Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Referat - Arbejdsmarkedsudvalget den 30. oktober 2017

Mødefakta

Dato: Mandag den 30. oktober 2017
Mødetidspunkt: Kl. 15:00
Mødested: Hvidovre

Medlemmer

  • Benthe Viola Holm (A)
  • Gert Wahl (Ø)
  • Ivan Fogtmann (O)
  • Mikail Erman (A)
  • Ømer Kuscu (A)

Indholdsfortegnelse


1. Godkendelse af dagsorden

Beslutning i Arbejdsmarkedsudvalget den 30-10-2017

Godkendt.


2. Meddelelser

Beslutning i Arbejdsmarkedsudvalget den 30-10-2017

Arbejdsmarkedsudvalgsformanden orienterede om ny jobpræmie og om udfordringer med unge ledige.


3. Borgermøde med udvalgsformand

Beslutningstema

Udvalgsformanden Ivan Fogtmann og direktør Gert Nelth mødtes den 29. september med to borgere fra Hvidovre Kommune, der, med afsæt i egne oplevelser, problematiserede det bureaukratiske system som kommunerne administrerer. De to borgere påpegede under mødet flere uhensigtsmæssige oplevelser med relation til jobcentrets forvaltning af beskæftigelsesområdets regelsæt. Arbejdsmarkedsudvalget skal derfor drøfte indholdet af den fremførte kritik med henblik på at overveje, hvorvidt der er nogle interne procedurer som fremadrettet kan håndteredes anderledes.  

Indstilling

Direktøren indstiller til Arbejdsmarkedsudvalget

  1. at drøfte den fremførte kritik af det regelsæt, som jobcentret er forpligtet til at administrere efter, samt overveje mulighederne for at justere dele af sagsbehandlingen i henhold til de borgerdrevne problematiseringer af jobcentrets praksis.   

Beslutning i Arbejdsmarkedsudvalget den 30-10-2017

Drøftet. Der udarbejdes en henvendelse til Beskæftigelsesministeren på baggrund af drøftelsen. Henvendelsen drøftes på det kommende udvalgsmøde, og der foreslås, at Kommunalbestyrelsen er afsender på henvendelsen.

Sagsfremstilling

Den 27. september 2017 mødtes udvalgsformand Ivan Fogtmann og direktør Gert Nelth med to borgere, som ønskede at præsentere deres oplevelse af nogle generelle problemstillinger knyttet til sagsbehandlingen i Jobcenter Hvidovre. De to borgere fremlagde derudover en række forslag til forbedringer af de kritikpunkter, som de både relaterede til deres egne sagsforløb såvel som til andre sager de har kendskab til.

Sammenfatning af kritikpunkterne på mødet

De to borgere gav på mødet udtryk for, at deres sager trækkes i unødigt langdrag som følge af de mange beskæftigelsesafklarende initiativer, som jobcentret iværksætter med henblik på at udrede eller forbedre borgerens arbejdsevne. Udover at generere unødvendigt langtrukne forløb, som kan virke opslidende for målgruppens funktionshæmmede borgere, påpeger de derudover, at de mange tiltag repræsenterer en række anseelige udgifter for Hvidovre Kommune. Udgifter, som de ikke finder står mål med effekten af de mange indsatser. Borgerne oplever endvidere, at de enkelte indsatser påbegyndes for deres egen skyld, fremfor at udgøre et led i en mere langsigtet strategi. I forlængelse heraf efterspørger de en mindre standardiseret redskabsvifte, da brugen af fx mentor, afspændingspædagog eller psykolog ikke nødvendigvis matcher den enkeltes specifikke udfordringer.

De to borgere mener derudover ikke, at lægefaglige udredninger og funktionsevnebeskrivelser tildeles en tilstrækkelig tyngde i vurderingen af den enkelte sag. På denne baggrund oplever borgerne, at jobcentret negligerer deres sygdomsbillede, hvorfor de ikke kan genkende sig selv i det portræt jobcentret og dets samarbejdspartnere udmaler af dem. De to borgere oplever således ikke, at deres sag bliver ordentlig belyst, ligesom de ikke føler sig forstået i mødet med jobcentrets bureaukratiske system.

For en mere udtømmende gennemgang af den fremførte kritikse vedlagte referat fra borgermødet samt borgernes supplerende kommentarer i bilag C og D.

Reform af førtidspension og fleksjob 2013

I 2013 vedtog regeringen en reform af førtidspensionsområdet, hvilket medførte en stramning af de dokumentationskrav, som skal opfyldes i forbindelse med en bevilling af førtidspension eller fleksjob. Reformens politiske arkitekter lancerede stramningerne som en håndsrækning til de ledige borgere, der som følge af sociale, fysiske eller psykiske problematikker var ekskluderet fra det arbejdende fællesskab. Den passive forsørgelse fik med andre ord karakter af ”bjørnetjeneste”, og fraværet af arbejdsmarkedsrettede indsatser blev udlagt som et ”svigt” af den enkelte borger. Reformens skærpede krav baserede sig således på en politisk intention om, at adgangen til førtidspension skulle begrænses til fordel for en tværfaglig indsats med fokus på udvikling af arbejdsevnen.

