Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Referat - Arbejdsmarkedsudvalget den 4. februar 2014

Mødefakta

Dato: Tirsdag den 4. februar 2014
Mødetidspunkt: Kl. 17:15
Mødested: Ny Kaffestue

Medlemmer

  • Benthe Viola Holm (A)
  • Ivan Fogtmann (O)
  • Mikail Erman (A)
  • Mogens Leo Hansen (Ø)
  • Ømer Kuscu (A)

Indholdsfortegnelse


1. Godkendelse af dagsorden

Beslutning i Arbejdsmarkedsudvalget 2014 den 04-02-2014

Godkendt.


2. Meddelelser

Beslutning i Arbejdsmarkedsudvalget 2014 den 04-02-2014

Jobcenterchefen orienterede om ledigheden i december som var 5,2% i Hvidovre.

Kultur- og Arbejdsmarkedsdirektøren orienterede om møde i Erhvervskontaktudvalget.


3. Præsentation af arbejdsmarkedsområdet

Beslutning i Arbejdsmarkedsudvalget 2014 den 04-02-2014

1.at - taget til efterretning og udvalget ønsker at følge konsekvenser af kontanthjælpsreformen.

2.at - udsættes til næste møde.

Indstilling

Kultur- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller til Arbejdsmarkedsudvalget

  1. at udvalget tager præsentationen af Ydelsescentret til efterretning
  2. at udvalgets medlemmer udtrykker ønsker for arbejdet i Arbejdsmarkedsudvalget.

Sagsfremstilling

Arbejdsmarkedsafdelingen fortsætter præsentationen af arbejdsmarkedsområdet, og afdelingen som varetager området. På dette møde vil Ydelsescentrechef Ninette van Wonterghem præsentere Ydelsescentre og dets opgaver.

Herefter vil medlemmerne af udvalget få mulighed for at tilkendegive deres ønsker til arbejdet i Arbejdsmarkedsudvalget i forhold til:

-Interesseområder og mærkesager

-Særlige politiske tanker på området


4. Kontraktmål for Vandrehjemmet Belægningen 2014

Beslutning i Arbejdsmarkedsudvalget 2014 den 04-02-2014

Godkendt. Fremover udarbejder Belægningen en årlig status til udvalget.

Indstilling

Kultur- og Arbejdsmarkedsafdelingen indstiller til Arbejdsmarkedsudvalget

  1. at der ikke udarbejdes kontraktmål for Vandrehjemmet Belægningen for 2014 og fremover

Sagsfremstilling

På Arbejdsmarkedsudvalgets område er der kun et område, der hidtil har været omfattet af kontraktmål.

Det er Vandrehjemmet Belægningens servicedrift.

Servicedriftsbudgettet (netto) på Belægningen er i 2014 185.060 kr.

Det dækker over indtægter fra de overnattende gæster på ca. 2,4 mio. kr.  og driftsudgifter til husleje, linnedvask mv. på ca. 2,2 mio. kr.

Det er dette område, der er omfattet af kontraktmål.

Den beskæftigelsesrettede indsats på Belægningen er ikke omfattet af kontraktmål. Den beskæftigelsesrettede indsats på Belægningen er i stedet en del af målene i Beskæftigelsesplanen og i Aktivitetsafdelingen indsatsmål.

Da det primære aktivitet for Belægningen er beskæftigelsesindsatsen foreslår Kultur- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, at der fra og med 2014 ikke udarbejdes en kontraktmål for Belægningen.


5. Ankestyrelsens praksisundersøgelser om Kontanthjælp og formue

Beslutning i Arbejdsmarkedsudvalget 2014 den 04-02-2014

Anbefales overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen.

Beslutning i Økonomiudvalget 2014 den 17-02-2014

Arbejdsmarkedsudvalgets indstilling anbefales godkendt.

Beslutning i Kommunalbestyrelsen 2014 den 25-02-2014

Godkendt.

Indstilling

Kultur- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller til Arbejdsmarkedsudvalget at anbefale overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen

  1. at orienteringen om praksisundersøgelsen tages til efterretning.

Sagsfremstilling

Ydelsescentret har deltaget i Ankestyrelsens praksisundersøgelse sammen med ydelsescentre i 13 andre kommuner. Ankestyrelsen er den myndighed, som påser at kommunerne følger gældende lovgivning. Kommuner, der deltager i undersøgelsen, er forpligtet til at lade undersøgelsen behandle af Kommunalbestyrelsen, jf. Retssikkerhedslovens § 79 a.

