Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Referat - Børne- og Undervisningsudvalget den 2. november 2017

Mødefakta

Dato: Torsdag den 2. november 2017
Mødetidspunkt: Kl. 17:00
Mødested: Sollentuna II

Medlemmer

  • Annette Møller Sjøbeck (UP)
  • Charlotte H. Larsen (O)
  • Kenneth F. Christensen (A)
  • Lars Gundelack Jensen (A)
  • René Langhorn (O)

Fraværende med afbud

  • Kashif Ahmad (UP)
  • Maria Durhuus (A)

Bemærkninger

Anette Møller Sjøbeck mødte kl. 17.07 og deltog ikke i punkt 1.

Indholdsfortegnelse


1. Godkendelse af dagsorden

Beslutning i Børne- og Undervisningsudvalget den 02-11-2017

Godkendt.


2. Meddelelser

Sagsfremstilling

  • Orientering om 5. september tallene i folkeskolen
    (bilag vedhæftet)

Beslutning i Børne- og Undervisningsudvalget den 02-11-2017

Direktøren orienterede om klasse- og elevtal pr. 5. september 2017.

Administrationen orienterede om Ankestyrelsens gennemgang af sager i projekt ”Lige Muligheder” i forhold til lovmedholdeligheden.

Administrationen orienterede om A.P. Møller Fondens tilsagn om støtte på 2 mio. kr. til relationskompetence-projektet på folkeskolerne.

Bilag

  1. Klasse og elevtal pr. 05.09.2017 (pdf)

3. Børnetal 2018 på dagtilbudsområdet

Beslutningstema

Center for Børn og Familier har udarbejdet sagsfremstillingen.

Kommunalbestyrelsen skal tage stilling til fordelingen af det forventede børnetal på dagtilbud i 2018. Det samlede antal børn, som kommunen forventer at skulle have plads til i dagtilbuddene, indgår i budget 2018.

Indstilling

Direktøren indstiller til Børne- og Undervisningsudvalget at anbefale overfor Kommunalbestyrelsen

  1. at godkende fordelingen af børnetallene på dagtilbud for 2018

Beslutning i Børne- og Undervisningsudvalget den 02-11-2017

Anbefales godkendt.

Sagsfremstilling

Administrationen udarbejder forslag til de enkelte dagtilbuds børnetal.

De enkelte dagtilbuds børnetal er en fordeling af kommunens samlede forventede børnetal for 2018. Det er fastlagt ud fra en børnetalsprognose fra september 2017 fra en ekstern leverandør og kapacitetsudnyttelsen det forgangne år. Kommunens samlede forventede børnetal er indarbejdet i budget 2018.

Af tabel 1 nedenfor fremgår kommunens forventede samlede børnetal for 2017 og 2018.

Tabel 1. Børnetal 2017 og 2018

2017

2018

Ændring

0-2 års pladser

1.208

1.229

21

3-5 års pladser

1.804

1.814

10

I alt

3.012

3.043

31

Administrationen forventer en stigning på 21 pladser til børn i 0-2 års alderen (herefter kaldet vuggestuepladser) og 10 pladser til børn i 3-5 års alderen (herefter kaldet børnehavepladser).

Udviklingen vidner om, at kommunen på baggrund af børnetalsprognosen forventer en fortsat stigning i børnetallet i Hvidovre Kommune. Stigningen er dog mere moderat end tidligere år.

Fordeling af børnetal på dagtilbud

Forslag til fordelingen på dagtilbuddene er vedlagt som bilag ”Fordeling af børnetal på dagtilbud 2018”.

Administrationen bemærker, at det angivne børnetal ikke er et udtryk for det antal børn, som det enkelte dagtilbud har garanti for at få indskrevet. Det afhænger af den konkrete udvikling i børnetallet og forældrenes ønsker.

Dagplejen

Dagplejen har et børnetal på 144. I 2017 var børnetallet 150, hvorfor der er lavet en nedjustering på 6 pladser. Det er en tilpasning til den forventede og oplevede efterspørgsel.

Daginstitutionerne

På baggrund af børnetalsprognosen og den oplevede efterspørgsel er forventningen, at der generelt sker en stigning af behovet for pladser. Stigningen er kraftigst i distrikt syd og distrikt nord/midt og mere moderat i distrikt vest.

