Trafik og Ejendomme har vurderet renoveringsudgifterne til 2,2 mio. kr.

Årlige driftsudgifter
Der forventes desuden årlige driftsudgifter for huset på sammenlagt 260.612 kr.  

El, vand og varme

44.127 kr.

Renovation

2.010 kr.

Vedligeholdelse

134.475 kr.

Alarm, vagt mm.

2.000 kr.

Rengøring

65.000 kr.

Tilsyn

13.000 kr.

I alt

260.612 kr.

Herudover vil der være en engangsudgift til etablering af alarmsystem på ca. 20.000 kr. første år.

Administrationen bemærker, at klubbens kommunale driftstilskud til husleje (jf. driftstilskud til permanente lejemål) vil kunne medfinansiere de årlige driftsudgifter. Hvidovre Roklub fik i 2016 udbetalt 46.779 kr. i driftstilskud.

På denne baggrund vil der skulle afsættes driftsmidler på 233.833 kr. til årlig drift af klubhuset. Ved kommunalisering af klubhuset pr. 01/10/2017 vil der skulle afsættes 58.000 kr. til driftsudgifterne.

Bilag

  1. Endelig ansøgning fra Hvidovre Roklub om kommunal overtagelse.doc (pdf)

6. Brugsretsaftale: Hvidovre Roklub

Beslutningstema

Der skal tages stilling til, om Hvidovre Kommune skal indgå ny brugsretsaftale med Hvidovre Roklub.

Center for Kultur og Fritid har udarbejdet sagsfremstillingen.

Indstilling

Direktøren indstiller til Kultur- og Fritidsudvalget at anbefale over for Kommunalbestyrelsen

  1. at godkende brugsretsaftale med Hvidovre Roklub for anvendelse af klubhuset i 5 år gældende fra 01/10 2017, såfremt klubhuset bliver overtaget af kommunen
  2. at godkende brugsretsaftale på 5 år for areal i Hvidovre Havn, hvis klubhuset ikke overtages af kommunen.

Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 15-08-2017

Ad 1. Anbefales godkendt.

Gruppe A stiller ændringsforslag om, at såfremt Roklubben kommunaliseres, skal klubhusets fælleslokaler stilles til rådighed for Hvidovre Kommunes skoler og institutioner uden for Roklubbens normale åbningstid.

For: Gruppe A, O og F.

Imod: Liste H med bemærkning om, at det naturligt vil fremgå af regelsættet for en evt. kommende kommunal løsning.

Forslaget vedtaget.

Ad 2. Bortfalder.

Sagsfremstilling

Brugsretsaftalen mellem Hvidovre Kommune og Hvidovre Roklub er udløbet og skal således fornyes. På grund af forhandlinger om en kommunal overtagelse af Hvidovre Roklubs klubhus, hvortil der er udarbejdet en særskilt mødesag, fremlægges i denne sag to scenarier; et scenarie, hvor kommunen overtager klubhuset, hvilket kræver en brugsretsaftale mellem Hvidovre kommune og Hvidovre Roklub gældende for klubhuset og tilhørende arealer, og et scenarie, hvor klubhuset fortsat er ejet af Hvidovre Roklub, hvilket kræver en brugsretsaftale til det kommunalt ejede areal, hvor klubhuset ligger.

Center for Kultur og Fritid foreslår, at der fremadrettet indgås en brugsretsaftale på fem år for brug af huset, hvis det kommunaliseres og ligeledes en aftale på fem år for brug af arealet på Hvidovre Strandhavevej 218 (udkast til brugsretsaftale er vedhæftet som bilag), hvis huset forbliver på roklubbens hænder, dermed fastholdes nuværende praksis for brugsretsaftaler med foreningerne i havnen.

Hvidovre Roklub har i dialogen  med administrationen ønsket en 10-årig brugsretsaftale. Dette ønske foreslår administrationen, altså ikke at imødekomme.

Juridisk afdeling har haft aftalerne til udtalelse og har ingen kommentarer.

Retsgrundlag

Der er intet retsgrundlag for beslutningen.

Politiske beslutninger og aftaler

Tidligere brugsretsaftale mellem Hvidovre Kommune og Hvidovre Roklub udløb 31. december 2015. Der har i den mellemliggende periode været dialog med foreningen om en potentiel kommunalisering af foreningens klubhus.

Økonomiske konsekvenser

Ingen økonomiske konsekvenser for Hvidovre Kommune.