Ankestyrelsen har udtaget 130 sager fra 14 kommuner heraf 10 fra Hvidovre Kommune. Ankestyrelsen har analyseret og vurderet lovmedholdeligheden af kommunernes afgørelse om afslag på kontanthjælp

  • i forhold til hovedreglen om formue i aktivlovens § 14
  • om selve den skriftlige afgørelse opfylder lovens bestemmelser

Undersøgelsens samlede resultat for alle kommuner viser at 116 afgørelser af de indsendte sager, er i overensstemmelse med regler og praksis, svarende til 89 procent. De øvrige 14 afgørelser, svarende til 11 procent, ville derimod blive ændret eller hjemvist til fornyet behandling i kommunerne, hvis de havde været forelagt Ankestyrelsen som klagesager.

Alle Ydelsescentrets sager var korrekte, og herved ville ingen af Ydelsescentrets 10 indsendte sager blive ændret eller hjemvist, hvis de havde været klagesager i Ankestyrelsen. Dog bemærkede Ankestyrelsen, at fire sager manglede enkelte mindre oplysninger, men at dette ikke ville have haft betydning for afgørelsernes rigtighed. Samlet set er Ydelsescentrets sagsbehandling bedre end landsgennemsnittet.

På baggrund af Ankestyrelsens resultat vil Ydelsescentret fortsat behandle ansøgninger om kontanthjælp efter hidtidige procedurer dog fremadrettet med opmærksomhed på Ankestyrelsens bemærkninger.

Bilag

  1. Ankestyrelsens praksisundersøgelser om kontanthjælp og formue (pdf)

6. Status på sygedagpengeområdet

Beslutning i Arbejdsmarkedsudvalget 2014 den 04-02-2014

Taget til efterretning.

Indstilling

Kultur- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller til Arbejdsmarkedsudvalget

  1. at status på sygedagpengeområdet tages til efterretning.

Sagsfremstilling

Forvaltningen har udarbejdet den faste opgørelse på sygedagpengeområdet, som fremlægges på hvert femte af udvalgets møder.

Punktet er opdelt i en fast afrapportering på antal af sager fordelt på varighed og derudover et tema, som er forskelligt fra gang til gang. Fokus er denne gang på køn og alder.

Opdeling på varighed

Af bilag 1 fremgår det, at antallet af sygedagpengesager i uge 2 2014 med varighed på 0-4 uger (100 % refusion) er lavere end for samme uge i 2013, 2012 og 2011. I uge 2 var der således 34 sager med en varighed på mellem 0 og 4 uger. Udviklingen i 2013 har været svingende, med en stigning fra uge 1-8, fald og stagnation fra uge 9 til 28 og en markant stigning fra uge 29 til 36 (fra 22 til 61 sager). Derefter er antallet igen faldet en smule frem til uge 43 for derefter at falde yderligere hen mod årsskiftet. Udviklingen i 2013 viser, at antallet af sager med en varighed på 0-4 uger generelt er svingende, som det også var gældende de forrige år.

Antallet af 5-52 ugers sager (30/50 % refusion) har været under niveau for de forrige år igennem hele 2013. I 2014 fortsætter den positive udvikling, hvor der i uge 2 2014 var 570 sager mod 602 sager i samme uge i 2013. Det er især antallet af sager med en varighed på mellem 5-39 uger, der er faldet i 2013.

I uge 2 2014 var der 102 sager med en varighed på over 52 uger (0 % refusion), hvilket er et lavere niveau end for de foregående år for samme uge i 2011, 2012 og 2013, jf. figur 3 i bilag 1.

Det samlede antal sygedagpengesager i uge 2 2014 var på 706 sager i alt, og var således også mindre end i de foregående år. Udviklingen i 2013 var også generelt under niveauet for de foregående år, jf. figur 4 i bilag.

Køn og alder

Den faste afrapportering på sygedagpengeområdet suppleres hver gang af et tema med forskelligt fokus. Denne gang er fokus på en karakteristik af sygedagpengemodtagere i Jobcenter Hvidovre efter køn og alder.

Af bilag 2 tabel 1 fremgår det, at der var en næsten lige fordeling af mænd og kvinder på sygedagpenge i september 2013. Kvinder udgjorde således 52,6 % (346) af det samlede antal, mens mænd udgjorde 47,4 % (312). Det største antal sygedagpengemodtagere lå desuden i aldersintervallet mellem 40 – 59 år, der udgjorde 60,5 % af det samlede antal. De største grupper af sygedagpengemodtagere i Hvidovre var kvinder mellem 45-49 år (63 personer), kvinder mellem 50-54 år (59) og mænd mellem 55-59 år (59) .