I distrikt vest er forventningen, at dagtilbuddene modtager et antal vuggestuebørn, der får anvist en plads som følge af kommunens pasningsgaranti.

På vuggestueområdet er forældrene garanteret en plads i kommunen, mens forældrene på børnehaveområdet er garanteret en plads i eget distrikt.

Ændringerne i de enkelte dagtilbuds børnetal har generelt baggrund i:

  • Øget kapacitet grundet tilbygning (Cirklen) eller ibrugtagning af nybyggeri (Tumlehuset)
  • Tilpasning af børnetal eller omkonvertering af pladser, så det i højere grad matcher den faktisk indskrivning og efterspørgslen efter det enkelte dagtilbud
  • Dialog mellem dagtilbudslederne og administrationen, som er blevet styrket i udarbejdelsen af forslaget til fordelingen af børnetal på dagtilbud i 2018.

I distrikt syd er der samlet set tilført én børnehaveplads og fjernet 12 vuggestuepladser. Dette er sket selvom der generelt er pres på vuggestuepladserne i distriktet. Imidlertid har der været behov for at skabe plads til de børnehavebørn, der allerede er indskrevet i distriktet. Det bemærkes ligeledes, at børnetallet i Oceanet er nedskrevet af hensyn til dagtilbuddets drift.

I distrikt nord/midt er der tilført 16 vuggestuepladser og 18 børnehavepladser. Der er tale om en tilpasning til den forventede efterspørgsel. Derudover kan Cirklen efter endt ombygning modtage flere vuggestuebørn, mens Krogstenshave efter en indfasningsperiode af de udvidede fysiske rammer nærmer sig en fuldstændig udnyttelse af kapaciteten.

I distrikt vest er der tilført 23 vuggestuepladser og fjernet 9 børnehavepladser. For så vidt angår børnehavepladserne er der tale om en tilpasning til den forventede efterspørgsel. For så vidt angår vuggestuepladserne er der sket en opnormering af vuggestueafdelingen i Tumlehuset. Forventningen er, at dagtilbuddet i en opstartsperiode vil have en overvægt af vuggestuebørn i forhold til børnehavebørn, men at fordelingen vil finde en hensigtsmæssig balance over tid. Administrationen følger udviklingen i efterspørgslen på Tumlehuset tæt.

Kapacitet frem til 1. maj 2018

Antallet af børnehavebørn stiger hen over året frem til 1. maj, hvor de ældste børnehavebørn overflyttes til SFO. Som følge heraf kan der i nogle områder være en kapacitetsudfordring frem til 1. maj 2018.

Høringssvar

Administrationen har ikke forelagt forslaget til børnetal for CenterMED i Center for Børn og Familier. Det skyldes, at alle medlemmer af det ny CenterMED endnu ikke er udpeget og derfor ikke har haft mulighed for at mødes. Administrationen har sendt børnetallene i direkte høring hos FOA, BUPL og dagtilbuddene, som er de direkte berørte parter.

Høringssvar fra BUPL og FOA

Høringssvar fra de to organisationer er vedlagt i bilaget ”Høringssvar fra BUPL og FOA”. Høringssvarene har ikke givet anledning til ændringer i forslaget til børnetal.

Høringssvar fra dagtilbud

Som angivet ovenfor har administrationen i højere grad end tidligere været i dialog med dagtilbudslederne om fordelingen af børnetallene forud for udarbejdelsen af det forslag, der blev sendt i høring.

Herudover har dagtilbuddene, herunder deres bestyrelser haft lejlighed til at komme med høringssvar. De fire indkomne svar er vedlagt i bilaget ”Høringssvar fra dagtilbud”. De har ikke givet anledning til ændringer i forslaget til børnetal.

I bilaget ”Høringsnotat ifm. børnetal 2018” er de bekymringer, spørgsmål og forbehold, som høringssvarene fra de faglige organisationer og Dagtilbuddene Frydenhøj og Ærtebjerg indeholder, adresseret.

Retsgrundlag

Der er ikke noget retsgrundlag for beslutningen.

