Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Referat - Arbejdsmarkedsudvalget den 5. februar 2015

Mødefakta

Dato: Torsdag den 5. februar 2015
Mødetidspunkt: Kl. 18:00
Mødested: Sollentuna III

Medlemmer

  • Anders Liltorp (A)
  • Ivan Fogtmann (O)
  • Mikail Erman (A)
  • Mogens Leo Hansen (Ø)
  • Ømer Kuscu (A)

Indholdsfortegnelse


1. Godkendelse af dagsorden

Beslutning i Arbejdsmarkedsudvalget den 05-02-2015

Godkendt.


2. Valg af næstformand

Beslutningstema

Medlemmerne af Arbejdsmarkedsudvalget skal vælge en næstformand i blandt sine medlemmer.

Indstilling

Kultur-, Teknik-, Miljø- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller til Arbejdsmarkedsudvalget

  1. at udvalget vælger en næstformand blandt sine medlemmer.

Beslutning i Arbejdsmarkedsudvalget den 05-02-2015

Ømer Kuscu valgt som næstformand.

Sagsfremstilling

På Kommunalbestyrelsesmøde den 25. november blev det besluttet, at Anders Liltorp indtræder som stedfortræder for Benthe Viola Holm indtil videre.

I henhold til Kommunestyrelseslovens § 22 stk. 1 vælger de stående udvalg selv deres næstformand. Da Benthe Viola Holm var næstformand for Arbejdsmarkedsudvalget skal der nu udpeges en ny næstformand.

Valget sker ved flertalsvalg jf. Kommunestyrelseslovens § 24.

Retsgrundlag

Kommunestyrelsesloven kapitel 3.

Politiske beslutninger og aftaler

Ingen bemærkninger.

Økonomiske konsekvenser

Beslutningen har ingen økonomiske konsekvenser for Hvidovre Kommune.


3. Meddelelser

Beslutning i Arbejdsmarkedsudvalget den 05-02-2015

Arbejdsmarkedsudvalgsformanden orienterede om refusionsreformen og møde med KL og lederne på arbejdsmarkedsområdet

Arbejdsmarkedschefen orienterede om den ny flygtningekvote, Finansloven og Carsten Koch udvalgets delrapport vedr. integrationsområdet.


4. Præsentation af Sygedagpengeafdelingen

Beslutningstema

Formålet med præsentation af Sygedagpengeafdelingen er at give Arbejdsmarkedsudvalgets medlemmer indsigt i Jobcentrets arbejde.

Indstilling

Kultur-, Teknik-, Miljø- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller til Arbejdsmarkedsudvalget

  1. at udvalget tager præsentationen af Sygedagpengeafdelingen til efterretning.

Beslutning i Arbejdsmarkedsudvalget den 05-02-2015

Præsentationen taget til efterretning.

Sagsfremstilling

I forlængelse af det igangværende introduktionsforløb for udvalget vil afdelingsleder Susanne Mariager Rasmussen præsentere Sygedagpengeafdelingen i jobcentret.

Retsgrundlag

Der er ikke noget retsgrundlag for beslutningen.

Politiske beslutninger og aftaler

Ingen bemærkninger.

Økonomiske konsekvenser

Ingen økonomiske konsekvenser for Hvidovre Kommune.


5. Ny styringsmodel i Hvidovre Kommune

Beslutningstema

Direktionen har udarbejdet forslag til ny styringsmodel, som skal være et redskab for Kommunalbestyrelsens formulering af mål for Hvidovre Kommune. Kernen i styringsmodellen er dialog mellem politikerne og de ledere/chefer, som driver kommunens kerneopgaver. Der bør laves en konkret tidsplan for, hvornår styringsmodellen rulles ud på de enkelte fagområder. Der bør være fokus på løbende læring og forbedring af styringsmodellen, efterhånden som vi får konkrete erfaringer – i første omgang er det forslaget, at der arbejdes med dette på en konference i efteråret 2015.

Indstilling

Direktionen indstiller til Social- og Sundhedsudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget, Teknik- og Miljøudvalget, Arbejdsmarkedsudvalget og Børne- og Undervisningsudvalget at anbefale over for Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen

  1. at godkende Direktionens forslag til ny styringsmodel
  2. at Direktionen efterfølgende udarbejder en tidsplan for indfasning af styringsmodellen på hvert enkelt fagområde
  3. at der i efteråret 2015 afholdes konference med Kommunalbestyrelsen, chefer/ledere og Hoved-MED om de første erfaringer med styringsmodellens dialogproces

Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 02-02-2015

Ad 1. – 3. Anbefales godkendt.

Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 03-02-2015

Ad 1. - 3. Anbefales godkendt.

Liste H afventer stillingtagen til kommunalbestyrelsen.

Beslutning i Teknik- og Miljøudvalget den 04-02-2015

Ad 1. – 3. Anbefales godkendt.

Beslutning i Børne- og Undervisningsudvalget den 05-02-2015

Ad 1. – 3. Anbefales godkendt.

Beslutning i Arbejdsmarkedsudvalget den 05-02-2015

Ad 1. – 3. Anbefales.

Sagsfremstilling

Direktionen har udarbejdet et forslag til ny styringsmodel i Hvidovre Kommune. Baggrunden for arbejdet er, at den nuværende styringsmodel, som er centreret omkring kontraktstyring, ikke længere opleves som meningsfuld.

Det er Direktionens ønske, at vi får en styringsmodel, som Kommunalbestyrelsen oplever som et værdifuldt redskab til at sætte den politiske kurs og fastsætte mål for de enkelte fagområder. Modellen skal desuden give mening for organisationen, så vi sikrer engagement og motivation hos chefer, ledere og medarbejdere. Der skal arbejdes med to-årige mål, så der skabes gode muligheder for reelt at skabe resultater og effekt. Data og dokumentation skal bruges meningsfuldt i styringen og være et grundlag for dialog og opstilling af mål.

Kernen i forslaget til styringsmodel handler om dialog. Helt konkret er det tanken, at fagudvalgene i to-årige kadencer mødes med de respektive institutionsledere og chefer, som fagudvalgene har i deres portefølje. Inden dialogmøderne har fagudvalget haft en politisk debat om de overordnede politiske pejlemærker, som der skal være fokus på ved dialogmøderne. Denne politiske debat tager bl.a. udgangspunkt i data, dokumentation og faglig viden på området. Ved dialogmøderne får politikerne mulighed for at have en direkte dialog med de ledere og chefer, som er ansvarlige for kommunens kerneydelser og dermed er tætte på kommunens borgere i dagligdagen. Efter dialogmøderne vil der ske en endelig formulering og politisk godkendelse i fagudvalget af målene for den enkelte institution eller afdeling.

Som bilag er vedlagt en mere detaljeret beskrivelse af forslaget til ny styringsmodel. Som bilag er desuden vedlagt et notat om formen på de politiske pejlemærker og mål, herunder et konkret bud på et målskema til brug i forbindelse med styringsmodellen.

Oplægget til ny styringsmodel er udarbejdet i dialog med kommunens afdelingschefer (ChefGruppen) og Hoved-MED. Oplægget er desuden blevet drøftet og kvalificeret på Store Ledermøde den 18. november 2014, hvor alle kommunens ledere var inviteret.

Forslag til videre proces for arbejdet med udvikling af styringsmodellen

Det vil være forskelligt fra fagområde til fagområde, hvornår den nye styringsmodel skal rulles ud. Det er derfor anbefalingen, at direktionen udarbejder en tidsplan for indfasning af styringsmodellen på hvert enkelt fagområde.

Det er forventningen, at styringsmodellen kan rulles ud på de første fagområder i foråret 2015, herefter løbende på de øvrige områder i resten af 2015 og 2016.

Der skal være fokus på løbende læring og forbedring af styringsmodellen, efterhånden som vi får konkrete erfaringer med modellen. Derfor er det anbefalingen, at der i efteråret 2015 afholdes en konference for Kommunalbestyrelsen, chefer/ledere og Hoved-MED om de første erfaringer med styringsmodellens dialogproces.

Retsgrundlag

Der er ikke noget relevant retsgrundlag for beslutningen.

Politiske beslutninger og aftaler

Kommunalbestyrelsen har den 26. august 2014, punkt 11, taget til efterretning, at Direktionen udarbejder et forslag til fremtidig styringsmodel i Hvidovre Kommune, og at der i lyset af dette arbejde ikke udarbejdes nye kontraktmål for 2015.

Økonomiske konsekvenser

Ingen økonomiske konsekvenser for Hvidovre Kommune.