Figur 1 i bilag 2 illustrerer fordelingen med færre aldersintervaller.  

Bilag

  1. Bilag til ARU den 4-2-2014, Status på sygedagpengeområdet bilag 1 (pdf)
  2. Bilag til ARU den 4-2-2014, Status på sygedagpengeområdet bilag 2 (pdf)

7. Decisionskrivelse vedrørende revisionsberetning for 2012

Beslutning i Arbejdsmarkedsudvalget 2014 den 04-02-2014

Anbefales overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen.

Beslutning i Økonomiudvalget 2014 den 17-02-2014

Arbejdsmarkedsudvalgets indstilling anbefales godkendt.

Beslutning i Kommunalbestyrelsen 2014 den 25-02-2014

Godkendt.

Indstilling

Kultur- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller til Arbejdsmarkedsudvalget at anbefale overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen

  1. at orienteringen vedrørende decisionsskrivelsen tages til efterretning.

Sagsfremstilling

Der er modtaget decisionsskrivelse i forhold til revision af de sociale regnskaber for 2012 på områder med statsrefusion for Hvidovre Kommune.

Arbejdsmarkedsstyrelsen har gennemgået revisionens beretning for 2012, og har alene taget stilling til revisors bemærkninger af betydning for statsrefusion og tilskud på Beskæftigelsesministeriets sagsområder.

Konklusionen på revisionen er, at der ikke er forbehold eller revisionsbemærkninger på Beskæftigelsesministeriets område.

Ministeriet har dog bemærkninger til følgende i revisionens beretning

  1. Ministeriet vurderer det som utilfredsstillende, at områderne kontanthjælp/aktivering og revalidering/forrevalidering ikke generelt er blevet administreret i overensstemmelse med gældende regler – vedrørende jobplaner. Ministeriet forventer, at det fremgår af næste års beretning, hvordan kommunen har fulgt op på området.
  1. Revisor har desuden oplyst, at der er væsentlige fejl om rådighedsbeløb vedrørende integrationsprogrammet på integrationsområdet. Ministeriet forventer ligeledes, at det fremgår af næste års beretning, hvordan kommunen har fulgt op på dette.
  1. Ministeriet bemærker endvidere at der ikke er uafklarede forhold vedrørende revisionen for 2011 og at ministeriet går ud fra, at kommunen har foretaget nødvendig den berigtigelse af refusion vedrørende fleksjobgennemgang for 2010. Berigtigelsen er sket.

Hvad angår de generelle fejl vedrørende Jobplaner, jf. 1, kan de alle henføres til, at den ledige ikke har underskrevet og returneret jobplanen inden borgeren starter i et beskæftigelsesfremmende tilbud. Jobcentret efterlever reglen om underskrift før start i vid udtrækning, men vælger også at tilgodese virksomhedernes behov for arbejdskraft og den lediges muligheder for at komme ind på arbejdsmarked her og nu, således at en administrativ procedure ikke forhindrer en opstart af en beskæftigelsesfremmende indsats. I disse tilfælde indhentes underskriften efterfølgende.

Jobcenteret har dog i løbet 2013 gennemført ledelsestilsyn på området for jobplaner 2 gange for at sikre, at underskriftsforsinkelse kun sker i undtagelsestilfælde.

En lovændring om digital underskrift via Jobnet har endvidere medført, at gruppen af jobparate ledige underskriver digitalt, når de bekræfter deres jobsøgning hver 7. dag, hvilket har minimeret problematikken.

Hvad angår ministeriets bemærkninger om væsentlige fejl om rådighedsbeløb vedrørende integrationsprogrammet, jf. 2, kan det oplyses, at fejlene blev rettet under revisionens besøg og at der fremadrettet laves en arbejdsgangsprocedure, som sikrer korrekt hjemtagelse af statsrefusion.

Bilag

  1. Decisionskrivelse - Hvidovre Kommune Revision 2012 (pdf)

8. Eventuelt

Beslutning i Arbejdsmarkedsudvalget 2014 den 04-02-2014

Arbejdsmarkedsudvalgsformanden orienterede om besøg på Krogstens Have og fortalte om deres positive indtryk af samarbejdet med Jobcentret.

Ømer Kuscu spurgte til, om borgere fra andre kommuner kan komme i løntilskud i virksomheder i Hvidovre.