Siden reformens indførelse har borgerne i målgruppen derfor skulle gennemgå en rehabiliterende indsats i et ressourceforløb, der tager udgangspunkt i den enkeltes muligheder og behov. Ressourceforløbene skal - i form af en aktiv og individuelt udformet indsats - bidrage til at udvikle samt afklare den enkeltes arbejds- og funktionsevne. Indsatsen skal samtidig antage en helhedsorienteret karakter, og kan derfor både indeholde social-, beskæftigelses-, uddannelses- og sundhedsfaglige tilbud. Ifølge lovgivningens konkrete indhold – og de bagvedliggende politiske intentioner - skal jobcentret således have fokus på borgerens muligheder fremfor begrænsninger, og kun i de tilfælde, hvor det er dokumenteret, at borgeren på trods af en systematisk indsats åbenlyst ikke kan udvikle sit funktionsniveau, kan der tilkendes førtidspension.

Lovgivningen befordrer således et udviklingsperspektiv på borgerne, ligesom den på baggrund af et politisk ønske om at reducere tilgangen til førtidspension, anlægger stramme kriterier for dokumentation af borgerens samlede situation.  

Jobcentret har i forlængelse heraf ingen bevidst intention om at trække borgernes sager i langdrag, men er som følge af et ufleksibelt regelsæt

forpligtet til at indhente en bredspektret dokumentation af den enkeltes arbejdsmarkedsrettede potentialer. En dokumentation, der forudsætter iværksættelsen af en række forskelligartede initiativer, som fra skiftende vinkler kan belyse borgerens samlede situation. Herved sikrer jobcentret sig, at sagen ikke bliver afvist på rehabiliteringsmødet, men administrationen af førtidspensions- og fleksjobs reformens lovfæstede procedurer kan ligeledes bidrage til at fastholde borgeren i lange og opslidende ressourceforløb. Lovgivningens hårde dokumentationskrav og tydelige fokus på den lediges udviklingspotentiale udgør således et overordnet rammevilkår, som i praksis kan medføre, at udsatte borgere med varige funktionsnedsættelser skal gennemgå op til flere afklarende forløb. Forløb, hvorigennem jobcentret har pligt til at identificere og udvikle den enkeltes eventuelle arbejdsevne.  

Jobcentrets forskellige indsatser skal derfor tolkes som et udtryk for, at jobcentret, i forlængelse af lovgivningens procesregulerende retningslinjer, arbejder målrettet på at belyse og dokumentere rehabiliteringssagerne på det bredest mulige grundlag. I den forbindelse ignoreres lægeerklæringerne ikke, men de indgår derimod i den samlede mængde af tværfaglige oplysninger, som danner grundlag for rehabiliteringsteamets indstilling. Der er således flere forskelligrettede hensyn på spil, som hver især repræsenteres af en fagperson i det rehabiliteringsteam, der i samspil skal afstemme de forskellige lægefaglige-, socialfaglige- og beskæftigelsesfaglige vurderinger på mødet. Det bør her bemærkes, at det i sidste ende er i beskæftigelseslovgivningen at lovhjemlen forefindes.

I forlængelse af ovenstående er der ikke noget som tyder på, at Jobcenter Hvidovre fortolker loven for stramt. Af den seneste opgørelse fra Ankestyrelsen over klagesager fra jobcentret fremgår det, at Ankestyrelsen i første halvår af 2017 har behandlet 24 sager på jobcentrets område. Af disse er kun en enkelt sag blevet omgjort, hvilket svarer til en fejlprocent på 4 pct. (1/24). Dette indikerer, at Hvidovre Kommune forvalter loven i overensstemmelse med dens forskrifter, idet jobcentrets praksis er blevet stadfæstet gennem Ankestyrelsen afgørelser. Jobcenter Hvidovres administration af førtidspension- og fleksjobs reformens stramninger korresponderer således med lovgivningens konkrete indhold og politiske intentioner.

Reformen af området for førtidspension og fleksjob er i 2017 blevet genstand for en omfattende evaluering, som, ifølge beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen, kan afdække et behov for præcisering og justering, der på sigt vil kræve en lovændring.

De 9 borgerspørgsmål som fremgår af vedlagte bilag, vil på udvalgsmødet den 30. oktober blive genstand for en mere konkret og udtømmende besvarelse.

Retsgrundlag

Der er ikke noget retsgrundlag for beslutningen.