Politiske beslutninger og aftaler

Ingen bemærkninger.

Økonomiske konsekvenser

Ingen økonomiske konsekvenser for Hvidovre Kommune. Det samlede børnetal, dvs. den budgetmæssige ramme, indgår som en teknisk korrektion i budget 2018.

Bilag

  1. Forslag til børnetal 2018 fordelt på dagtilbud (pdf)
  2. Høringssvar fra BUPL og FOA (pdf)
  3. Høringssvar fra dagtilbud (pdf)
  4. Høringsnotat ifm. børnetal 2018 (pdf)

4. Røgfri generation 2030

Beslutningstema

Center for Sundhed og Ældre har udarbejdet sagsfremstillingen.

Der fremlægges forslag til en rygestopindsats på ungeområdet, ”Bliv en vinder uden tobak”, for perioden 2018 – 2020. Visionen for projektet er En røgfri generation, så ingen børn og unge ryger i 2030. Visionen ligger i forlængelse af regeringens politik på området. Projektet foregår i et samarbejde mellem kommuner på Vestegnen/Sydamager og sammen med eksterne samarbejdspartnere som Hjerteforeningen og Danmarks Idrætsforbund.

Indstilling

Direktørene indstiller til Social- og Sundhedsudvalget, Børne- og Undervisningsudvalget samt Kultur- og Fritidsudvalget, at anbefale over for Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen:

1)at, rygestopindsatsen på ungeområdet, ”Bliv en sikker vinder uden tobak" med visionen ”En røgfri generation, så ingen børn og unge ryger i 2030” igangsættes for perioden 2018 – 2020

2)at, der arbejdes med tre delindsatser: 1) Tobaksfri folkeskole, 2) Tobaksfrie erhvervsskoler og 3) Tobaksfri fritid

3)at, yderligere udgifter på 50.000 kr. til projektet finansieres inden for Sundhedscentrets ramme

Beslutning i Børne- og Undervisningsudvalget den 02-11-2017

Ad 1) Anbefales godkendt.

Ad 2) Anbefales godkendt.

Ad 3) Anbefales godkendt.

Sagsfremstilling

Storrygerprojektet, ”Røgfri på tværs”, foregår i perioden 2014 – 2017 i samarbejde mellem 9 kommuner på Vestegnen/Sydamager. De deltagende kommuner er Albertslund, Brøndby, Dragør, Glostrup, Hvidovre, Høje-Taastrup, Ishøj, Tårnby og Vallensbæk. Kommunerne har besluttet at fortsætte samarbejdet med fælles rygestopkurser, tilskud til rygestopmedicin, fælles aftaler med apoteker og hospitaler samt ny fælles indsats om unge og rygning.

Nærværende dagsordenpunkt har fokus på unge og rygning. Som det fremgår af bilag 1, er det kun omkring 5 % af de 15-årige, der er dagligrygere. Denne andel har været faldende de sidste 10 år. Problemet opstår efter grundskolen, hvor andelen af dagligrygere blandt de 16 – 25-årige ligger på hele 15 %. Der er markant flere rygere på erhvervsskolerne end i gymnasierne. Der ses desuden en sammenhæng mellem at være ryger og at have prøvet at ryge hash.

På grund af problemerne med rygning blandt unge i gruppen 16-25 år anmodede socialdirektørkredsen i marts 2017 styregruppen for storrygerprojektet om at komme med forslag til en særlig indsats på ungeområdet. På møde for socialdirektørerne i august 2017 fremlagde styregruppen et forslag, som det blev vedtaget at arbejde videre med.

På den baggrund fremlægges nærværende sag for Social- og Sundhedsudvalget, Børn- og Ungeudvalget samt Kultur- og Fritidsudvalget i Hvidovre Kommune, samtidig med, at der i de øvrige kommuner i samarbejdet tillige tages stilling til sagen.

Projekt bliv en vinder uden tobak
Projektet løber fra 2018 og foreløbigt til og med 2020. Dele af projektet startes op allerede i 2017. Visionen for projektet er En røgfri generation, så ingen børn og unge ryger i 2030.

Regeringen har den samme vision i Kræftplan IV, som indgår i aftale om finansloven for 2017.