Bilag

  1. Brugsretsaftale mellem Hvidovre Kommune og Hvidovre Roklub for perioden 1. september 2017-31.december 2022 - areal. (pdf)
  2. Brugsretsaftale efter forhandling (pdf)

7. Brugsretsaftale: Hvidovre Søspejdere

Beslutningstema

Kommunalbestyrelsen skal tage stilling til om Hvidovre Kommune skal indgå ny brugsretsaftale med Hvidovre Søspejdere.

Center for Kultur og Fritid har udarbejdet sagsfremstillingen.

Indstilling

Direktøren indstiller til Kultur- og Fritidsudvalget at anbefale over for Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen

  1. at godkende ny brugsretsaftale på 5 år med Hvidovre Søspejdere for areal i Hvidovre Havn

Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 15-08-2017

Det anbefales, at der gives en 20-årig uopsigelig brugsretsaftale. Såfremt Kommunen vil anvende arealet inden for den nævnte periode, vil klubben blive holdt skadesløs. Der skal foreligge en udtalelse fra Hvidovre Søspejdere inden behandling i Økonomiudvalget og kommunalbestyrelsen.

Sagsfremstilling

Hvidovre Søspejderes klubhus (beliggende Hvidovre Strandvej 29, matr. 24 ir) nedbrændte 1. januar 2016. Foreningen afholder nu aktiviteter i en opstillet skurvogn, hvor det nedbrændte klubhus tidligere lå. Foreningen har fået udbetalt en forsikringssum, som muliggør opførelsen af et nyt klubhus til ca. 3 mio. kr. Derfor har foreningen henvendt sig til administrationen med henblik på at få fornyet foreningens brugsretsaftale.

Da Hvidovre Søspejdere skal investere et betydeligt beløb i et nyt klubhus ønsker foreningen en uopsigelig brugsretsaftale af 30 års varighed. Administrationen foreslår dog en fem-årig brugsretsaftale, da det forventes, at arbejdet med helhedsplanen for Hvidovre Havn igangsættes i løbet af efteråret 2017.

Den foreliggende brugsretsaftale er en standardaftale med en længde på 5 år.

Juridisk afdeling har haft aftalerne til udtalelse og har ingen kommentarer.

Hvidovre Søspejdere har på denne baggrund indleveret høringssvar til administrationen (vedhæftet som bilag), hvori det understreges, at en 5-årig aftaleperiode er for kort og risikabel for foreningen, da denne risikerer at miste sin investering, hvis foreningen grundet helhedsplanen bliver tvunget til at fjerne et potentielt nyetableret klubhus inden for 5 år. Foreningen foreslår i høringssvaret derfor to alternativer, såfremt der ikke gives en væsentlig længere aftaleperiode end 5 år:

  • Hvidovre Kommune etablerer et nyt klubhus uden omkostninger for foreningen.
  • Foreningen holdes skadefri, såfremt en nyetableret hytte skal  fjernes inden for en kortere årrække som konsekvens af helhedsplanen for Hvidovre Havn.

Retsgrundlag

Der er intet retsgrundlag for beslutningen.

Politiske beslutninger og aftaler

Gældende brugsretsaftale mellem Hvidovre Kommune og Hvidovre Søspejdere trådte i kraft 1. januar 2002.

Helhedsplan for Hvidovre Havn blev vedtaget af Kommunalbestyrelsen 28. april 2009 (pkt. 4).

Økonomiske konsekvenser

Såfremt der ikke gives en væsentlig længere aftaleperiode end 5 år, foreslår Hvidovre Søspejdere to alternative scenarier ifm. etablering af et nyt klubhus:

  • Hvidovre Kommune etablerer et nyt klubhus uden omkostninger for foreningen.
  • Foreningen holdes skadefri, såfremt en nyetableret hytte skal  fjernes inden for en kortere årrække som konsekvens af helhedsplanen for Hvidovre Havn.

Begge forslag vil have økonomiske konsekvenser for kommunen og disse kan ikke opgøres i en skrivende stund, da der er tale om eventuelle fremtidige udfald af kommende beslutninger om eventuel udvikling af havnen.

Bilag

  1. Brugsretsaftale - Søspejderne (pdf)
  2. Høringssvar fra Søspejderne vedr. udkast til brugsretsaftale - Høringssvar(3) - Eva.doc (pdf)

8. Brugsretsaftaler: Rosenhøj Boldklub og Hvidovre Biavlerforening

Beslutningstema

Der skal indgås nye brugsretsaftaler med Hvidovre Biavlerforening og Rosenhøj Boldklub.

