Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Referat - Arbejdsmarkedsudvalget den 14. august 2017

Mødefakta

Dato: Mandag den 14. august 2017
Mødetidspunkt: Kl. 14:00
Særlige forhold: Borgmester Helle Adelborg deltog under punkterne 1 - 4.
Mødested: Hvidovre

Medlemmer

  • Benthe Viola Holm (A)
  • Gert Wahl (Ø)
  • Ivan Fogtmann (O)
  • Mikail Erman (A)
  • Ømer Kuscu (A)

Indholdsfortegnelse


1. Godkendelse af dagsorden

Beslutning i Arbejdsmarkedsudvalget den 14-08-2017

Godkendt.


2. Meddelelser

Beslutning i Arbejdsmarkedsudvalget den 14-08-2017

Arbejdsmarkedsudvalgsformanden bød velkommen til borgmesteren, kommunaldirektøren, samt repræsentanter fra Center for Økonomi og Analyse. Derudover bød formanden velkommen til Gert Wahl, som er indtrådt i udvalget i stedet for Mogens Leo Hansen.

Arbejdsmarkedsudvalgsformanden orienterede om, at der på næste udvalgsmøde vil blive fremlagt et forslag om at flytte udvalgets møde den 25. september 2017 til den 20. september 2017 kl. 15:00, da mødet karambolerer med KL’s temadag på ældreområdet i Kolding.


3. Budget 2018-2021 Arbejdsmarkedsudvalget

Beslutningstema

Udvalget drøfter status for eget område af Budget 2018.

Center for Økonomi og Analyse har udarbejdet sagsfremstillingen.

Indstilling

Direktøren indstiller til Arbejdsmarkedsudvalget

  1. at drøfte budgetsituationen for udvalgets område set i lyset af basisbudgettet, økonomiaftalen mellem Regeringen og KL, og kommunens økonomiske situation
  2. at drøfte Direktionens katalog for eget område
  3. at tage stilling til takster for 2018 på udvalgets område
  4. at udvalgets bemærkninger oversendes til Økonomiudvalgets 1. behandling

Beslutning i Arbejdsmarkedsudvalget den 14-08-2017

Ad 1. Drøftet.

Ad 2. Drøftet.

Ad 3. Taksterne fremgår af hjemmesiderne www.belaegningen.dk og  www.bibliotekscafeen.hvidovre.dk

Ad 4. Udvalget ønsker fortsat en pulje 500.000 kr. til udvikling.

Sagsfremstilling

I forlængelse af den indgåede Økonomiaftale mellem Regeringen og KL har Økonomi- og Indenrigsministeriet den 30. juni udmeldt de enkelte kommuners indtægtsrammer.

Bundlinjen kan samlet set opgøres til et forventet kassetræk på 11,1 mio. kr. Udgangspunktet er basisbudgettet for 2018, som det så ud ved vedtagelsen af Budget 2017, og indregnet ny viden om tillægsbevillinger, indtægtsskøn, reguleringer som følge af tekniske korrektioner, konsekvenser af konjunkturnotatet og lov- og cirkulæreprogram, øget medfinansiering af sundhedsvæsenet, nyt pris- og lønskøn for 2018 samt justerede renter og lånoptag.

En opdateret finansieringsoversigt vedlægges.

Baggrunden for kassetrækket på 11,1 mio. kr. skal først og fremmest findes i, at væksten i befolkningstallet i 2016 har været lavere end forudsat. Det har stor negativ indflydelse på kommunens finansieringsside (både på skatter, tilskud og udligning).

Udligning og tilskud falder i alt med godt 42 mio. kr. i forhold til, hvad der tidligere var indregnet. Heraf modtager Hvidovre Kommune 21 mio. kr. mindre i landsudligning og 12 mio. kr. mindre i hovedstadsudligning end forudsat.

For skatteindtægterne gælder det, at personskatterne i 2018 giver 25,6 mio. kr. mere end forventet. Grundskyld og dækningsafgift giver i 2018 i alt knap 19 mio. kr. mindre end forventet. Det skyldes både den ekstraordinære nedskrivning af dækningsafgift som følge af den nye ejendomsvurdering af Hvidovre Hospital, men også en skæv kompensationstildeling for det fastfrosne niveau for grundskyld. Fastfrysningen har ligeledes konsekvens for budgetlægninger fremover.

Der er indregnet likviditetstilskud (Finansieringstilskud) som i 2018 vil udgøre 29,4 mio. kr. Der er endnu ikke indregnet eventuelt tilskud fra § 19-puljen og § 16-puljen, som er tilskud til kommuner med særlige økonomiske vanskeligheder. I 2017 modtog Hvidovre Kommune 12 mio. kr. fra § 19-puljen.

I driften er Hvidovre Kommune udfordret af strukturel ubalance på det voksenspecialiserede område, hvor de gennemsnitlige udgifter pr. borger er markant stigende. Dette er pt. ikke indregnet i budgettet.