Bilag

  1. Notat med Direktionens forslag til ny styringsmodel (pdf)
  2. Notat om politiske pejlemærker og mål (pdf)

6. Præsentation af jobcentrets mentorredskab

Beslutningstema

Formålet med dette dagsordenspunkt er, at give medlemmerne af Arbejdsmarkedsudvalget nærmere indsigt i, hvordan jobcentret bruger mentorer som redskab på beskæftigelsesområdet.

Indstilling

Kultur-, Teknik-, Miljø- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller til Arbejdsmarkedsudvalget

  1. at præsentationen af jobcentrets brug af mentorer bliver taget til efterretning.

Beslutning i Arbejdsmarkedsudvalget den 05-02-2015

Præsentationen taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Kultur-, Teknik-, Miljø- og Arbejdsmarkedsforvaltningen vil på mødet give præsentation vedr. jobcentrets brug af mentorer. Præsentationen vil blandt andet give svar på:

  • hvilke typer af borgere, hvor mentor som redskab er relevant
  • hvilke erfaringer jobcentret har med redskabet
  • hvordan jobcentret fremadrettet vil benytte sig af mentorer i beskæftigelsesindsatsen

Retsgrundlag

Der er ikke noget retsgrundlag for beslutningen.

Politiske beslutninger og aftaler

  • Arbejdsmarkedsudvalget har på et foregående møde bedt forvaltningen om at lave en præsentation af jobcentrets brug af mentorer.
  • Dette dagsordenspunkt er blevet udskudt fra møde i Arbejdsmarkedsudvalget den 27. november 2014 til den 5. februar 2015.

Økonomiske konsekvenser

Ingen økonomiske konsekvenser for Hvidovre Kommune.


7. Danskundervisning - Aftale med Vestegnens Sprog og Kompetencecenter

Beslutningstema

Arbejdsmarkedsudvalget skal tage stilling til om aftalen, om danskuddannelse for voksne udlændinge, som er indgået med Vestegnens Sprog- og Kompetencecenter, skal forlænges for yderligere 1 år.

Indstilling

Kultur-, Teknik-, Miljø- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller til Arbejdsmarkedsudvalget

  1. at forlænge aftalen med Vestegnens Sprog- og Kompetencecenter
  1. at evaluere besøg på Vestegnens Sprog- og Kompetencecenter

Beslutning i Arbejdsmarkedsudvalget den 05-02-2015

  1. at godkendt.
  2. at drøftet.

Sagsfremstilling

Hvidovre Kommune indgik aftale med Vestegnens Sprog- og Kompetencecenter (VSK) om levering af danskundervisning til personer omfattet af Integrationsloven. Aftalen er tidligere blevet forlænget af Økonomiudvalget, således at den gælder til udgangen af 2014. Integrationsområdet hører nu under Arbejdsmarkedsudvalget.

VSK er et fælleskommunalt samarbejde mellem Albertslund, Brøndby, Dragør, Glostrup, Ishøj, Tårnby og Vallensbæk. Hvidovre Kommune deltager ikke fuldt ud i dette fælleskommunale samarbejde, men har samme vilkår som de øvrige kommuner i samarbejdet. Årsagen er, at Hvidovre Kommune afventer Konkurrencestyrelsens svar på, hvorvidt det er lovligt at indgå i dette fælleskommunale samarbejde uden at gennemføre et udbud.

Hvidovre Kommune deltager i de kvartalsmøder, som VSK afholder for repræsentanter fra kommunerne. På disse møder drøftes den overordnede økonomi, struktur og udbuddet af kurser og undervisning.

Derudover afholder VSK et samarbejdsmøde med Jobcenter Hvidovre. På møderne drøftes de udfordringer, som Jobcenter Hvidovre har med sin andel af kursisterne, service samt arbejdsgange mellem VSK og Jobcenter Hvidovre.

Jobcenter Hvidovre er generelt tilfreds med det tilbud, som VSK leverer til personer omfattet af Integrationsloven og selvforsørgere og anbefaler, at aftalen forsætter.

Retsgrundlag

Bekendtgørelse af lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl., nr. 376 af 4. april 2014, § 11.

Politiske beslutninger og aftaler

Ingen bemærkninger.