I ”Bliv en vinder uden tobak” arbejdes der med tre delindsatser:

  1. Tobaksfri folkeskole
  2. Tobaksfrie erhvervsuddannelser
  3. Tobaksfri fritid


Ad 1) Ved delindsats Tobaksfrie folkeskoler, satses der på et delmål om 15 – 20 skoler med tobaksfri skoletid ved opstart af skoleåret 2018/2019 fordelt på minimum 2/3 del af de deltagende kommuner. Målet er, at 90 % af alle skoler i 2030 har tobaksfri skoletid. Flere kommuner på Vestegnen/Sydamager har allerede igangsat tobaksforebyggende indsatser og/eller indført røgfri skoletid. Samarbejdet med skolerne skal ske på frivillig basis, så når den enkelte skole synes de er klar, kan de melde ind med tobaksfri skoletid.

Ad 2) Da dagligrygerandelen på erhvervsskoler er særlig høj, arbejdes der med en særlig indsats på dette område. Der arbejdes henimod tobaksfri erhvervsskoler i et samarbejde med Hjerteforeningen. Foreningen har fået midler fra Sundhedsstyrelsen til en forundersøgelse på erhvervsskoler, for at finde frem til en målrettet og effektiv rygestopindsats på erhvervsskoler. Forundersøgelsen skal danne grundlag for et længerevarende projekt med flere kommuner fra 2018.

Ad 3) Da brug af snus og tyggetobak ser ud til at være stigende i idræts- og ungdomsmiljøer skal problemets omfang afdækkes. Produkterne er meget nikotinholdige og kan være starten på en misbrugsadfærd. Det foreslås, at der i samarbejde med Danmarks Idræts Forbund formuleres en ansøgning til Sundhedsstyrelsens sundhedsfremmepulje for at afdække omfang og forbrugsmønster i foreningslivet. Der skal herefter i samarbejde med foreningerne laves en indsats for at nedbringe brugen af tobaksprodukter, og der skal skabes positive rollemodeller.

Det foreslås desuden, at kommunerne i projektet på Vestegnen/Sydamager tilslutter sig som partnere i det samarbejde Kræftens Bekæmpelse og Trygfonden har under overskriften ”Røgfri Fremtid”. Det er initiativ, som arbejder for en røgfri fremtid for børn og unge, som kommuner, interesseorganisationer, undervisningsinstitutioner og andre kan tilslutte sig. Der er ingen økonomiske forpligtelser i dette samarbejde, men det er et samarbejdsforum med udveksling af erfaringer og ny viden på området.

Lokal projektledelse i Hvidovre placeres i Sundhedscentret med løbende  ad hoc projektdeltagelse fra øvrige relevante afdelinger.

Retsgrundlag

Sundhedsloven §119

Politiske beslutninger og aftaler

På møde i Social- 0g Sundhedsudvalget den 31. maj 2017 blev det besluttet, at videreføre satspuljeprojektet ”Røgfri på tværs” i drift sammen med de 8 øvrige kommuner i projektet. Herunder at indgå samarbejde om røgfri generation 2030. Sidstnævte del blev tillige godkendt på Børne- og undervisningsudvalgets møde den 8. juni 2017. På mødet den 31. maj 2017 blev det ligeledes besluttet, at 50.000 kr. inden for Sundhedscentrets ramme finansierer drift af det tidligere satspuljeprojekt ved tværkommunal projektleder.

Økonomiske konsekvenser

Projektet finansieres inden for Sundhedscentrets egen ramme.

Sundhedsmæssige konsekvenser

Nedbringelse af andelen af rygere vil på kort og lang sigt være en samfundsøkonomisk gevinst, ligesom der vil være en betydelig helbredsgevinst for den enkelte unge, som vælger ikke at begynde at ryge eller stopper kort tid efter rygestart.

Bilag

  1. Oplæg til fælles indsats (pdf)

5. Eventuelt

Beslutning i Børne- og Undervisningsudvalget den 02-11-2017

Charlotte H. Larsen (O) spurgte til en arbejdsmiljøsag i skoleregi.  Administrationen svarede på mødet.


6. Ansøgning om dispensation fra reglerne om frit skolevalg

Lukket sag