Center for Kultur og Fritid har udarbejdet sagsfremstillingen.

Indstilling

Direktøren indstiller til Kultur- og Fritidsudvalget at anbefale over for Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen

  1. at der indgås brugsretsaftaler med foreningerne Hvidovre Biavlerforening og Rosenhøj Boldklub

Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 15-08-2017

Anbefales godkendt.

Sagsfremstilling

I 2017 udløber de nuværende brugsretsaftaler mellem Hvidovre Kommune og følgende foreninger:

  • Hvidovre Biavlerforening
  • Rosenhøj Boldklub

Center for Kultur og Fritid har taget kontakt til de nævnte foreninger, som alle er interesserede i at genforhandle deres nuværende aftaler.

De foreslåede brugsretsaftaler træder i kraft pr. 1. september 2017 og varer indtil én af parterne opsiger aftalerne med 3 måneders varsel.

Denne type brugsretsaftaler uden udløb og med 3 måneders varsel blev første gang indgået i januar 2016. Dette for at mindske den administrative sagsbehandlingstid af aftaler, der konsekvent og fortløbende blev forlænget og uden komplekse aftaleforhold, samt for at skabe nogle fleksible rammer for opsigelse og ændringer. Derudover er ovennævnte kommunale ejendomme, som udelukkende anvendes til foreningsformål, hvorfor aftalerne er uden slutdato.  

Juridisk afdeling har haft aftalerne til udtalelse og har ingen kommentarer.

Retsgrundlag

Der er ikke noget retsgrundlag for beslutningen.

Politiske beslutninger og aftaler

Den hidtidige brugsretsaftale mellem Hvidovre Kommune og Hvidovre Biavlerforening gjaldt perioden 1. september 2012 til 31. december 2016.


Den hidtidige brugsretsaftale mellem Hvidovre Kommune og Rosenhøj Boldklub gjaldt perioden 1. juni 2012 til 31. december 2016.

I januar 2016 blev de første typer brugsretsaftaler uden udløb indgået.

Økonomiske konsekvenser

Ingen økonomiske konsekvenser for Hvidovre Kommune.


9. Tilskudsansøgning fra Hvidovre Petanque Klub

Beslutningstema

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til ansøgning fra Hvidovre Petanque Klub om tilskud på 5.812.50 kr. til leje af toiletvogn til brug for Euro Veteranturneringen, der planmæssigt afholdes d. 1. – 3. september 2017.

Center for Kultur og Fritid har udarbejdet sagsfremstillingen.

Indstilling

Direktøren indstiller til Kultur- og Fritidsudvalget

  1. at bevilge 5.812.50 kr. til Hvidovre Petanqueklub til leje af toiletvogn

Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 15-08-2017

Der bevilges 5.812,50 kr. Midlerne ydes fra Rådighedspuljen.

Sagsfremstilling

Hvidovre Petanque Klub har søgt Kultur- og Fritidsudvalget om tilskud på 5.812.50 kr. til leje af toiletvogn til brug for Euro Veteranturneringen, der planmæssigt afholdes d. 1. – 3. september 2017.

Stævnet afvikles fra d. 1. september til den 3. september 2017 på foreningens baner på Averøre Havnevej 98, og der forventes deltagelse fra bl.a. Jersey, Holland, Østrig, Sverige, Norge, Skotland og Danmark.

I lighed med tidligere år søger foreningen om tilskud til leje af toiletvogn, da foreningens egne toiletfaciliteter ikke er egnede.

Retsgrundlag

Der er intet retsgrundlag for beslutningen.

Politiske beslutninger og aftaler

Kultur- og Fritidsudvalget har tidligere bevilget støtte til Hvidovre Petanqueklub til lignende formål:

2017

4.650 kr. til leje af en enkelt toiletvogn

2016

6.000 kr. til leje af to toiletvogne

2015

6.000 kr. til leje af to toiletvogne

Økonomiske konsekvenser

Hvidovre Petanque Klub søger om tilskud på 5.812.50 kr. til leje af toiletvogn.


Der resterer følgende beløb på Kultur- og Fritidsudvalgets puljer:

Puljen til kulturelle aktiviteter

91.920 kr.

Profileringspuljen

101.990 kr.

Rådighedspuljen

40.718 kr.

Bilag

  1. Ansøgning om tilskud til toiletvogn - Hvidovre Petanque Klub (pdf)

10. Tilskudsansøgning Københavns Befæstningsforening

Beslutningstema

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til ansøgning fra Københavns Befæstningsforening om tilskud til promovering af Københavns Befæstningsdag 2017.