Anlægsområdet i budgettet ligger på et meget lavt niveau. Således er der afsat knap 114 mio. kr. i budgettet for 2018. Tidligere års budgetterede anlægsniveau har typisk ligget på ca. 150 mio. kr. Hvidovre Kommunes forholdsmæssige andel af den samlede anlægsramme i Økonomiaftalen for 2018 udgør ca. 167 mio. kr.

Ud over den nuværende bundlinje på -11,1 mio. kr. udestår der at blive udmøntet restbeløbet af 1 % besparelsen, som blev vedtaget i november 2016. For budget 2018 udgør de 1 % godt 6 mio. kr. Det bør her nævnes, at det opgjorte underskud på 11,1 mio. kr. vil bortfalde, hvis tilskuddet efter § 19 bliver på samme niveau som i 2017, og der ikke foretages andre ændringer til budgettet.

Med den vedhæftede finansieringsoversigt som udgangspunkt for budgettet vil kassebeholdningen vise et niveau svarende til sidste år. Dette er til gengæld lavere end tidligere år. Finansieringsoversigten viser altså, at kassebeholdningen ultimo 2018 vil udgøre ca. 100 mio. kr. -under forudsætning af gennemførelse af de planlagte anlægsprojekter og fratræk af hjemfaldsmidlerne.

Endelig er der den udmeldte serviceramme for Hvidovre Kommune, som udgør 2,63 mia. kr. Med udgangspunkt i de indarbejdede udgifter forventes servicerammeudgifterne at ligge tæt på denne udmeldte ramme.

Økonomiudvalget vil på baggrund af den forventede ubalance drøfte rammerne for det videre arbejde med budget 2018. Det sker på mødet den 14. august 2017. Til brug for drøftelserne har Direktionen udarbejdet et budgetkatalog med forslag, der kan mindske underskuddet.

Direktionens katalog er opgjort i tabelform, og det er baseret på de afdækkende analyser, som centrene har udarbejdet i perioden februar til maj.

De afdækkende analyser er objektive beskrivelser af det enkelte område, de økonomiske rammer og sammenligninger i forhold til andre kommuner. Afdækningerne er udsendt til Kommunalbestyrelsen den 26. juni.

Budgetkataloget er opbygget med en indledning, en tabeloversigt med de 21 forslag og bemærkninger til de enkelte forslag. Afdækkende analyser og budgetkatalog på udvalgets område vil blive gennemgået på mødet.

Materialet er tænkt som en ramme til brug for de fortsatte politiske drøftelser af budget 2018-2021.

Den økonomiske ramme for 2018 for Arbejdsmarkedsudvalget udgør 9,6 mio. kr. inden for servicerammen. Hertil kommer udgifter uden for servicerammen som omfatter ydelser på 427 mio. kr. og aktiveringsudgifter på 71 mio. kr.

Som bilag er desuden vedhæftet et udkast til takster i forhold til budget 2018.

Retsgrundlag

Der er intet retsgrundlag.

Politiske beslutninger og aftaler

Indstillingen skal ses som et led i budgetprocessen for 2017-2020 jf. beslutning i Økonomiudvalget 20. marts 2017.

Økonomiske konsekvenser

Der er ingen økonomiske konsekvenser på nuværende tidspunkt.

Bilag

  1. Finansieringsoversigt (pdf)
  2. Direktionens budgetkatalog (pdf)
  3. Afdækkende analyser - tidligere omdelt i dueslag (pdf)
  4. Budgetrapport 2018-2021 (pdf)
  5. Takster til fagudvalg (pdf)

4. Økonomirapportering pr. 30. juni 2017 - Arbejdsmarkedsudvalget

Beslutningstema

Administrationen har med udgangspunkt i de allerede kendte forudsætninger, herunder de 6 første måneders forbrug, foretaget en vurdering af budget 2017 på Arbejdsmarkedsudvalgets område.

Vurderingen indgår i udarbejdelsen af kommunens halvårsregnskab.

Center for Økonomi og Analyse har udarbejdet sagsfremstillingen.

Indstilling

Direktøren indstiller til Arbejdsmarkedsudvalget

  1. at tage økonomirapporteringen pr. 30. juni 2016 til efterretning

Beslutning i Arbejdsmarkedsudvalget den 14-08-2017

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Administrationen har med udgangspunkt i de allerede kendte forudsætninger, herunder seks måneders forbrug, foretaget en vurdering af forventet regnskab 2017.

På Arbejdsmarkedsudvalgets område forventes et samlet merforbrug på 6,6 mio. kr.

Merforbruget skyldes efterregninger på netto 2 mio. kr. for sprogundervisning udført af Københavns Kommune i 2016 samt et forventet merforbrug på ressourceforløbsydelse på 5 mio. kr. Herudover forventes en merindtægt på 0,4 mio. kr., som skyldes indtægter fra Udlændinge- og Integrationsministeriets udbetaling af beskæftigelsesbonus.

Der er på nuværende tidspunkt følgende kendte udfordringer på udvalgets område:

Uden for Servicerammen

Integrationsområdet

Udlændingestyrelsen forventede, at der i 2016 ville komme 17.000 flygtninge til Danmark. Styrelsen meddelte efterfølgende, at antallet forventedes reduceret til mellem 9.500 og 13.500 personer. Samtidig blev antallet af flygtninge, som Hvidovre Kommune skulle modtage i 2016, reduceret væsentligt sidst på året, hvilket også har indflydelse på niveauet i 2017.