Økonomiske konsekvenser

Ingen økonomiske konsekvenser for Hvidovre Kommune.

Bilag

  1. Aftale om danskundervisning (pdf)

8. Status for Ungdommens Uddannelsesvejledning

Beslutningstema

Formålet med dette dagsordenspunkt er at give Arbejdsmarkedsudvalget en statusopdatering på arbejdet i Ungdommens Uddannelsesvejledning.

Indstilling

Kultur-, Teknik-, Miljø- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller til Arbejdsmarkedsudvalget

  1. at Arbejdsmarkedsudvalget tager status på Ungdommens Uddannelsesvejledning til efterretning.

Beslutning i Arbejdsmarkedsudvalget den 05-02-2015

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance og Konservativ Folkeparti har indgået aftale om reform af erhvervsuddannelserne. De overordnede intentioner med reformen er blandt andet at skabe en mere overskuelig ungdomsuddannelsesstruktur med forbedring af vejledningsindsatsen og med klare adgangskrav til ungdomsuddannelserne. Hertil oprettelse af en ny erhvervsrettet 10. klasse kaldet eud10. Med reformen bliver der indført adgangskrav til erhvervsuddannelserne. Der har hidtil kun været adgangskrav til de gymnasiale uddannelser.

Elever på 8. klassetrin

Med reformeringen af erhvervsskoleuddannelserne indføres der uddannelsesparathedsvurdering af eleverne allerede på 8. klassetrin. Eleverne på 8. klassetrin bliver vurderet ”foreløbigt uddannelsesparate”, hvis følgende er opfyldt:

  • Gennemsnittet af alle elevens karakterer er mindst 4
  • Skolens lærere har vurderet, at eleven har de nødvendige personlige og sociale kompetencer – fx mødestabilitet, motivation, selvstændighed, ansvarsfuldhed, samarbejde og social ansvarlighed.

Forventningen er, at ca. 20 pct. af eleverne på 8. klassetrin vil blive vurderet ”ikke-uddannelsesparate”. Disse elever vil få en særlig vejlednings- og skolemæssig indsats, og herunder obligatorisk brobygning i 9. klasse.

Elever på 9. og 10. klassetrin

Eleverne på 9. og 10. klassetrin bliver vurderet på samme måde. Eleverne bliver vurderet uddannelsesparate til en erhvervsuddannelse, hvis følgende er opfyldt:

  • Eleven har minimum karaktererne 2 i matematik og dansk.
  • Skolens lærere har vurderet at eleven har de nødvendige personlige og sociale kompetencer.

Eud10

Som noget nyt bliver der oprettet en ny erhvervsrettet 10. klasse, som vil gå under navnet eud10. Eud10 er en erhvervsrettet 10. klasse, og vil være et tilbud for unge, som ikke opfylder adgangskravene eller er usikre på om en erhvervsuddannelse er det rette valg for dem. Der vil fortsat være almindelig 10. klasse. Eud10 skal tilbydes af kommunerne og indeholde 6 ugers obligatorisk brobygning til erhvervsrettet ungdomsuddannelse. Hele den valgfri del i undervisningen skal introducere eleven til erhvervsuddannelserne. Endelig vil der være et krav om samarbejde med en erhvervsskole i 30 pct. af undervisningstiden.

Orientering om hvilke uddannelser de unge vælger

I 2012 var der i alt 436 unge i Hvidovre, der afsluttede 9. klasse.

I 2013 var der 477 unge i Hvidovre, der afsluttede 9. klasse.

I 2012 valgte de unge, der afsluttede 9. klasse primært disse tre uddannelser, der således havde størst tilknytning. Efter tre måneder så det således ud:

  1. Grundskolen inklusiv 10. klasse med 209 unge – 48 pct.
  2. Gymnasiale uddannelser med 181 unge – 42 pct.
  3. Erhvervsuddannelser med 20 unge – 5 pct.

Størstedelen af de unge er 3 måneder efter afsluttet 9. klasse stadig i gang med grundskolen. Størstedelen af disse unge er formentlig tilknyttet 10. klassetrin. Elever der går 9. klasse om, er ikke noget der bliver registreret. Undervisningsministeriet oplyser dog, at der er 24 elever i 2012, som ikke er begyndt i 10. klasse eller relevant ungdomsuddannelse. Antallet af elever, der går 9. klasse om udgør således maximalt 24 elever. I 2013 var der 26 elever, der ikke startede i 10. klasse eller relevant ungdomsuddannelse. Således har der maximalt været 26 elever, der gik 9. klasse om i 2013.