Center for Kultur og Fritid har udarbejdet sagsfremstillingen.

Indstilling

Direktøren indstiller til Kultur- og Fritidsudvalget

  1. at bevilge tilskud på 5.000 kr. til Københavns Befæstningsforening til brug for promovering af Københavns Befæstningsdag 2017

Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 15-08-2017

Der bevilges 5.000 kr. Midlerne tages fra Profileringspuljen.

Sagsfremstilling

Københavns Befæstningsforening søger et tilskud i størrelsesordenen 5.000-10.000 kr. til brug for den årlige Befæstningsdag, der i år finder sted søndag d. 24. september i hele Storkøbenhavn. De ansøgte midler vil blive anvendt til tryk af et samlet program samt annoncering i landsdækkende og regionale medier. Derudover afholdes enkelte fællesarrangementer, som alle deltagende kommuner får del af.

Befæstningsdagen afholdes på tværs af befæstningsanlæggene i forstadskommunerne og formidler områdernes militære historie gennem familierettede aktiviteter.

Befæstningsdagen har været afholdt siden 2000, og Københavns Befæstningsforening har fungeret som koordinator af de involverede kommuners lokalaktiviteter siden 2005. I Hvidovre er det bl.a. Forstadsmuseet, Fritidsbutikken, Buqetten m.fl. der arrangerer de lokale aktiviteter.

På nationalt plan samlede Befæstningsdagen  ca. 9.000 besøgende i 2016. Hvidovres lokale aktiviteter havde i 2016 besøg af ca. 400 gæster; halvdelen var børn.

Retsgrundlag

Der er intet retsgrundlag for beslutningen.

Politiske beslutninger og aftaler

Lokal markedsføring

I forbindelse med vedtagelse af budget 2016 og overslagsårene 2017-2019 besluttede Kommunalbestyrelsen, at en række årligt tilbagevendende ansøgninger fra kommunens kulturinstitutioner om tilskud fra Kultur- og Fritidsudvalgets puljer indarbejdes i budgettet. Der er således indarbejdet 30.000 kr. årligt til Forstadsmuseets afvikling af Befæstningsdagen. Dette beløb dækker bl.a. Forstadsmuseets egen lokale markedsføring af arrangementet.     

Samlet, regional markedsføring

Københavns Befæstningsforening fungerer som paraplyorganisation for de deltagende aktører under Befæstningsdagen, og Befæstningsforeningen står derfor for en samlet markedsføring af det samlede program på dagen.

I forhold til forvaltningens udarbejdede kriterieliste vedr. annoncering (godkendt i Kultur- og Fritidsudvalget d. 2. maj 2016) vurderes annonceringen af det samlede program at have en vis relevans for Hvidovre Kommune, da en større, regional annoncering kan være med til at skabe opmærksomhed om arrangementet ud over kommunegrænsen.

Kultur- og Fritidsudvalget har tidligere bevilget støtte til Københavns Befæstningsforening til brug for markedsføringen af det samlede program:

2016

5.000 kr.

2015

5.000 kr.

2014

10.000 kr.

Økonomiske konsekvenser

Københavns Befæstningsforening ansøger Kultur- og Fritidsudvalget om et støttebeløb i størrelsen 5.000 kr. - 10.000 kr.

Lignende ansøgning er stilet til de resterende deltagende kommuner.

Københavns Befæstningsforening har oplyst følgende udgiftsposter ifm. Befæstningsdagen 2017.

Programfolder: Layout og tryk

15.000 kr.

Leje af webhotel og domænenavn: ”www.befaestningsdagen.dk”

500 kr.

Annoncering i landsdækkende medier og regionalaviser

5.000 kr.

Fællesarrangementer på Befæstningsdagen: Musikkorps, transport mellem arrangementssteder mm.

5.000 kr.

I alt

25.500 kr.

Der resterer følgende beløb på Kultur- og Fritidsudvalgets puljer:

Puljen til kulturelle aktiviteter

91.920 kr.

Profileringspuljen

101.990 kr.

Rådighedspuljen

40.718 kr.

Bilag

  1. Ansøgning fra Københavns Befæstningsforening (pdf)
  2. Budget fra Københavns Befæstningsforening (pdf)

11. Eventuelt

Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 15-08-2017

Formanden spurgte ind til muligheden for at tydeliggøre handicapvenlige faciliteter på Foreningsportalen.

Charlotte H. Larsen spurgte ind til deltagelsesmulighederne ved Årets Idrætshædringer.