Ved budgetlægningen for 2017 var udmeldingen fra Styrelsen en kvote for Hvidovre Kommune på 61 flygtninge. Budgetlægningen for 2017 er baseret på dette tal. Efterfølgende er kvoten reduceret, først til 38 og senere til 22. Kommunen forventer, at have modtaget 8 flygtninge i 2017 pr. 1. august.

I forlængelse af at kommunen modtager flygtninge sker der også en række familiesammenføringer, hvorved det samlede antal af nye voksne integrationsborgere i Hvidovre Kommune må forventes at stige udover det modtagne antal.

Regninger for sprogundervisning i 2016

Kommunen mangler fortsat at modtage den endelige afregning for sprogundervisningen i 2016 udført af sprogcentre under Københavns Kommune. Den endelige afregning forventes at være på netto 2 mio. kr. Som anført ved den politiske behandling af Regnskab 2016, vil det ikke være muligt at bogføre disse udgifter på regnskabet for 2016. I stedet vil udgiften belaste regnskabet for 2017. Der forventes derfor et merforbrug på sprogundervisningen på 2 mio. kr.

Beskæftigelsesbonus

I alt 2.140 flygtninge kom på landsplan i job i 2016, og derfor har Udlændinge- og Integrationsministeriet udbetalt 54 mio. kr. i beskæftigelsesbonus til kommunerne. Heraf har Hvidovre Kommune modtaget 350.000 kr. I Hvidovre Kommune svarer dette til, at antallet af flygtninge i beskæftigelse er steget fra 20 til 34 personer. Tallet skal sammenholdes med det relativt lave antal flygtninge, som Hvidovre Kommune har modtaget. Udbetalingen af beskæftigelsesbonus er en udløber af regeringens topartsaftale om integration med KL. Aftalen betyder, at kommunerne får en bonus på 25.000 kr. for hver ekstra flygtning, der kommer i job. Beløbet var ikke budgetteret og betyder derfor en merindtægt for kommunen i 2017.

Ydelsesområderne

På ydelsesområderne forventes et merforbrug på 5 mio. kr.

Der ses et stigende forbrug på Ressourceforløbsydelse, som følge af et stigende antal borgere, som modtagere denne ydelse. Det var ved budgetlægningen forventet, at der i 2017 ville være 385 helårspersoner på Ressource- og Jobafklaringsforløb, men det skønnes nu, at der i 2017 vil være 490 helårspersoner. En del af merudgiften til disse 105 ekstra helårspersoner forventes dækket af mindreudgifter på andre ydelser, men tilbage står et forventet merforbrug på 5 mio. kr. Det stigende antal modtagere af ressourceforløbsydelse skal ses i sammenhæng med, at kommunen samtidig har mindreudgifter på 7,8 mio. kr. til førtidspension, som organisatorisk ligger under Social- og Sundhedsudvalget, end forventet ved budgetlægningen. Borgere som ikke tilkendes førtidspension vil ofte i stedet modtage ressourceforløbsydelse og et fald på førtidspension vil derfor ofte følges af en stigning i udgifterne til bl.a. ressourceforløbsydelse.

Der er fortsat usikkerhed omkring kommunens refusionsindtægter fra staten som følge af refusionsreformen, som trådte i kraft i 2016. Refusionsreformen betyder, at beregningen af hovedparten af kommunens statsrefusioner i en overgangsperiode, foretages af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

Kommunen har ikke mulighed for selv at foretage denne beregning, da der i beregningen indgår en række oplysninger, som ikke er tilgængelige for kommunerne ex perioder med SU. Der foretages jævnligt korrektioner og efterreguleringer i systemet, og dette betyder, at der ses udsving i kommunens indtægter via statsrefusioner. Dette påvirker kommunens muligheder for at foretage en korrekt prognosticering af indtægterne. Kommunen har på nuværende tidspunkt bogført en måneds refusioner og medfinansiering.

Retsgrundlag

I medfør af Lov om Kommuners styrelse § 37, stk. 2, § 38, stk. 2, § 40, stk. 4, § 45, stk. 1, § 45 a, stk. 1, § 46 og § 57, stk. 1 og 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 186 af 19. februar 2014, fastsættes:

Halvårsregnskabet aflægges af Økonomiudvalget eller magistraten til Kommunalbestyrelsen, inden Økonomiudvalget udarbejder forslag til næste års budget til kommunalbestyrelsen, jf. § 2, stk. 1.

Politiske beslutninger og aftaler

Afrapporteringen til udvalget indgår i Økonomiudvalgets samlede afrapportering af kommunens halvårsregnskab og forventede regnskab 2017 til Kommunalbestyrelsen.

Økonomiske konsekvenser

Der er ingen økonomiske konsekvenser.


5. Eventuelt

Beslutning i Arbejdsmarkedsudvalget den 14-08-2017

Gert Wahl (Ø) stillede en række skriftlige spørgsmål, som administrationen besvarer på møde i september 2017.