Efter seks måneder så tilknytningen således ud:

  1. Grundskolen inklusiv 10. klasse med 200 unge – 46 pct.
  2. Gymnasiale uddannelser med 182 unge – 42 pct.
  3. Erhvervsuddannelser med 25 unge – 6 pct.

Efter 12 måneder så det således ud.

  1. Gymnasiale uddannelser med 295 unge – 68 pct.
  2. Erhvervsuddannelser med 93 unge – 21 pct.
  3. Forberedende aktiviteter med 19 unge – 4 pct.

Efter 12 måneder sker der en betragtelig stigning af unge tilknyttet de gymnasiale uddannelser og erhvervsuddannelserne. En stor del af dette skyldes at eleverne 12 måneder efter er blevet færdig med grundskolen og herved er rykket videre over til de gymnasiale uddannelser og erhvervsuddannelser.

I 2013 så top tre for de unges tilknytning til diverse uddannelser således ud efter tre måneder:

  1. Gymnasiale uddannelser med 195 unge – 41 pct.
  2. Grundskolen inklusiv 10. klasse med 172 unge – 36 pct.
  3. Erhvervsuddannelser med 31 unge – 6 pct.

Det er værd at bemærke at unge tilknyttet grundskolen er betragteligt lavere i 2013 (36 pct.) end den var i 2012 (48 pct.)

Efter seks måneder så tilknytningen ud som følger:

  1. Gymnasiale uddannelser med 192 unge – 41 pct.
  2. Grundskolen inklusiv 10. klasse med 167 unge – 35 pct.
  3. Erhvervsuddannelser med 33 unge – 7 pct.

Efter 12 måneder så det således ud:

  1. Gymnasiale uddannelser med 337 unge – 71 pct.
  2. Erhvervsuddannelser med 87 unge – 18 pct.
  3. Forberedende aktiviteter med 30 unge – 6 pct.

Efter 12 måneder er der en betragtelig stigning af unge tilknyttet gymnasiale uddannelser og erhvervsuddannelserne. Dette skyldes eleverne afslutter deres grundskoleforløb og rykker videre til de gymnasiale uddannelser og erhvervsuddannelserne.

Sammenlignet med 2012 er der for 9. klasses afgangselever i 2013 efter 12 måneder en større andel, der vælger gymnasiale uddannelser med 71 pct. mod 68 pct. i 2012. Andelen af unge der er tilknyttet erhvervsuddannelser er større for 2012 afgangseleverne med 21 pct. mod 18 pct. for 2013. Andelen af unge tilknyttet forberedende aktiviteter er større for 2013 afgangseleverne med 6 pct. mens den var for 4 pct. for 2012 eleverne.

Retsgrundlag

Der er ikke noget retsgrundlag for beslutningen.

Politiske beslutninger og aftaler

Ingen bemærkninger.

Økonomiske konsekvenser

Ingen økonomiske konsekvenser for Hvidovre Kommune.


9. Udkast til temaer i Kommuneplan 2014 - ARU

Beslutningstema

Som led i forberedelsen af udkast til Kommuneplan 2014 skal Økonomiudvalget drøfte og kommentere temaafsnittene. Forud for denne behandling har alle fagudvalgene lejlighed til at forholde sig til de emner, der er af særlig interesse for det pågældende udvalg. Det er primært kommuneplanens temaer ’Byområdet’ samt ’Miljø og forsyning’ der er relevant for Arbejdsmarkedsudvalget.

Indstilling

Kultur-, Teknik-, Miljø- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller til Arbejdsmarkedsudvalget at anbefale over for Økonomiudvalget

  1. at temaafsnittene drøftes med henblik på beslutning om eventuelle ændringer inden forvaltningen forelægger det samlede udkast til Kommuneplan 2014 til godkendelse.

Beslutning i Arbejdsmarkedsudvalget den 05-02-2015

Udvalget ønsker, at der tilføjes et afsnit om arbejdsliv i Hvidovre som punkt 1.6. Derudover havde udvalget en drøftelse af at kæde energirenovering af den private boligsektor sammen med en aktiv beskæftigelsespolitik. Forvaltningen udarbejder et forslag med udgangspunkt i udvalgets drøftelser.