Økonomiske konsekvenser

Ingen økonomiske konsekvenser for Hvidovre Kommune.

Bilag

  1. Bilag D - Supplerende bemærkninger til referat fra borgermøde.pdf (pdf)
  2. Spørgsmål fra borgere.pdf (pdf)
  3. Artikel fra Weekendavisen.pdf (pdf)
  4. Bilag C -Referat fra borgermøde d. 29. september 2017.pdf (pdf)

4. Beskæftigelsesplan 2018

Beslutningstema

Center for Beskæftigelse har udarbejdet sagsfremstillingen.

Alle landets kommuner skal hvert år udforme en beskæftigelsesplan, som uddyber målene for det kommende års beskæftigelsesindsats. Arbejdsmarkedsudvalget skal godkende Hvidovre Kommunes beskæftigelsesplan for 2018.

Indstilling

Direktøren indstiller til Arbejdsmarkedsudvalget at anbefale over for Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen

  1. at godkende Beskæftigelsesplan 2018.

Beslutning i Arbejdsmarkedsudvalget den 30-10-2017

Anbefales godkendt.

Handicaprådets høringssvar indgik i behandlingen.

Sagsfremstilling

Hvidovre skal ligesom landets øvrige kommuner hvert år udarbejde en beskæftigelsesplan, som beskriver det kommende års samlede beskæftigelsesindsats i jobcentret. Planen skal endvidere indeholde en række beskæftigelsespolitiske målsætninger, der angiver retningen for den kommunale indsats konkrete udmøntning.

Efter Lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen er der følgende krav til indholdet af beskæftigelsesplanen.

Senest den 31. december skal kommunalbestyrelsen hvert år vedtage en beskæftigelsesplan for det kommende års beskæftigelsesindsats. Planen skal tilpasses lokale forhold og udfordringer, men kan tage afsæt i de vejledende mål for landets aktive beskæftigelsesindsats, som hvert år bliver udmeldt af beskæftigelsesministeren.

I grundlaget for udarbejdelsen af beskæftigelsesplanen skal indgå en resultatrevision, som viser resultater og effekter af det forudgående års beskæftigelsesindsats i jobcentret.

Umiddelbart efter vedtagelsen skal Kommunalbestyrelsen sende beskæftigelsesplanen til orientering i Det regionale arbejdsmarkedsråd.

Hvidovre Kommune har valgt at ensrette strategiudviklingen i alle kommunens fagudvalg, så Hvidovres politiske kurs udstikkes efter den samme overordnede styringsmodel. På beskæftigelsesområdet bliver kommunens strategi og politik samlet i beskæftigelsesplanen.

Processen for udarbejdelse af Beskæftigelsesplan 2018 i Hvidovre Kommune består af fire trin:

1)Arbejdsmarkedsudvalget og administrationen udvælger en række beskæftigelsespolitiske pejlemærker: ”Brancheskift, Det gode match & Opkvalificering”, ”Integration”, ”Virksomhedsindsats” og ”Langtidsforsørgede med fokus på socialøkonomisk virksomhed”.

2)Dialogmøde mellem politikere samt ledere og chefer, som er tæt på kommunens borger- og virksomhedsrettede kerneopgaver. På mødet udarbejder politikkerne de overordnede målsætninger for beskæftigelsesindsatsen i 2018.

3)Politikkernes målsætninger indenfor de udvalgte pejlemærker omsættes til konkrete mål for Center for Beskæftigelse og Jobcentret.

4)Opfølgning på målene og dokumentation af effekt i 2018. 

Arbejdsmarkedsudvalget skal på mødet tage stilling til, hvorvidt de vil godkende vedlagte bud på Hvidovre Kommunes Beskæftigelsesplan 2018.

Retsgrundlag

Lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen, nr. 1482 af 23. december 2014, § 4.  

Politiske beslutninger og aftaler

Ingen bemærkninger.

Økonomiske konsekvenser

Der er ingen økonomiske konsekvenser for Hvidovre Kommune.

Bilag

  1. Bilag 1 - ANALYSEKAPITEL.pdf (pdf)
  2. BESKÆFTIGELSESPLAN 2018 (pdf)
  3. Handicaprådets høringssvar til Beskæftigelsesplan 2018 (pdf)

5. Opsamling på JobCAMP 2017

Beslutningstema

Center for Beskæftigelse har udarbejdet sagsfremstillingen.

Flere af arbejdsmarkedsudvalgets medlemmer deltog for nylig i KL’s beskæftigelsespolitiske konference jobCAMP 2017. Udvalget skal evaluere konferencen, og drøfte de overvejelser medlemmernes deltagelse i jobCAMP 2017 har givet anledning til.