Sagsfremstilling

Nye kommuneplaner skal udarbejdes på baggrund af beslutningerne og indholdet i en vedtaget og offentliggjort strategi for kommuneplanlægningen (planlovens § 23b). Hvidovre Kommunalbestyrelse har den 7. maj 2012 vedtaget Planstrategi 2011 endeligt.

Planstrategi 2011 udgør derfor sammen med Kommunalbestyrelsens vision om Hvidovre som Børnenes og Familiernes By grundlaget for den igangværende revision af kommuneplanen. Det er heri Kommunalbestyrelsen har tegnet de store linjer for den udvikling, som man vil arbejde for de næste 10-20 år.

Det blev i planstrategien understreget, at kommuneplanen skal være helhedsorienteret og ikke alene skal handle om fysisk/funktionelle arealdispositioner. Temaerne i udkastet til Kommuneplan 2014 er derfor udarbejdet af en række arbejdsgrupper på tværs af forvaltningerne.

Et af fokusområderne i planstrategien var byomdannelse af udvalgte områder, herunder erhvervsområdet Avedøre Holme. Målet med Avedøre Holme er at skabe et moderne erhvervsområde med bredere anvendelsesmuligheder, end den nuværende lokalplan/kommuneplan giver mulighed for. Der skal være plads til både miljøbelastende og miljøvenlige virksomheder. Desuden skal der være plads til offentlige formål som undervisning og kulturelle anlæg, samt fritids- og friluftsanlæg, der kræver særlig afstand til boligområder mv.

På Arbejdsmarkedsudvalgets område er der to temaer i kommuneplanen, der er særlig relevante. I temaet ’Byområdet’ er det navnlig afsnittene 3.3 om centerområder, 3.7 om erhvervsområder, samt 3.7.1 om udvikling af Avedøre Holme. Og i temaet ’Miljø og forsyning’ er det især afsnittene 5.0 om omstilling til fremtiden, 5.1 om grønt erhverv, 5.2 om affald som ressource samt 5.3 om grøn transport, der er vigtige for udvalget.

Alle afsnit er bygget op om den samme struktur med en introducerende tekst, Kommunalbestyrelsens målsætninger, retningslinjer samt en uddybende og forklarende redegørelse.

Synes udvalget, at der er emner, der er mangler i kommuneplanens tekster? Eller er der tekst om bestemte emner, som man ønsker fjernet/ændret?

Er de foreslåede målsætninger dækkende for udvalgets mål? Gælder det også på lidt længere sigt? Husk at kommuneplanens tidshorisont er 12 år frem.

Giver de foreslåede retningslinjer mening for udvalget? Husk at Kommunalbestyrelsen skal arbejde for at virkeliggøre kommuneplanens indhold.

Retsgrundlag

Kommuneplaner udarbejdes med hjemmel i planlovens § 23b. Indholdet i kommuneplanen skal leve op til de krav, der er indeholdt i planlovens §§ 11 og 11a-f.

Politiske beslutninger og aftaler

Økonomiudvalget godkendte den 18. august 2014, punkt 15, det overordnede indhold og den politiske proces for godkendelse af et udkast til Kommuneplan 2014. Det er indeholdt i processen, at Økonomiudvalget i løbet af arbejdsprocessen drøfter udvalgte emner. Herunder skulle Økonomiudvalget i januar 2015 drøfte det foreløbige indhold i temaerne. På grund af tidsmangel i processen sker denne drøftelse i stedet på mødet den 16. februar 2015.

Økonomiske konsekvenser

Ingen økonomiske konsekvenser for Hvidovre Kommune.

Bilag

  1. Udkast til temaer i Kommuneplan 2014, dateret den 6. januar 2015 (136 sider) (pdf)

10. Orientering om træffetidssager

Beslutning i Arbejdsmarkedsudvalget den 05-02-2015

Ingen sager i træffetiden.


11. Eventuelt

Beslutning i Arbejdsmarkedsudvalget den 05-02-2015

Arbejdsmarkedsudvalgsformanden spurgte til seniorjobordningen.


12. Afrapportering på Borgmesterklager

Lukket sag

Beslutning i Arbejdsmarkedsudvalget den 05-02-2015

Taget til efterretning.