Indstilling

Direktøren indstiller til Arbejdsmarkedsudvalget

  1. at drøfte de erfaringer udvalget har gjort sig i forbindelse med jobCAMP 2017.

Beslutning i Arbejdsmarkedsudvalget den 30-10-2017

Drøftet.

Sagsfremstilling

Arbejdsmarkedsudvalget deltog den 23. og 24. oktober i jobCAMP 2017, som, i form af KL’s årlige konference om beskæftigelsespolitik, henvender sig til kommunalpolitikere, medlemmer af de regionale arbejdsmarkedsråd, kommunale ledere samt andre interessenter på beskæftigelsesområdet. JobCamp 2017 havde i år titlen ”Godt på vej mod fremtidens arbejdsmarked”, og konferencen havde blandt andet fokus på følgende emner:

  • Alle unge skal med
  • Flere skal med i arbejdsstyrken
  • En enkel og mere effektiv beskæftigelsesindsats
  • Fremtidens arbejdsmarked

Retsgrundlag

Der er ikke noget retsgrundlag for beslutningen.

Politiske beslutninger og aftaler

Ingen bemærkninger.

Økonomiske konsekvenser

Ingen økonomiske konsekvenser for Hvidovre Kommune.


6. Orientering om træffetidssager

Beslutning i Arbejdsmarkedsudvalget den 30-10-2017

Der har været to sager i træffetiden.


7. Nøgletal ledighed

Beslutningstema

Center for Beskæftigelse har udarbejdet sagsfremstillingen.

Arbejdsmarkedsudvalget besluttede på udvalgsmødet den 20. september 2017, at ledighedstallene for Hvidovre Kommune fremadrettet skal indgå som et fast punkt på udvalgets dagsordener. Arbejdsmarkedsudvalget orienteres om de senest registrerede ledighedstal indenfor to forskellige indikatorer for ledighed.

Indstilling

Direktøren indstiller til Arbejdsmarkedsudvalget

  1. at tage orienteringen vedrørende Hvidovre Kommunes ledighedstal til efterretning.

Beslutning i Arbejdsmarkedsudvalget den 30-10-2017

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

På udvalgsmødet den 20. september 2017 besluttede Arbejdsmarkedsudvalget, at ledighedstallene fremover skal udgøre et fast punkt på dagsordenen til udvalgets møder. 

Bruttoledighed i Hvidovre Kommune

Bruttoledigheden består både af de registrerede ledige i a-kasserne og jobcentrene (de nettoledige), og de aktiverede dagpenge- og arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere. Bruttoledigheden udgør således summen af de jobparate modtagere af dagpenge, kontanthjælp og uddannelseshjælp, samt de jobparate aktiverede dagpenge-, kontanthjælps- og uddannelseshjælpsmodtagere (herunder personer i løntilskud). Ved at inkludere jobparate personer i aktivering kan den registrerede bruttoledighed blandt andet give et overblik over, hvor mange arbejdsmarkedsparate personer, der er til rådighed for arbejdsmarkedet.

De tre senest registrerede tal for bruttoledigheden i Hvidovre Kommune kan aflæses af tabellen nedenfor (fuldtidsledig i pct. af arbejdsstyrken):

Maj

Jun

Jul

Bruttoledige i Hvidovre Kommune

4 pct.

4. pct.

3,8 pct.

kilde Danmarks Statistik

Af tabellen fremgår det, at bruttoledigheden i Hvidovre Kommune var på fire procent i maj og juni, hvorefter den faldt til 3,8 procent i juli måned.

Se bilag A for nærmere information.

Antal fuldtidsledige i Jobcenter Hvidovre

I juni måned var der ifølge tal fra Danmarks Statistik 3907 fuldtidsledige personer tilknyttet Jobcenter Hvidovre. Derudover var der 2004 borgere på enten førtidspension eller efterløn.

Se bilag B for nærmere information.

Tallene for beskæftigelses- og erhvervsfrekvensen i Hvidovre Kommune – herunder andelen af beskæftigede ikke-vestlige indvandre og efterkommere - er senest blevet opdateret i 2015, hvorfor de ikke er blevet medtaget i nærværende præsentation af kommunens ledighedstal. Tallene vil derimod blive videreformidlet til udvalget, når de igen bliver opdateret i januar 2018.

Retsgrundlag

Der er ikke noget retsgrundlag for beslutningen.

Økonomiske konsekvenser

Ingen økonomiske konsekvenser for Hvidovre Kommune.

Bilag

  1. Bilag-A-Bruttoledighed-på-Vestegnen.pdf (pdf)
  2. Bilag B -Fuldtidspersoner i jobcentret.pdf (pdf)

8. Eventuelt

Beslutning i Arbejdsmarkedsudvalget den 30-10-2017

Ømer Kuscu (A) spurgte til integration og boliger til flygtninge.